Det er en forbandelse, denne skizofreni, fordi den får mig til at stille spørgsmål, får mig ud af balance, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved hver grundregels grundregel hvert kvarter, igen og igen og så igen.

Jeg kan aldrig komme nogen steder hen; aldrig komme videre fra at sætte spørgsmålstegn ved grundreglerne. Det ser ud, som om jeg spilder min tid med vilje, som om jeg undgår at blive voksen eller undgår at tage ansvar.

Jeg ville elske at være i stand til at arbejde som en almindelig person. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at føle mig nyttig. Jeg ville elske at kunne invitere til middagsselskab, et selskab til at lovprise alle de ting, jeg har opnået, til at fejre mig og min person.

Dette kommer jeg aldrig til. Jeg bliver ikke fejret eller klappet ad, fordi jeg ingenting har at vise frem for alt det hårde arbejde, jeg gør hver dag. Det er forfærdeligt at føle sig u-værdsat og u-fejret. Jeg er diagnosticeret som ’paranoid skizofren’.

Jeg er ’paranoid’, fordi jeg ikke tror på det, der er ægte. Alting er en trussel, fordi alting er nyt: Jeg kan ikke huske, at en eller anden ting eller person var ’tryg’ for mig de seneste 200 gange. I stedet bliver jeg nødt til at gå igennem hele proceduren, denne realitetstjekprocedure. Det er, som om jeg har Alzheimers eller noget. Jeg er ikke dum, men jeg formår ikke at huske ting fra 24 timer siden.

Du spurgte mig før, hvorfor jeg havde så svært ved at træffe beslutninger. Du bad mig fortælle dig om de interne processer, som gør det så svært for mig at træffe en beslutning.

LÆS OGSÅ Eksperter afliver myte om skizofrene

Fordi jeg altid sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden, kan jeg ikke komme videre. Nogle ting må man have tillid til, og noget må man tage for givet: for at komme videre må jeg stole på, at elektriciteten vil virke, når jeg trykker på stikkontakten.

Hvis jeg ikke stoler på, at lyset vil tænde, ville jeg pines ved at tænke: Bliver jeg dræbt ved et elektrisk stød? Hvordan ved jeg, om det er sikkert? og Hvad sker der, hvis lyset ikke tænder? Hvad gør jeg så? og Måske skulle jeg ringe til elselskabet bare for at være på den sikre side – og så videre og så videre.

Men hvis jeg blot stoler på, at det hele nok skal gå, kan jeg trykke på kontakten, gå ind i rummet, sætte mig og skrive ... Kan du se, hvordan tillid er knyttet til læring, til at vokse og til at få ting gjort?

Dette er et uløseligt dilemma. Skizofreni rammer 1 procent af befolkningen. Vi taler vores eget sprog. Vi taler et sprog, du ikke forstår.

Vi er forsvarsløse og hjælpeløse, fordi vi, jeg, og verden ikke kan forstå hinanden. Jo mere jeg forsøger at tale, jo mindre forstår du mig. Det er derfor, vi stopper med at prøve at kommunikere. Det er ligesom kviksand. Det er en uundgåelig og langsom død. Ikke at være i stand til at kommunikere mine basale følelser, ikke at kunne identificere mig med et andet menneske og føle mig fuldstændig alene i denne oplevelse er ved at tage livet af mig.

Jeg sidder alene hjemme, og jeg er fysisk såret på grund af ensomhed. Jeg ruller mig sammen i fosterstilling og holder om mit hoved. Jeg stirrer ind i væggen og trækker knap vejret. Det er min ensomhed.

Min ensomhed er dødsstille. Den er bælgmørk. Den strækker sig ud i det uendelige. Jeg prøver ikke at være poetisk. Jeg prøver ikke at skabe en ny og dramatisk måde at udtrykke ensomhed på. Min virkelige oplevelse er fuldstændig, som jeg har beskrevet. Jeg forskønner ikke, jeg tilføjer ikke fakta. Mine følelser, fakta, fortæller jeg om objektivt. Du tror, jeg overdramatiserer.

Jeg tror, jeg fortæller om en normal oplevelse, fordi jeg taler roligt og normalt om mine følelser. Jeg ser, hvordan du bliver vred og vrisser ad mig, mens jeg taler, og jeg har ingen ide om, hvad der gør dig så gal.

LÆS OGSÅ Kronik: Nå – skulle jeg have været en abort?

Du går og taler aldrig til mig igen. Jeg er ladt tilbage og føler mig som en skiderik, som gårsdagens skrald. Jeg følte, du spyttede på mig, og jeg ved ikke, hvad der berettiger sådan en nedværdigelse. Jeg er hjælpeløs i forhold til at rette det ’forkerte’ mig, men jeg er menneske og har behov for andres anerkendelse. Jeg har brug for, at mennesker accepterer mig nok til at ville indgå i en relation med mig.

Så jeg bruger al min tid på at få alle de forkerte ting ved mig ’rigtige’. Selvfølgelig forværrer det kun situationen.Hvorfor er du ikke ægte? Hvorfor taler jeg, som om jeg ikke er et menneske? Jeg føler mig udelukket fra menneskeheden, og jeg vil gerne ind i den igen. ’Normale’ mennesker tager stoffer, fordi de vil give slip, slippe løs, og de vil differentiere sig fra verden. Jeg er allerede differentieret. Jeg vil gerne ind i boksen – ikke ud af den. Jeg vil gerne tænke ind i boksen og ikke ud af boksen. Jeg isolerer mig selv med vilje, fordi kløften mellem mig og verden bliver tydeligere, når jeg er sammen med andre. Når jeg er alene, kan jeg i det mindst lade, som om jeg er normal.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved min ægthed. Jeg indser, at de fleste mennesker aldrig tænker på sådan nogle ting og ikke stiller disse spørgsmål til sig selv. Jeg prøver at samle et ’selv’ stykke for stykke.

Det at have et konstant pålideligt selv er noget, jeg har kæmpet med at finde ... Det er mærkeligt at sidde og se min krop blive menneskelig. Men jeg lever. Jeg er et menneske. Jeg burde være inkluderet i folketællingen. Min oplevelse er ikke åbent anerkendt.

Det er, som om jeg ikke eksisterer, fordi mit navn ikke er på listen ... Jeg ser på folk, og jeg føler mig ikke som en af dem. Folk er fremmede.

Jeg ser på en persons ansigt. Jeg studerer rynkerne, øjenbryn og øjenfarve. Mennesket er mit fag, som jeg videnskabeligt prøver at identificere.

Jeg tror ikke, at andre mennesker gør dette. Jeg tror ikke, folk gider bekymre sig om dette. Jeg studerer andre. Jeg ser nøje efter og tager noter. Jeg tror, de fleste mennesker ikke bruger meget tid på at studere, de handler simpelthen bare i øjeblikket.

Jeg har svært ved at træffe en beslutning, fordi jeg overfokuserer på folks ansigter, på indholdet i det, de siger, og prøver at forstå, hvordan personen har det følelsesmæssigt, og hvad hans intention er.

Jeg prøver at fungere på luft og et fundament af ingenting. Når jeg går til bruger- og pårørendemøder, hører jeg forældre og venner til personer med psykisk sygdom fortælle, at deres definition af recovery (at komme sig) er at få et job og flytte fra botilbuddet.

Jeg bliver nødt til at se på det på en anden måde ... folk som mig – det er uretfærdigt, at andre tror, vi endelig kan få en uddannelse og endelig kan få et job, fordi folk som mig er svært psykisk syge. Vi kan ikke gøre en masse ting, selvom vi gerne vil, og når andre bliver skuffede over det, vi ikke gør, er det, som om de ikke vil forstå, at vi ikke er i stand til at gøre disse ting, vi bliver skamfulde, håbløse og deprimerede.

LÆS OGSÅDagbog fra den lukkede - kapitel 1

Min ven sagde, at han gemte sig på sit værelse den anden aften. Han ville ikke tale med mig, fordi en eller anden havde ydmyget ham ved at sige, at han skulle stoppe med at beklage sig og bruge sin energi på at få et job.

Men den stakkels fyr kan ikke få et job. Han kan ikke arbejde. Hans sind vandrer alle steder hen, at tale med ham er som at høre på en bugtende flod eller som en dejlig tur med Alice i Eventyrland. Han er ligesom mig, han tænker stort, han er følsom, føler medlidenhed med andre, og han er fuld af skyld på grund af sin manglende produktivitet. Jeg har en svaghed over for ham, fordi hans frustration er håndgribelig. Jeg føler med ham.

For mig er recovery at indrømme, at nogle ting er forkerte, og at anerkende min egen begrænsning. Recoverysproget fokuserer på, hvad en person kan. Jeg så altid efter alt det, jeg ikke kunne, før jeg begyndte at komme mig. Jeg mindede evig og altid mig selv om, at jeg har skizofreni og er begrænset. En person blev nødt til at se mig i øjnene og sige: Du er gået i stykker, før jeg kunne begynde at få det bedre. For andre virker det sikkert på en anden måde.

Jeg ser mig selv som en kvinde, som tilfældigvis har en sygdom. Det er ikke hendes skyld, at den nogle gange blusser op og gør hendes liv mere vanskeligt, og at hun bliver nødt til at lære at leve med den – og her menes, at jeg bliver nødt til at lære at danse med skizo’en, lære, hvordan jeg træder og manøvrerer på en måde, der respekterer sygdommen og respekterer mig selv. Jeg har lært at anerkende mine symptomer, uden at de styrer mit liv.

Det er mig, der er herinde. Jeg forsvinder ikke, når jeg får symptomer. Min humor er altid intakt – ligesom min intelligens. Dette er det virkelige mig. Det er, hvad jeg anser for at være det virkelige mig.

Mine symptomer er bare pomp og pragt: De er næsten som en genstand adskilt fra mig. Jeg føler ingen skam på grund af mine symptomer, og derved kan jeg objektivt tage beslutninger i forhold til min sygdom. Og når sygdommen blusser op og bliver akut, forholder jeg mig ikke tavs, fordi jeg er skamfuld, og kan i stedet bede om hjælp, som jeg beder om hjælp til en ven.

Af en eller anden mærkelig grund sker det nogle gange, at min intelligens pludselig ikke giver nogen mening.

LÆS KRONIK Gråzonen

Jeg ved ikke, hvorfor det sker. Når jeg bliver stresset og overvældet og psykotisk, bliver jeg nødt til at arbejde hårdt for at holde fast i min intelligens, som jeg har normalt ... Jeg har ikke særlig meget kontrol over mit sind.

Det er, som om der er et særligt bristepunkt, hvor jeg ikke er klar over, hvad jeg gør. Det skræmmer mig. Jeg kan ikke lide det.

Jeg er alene om at klare mig selv, og mit sind kan nogle gange ’forsvinde’. Det er skræmmende at vide, at der er tidspunkter, hvor jeg er fuldstændig ude af stand til at tage vare på mig selv. Jeg er stolt af mig selv for mit hårde arbejde og for de fornuftige evner, som jeg har. Men det er ekstremt forvirrende og flovt for mig, når jeg afviger fra den sunde fornuft og gør skøre ting.

Først publiceret i Schizophrenia Bulletin 25. feb. 2011