I går var 200-års dagen for en af Helle Thorning-Schmidts forgængere i landets øverste politiske embede, D.G. Monrad.

Der er tale om en af de mest forkætrede og udskældte politikere i hele danmarkshistorien, fordi det faldt i hans lod at være statsminister (konseilspræsident) i det skæbnesvangre år 1864.

Det forsmædelige og ydmygende nederlag i krigen mod Preussen og Østrig, der medførte tab af Slesvig-Holsten og dermed amputation af en tredjedel af landet har siden klæbet til billedet af D.G. Monrad som fuldstændig uduelig og inkompetent i spidsen for den danske regering og dermed skyld i krigen og efterfølgende tab af hertugdømmerne.

Billedet har fået ny næring i de nyligt udgivne værker af Tom Buk-Swienty om 1864, ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’, der nu angiveligt skal ligge til grund for DR’s store satsning på en historisk tv-dramaserie til 160 millioner med arbejdstitlen ’1864’ og med Ole Bornedal som drejebogsforfatter og instruktør.

LÆS ARTIKELDR satser på slaget ved Dybbøl som ny dramaserie

Spørgsmålet er imidlertid, om Buk-Swientys fortolkning af de historiske begivenheder og specielt af D.G. Monrad står til troende. Ingen tvivl om, at Buk-Swienty har leveret et par fremragende og velskrevne udgivelser med beskrivelser af både danske og tyske menige soldaters oplevelser af krigen, som er båret af stor indlevelse og identificering.

Problemet er, at evnen til identificering er helt fraværende i fremstillingen af de danske politikere og ikke mindst statsminister Monrads gøren og laden. Her bruges udelukkende fremmedgørelsen og den kritiske distance, hvorved det fremstår meget tydeligt, men også meget manipulerende, hvem der er henholdsvis helte og skurke. Heltene er selvfølgelig de uskyldige soldater, som satte liv og lemmer på spil, medens skurken over alle skurke er Monrad.

Hør bare, hvordan han tendentiøst introduceres i bind 2: »Mens krigen var ved at blive en realitet, steg en fedladen, midaldrende mand med tykt, gråt hår og dybt indsunkne øjne op på talerstolen i folketingssalen«, og i bind 1 hedder det: »(Monrad) var, tung og fedladen som han var, iført gamacher og med en paraply i hånden, sjosket i hælene på kongen og hans følge under inspektioner i Dannevirkestillingen«. Sikke et ordvalg!

LÆS ANMELDELSEBog om slagtebænken på Als er en litterær triumf

I begge bind forklares Monrads beslutninger og handlinger ofte som udslag af en postuleret maniodepression, som skulle have blusset særligt op i netop 1864. Som belæg herfor anfører Buk-Swienty en medicinsk historikers vurdering i en disputats, en såkaldt patografi, fra 1983. Hvad der er en vurdering på den ene side, gøres på den følgende side til en uomgængelig kendsgerning: »En maniodepressiv statsminister«.

Det er et problem, al den stund indlevelsen i Monrads personlighed og samtid er helt fraværende i disputatsen. På baggrund af Monrads samtidiges, i særlig grad hans politiske og religiøse modstanderes, vurderinger af mennesket Monrad som et svingende og direkte ubestemmeligt væsen, styres disputatsen fra først til sidst i urimelig grad af tesen: ’Monrad var maniodepressiv’.

Ligeledes er behandlingen af Monrads egne udtalelser og hele optræden foretaget uden hensyn til den vigtige skelnen mellem det taktiske og det strategiske, som dr.phil. Povl Bagge påviste i sin disputats fra 1936 er afgørende for en forståelse. Monrad besad dialektikerens evne til at se enhver sag fra flere sider, og ofte tog det lang tid at komme frem til, hvad han skulle mene i en sag, og han lagde i vid udstrækning sine overvejelser åbent frem.

Bagge har vist, hvordan Monrad blev pragmatiker, ikke på trods af, men netop på grund af at hans politiske virke i udpræget grad var bestemt af en idé. Det må undre, at Buk-Swienty i sine historiske værker i den grad læner sig op ad en mediciner, medens tre andre foreliggende disputatser af fagfolk overhovedet ikke nævnes.

I sin iver for at karaktermyrde politikeren Monrad giver Buk-Swienty ham også nærmest skylden for krigens komme i 1864. Op til flere gange betones det, at Monrad tilhørte de nationalliberale, som alle over én kam satte kikkerten for det blinde øje i forhold til et realistisk billede af Danmarks situation. Det er rigtigt, at Monrad deltog i den nationalliberale regering, som vedtog den forkætrede novemberforfatning i 1863, men det var nærmest, fordi han med sin politiske indsats i mellemkrigstiden ikke var til at komme uden om. Vellidt var Monrad ikke blandt toneangivende nationalliberale pga. sine udtalte sympatier for helstaten.

Midt i 50’erne ønskede Monrad, at Danmark skulle gå vidt i indrømmelser til Det Tyske Forbund, f.eks. opfattede han de bevidste daniseringsbestræbelser over for de blandede distrikter som »tyranniske, ja, barbariske«. Det var statsminister C.C. Hall og ikke Monrad, som i de hektiske decemberdage nægtede at tilbagekalde den forfatning, der indlemmede Slesvig i kongeriget, og dermed fremkaldte Preussens vrede og krigserklæring. Kongen fyrede ministeriet Hall, og i den situation, hvor hverken andre nationalliberale eller konservative politikere skulle nyde noget og så deres snit til at slippe ud af fedtefadet, greb Monrad tilbuddet fra kongen, så ministeriet Monrad så dagens lys på den sidste dag i 1863, altså på et tidspunkt, hvor den tyske mobilisering var i gang med tyske tropper rykket ind i Holsten.

Monrad nærede drømmen, at han mere eller mindre enerådigt i et mere helstatsorienteret ministerium og med befolkningens velvilje kunne udrede trådene og i yderste konsekvens føre krigen for at redde fædrelandet. I en note af 16. januar krævede Preussen og Østrig novemberforfatningen ophævet i løbet af 48 timer. Selv om dette ikke var muligt uden et statskup, erklærede Monrad sig villig til at sammenkalde rigsrådet for at foreslå forfatningens ophævelse. Men forgæves.

Det var efterhånden klart, at Preussens stærke mand, Bismarck, nu ville have krig med Danmark. Han vendte det døve øre til yderligere forslag, og heller ikke folkestemningen i Danmark ville tolerere flere forhandlinger.

1. februar rykkede tyske tropper ind over grænsen til Slesvig. Ud fra en traditionel politologisk analyse kan man ikke frikende Monrad for skæbnesvangre fejlgreb i sin ledelse af landet i det følgende krigshalvår, især ikke under Londonkonferencen, hvor de sidste muligheder for en såkaldt tålelig fred røg i vasken. Følgen var da også Monrads afskedigelse 8. juli 1864.

Imidlertid skal nøglen til en dybere forståelse af Monrads handlemåde søges i hans dybt religiøse livsanskuelse, efter hvilken den historiske udvikling ledes af det guddommelige forsyn, som det enkelte menneske så godt som ingen indflydelse har på. Opgaven for politikeren består i at begribe denne Guds vilje og handle i overensstemmelse hermed. Det kan vi så nedgøre eller grine ad i dag, hvor vi mener at vide meget bedre, og hvor nutidens politikere er klar til at sælge ud af sjæl og hvad som helst i spillet om magt og taburetter. For mange mennesker under romantikken i 1800-tallet, herunder Monrad, var det romantiske livssyn skinbarlig virkelighed.

Monrads livssyn er langsomt formet gennem barske oplevelser i barndom og svære vanskeligheder med at komme til rette med sig selv i ungdomstiden, hvor hans store drøm var at slå igennem som romantisk digter i stil med forbilledet Oehlenschläger.

I studietiden bliver han opslugt af den tyske teolog Schleiermacher, som entydigt betonede den følelsesmæssige betydning og oplevelsen i udøvelsen af kristendommen, men siden bliver han helt fanget ind af Hegels fornuftsbetonede helhedsfilosofi, der forpligter ham til på én gang at virke i kirkens og statens tjeneste. Derfor er teologen og præsten Monrads indtræden på den politiske scene i 1839, hvor mulighederne for en fri forfatning første gang var til stede med den nye konge, ikke så overraskende, som hidtil troet.

Også den politiske verden er ifølge Hegel Guds, eller med Hegels begreb, Verdensåndens, virkefelt. Det verdslige og det kristelige var for ham to sider af samme sag: menneskets moralske opdragelse, dets timelige og åndelige højnelse. Eftersom hovedproblemet i Monrads liv var at bestemme Guds vilje og aktivt virke for den, skal nøglen til en forståelse af Monrad søges i hans dybe religiøsitet og det af Hegel prægede romantiske helhedssyn. Monrad opfattede fra begyndelsen historien som en virkeliggørelse af Guds vilje, af Verdensånden, en bestandig fremadskridende fornuftsudvikling, hvorigennem Guds forsyn leder menneskeslægtens skæbne.

Den kristne politikers opgave var derfor ikke at lede historien efter sine påfund, men han skal ærligt og ufortrødent med anstrengelse af alle kræfter stræbe efter at finde sandheden og indordne sig under den, selv om det kræver nok så megen selvovervindelse. I dette arbejde bør politikeren regne med den offentlige mening som et udtryk for sandheden, for Verdensåndens vilje.

Når de forskellige anskuelser har kæmpet og arbejdet imod hverandre, vil sandheden i sidste ende gøre sig gældende. Monrads hegelianske terminologi blev efterhånden noget udvisket, men nogen opgivelse af den hegelianske filosofi foretog Monrad ikke. Monrad giver som ældre, ikke mindst efter 1864, mange steder udtryk for en livsanskuelse, der svarer til den, han i sine tidlige voksenår lagde for dagen i hegelsk sprogdragt.

Men nu tilbage til 1864. Monrad satte til stadighed hårdt mod hårdt i krigens forskellige faser, Dybbøl og Als, og han ville endda fortsætte krigen efter tabet af Als. Hvad var baggrunden for hans holdning? Som stillingen var, hæren intakt på Fyn, øerne og hovedstaden uden for fjendens rækkevidde, måtte riget holde ud militært og ikke søge fred for enhver pris. Det var vigtigere for selvrespektens skyld og de fremmede magters agtelses skyld ved sej udholdenhed at kæmpe videre frem for fejt at opgive håbet og modet, fordi stærke modgangsbølger ramte.

Men som et lyn fra en klar himmel skabte tabet af Als det fuldstændige omslag i folkestemningen, og Monrads drøm om et folk, som ville stå last og brast til det sidste, brød sammen. Langsomt i årene efter katastrofeåret indså han, at han havde mistydet folkestemningen og dermed Guds vilje. Han erkendte, at befolkningen ikke, når det kom til stykket, ejede den fornødne offervillighed.

Efter Bismarcks fornedrende fredsbetingelser om fuldstændig afståelse af alt land syd for Kongeåen føg der hadefulde beskyldninger mod politiske venner og fjender i Rigsdagen. Ét kunne man enes om: at vælte den sidste og største skyld på Monrads skuldre. Under indtrykket af disse angreb svækkedes Monrads dømmekraft, og han mente stædigt at være i stand til at lede folkestemningen ind på det rette spor ved at kræve krigen genoptaget. Monrad frygtede, at fredsslutningen skulle blive Danmarks dødsdom. Monrads drøm om, at landet ville føre kampen til det yderste, om den så samlet skulle gå ind under fremmed herredømme, brød endegyldigt sammen med Folketingets ratificering af fredstraktaten. Nu var hævnens time kommet for alle hans politiske modstandere. Og denne ensidige fordømmelse af Monrad lever i bedste velgående og accentueres i nutiden af Buk-Swientys værker om 1864.

Selv Monrads efterbearbejdelse af sin egen indsats nedgøres, idet det hævdes, at ingen af de ansvarlige, herunder Monrad, var indstillet på at erkende og påtage sig ansvaret for krigens gang. At Monrad i året efter krigen emigrerede til urskoven i New Zealand og blev der i fire år, bliver i Buk-Swientys tolkning til, at Monrad »valgte at stikke halen mellem benene«. Sandheden er, at Monrad aldrig blev fri for skyldfølelse fra 1864. I de følgende mange år gik han i rette med sig selv om, hvorvidt han havde valgt det rigtige og ladet sig lede af de sande motiver. I sin opregning i en efterladt redegørelse, som Buk-Swienty på linje med alle andre af Monrads skrifter ikke inddrager i sin fremstilling, er Monrad mild i sine domme af andres forsømmelser.

Han har overvundet fristelsen til at vælte hele ansvaret for de ulykkelige begivenheder over på Hall, der bar hovedansvaret for den politik, der blev ført i årene op til katastrofeåret, selv om Monrad nu indser, at Ejderpolitikken og novemberforfatningen aldrig burde være trumfet igennem. Særlig karakteristisk er, at den foragt, Monrad tidligere udøste over det viljesløse folk, nu helt er forstummet. Han anklager ikke længere det danske folk, men sig selv, fordi han troede sig i stand til at beherske folkestemningen og lede den ind på det rette spor. På den måde tog han smerteligt fejl af Guds vilje, og derfor munder hans redegørelse ud i en bøn om tilgivelse.

D.G. Monrad var et usædvanligt menneske. Han hører ikke blot til de betydeligste politiske og religiøse tænkere, men han var også en af de mest spændende personligheder i Danmark i det 19. århundrede. Han var en af hovedkræfterne i kampen mod enevælden og grundlovens betydeligste forfatter. Men både samtiden og eftertiden har dømt hårdt om de fejl, han vel nok begik i det skæbnesvangre år, og har haft svært ved at forstå ham eller fatte tillid til ham. I bagklogskabens ulideligt klare lys er det uhyre nemt at finde fejl og pege fingre. Jeg håber og tror, at Ole Bornedal i den kommende historiske dramaserie ikke blot vil anvende den kritiske distance og pege fingre, men også gøre brug af den evne til indlevelse i mennesker, som er forskellig fra én selv, som han har vist i mange film. Det skylder han historien.