Jeg tror som udgangspunkt om mine medborgere, at de har forstanden i orden.

Også selvom de hører til den ulveflok i Folketinget, som har smadret landets økonomi og skamløst hyler efter mere neoliberal medicin som løsning på finanspesten – endda samtidig med at deres våbenfæller fra Wall Street i Financial Times praler med, hvordan de spekulerer i Europas økonomiske sammenbrud.

Så jeg spørger mig selv: Kan det virkelig være sandt, at der ikke er fattigdom i Danmark? Jeg mener rigtig, ægte, utilsølet, mærkevare-, fuldblods-fattigdom, som mejsles ind i menneskekranier med vanviddets blokbogstaver. Hvis det jeg oplever og ser ikke er fattigdom, hvad er så fattigdom? Hvad indebærer det? Hvordan ser det ud? Hvordan føles det?

Jeg tænker mig om ...

LÆS OGSÅ Özlem Cekic' selvmål skygger for vigtig debat

I sommer besøgte jeg en mand i det indre Mongoliet. Manden havde mistet sit hus og sine marker, da floden steg og oversvømmede alt, han ejede og havde. Nu overlever han ved at fiske selvmordere op af floden.

Og for den beskedne findeløn, som de pårørende giver ham, kan han købe mad til sig selv og sin familie. Er det fattigdom? Eller det bare et helt almindeligt job efter den neoliberalistiske logik?

Jeg prøver igen:

Hvad er rigtig fattigdom? Har jeg for eksempel oplevet den selv? Jeg tænker på dengang, jeg blev smidt ud hjemmefra; stod på gaden, uden en klink, uden et sted at sove; ja! Jeg var fattig!

Men jeg var lykkelig!

Jeg skøjtede ud i storbyens paradis og fløj hen ad januarglatte gader opløftet af frihedssangen i mit purunge hjerte. To timer gik. Jeg blev sulten. Og kold. Og træt. Jagten på mad blev sat til side for jagten på et nattely for kulden. Kunne man sove i politiets detention? – »Nej, så skal du gøre noget ulovligt!«. På Mændenes Hjem? – »Nej, du er for ung!«. På hospitalet? – »Nej! så må du brække nakken!«.

Ugæstfriheden bekymrede ikke min frostkolde teenagevilje; intet kan stoppe et ungt løvesind som just har sat benene i virkelighedens arena: Jeg fandt en varmekælder bag en åben baggårdsdør – og sov.

Da jeg den næste dag defilerede forbi Grøntorvets kasser på vej til bistandskontoret, knurrede min mave ad hvert eneste æble. Velanbragt i varmen fra socialbehandlernes fede kinder slappede jeg af; »hej! Jeg er blevet smidt ud hjemmefra, jeg har brug for nogle penge til noget mad«.

»Hvor bor du?«; spurgte den rødkindede dame, som om hun ikke havde hørt, hvad jeg sagde. »Ingen steder« svarede jeg. »Men du kan ikke få støtte hvis du ikke har en bopæl«, svarede hun. »Men ... jeg er sulten. Og hvordan skal jeg få mig en bopæl, hvis ikke jeg har nogen penge?«. »Tja«, svarede hun, »så må du jo blive bz’er«.

Og det blev jeg så. I årevis var tomme huse mødestedet for unge hjemløse, pengeløse, rodløse, som ved egen og fælles kraft samlede hinanden op og gav hinanden et ly for hjertekulde, bistandsregler og knækkede familier. Vi lærte hinanden at stjæle og grillede stolt rovet og vores uddannelsesmuligheder på de udstødtes bål.

I den tid fik jeg venner, som ikke havde været så heldige at få det ligefremme råd af blive bz’er, så de havde taget turen igennem prostitution, før de stod og bankede på. Nogle af dem fik aids og døde af det. Er det fattigdom?

Man skal stadig have en bopæl for at få penge. Og man skal stadig have penge for at få en bopæl. Og unge hutler stadig rundt.

LÆS OGSÅ Glemmer danskerne at yde til fællesskabet?

Det eneste, der er ændret i den velfærdsstatslige Kafkalogik, er, at hjemløse og pengeløse unge med al magt skal holdes fra at lune sig i neoliberalisternes overbelånte spekulationskatedraler, som står tomme overalt i landskabet og skriger spøgelses-glas-skrig fra overophedningens tid, hvor dræbersnegle var landets værste problem. Søger man husly i fallittens mausoleer, bliver man lagt i benlås og smadret af terrorparagraffer og får tatoveret ’professionel demonstrant’ i panden.

Livet er et eventyr af muligheder. Og i mit eget liv lykkedes det senere at få en bopælsadresse – og så søgte jeg bistand. Ha, ha, ha! Men hvad skete der? I døren oplevede jeg en sagsbehandler sende en gammel mand af sted med ordene: »Det er bevist, at man kan leve for 21 kroner om dagen«. »Men hvad så med bussen?«, sagde den gamle. »Ja, så må du gå«, sagde den sagkyndige.

I dette samfund er de allerskrøbeligste mennesker for svagsynede til at kunne læse de småtskrevne ting, der står i samaritaner-bureaukratiets bud. Velfærdstanken er sikkert vokset ud af medlidenhed og næstekærlighed. Men selve velfærdssystemet synes vokset ud af en vikingekultur, som går ud på, at de syge må fise ud af bygden, ud i skoven og hvis de overlever og bliver raske igen, kan de allernådigst komme tilbage – og starte forfra. For der er ikke rum til rystende hænder i vores arbejdsmarkedskultur.

Det paradoksale er, at velfærdssystemet i praksis fungerer sådan, at de veluddannede, de velbjærgede, de funktionelle og de samvittighedsløse raner alle pengene, alle tilskuddene og al opmærksomheden i det sociale system fra de mennesker og de familier, som støtten i virkeligheden var tiltænkt.

For tilbuddene er så hengemte, at man skal have en akademisk grad i at grave dem frem, reglerne er så indviklede, at sagsbehandlerne ikke engang selv kan finde ud af dem, og uanstændigheden hos de rige svin er så stor, at man ikke engang kan indføre gratis madordninger i skolerne, fordi »Alexander kun kan lide pølse fra Toscana«.

De fattige får tilkæmpet sig smuler – men ikke flere, end at armoden holder dem fuldtidsbeskæftiget og stigmatiseret. Der er mennesker, som er så uformående og fattige i dette land, at de end ikke optræder i nogen som helst statistikker og derfor heller ikke i visse menneskers verden, før de lige pludselig dukker op i politiets registre.

Hvordan kan jeg vide det? Jeg er kunstner. I sidste århundrede boede kunstnerne i Christiansholms fiskekasser og faldt i søvn i månelyset, som spejlede sig i Christiansborg kobbertage – og det gør de stort set stadig; selvom de fleste har 5- og 7-årige akademiske studier bag sig.

Vi kunstnere har selv valgt de fattige poeters klub. Ja, det har vi. Vi har altid vidst, at der var økonomisk tryghed på magtens iskolde marmorgulve og at Snapstinget er byens billigste kantine – og alligevel har vi fravalgt at deltage i dansekonkurrencerne på tv om at få en nasserøvstaburet som livsstilspolitiker. Men vi er fattige og derfor færdes vi der, hvor de fattige er – og dér møder vi dem, som ikke selv har valgt fattigdommen.

Det var selvvalgt, at jeg gjorde min entre på bistandslovgivningens misantropiske ydmygelseskurser, som er skabt til at knække de viljessvages sidste vilje og skræmme de stolte væk.

For fanden, hvor jeg skyndte mig væk!

LÆS OGSÅ Cekic: Jeg har ikke tjekket Carinas budget ordentligt

Men år senere vendte jeg tilbage; et fejlslagent kunstprojekt sendte økonomien til tælling. Jeg udstod kursusydmygelserne fra en underuddannet fuldtidsansat sjælenedbryder og optjente retten til bistand. Men af en eller anden grund udeblev pengene? Det gik op for mig, at stresstesten kun var begyndelsen på en nedbrydelsesstrategisk maraton.

Rejsen endte i et samtalekontor, hvor sagsbehandlerens væg over skrivebordet var tilplastret med billeder af bryster, patter, brystvorter; billeder af kvinder, kællinger, kendte, ukendte, unge, gamle, buster, statuer.

Jeg tænkte: »Drømmer jeg eller kan det være sandt, at skamløsheden hos fattiggårdens Skt. Peter er så total? Hvordan må en kvinde føle sig i dette rum siddende over for denne midaldrende socialhjælpspræst og alle hans liderlige ikoner – og skulle bede om almisse og svare på inkvisitoriske spørgsmål højtbelagt med fælder?«.

Der er mennesker i dette land, som er for stolte til at ville udsætte sig for bureaukratiets systematiske fornedrelser. Der er mennesker i dette land, som hellere vil sulte og lyve og stjæle og bo på gaden end at fare vild i neoliberalisternes afstraffelseslabyrinter.

Er man kun rigtig fattig, hvis man vil lade dumme svin fortære al ens stolthed? Eller er det omvendt fattigt ikke at ville give afkald på sin stolthed, når man har brug for hjælp?

Man bliver fyret. Man beholder bilen. Og huset. Og alle abonnementer. Og vanerne ... måske. Man tager modgangen med oprejst pande. For alle ved, at det mindste tegn på svaghed vil smadre ens velopsparede anciennitet, udhule ens omdømme og nedrive ens autoritet. At vise svaghed er lig med at tilintetgøre sig selv, for hvordan kan man være kompetent, hvis man har kunnet drive det så vidt, at man har mistet magten over sit eget liv?

Er det fattigdom ikke at kunne betale afdraget på sit boliglån? Er det fattigdom ikke at kunne betale huslejen, ikke at kunne betale børnebidragene, ikke at kunne betale sin egen mad, fordi man har betalt både huslejen og børnebidragene?

Man stryger skjorterne. Opretholder facaden. Men hvordan føles det, når ens venner ved at man kæmper? Hvordan føles det, når man siger ’nej tak’, når der bliver budt, fordi man vil opretholde værdigheden – eller blot være ydmyg – mens man stadig har håbet om, at i morgen kommer pengene. I morgen lykkes det!

Hvordan føles det ikke at have råd? Hvordan føles det at være sulten? Hvordan føles det første gang, man bevæger sig ned i Aldi? Hvordan føles det at stå dér i køen med alkoholikere, indvandrere og desperate spartanere?

Hvordan føles det at kigge sig i spejlet, når ens hud svulmer op af hudsygdomme og hårtabet sætter ind, fordi man lever af hindbærroulade og Stryhns leverpostej? Hvordan føles det, når man kigger på kartoflen, på æblet, på brødet, når man har været fattig så længe – at man har glemt, hvad det vil sige at være glad?

Hvordan er det at flygte nedad, nedad, nedad? Findes der overhovedet en deroutens bund? Nej, der findes kun døden! Fattige mennesker efterlader intet andet end affald og problemer.

Rige mennesker synes, at fattige mennesker er dyre. Og de har ret! Det er dyrt at være fattig! Det allersvinedyreste i denne verden er at være fattig! Det er dyrt at få en togbøde. Når huset skal sælges på tvangsauktion, bliver det underbudt. Det er dyrt at være bagud med betalingerne, for oveni følger strafgebyrerne, når de skal genåbne strømmen.

LÆS OGSÅ Søvndal: Fattigdomsdebat er kørt helt af sporet

Men det stopper ikke her. For når man er fattig, har man ikke råd til at invitere sin kæreste i biografen. Eller bare en sød pige som man lige har mødt. Man har faktisk ikke råd til kærlighed. Man har heller ikke råd til at give fødselaren en gave. Og man har ikke råd til at købe sig selv en caffelatte på cafeen, når man skal mødes med vennerne, for alle priser i det danske samfund synes at være opfundet af livsstilsprogrammer i TV 2.

Det er pissedyrt at være fattig, for man bliver syg af det. Tænder bliver trukket ud, muskler svinder ind, attributterne bliver slappe, huden ældes, fures, foldes, kroppens celler gnasker sig fede i sorg, stress og knækket vilje og føder snart ulækre små cancer-mutations-bomber, som endeligt nedlægger muselmanden, hvis andet ikke ku’ gøre det. Det eneste man får gratis forærende er ensomheden. Den eneste rigdom, den fattige har, er vanviddets trøst.

Ifølge en vis kuglestøder og hans fanatikervenner i den samfundsundergravende virksomhed Cepos, så eksisterer »rigtig fattigdom« kun to steder i verden; nemlig inde i hovedet på pylrede marxister og ’derude’ i den store grusomme verden.

Jeg selv tænker på min russiske veninde, der engang så en dansk kontaktannonce som en åbenbaring fra himmelen. En flugt fra et Rusland i frit vodkafald hvor de rubler, som den arbejdende befolkning skulle leve for, aldrig nåede lønningsposen.

Valget mellem prostitution i Rusland og slaveri i Danmark? Er det fattigdom? Var det fattigdom, at hun udstod først den ene danske voldtægtsfamilie, snart den anden, snart den tredje – indtil hun havde været længe nok i kongeriget til at søge statsborgerskab? Eller var det en større fattigdom, at velbjergede fynske familier udnyttede en fattig russisk pige?

Svaret på, hvad fattigdom er, skal ikke findes hos de neoliberale ingentingsmestre, som opmåler fattigdom i flæskesteg. Nej, for de har haft så travlt med at løbe fra regningen, at de er lettet fra Jordens overflade og er landet på Mars, hvor de vandrer rundt i et ludomant parallelunivers og indhyller hinanden i religiøse spådomme og selvfornægtende bortforklaringer, mens de gennem stjernetågerne forsøger at råbe os jordboere til besindighed med nye gambling-odds.

Så jeg må igen spørge mig selv:

Hvad er fattigdom? Og hvad er det fattigste egentlig? Jeg mener ... hvad er det fattigste, man overhovedet kan forestille sig?

Det fattigste overhovedet er ikke, at der findes mennesker, som ikke har åndsevnerne til at indleve sig i fattigdom. Det fattigste er heller ikke, at der findes mennesker, som smadrer deres eget liv og bliver fattige. Den ultimative fattigdom findes ikke i Indiens spedalske lejre eller i Indonesien, hvor mennesker fødes, lever og dør på lossepladser.

Det er heller ikke det fattigste, at der findes mennesker i bureaukratier eller ørkener eller borgerkrige, som ydmyges, til de blot er nedgroede skygger af sig selv, som sultes til døde eller drives til kannibalisme, eller som torteres og dør ensomt, langsomt og pinefuldt – og glemt.

Nej.

Den ultimative fattigdom findes i Danmark. For i Danmark findes mennesker, som er så nærige, at de ikke vil anerkende over for de fattige, at de er fattige.

Det er så fattigt, at det er ufatteligt.