Det er en tirsdag i eftersommeren, og præsident Barack Obama befinder sig i Los Angeles. Det gør jeg også.

Et enkelt blik på det uopslidelige plastikkort ’Streetwise’ over englenes by røber, at jeg ikke er langt fra Obama! I aften spiser præsidenten italiensk på restauranten Fig & Olive på Sunset Boulevard – en middag, han holder i anledning af den forestående præsidentkampagne, der går i gang nu i november.

Hvis jeg går ud ad døren og løber op ad den eksotisk smukke, men ramponerede Hi Point Street med palmer langs vejkanten, og hvis jeg springer over glatte vandansamlinger i fortovet og undgår at lade mig fange af vippende fliser, og hvis jeg er så heldig, at bus 217 fra Fairfax kørte med det samme, kan jeg – i teorien – sætte mig ved Obamas bord inden for tyve minutter. Adgangsbillet til eventen, inklusive middagen, koster 17.500 dollar.

LÆS OGSÅ Måling: Romney slår Obama

Glæden over Obama stortrives hos mig, en begejstret europæisk tilskuer, mens opbakningen daler hos ’blue-collar’ og ’white-collar’-amerikanere – arbejdsstyrken, der er ramt af arbejdsløsheden. Også de, som ved sidste valg satte deres sidste dollar på ham i håb om at få en sygeforsikring, er kommet i tvivl om præsidentens evner til at styre det forjættede land. Og nogle i den jødiske del af den amerikanske befolkning, som ikke bryder sig ikke om Obamas saglige tone over for Israel i sagen om Palæstina-staten, er blevet skeptiske.

Obamas popularitetstal er i dag helt nede på 40 pct. Amerikanerne savner lederskab, action, beslutsomhed og gåpåmod hos deres præsident. Obama beskyldes af sine egne vælgere for at være slap, uengageret, uoplagt, abstrakt og professoragtig.

På Fig & Olive er der dog fuldt hus denne aften. Tv-indslag viser præsidenten omringet af en blandet skare af mennesker i alle farver, tynde og tykke, unge og gamle. Blandt tilhængerne er også folk med svulstige botox-indsprøjtede læber, opstrammede ansigter og til marven fedtudsugede damer – en gruppe, som jeg formodede ville følge den ultrarepublikanske Donald Trump og hans kække side-toupé look.

Jeg kan godt lide Obama. Det hedder det afdæmpet på dansk. Jeg kan ikke hævde »I love Obama«, som de formulerer det i Amerika. Det at elske nogen er noget mere – jeg skal kende vedkommende personligt for at præstere den slags emotioner. Mit forhold til Obama er inderligt alligevel, og det har det været længe.

Beundringen for manden blev vakt hos mig i januar 2008 på et hotelværelse i New York. Store begivenheder såsom møder med kærligheden og afskeden med samme – men ligeledes betydningsfulde politiske begivenheder, ulykkelige og lykkelige – huskes som ætset på nethinden. Begivenhederne plejer at være uadskilleligt anbragt sammen med deres omgivelser. Smeltet sammen med de steder, hvor de fandt sted. Som fastfrosne billeder, snapshots.

I januar 2008 talte Obama til mig fra fjernsynet, som i mangel af plads på det lille hotelværelse var anbragt i skabet bag lyserøde gardiner. Det var første gang, jeg hørte Obama tale på sit eget territorium. Uformidlet og ufortolket af danske medier. The real thing. Jeg hørte også rigtigt efter for første gang. Obama lød ikke påtrængende, men dog klar, afbalanceret. Hans stemme var en del toner lysere end NBC-speakeren Tom Brokaws guddommelige, dybe stemme, som dannede lydkulissen til 80’erne og 90’erne i det Amerika, jeg kendte.

LÆS OGSÅ Denver gik amok over Obama

Det, der fangede min opmærksomhed, var det, Obama sagde, frem for hvordan han sagde det. Obama talte om Hope. Jeg troede ikke mine egne ører! Ja, det var jo det, livet gik ud på. Håbet! Håbet taler vi om, når vi ikke har det. Fraværet af håb gør fysisk ondt. Jeg befriede den vordende præsident fra gardinerne og åbnede skabet og så som fortryllet på tv-skærmen. Jeg var rørt. Manden satte fingeren på et ømt punkt. Det, der bevirkede, at savnet af håb gik op for mig, var også udtalen af ordet hope. På amerikansk, udtalt med diftong ’ou’, er det, som om der i hope er mere plads.

Det er et mere rummeligt, mere åbent ord end det danske snævre og saglige håb eller det sippede britiske hope. Men onomatopoietisk sensibilitet over for diftongen ’ou’ skylder jeg mit modersmål. På tjekkisk er ’ou’-diftongen en længslens lyd. Det tjekkiske ord for den danske længsel hedder touha. Det storslåede var, at Obama præsenterede håb uden kvalifikationer, specifikationer og præciseringer. Han talte om hope som sådan. Håb som en størrelse. Åbent. Stærkt. Filosofisk. Klogt. Poetisk.

Jeg var solgt til Obama. Min sindstilstand over hans ord smeltede sammen i 2008 på hotellet i New York.

Der er nu gået tre år, siden Obama blev valgt til præsidentposten og siden den røde løber mod håbet blev rullet ud. I Los Angeles, her i Carthay-kvarteret på Hi Point Street, palmeoasen midt i det hele, hvorfra der er lige så langt østpå til downtown som vestpå til Venice Beach og Santa Monica, går beboerne ikke op i Obama, håb eller politik, men mest i utætte vandrør. ’Stucco homes’, bygget i 1920’erne, har hver en lille anlagt have med et græstæppe, sukkulenter og ørkenblomster.

Der skal dog vandes ofte i Los Angeles’ ørken. Naboerne på Hi Point Street – såsom læreren, der gerne vil gå på pension, men ikke har råd til det, den bankansatte med speciale i fallitejendomme, som det til gengæld går strålende for, psykologen med klienter plaget af skønhedsproblemer på jagt efter det perfekte look, den arbejdsløse tv-speaker, filmresearcheren, it-konsulenten, den populære skuespiller – stemte alle på Obama, fortæller de. En passant. Ligegyldigt. Letargisk. De vil stemme på ham igen, meeen …

Meninger og politiske analyser skal i øvrigt pumpes ud af amerikanere. Washington ligger langt væk fra Californien, tænker jeg. Der er langt til det politiske epicentrum, og det er svært at holde et så stort land samlet. På disse paradisiske verdenskanter forekommer ordet ’united’ forældet og uvedkommende.

I USA er hver sin egen lykkes smed, og som illustration på det ejer også hver amerikaner her på Hi Point Street sit stykke af et fælles vandrør. Vandrørene er gamle og trænger til at blive udskiftet. Det er indlysende for alle – man behøver ikke være ingeniør for at se det. Når vandet sprøjter som en gejser ud på gaden og fortovet foran det ene eller det andet ramte hus, bliver det tæmmet af water & power-medarbejderne. Hver gang reparerer de et stykke af det fælles rør. Hver beboer indkalder sin reparatør, når tiden er inde. En hvid rugbrødsbil ankommer, en sort mand i orange vest stiger af og borer et to meter dybt hul. Det tager ham et par timer i den bagende varme.

LÆS OGSÅ Vil Palin, mormonen og præsten mon udfordre Obama?

Imens står hans hvide kollega, en spinkel mand, i skyggen under træet og holder tegningerne i hånden. Så sker miraklet, og vandet holder op med at løbe. Den sorte medarbejder fylder hullet igen med sand og grus, og så ankommer en stor bil med asfalt og lægger den endelige finish på. Hi Point Street er en plettet gade med massevis af asfaltplamager, som vidner om alle de steder, hvor røret under jorden allerede har været utæt og haft besøg af water & power-parret.

Det er ikke almindeligt, at water& power vender tilbage til det samme sted. Gaderne i kvarteret er ujævne, fortovene er hærget af vandmasserne, fliserne gaber og snapper efter fodgængernes ben. Og når mørket er faldet på, kommer gnavere frem af kanalerne. Rotterne står på bagbenene langs fortovene og betragter fornøjet nattelivet i kvarteret. De er så store, at de ligner kænguruer, og jeg skal forklare mig selv, at jeg ikke er i Australien.

Men Carthay-kvarteret er et yndigt og grønt sted at bo i. En bydel med ånd og sjæl. Paradistræer vokser sig på højde med æbletræer, duftranker ligger belejligt i næsehøjde, der er palmetræer og bananpalmer, og appelsinerne kan plukkes friske til morgenmad – men fornemmelsen af, at jeg færdes på en vakkelvorn bund, følger med. Det gælder om at træde varsomt. Jeg går på listepoter. Og kigger jeg op imod den evige blå californiske himmel, ser jeg – ud over palmehoveder – telefonledninger og elkabler, der hænger og dingler mellem elmasterne.

Et klart kendetegn på et uudviklet land. Ja, Amerika ligner et udviklingsland. Det kan jeg se, og jeg behøver ikke engang at lade mig inspirere af forfatteren Arianna Huntingtons bog: ’Third World America’. Den er i øvrigt en bestseller, tilegnet millioner af arbejdsløse amerikanere, der kæmper for at holde den amerikanske drøm i live.

Det paradoksale er, at USA omsider faktisk ligner et billede af det land, vi som børn fik beskrevet hjemme i Europa i den amerikanskfjendtlige socialistiske skole. Og ikke mindst ligner USA nu Østeuropa, som det så ud, dengang jeg voksede op dér. Telefonledningerne hang oppe i himlen ligesom i USA i dag, busser og sporvogne kørte sporadisk. På vores gade i Prag lækkede vandrørene også i ét væk! Vi var uden vand og varme. Vejen var i stykker, og der lå brosten som løse tænder, rotterne løb skræmt langs vejkanterne, mens det nede på gaden altid vrimlede med skorstensfejere, arbejdsmænd indsmurt i sort sod, olie og snavs fra kanalerne.

Et af Obamas bud på, hvordan arbejdsløsheden kan kommes til livs, lyder helt konkret og uden dikkedarer på statsfinansieret byggeri. De amerikanske veje skal repareres, og den gamle infrastruktur fornyes. Der skal overalt lægges internet under jorden, nævner præsidenten. Noget som Frederiksberg Kommune har gjort hjemme hos os i svømmehalskvarteret for længst! I Amerika skal der også repareres gamle broer, der falder ned, fordi de ikke kan klare mængden af biler længere.

Når Obama fremlægger fagligt konstruktive forslag, har jeg lagt mærke til, at hans stemmeleje svarer til indholdet. Han er saglig. Neddæmpet. Reel. Ærlig. Kontant. Han ejer heller ikke speakeren Brokaws dybe guddommelige stemme. Obama smiler ikke til tandrødderne. Der er ikke så meget at grine ad, og så ligger det nok ikke til hans stil. Obama forklæder ikke forslagene som ultimative drømmeløsninger, han lover ikke mere, end han kan holde. Han præsenterer forslag. Det er et epokegørende karakterskift i det amerikanske image.

LÆS OGSÅ Obama er verdens mest magtfulde person

Amerika har levet på løfter. USA er et ’promised’ land, grundlagt på ’promises’. Uanset om løfterne bliver opfyldt eller ej, vil det at blive lovet noget – og omvendt selv at få lov til at love noget – virke godt på humøret. Vi mennesker bliver opstemte af løfter. Vi øjner et håb. Vi nøjes ofte blot med håb om håb.

Det ultimative løfte i Amerika er den amerikanske drøm. Vi har ikke en tilsvarende europæisk drøm, og vi nøjes med hverdagen. Men amerikanske løfter har gjort mig, en skeptisk europæer, ekstatisk. Det varede ikke længe, og jeg har fundet ud af, at de uopfordrede løfter fra folk, jeg møder, om at vise mig dit og dat og køre mig hen til et sted, som jeg absolut skal se, og føre mig sammen med ’so and so’, sjældent bliver til noget. Folk må jo vide, at de lover noget, som ikke bliver til noget, og at jeg finder ud af det – og alligevel afgiver de løfter!

Det at love er her en tradition, et must. Og den rendyrkede løftekultur, når den er helt ude af proportioner, trives hos republikanere. Sarah Palin lover på åben skærm, at hun kan slå Obama. »Yes, I can«. Højrefløjen i Amerika ligner en fabrik, der spytter løfter ud på akkord. De republikanske wannabe-præsidenter lover – på trods af at verden er ramt af krise, og ingen ved deres levende råd – arrogant, »I will create jobs«. »I know how to do that«. I europæiske ører lyder det uforståeligt, opblæst, enfoldigt, patriarkalsk, latterligt, utroværdigt, enevældigt, gudsbespotteligt og formynderisk.

Men alt tyder på, at hundrede millioner af amerikanske ører – mere end halvdelen af den amerikanske vælgerbefolkning – opfatter den slags snak som englemusik. Obama er en ’we can’-mand. I sine taler undlader han konsekvent ordet ’I’ (jeg), har jeg lagt mærke til. Han pudser ikke sin egen personlige glorie og sit ego. Han foregiver ikke at være Gud og frelser. Han er facilitator, en mellemmand, og det lægger han ikke skjul på. Obama er ydmyg – i tjeneste hos sit land. Obama lover ikke ’nul huller’ eller glatte rynkeløse ansigter, han fremlægger forslag. Et sted gør han, bevidst eller ej, op med den amerikanske neurotiske ’løfte’-tradition.

De skuffede demokratiske angelenos i Carthay-kvarteret efterlyser også den change, som Obama havde lovet dem. Det forstår jeg ikke, for de har allerede fået change. Med og i Obama. Hele pakken i ét.

Obama er indbegrebet af change. Han har lagt sin krop i den. Hans ærlighed og nøgternhed – det, han siger, og hvordan han siger det – udløser tillid hos mig, og skal jeg have et håb, må jeg først nære en tillid.

Om Obama er kommet for at blive, eller om han udstødes af den gamle industri på løfter og drømme, på instant solutions, fem for en pris af to, vil den meget nære fremtid vise.

FACEBOOKBliv ven med Politiken