Med skiftet i de politiske biorytmer og dannelsen af den nye S-R-SF-regering er der varslet andre politiske vinde i folkeskolen og en mere åben debat om skolen.

Der er tegn på, at der vil blive lyttet til den praktiske fornuft, som repræsenteres af lærere og ledere – eller sagt på en anden måde, at den politiske styring af skolen vil respektere professionslaget i det lodrette demokrati.

Hvis de tillidsvækkende erklæringer kan omsættes til praktisk skolehverdag, vil det frigøre energi, kreativitet og engagement i folkeskolen, som i mange år har savnet tillid og positiv styring.

Den forrige regering havde beslutsomt valgt at gennemføre forandringer i folkeskolen (28 ændringer af folkeskoleloven på 10 år) uden at lytte til og inddrage lærerne og skolelederne.

Det blev god tone at mistænke faggruppen for at hyppe egne kartofler. Ingen var i tvivl om, at Bertel Haarder (V), der var undervisningsminister 1982-93 og igen 2005-10, mente, at lærerne var for uambitiøse, og at Danmarks Lærerforenings indflydelse skulle stækkes.

Situationen blev tydelig for de fleste, da det annoncerede partnerskab med lærerforeningen og i øvrigt også skolelederne og Kommunernes Landsforening af daværende undervisningsminister Tina Nedergaard i september 2010 pludselig og uden konkret begrundelse blev aflyst.

Spørgsmålet er, om den nye regering for alvor ønsker at lytte til den praktiske fornuft.

Fra valgplakaterne og Det Radikale Venstres skoleprogram, ’Vores skole’, huskes Margrethe Vestagers »Vi tror også på lærerne«. Men svaret rummes desuden i den treleddede målsætning, som den nyslagne børne- og undervisningsminister, Christine Antorini (S), annoncerede i Politiken kort før valget:

1) Teori og virkelighed skal kobles sammen. 2) Fællesskabet skal i front. 3) Partnerskab om uddannelsesrevolutionen.

Hvis man ser bort fra det knirkende sprog, er der her tegn på vilje til at værdsætte den erfaringsbaserede viden på linje med den forskningsbaserede, til at opprioritere et mere praktisk og sanseligt fagindhold i skolen, til at afbalancere den ekstreme individualisme med større opmærksomhed om fællesskab og til at fremme samarbejde med kommunerne og ikke mindst skolens lærere og ledere.

Det er nyt, og det er særdeles væsentligt.

Andre overskriftagtige udsagn om formulering af en ny ’Blå betænkning 2’ og en ny ’Nordisk pædagogik’ tyder på et skolesyn, der er spændt ud mellem velkendte sociale og liberale principper under fællesnævnerne humanisme, demokrati og dannelse, sådan som vi kender det fra den danske skoletradition før 2001.

Befriende er det at høre Antorini udtale: »Der har været alt for lidt fokus på pædagogik og didaktik«. Bare hun husker, at pædagogikken og didaktikken tilhører lærerne og ikke politikerne.

Det taler desuden til ministerens fordel, at hun klart har taget afstand fra offentliggørelse af de nationale test, fordi den medfølgende benchmarking vil føre til, at undervisningen snævert vil rette sig mod at klare sig godt i testene.

Men den nye børne- og undervisningsminister kan ikke sige sig fri for at have medansvar for den uhensigtsmæssige test-, kontrol- og styringsmani i folkeskolen, som har ført til meget kontraproduktivt bureaukrati: nationale test, elevplaner, kvalitetsrapporter, evaluering i tide og utide, kontrakter mig her og der.

Desuden skelner Antorini ikke tilstrækkelig skarpt mellem fritidspædagogik og skolepædagogik. Det skyldes den gamle socialdemokratiske drøm om heldagsskolen, der skal ’bryde den sociale arv’ gennem en længere skoledag med blandet leg og læring og et tættere samarbejde mellem lærere og pædagoger.

Men heldagsskolen er problematisk, fordi den ’skolificerer’ børns frie, selvorganiserede leg, som fremmer deres symboldannelse, sprog, tænkning, angstbearbejdning og socialitet. Skolen drejer sig til forskel fra SFO’en om lærerens møde med eleven om et stof – det pædagogiske forhold. Skolens sag er oplysning.

Det er i dette nærvær om en sag, at ansvarlighed og disciplin bedst udvikler sig. Ikke gennem forældrekontrakter, som den nye regering åbenbart vil indføre til sikring af disciplin i skolen. Skal staten virkelig have opdragelseskontrakter med forældrene? Skolen er netop tredjestedet uden for hjemmet, hvor det er sagen og ikke følelserne, som er omdrejningspunktet.

I de ældste klasser skal eleverne ifølge S-SF-planen ’En ny start for folkeskolen’ kunne vælge sig ind på bestemte linjer – flere med praktisk indhold. Det skal lette overgangen til ungdomsuddannelsen, hvad enten den er praktisk eller boglig, og bidrage til at nå målsætningen om, at 95 procent får en ungdomsuddannelse.

Men risikoen er, at danske skoleelever individualiseres yderligere og sorteres efter erhvervslivets behov allerede efter 6. klasse, hvis ikke fællesskabet om klasserne i vid udstrækning bevares. Ifølge ideen, som VK-regeringens Arbejdsgruppe til talentudvikling i uddannelsessystemet har fostret, skal eleverne resten af tiden niveau- eller holdopdeles på tværs af klassetrin.

Hvis den nye regering følger denne plan, vil det ske på bekostning af fællesskab og samhørighed, og var det ikke netop en af hovedhjørnestenene i Antorinis skolepolitik? Forslaget er radikalt individualiserende og vil kræve et brud med den centrale regel i folkeskoleloven, der sikrer, at den aldersbestemte skoleklasse skal undervises samlet i 50 pct. af tiden.

NÅR alt kommer til alt, står det allerede her en måned efter valget klart, at regeringen ikke vil forsøge at gennemføre en folkeskolereform før 2013. Til dagbladet Information udtalte den nye børne- og undervisningsminister 13. oktober, at hun og regeringen vil afvente evalueringen af de nationale test og elevplanerne.

Sandheden er nok, at der er brug for tid til at afklare skolepolitikken internt. Det Radikale Venstre foreslår i ’Vores skole’ at erstatte de centralt fastsatte elevplaner og kvalitetsrapporter med »det grundlag, skolerne selv afgør, at de vil samarbejde med eleverne på«. Desuden vil partiet gøre det frivilligt at anvende de nationale test.

Her er en alvorlig uoverensstemmelse med S-SF, hvilket kræver intern forhandling regeringspartnerne imellem. Også S-SF-målene om et loft på 24 elever i klasserne og om tolærerordninger i de yngste klasser kræver forhandling, fordi Det Radikale Venstre fik finansieringsgrundlaget fjernet ved at kræve bank- og millionærskatten droppet.

Endelig vil forslaget til ny organisation af undervisningen i 7.-9. klasse kræve ændringer af centrale paragraffer i folkeskoleloven, hvilket de nye regeringspartnere heller ikke klarer i svingdøren på vej til et andet møde.

Nogen skolerevolution bliver der ikke tale om, men det kan være fornuftigt og gavnligt med et realitetstjek, inden forhandlingerne om en ny skolereform går i gang – formentlig efter 2013 og forhåbentlig med bred politisk opbakning.

Her skal sporadisk bidrages med et par centrale brikker.

Folkeskolen står over for et relativt nyt fænomen, som i løbet af ganske kort tid har ændret børns og unges indstilling til skole og undervisning: mig-kulturen. Fænomenet har med nedtoningen af fællesskabet været på vej frem siden 80’erne, men gennembruddet er af nyere dato.

Det udspringer af neoliberalismen, forbrugersamfundet, popkulturen, fælleskulturens og familiernes stadig vanskeligere vilkår og – ikke mindst – storforbruget af nye, digitale medier, der mere eller mindre ophæver tid og rum.

Den repræsenterer og fremmer en ny radikal opfattelse af individet og subjektiviteten, et paradigmeskifte, der velsagtens er mere gennemgribende end ’ungdomsoprøret’ i 60’erne.

Den politiske beslutning om at gøre skolen mere rummelig og om decentraliseringen af specialundervisningsmidlerne har desuden medvirket til at presse undervisningsmiljøet. Flere undersøgelser har vist, at der i hver klasse sidder i gennemsnit to elever, der konstant er så urolige, at de ødelægger undervisningen for klassekammeraterne.

Men ikke nok med det – rigtig mange elever har en indre uro, som de har svært ved at tøjle. De udgør et stort og støt stigende problem.

Hvis eleverne skal blive dygtigere og socialt mere kompetente, må de placeres i en ramme, hvor de kan ansvarliggøres og forholde sig til fællesskabet og samfundets krav.

Børn og unge har i dag svært ved at orientere sig i verden, og det skal de have hjælp til. Ikke blot til at skabe sammenhæng i deres viden, men også til at lære at indgå i fællesskaber og påtage sig et ansvar, fordi læreprocesser påvirker og er påvirket af følelser, stemninger, relationer og kultur.

Det kan ikke læres på tv eller internettet. Der skal både stærke forældre og gode lærere til. Og selv om samfundet er præget af flygtige netværk, er der brug for relativt forpligtende fællesskaber.

Skolen er nemlig ikke bare et spejl af samfundet. Skolen skal også åbne vinduer til andre verdener, præsentere modbilleder og give rum for den frie tanke.

I 2004 udgav professor Bo Jacobsen bogen ’Den vordende demokrat. En undersøgelse af skoleklassen som demokratisk lærested’. Bo Jacobsen konkluderede, at klassen og klasselæreren er det bedste holdepunkt for en demokratisk kultur.

Men klassen og klasselæreren er også vigtige forudsætninger for, at fortællingen og samtalen kan fungere. Det er nemlig en god medicin mod det moderne samfunds sociale patologier.

Den lille fortælling er med til at udvikle jeget, fordi den handler om eksistens, men styrker også fællesskabet, fordi den skaber tryghed og samhørighed. Den store fortælling og samtalen derom hjælper os til at forstå sammenhængen mellem individ, ide og fællesskab og med at forbinde nutiden med fortiden og fremtiden.

Den fortrolighed, den klassekultur og det sprog, der udspringer af fortælling, samtale og problemløsning under lærerens ledelse, frigør en mængde energi og frihed til at lære.

En vision for folkeskolen må derfor tage udgangspunkt i pædagogik i stedet for organisation, i ledelse i stedet for management – i at genfinde en balance mellem lærerautoritet og elevindflydelse, mellem fællesskab og individ, mellem popkultur og etableret kultur, mellem samfundets krav og elevens behov.

Hannover-professoren Thomas Ziehe, der er en af de bedst registrerende pædagogiske analytikere, mener, at elevernes forventning om, at alt i undervisningen har relation til deres egen hverdagserfaring, må modsvares af, at læreren indfører betydningsfulde ’momenter af fremmedhed’.

Visse undervisningssituationer skal ifølge Ziehe formaliseres gennem nye, strukturerede arbejdsformer og præsentationsteknikker. Og læreren skal styrke sin selvrepræsentation og vise faglighed, lydhørhed, sindsligevægt, evne til at træffe hurtige beslutninger, rutine og lejlighedsvis fascination.

Der er ikke noget gangbart alternativ til den gode lærer og det forpligtende klassefællesskab. Lærerens vigtigste kvalifikationer er evnen til at lede en klasse, til at skabe relationer og til at undervise. Den gode lærer har faglig indsigt, metodisk kreativitet, social årvågenhed, psykologisk indføling, pædagogisk takt, formidlingsevne, humor og disciplinære evner.

Selve undervisningens indhold må veksle mellem intellektuelle og sanselige fag og emner. Indholdet i skolen er i dag fortrinsvis intellektuelt baseret, men det må også udbygge elevernes viden om og kendskab til steder, hvor livet leves, viden om produktionsforhold, sundhed, natur, kultur, samfundsfunktioner og personer.

På den enkelte skole må der arbejdes på at gøre undervisningen af de ældste elever mere sanselig gennem særlige tilbud og valgfag, der appellerer til deres musiske, kropslige og praktiske sider. Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, er, at der kan etableres et stabilt og varigt system bestående af kompetente lærere, et tilstrækkeligt timetal og gode undervisningsmidler og -faciliteter.

Undervisnings-faciliteter og -midler har været et stærkt underbelyst område de seneste mange år. Størst betydning har det haft for eleverne, men det drejer sig også om lærernes arbejdsforhold og -redskaber. Der er brug for en gennemgribende renovering af skoler, som er bygget før 1993.

Men der må først og fremmest ske en massiv udbygning af skolens undervisningsmidler og -redskaber og af skolebiblioteket. Der må være it-projektorer og scannere/episkop i hver klasse, ligesom hver elev må have sin egen computer med tilhørende høretelefoner.

Skolens netværkskapacitet må udbygges, der må være avancerede stave- og oversættelsesprogrammer til rådighed, og det må være nemt at etablere et samspil mellem computere, mobiltelefoner, webkameraer med videre.

Meget af dette findes allerede på en del skoler, men der må investeres i en stabil infrastruktur, som fungerer. I dag undgår mange lærere i større omfang at bruge computere, fordi noget ikke virker, er for langsomt, giver uro eller på andre måder er uhensigtsmæssigt i undervisningssammenhængen.

Nye undervisningsmidler er under udvikling, men det er stadig ikke rentabelt at producere gode digitale undervisningsmidler i Danmark, som er et lille sprogområde.

Derfor må staten i langt højere grad subsidiere udviklingen og sørge for, at skolerne er købedygtige. At overlade folkeskolens elever til internettet for på egen hånd at finde noget brugbart er stort set værdiløst.

På trods af truslen fra vækstøkonomierne i autoritære asiatiske lande må vi stå ved og stole på demokratiet og pluralismen og det skole- og dannelsessyn, der hører til.

Det bliver for alvor nye tider, når vi i en ikke fjern fremtid får problemer med mangel på ressourcer – især olie og vand – naturbelastning og klimaforandringer. Denne udvikling vil formentlig tvinge os til at indse, at øget forbrug ikke er en mulighed, og at forbrug i sig selv ikke har gjort os lykkelige.

Hvad vi har behov for, er ikke ekstrem individualisme og forbrug, men mening.

I efterhånden mange år har pædagogik og didaktik været nødlidende, mens økonomer, managementteoretikere, nypositivistiske forskere og politikere har domineret debatten om skolen.

Med al respekt for skolens forskellige interessenter må tiden dog være kommet til at lytte til lærerne og skolelederne, som er de eneste, der positivt kender skolens dynamiske kræfter, men også de mange forskellige ideers realistiske rækkevidde. Der er masser af kraftfuld energi, der venter på at blive sluppet løs.

FACEBOOKBliv ven med Politiken