Jesper Klein sang engang »Det barn, som sig ærgrer gul og grøn, skal aldrig de farver miste«. – Kan man hele livet misunde en bror eller søster?

For et år siden, 13. november, begik en ven af mig selvmord. Han blev 74 år og døde i Malmø. Hans navn var Geir (et norsk/islandsk navn). Han var teolog, og jeg traf ham på et seminar i Lysebu. Temaet var fængselspræstens hverdag. Geir var ansat ved et stort fængsel i Oslo, og jeg var dengang fængselspræst i Vridsløselille. Vi lo sammen, fordi flere på stævnet var forfattere ligesom han og jeg.

Senere snakkede vi om, at vi netop som fængselspræster med så megen smertefuld erfaring og lidelsesberetninger fra kontakt med straffeafsonere af og til måtte befri os fra byrden ved at fortælle historier – naturligvis uden at nævne navne. Vi må netop give vore hovedpersoner andre skæbner end virkelighedens.

Jeg husker, at han ud på natten fortalte to rystende historier om de værste tilfælde, han havde oplevet. Det gjorde så stort et indtryk på ham, at han græd. Jeg har flere gange oplevet, at jeg er blevet knyttet til personer, jeg har grinet og grædt med. Somme tider i omvendt rækkefølge.

De to historier har det til fælles, at det i det ene tilfælde var en storebror, der havde myrdet sin lillebror – i det andet en lillebror, som havde myrdet sin storebror. Ligheden i de to historier var, at morderen i begge tilfælde var fortvivlet over sin ugerning. Jeg mindede ham om, at det jo var beskrevet i Det Gamle Testamente:

Næppe er menneskeheden gået fra at være to, Adam og Eva, til at være fire: Adam, Eva, Kain og Abel, før mordet indfinder sig mellem brødrene. Vi havde begge i vores uddannelse lært hebraisk og vidste derfor, at Kain er et jubeludtryk, der betyder ’Hurra, jeg har født!’ – hvorimod Abel betyder sorg. Er det fortælleren af Første Mosebog, kapitel 4, der giver dem de navne? eller har Eva vovet at kalde sin anden søn for Sorg?

Kort fortalt er Kains motiv for mordet misundelse. Her er ikke tale om jalousi. Når taler vi om jalousi, er det i forbindelse med noget, vi har (f.eks. en kæreste), som vi frygter at miste. Misundelse er derimod, når en anden har noget, som jeg gerne vil have.

Kain kan ikke leve med, at Gud tager imod Abels offer, men ikke hans eget. Derfor må han rydde ham af vejen i det, som bliver Bibelens første drab.

En moderne roman om temaet brodermisundelse er John Steinbecks ’East of Eden’ fra 1950’erne, på dansk ’Øst for Paradis’. – Deres far hedder Adam Trask, og brødrene hedder ikke Kain og Abel, men Calem og Aron. ’Øst for Paradis’ hedder bogen, fordi det fortælles om Kain, at han efter brodermordet var på flugt og skjulte sig i landet Nod, som betyder ’de landflygtiges land’, der ligger øst for Paradis.

Geir fremhævede, at motivet til drabene var, at den ene havde succes og den anden fiasko. I den islandske saga hedder det, at store mænd har små misundere.

I nattens forløb kom vi begge i tanke om en anden historie, nemlig historien om Jakob og Esau:

Esau var den førstefødte og havde derfor en ret, som ikke tilkom Jakob, nemlig førstefødselsretten. Han er altså privilegeret. Jakob køber hans førstefødselsret en dag, da Esau er meget sulten, og siger: »Giv mig en ret linser. Hvis du gør det, kan du få min førstefødselsret«. Jakob skynder sig at benytte chancen og får da førstefødselsretten. Med denne ret følger, at man er den, som er født til at få faderens/Isaks velsignelse.

Da Isak er blevet gammel og mæt af dage, siger han til sin søn Esau: »Gå ud, og skyd et stykke vildt, og tilbered mig en ret, så min sjæl bliver stærk og kan velsigne dig«. Rebecca holder med sin yngste søn, Jakob, og siger: »Hvis jeg tilbereder en lækker ret til din far, så skynd du dig ind med måltidet, så han kan velsigne dig i stedet for Esau«.

Om faderen fortælles det, at han er blind på sine gamle dage. Derfor er moderen nødt til at lægge nogle gedeskind om Jakobs håndled, fordi han ikke som Esau er behåret. Skindene lagde hun om hans hænder og det glatte på hans hals. Isak siger da til Jakob: »Kom hen, så jeg kan føle på dig, om du er min søn Esau eller ej«. Den gamle Isak siger: »Hænderne er Esaus, men røsten er Jakobs«. Men Jakob svarer: »Nej, jeg er Esau. Velsign mig, før du dør«.

Da Esau lidt efter kommer hjem med et stykke vildt og tilbereder det, er det for ? sent. Han græder, da han forstår, at han er blevet snydt og siger: »Velsign også mig«. Men Isak svarer: »Til dig har jeg kun en forbandelse«.

Hvis det lyder utroligt for moderne mennesker, kan det bedst sammenlignes med, at en formue ikke kan udbetales to gange. På Isaks tid var sproget lige så bindende, som en check er det i vore dage. Vi hører, at Jakob må flygte langt væk, fordi han frygter, at Esau vil slå ham ihjel. Modsat Abel (som også var nummer to) redder han sit liv. Der er en særegenhed ved Esau og Jakobs fødsel. Det hedder, at de var tvillinger, men at Esau kom først til verden – dog sådan, at Jakob holdt ham om hælen.

Ligesom Abel betyder sorg, og navnet derfor peger på hans skæbne, således betyder Jakob, den, som holder om hælen – og bedrager. Logisk hænger det sammen med, at den, der holder dig om hælen, når du går ud ad en dør, er årsagen til, at du snubler og kommer til skade. I dag ville vi sige, at Jakob spænder ben for Esau.

Sidste gang jeg så Geir, var i 2010. Han var flyttet fra Oslo til Malmø, og ligesom han besøgte mig flere gange i København, besøgte jeg ham flere gange i Malmø. Han fortalte mig, at det, der havde taget livsmodet fra ham, ikke alene var, at han var blevet enkemand, men også at han led ved det dårlige forhold til sin ti år yngre bror. Broderen var ligesom han forfatter.

Geir havde skrevet både romaner, noveller og digte og et par dramaer for teater. Broderen havde også udgivet bøger, men Geir følte, at hans succes var en rød klud for lillebroderen. Lillebroderen havde skrevet på samme forlag i Oslo som Geir. Geir hævdede, at han ofte havde forsøgt at komme sin bror i møde, men var blevet afvist.

Jeg har rundt om i landet fortalt om to andre rivaliserende brødre, nemlig de to Clauser i H.C. Andersens eventyr. Alle tror, at eventyret hedder ’Store Claus og Lille Claus’. Det hedder faktisk ’Lille Claus og Store Claus’. Det er netop pointen, at det er den lille, der løber af med sejren, fordi den store vil gøre alt for at opnå det samme som den lille Claus. Om han så skal slå sin hest ihjel, eller sågar sin bedstemor – og sælge hende. Der er ikke det, han ikke vil gøre for at opnå den status, som lille Claus har. Det lykkes ikke store Claus at få held ved at efterligne lille Claus – tværtimod.

Geir spurgte mig, hvordan jeg ville beskrive ordet misundelse. I Ordbog over Det Danske Sprog står, at dette ’at unde’ både kan være positivt og negativt. Man kan faktisk af flere af vore forfatteres sprogbrug (bl.a. Ewald) både finde formuleringen: Han undte hende det godt. Han undte hende det bedste – men også han undte ham ulykke og alt det værste.

Senere har man sat mis- foran, når det var det negative, man ville fremhæve. Ordet er ’misundelse’ (lat. invida = ikke-samfølelse). Vi genkender det i det engelske ord ’envy’ (= misundelse) – se også ’evil eye’, som betyder djævlens øje. Misundelse betyder altså at se ondt eller hadefuldt på en anden.

Geir fik det sidste skub af sin lillebror. Jeg talte med ham i telefonen, en uge før han begik selvmord. Her fortalte han mig, at lillebroderen havde bebrejdet ham, at han ofte inviterede søsteren til Malmø. De gik i teatret og på restaurant. Broderen følte sig forfordelt.

En måned før selvmordet havde Geir fået frakendt sit kørekort på grund af spirituskørsel. Da han var en kendt mand i Norge og Sverige (hans bøger er oversat til 12 sprog), var der en del presseomtale af begivenheden. Efterfølgende inviterede Geir sin lillebror og broderens kone til Malmø. Broderen svarede: »Tror du, jeg vil vise mig sammen med dig efter skandalen?«.

Jeg tror, det var det, der knuste ham.

Søskendemisundelse kender vi ikke kun fra Det Gamle Testamente, men også fra sagaen. I Egils Saga er der både tale om misundelse og jalousi. Egil er både jaloux og misundelig på sin bror. På broderens bryllupsdag står der, at »Egil blev syg og måtte holde sengen«. Enhver nutidig læser forstår, at det ikke er influenza, han lider af, men derimod skinsyge. Senere sørger Egil for, at broderen får den farligste plads og bliver myrdet i kamp. Derefter overtager han enken, Asgerd, og bliver selv nummer et.

Søren Kierkegaard siger i et hovedskrift om kærlighedens gerninger: at Gud er kærlighed, betyder, at han aldrig misunder sine skabninger, og Kierkegaard laver et ordspil: Gud er miskundelig, men aldrig misundelig. Miskundskab betyder: Lad det være glemt.

Er broderforholdet altid traumatisk? Og er det særlig fjendtligt, når to brødre arbejder inden for samme felt? Så skal vi ikke glemme, at det, vi kalder Grimms Eventyr, var resultatet af brødrenes årelange samarbejde om indsamlingen af de gamle folkeeventyr. I Danmark har vi brødrene Ørsted – apotekersønner fra Rudkøbing. Faderen spurgte, om en af dem ville hjælpe ham i apoteket.

Hans Christian sagde ja, og det var begyndelsen på hans livsbane. Han blev siden fysiker og forskede og opdagede i 1820’erne elektromagnetismen. Broderen Anders Sandøe Ørsted blev jurist og siden justitsminister. De konkurrerede derfor ikke med hinanden. Der er en kendt vej i København, der hedder H.C. Ørstedsvej, men der findes ingen vej, der bærer broderens navn.

Et andet eksempel er Niels og Harald Bohr. De var begge forskere, og Niels Bohr sagde beklagende, når der var noget, han ikke kunne forklare: »Spørg Harald, han er så klog«. Niels Bohr har sin buste på Frue Plads foran Københavns Universitet. Harald fik ingen buste.

Jeg har i 2011 været optaget af revyforfattere, og et forbilledligt eksempel er her brødrene Børge og Arvid Müller. De sled sig op på blandt andet at skrive viser til Osvald Helmuth. De lavede filmmanuskripter til ASA og alt muligt og arbejdede tæt sammen om refræner, som er gået over i historien – f.eks. ’Hvorfor fa’en sidder Krag i New York den dag i dag?’ (i al fortrolighed indrømmer jeg, at jeg sætter Arvid Muller højest). De døde begge, før de fyldte tres. Jeg har kun hørt om deres samarbejde og aldrig om rivalisering mellem dem: ’Vi har det, åh, åh, så dejligt!’.

Og nu vi er ved revyen: Brødrene James og Adam Price er ikke kun kendt for deres køkken. James, som ligner John Price mest, er kapelmester og komponist. Adam Price er landskendt for at stå i spidsen for det forfatterteam, som netop nu er aktuelt med tv-serien ’Borgen’. I revysammenhænge er det ofte Adam, som har skrevet teksten, og James Price, som har lavet melodien. Når man ser brødrene Price på skærmen sammen, mærker man, hvor godt de to supplerer hinanden.

Et andet søskendepar er Anders og Peter Lund Madsen. Jeg så dem på Bellevue Teatret i et fremragende show. Jeg er sikker på, at Anders aldrig har haft ambitioner om at blive hjerneforsker, ligesom jeg er helt sikker på, at Peter ikke et sekund misunder Anders den krøllede hjerne. Det er også mit indtryk, at Marx Brothers ikke led af gensidig misundelse.

Da jeg var barn, troede jeg, at Harpo var døvstum. Senere læste jeg hans biografi, ’Harpo speaks’. Han lægger ud med at fortælle, at han havde en onkel, som gav ham tre gode råd og sagde: Med disse tre gode råd kan du klare alle situationer i livet. Hvorefter han skriver: Desværre har jeg glemt dem!

Warner Brothers ville engang lægge sag an mod Marx Brothers, fordi de havde brugt titlen ’Casablanca’. Warner Brothers havde som bekendt brugt titlen ’En nat i Casablanca’. »I har stjålet vores titel. Vi har sat en advokat på og lægger sag an«. » Hvad?«, sagde Groucho. »Tror I, at I har patent på at kalde jer Brothers? Hvad med brødrene Karamasov og brødrene Kain og Abel? I hører fra min advokat!«.