Det var tiden for de store ord.

Kolonitiden gik på hæld, og afrikanerne skulle overtage styringen af deres egne samfund. Et helt kontinent var i bevægelse – til det bedre, var de fleste overbevist om. Tanganyika – senere Tanzania – var blandt de første lande, der fik sin uafhængighed. Ambitionerne var store.

Lederen af frihedsbevægelsen, Julius Nyerere, udtrykte det sådan her i en tale til nationalforsamlingen forud for uafhængigheden: Vi, Tanganyikas folk, vil tænde en fakkel og bære den til toppen af Kilimanjaro-bjerget, for at den der kan skinne hinsides vores grænser. Så den kan give håb, hvor der før var fortvivlelse, kærlighed, hvor der før var had, og værdighed, hvor der før kun var ydmygelse.

Som et af de første frie lande i Afrika skulle Tanganyika ikke kun være et lys for sine egne borgere. Det skulle også være et lys for de afrikanere, der endnu var undertrykte. Og sådan blev det. 9. december 1961 fik Tanganyika sin selvstændighed.

LÆS OGSÅ Minister vil lave uro med dansk bistand

Samtidig stod småstaten Danmark over for at øge sit engagement i verden. Udviklingsbistanden var en hidtil uset mulighed i starten af 1960’erne. Det handlede om solidaritet. Men det handlede også om indflydelse, sikkerhedspolitik og egeninteresser i en verden præget af den kolde krig. Der var mange grunde til, at Tanzania skulle blive det udviklingsland, der gennem tiden kom til at modtage suverænt mest dansk bistand. Det tidsmæssige sammenfald med Tanganyikas uafhængighed var en vigtig årsag.

Medvirkende var også landets geografiske placering som frontlinjestat for de racistiske regimer i det sydlige Afrika. I en verden præget af den kolde krig var centrum-venstre i dansk politik på udkig efter allierede, der kunne bryde den strenge opdeling i øst og vest. Og Tanganyika blev snart et samlingspunkt for befrielsesbevægelser fra hele det sydlige Afrika. Der er også dem, der hævder, at Tanganyika valgte Danmark. Det ny lands ledere ønskede at gøre sig mindre afhængige af den gamle kolonimagt, Storbritannien. De ville også undgå at skulle vælge mellem de nye stormagter, USA og Sovjetunionen. Tanganyika blev alliancefrit, og derfor kom Danmarks og de øvrige nordiske landes engagement belejligt.

Officielt blev den danske bistand udelukkende givet til udviklingsformål uden politiske undertoner. Nøgleordene var donorneutralitet og samarbejde. Det var uskyldens år. I perioder leverede de nordiske lande op mod en tredjedel af al bistand til landet. Danmark har ydet cirka 2 milliarder dollar i løbet af Tanzanias første 50 år. Beløbet er ikke så voldsomt, som det syner. Danmarks støtte til Grønlands 55.000 indbyggere er i øjeblikket på 600 millioner dollar. Om året. Til sammenligning har Tanzania i dag 44 millioner indbyggere. Tanzania havde god brug for hjælpen.

Efter uafhængigheden vendte en stor del af de hvide ansatte, der havde fået det beskedne statsapparat i kolonien til at fungere, hjem til Europa eller flyttede til Afrikas tilbageværende settler-kolonier. Der var kun omkring 140 universitetsuddannede tanzaniere til at erstatte dem. Manglen på kvalificeret arbejdskraft var enorm. De mange danske frivillige gennem årene bidrog til at udfylde hullerne. Præsident Nyerere og regeringspartiet Tanu valgte at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Slagordet var ’self-reliance’ – selvberoenhed.

Landet skulle finde sine egne løsninger og bruge egne ressourcer. Men donorerne måtte gerne hjælpe til. Et andet af slagordene var ’Ujamaa’ – et swahiliord for fællesskab og en betegnelse for ’afrikansk socialisme’. Men i virkeligheden var skiftende tanzaniske regeringer nok mere drevet af nationalisme end af socialisme. I 1964 sluttede Zanzibar sig til, og unionen mellem de to dele, øen og hovedlandet, fik navnet Tanzania.

I Danmark var der stor sympati for Nyereres målsætning om at bekæmpe fattigdommen. Måske derfor var det muligt at se igennem fingre med den stigende autoritære styring af landet. Tanzania blev en etpartistat i 1965. Snart blev alle betydende magtcentre, for eksempel fagforeninger og andelsbevægelsen, indordnet under partiet. Senere blev også det kommunale selvstyre afskaffet.

Men bistandsbranchen var ny, og skiftende danske regeringer var forsigtige med at blande sig for meget. De måtte først høste deres egne erfaringer på området. Gennem det første fællesnordiske bistandsprojekt, et center for mellemlange uddannelser, havde man høstet de første værdifulde erfaringer. Og Tanzania havde vist sig som en pålidelig bistandsaftager.

LÆS OGSÅ Nye slagsmål om bistand i vente

Bistanden viste sig ikke kun at være en udgift. Den gav også prestige og indflydelse, særligt i FN-systemet. Og mange danske virksomheder nød godt af de køb dansk-klausuler, som over halvdelen af bistanden var behæftet med. Med tiden blev det klart, at denne type bistand ikke altid kom de fattige til gode. Ofte var de danske varer for dyre i forhold til et udviklingslands behov. Tre overdimensionerede cementanlæg fra F.L. Smidth var de værste eksempler. Langt senere blev de statsejede fabrikker solgt billigt til udenlandske investorer, og de er i dag solide forretninger. Men det er en anden historie.

Først omkring årtusindskiftet satte EU-regler en stopper for køb dansk-klausulerne. Tanzania bevægede sig ned ad den afrikanske socialismes vej godt hjulpet af danske bistandskroner. Få satte for alvor spørgsmålstegn ved udviklingsstrategien.

Filosofien, at man kunne forcere udviklingen fra bonde- til industrisamfund ved at koncentrere ressourcer og offentlige investeringer i industrivirksomheder, var fremherskende i såvel udviklingslandene som hos donorerne. Måske det var naivt, men sådan var det dengang. I Tanzanias tilfælde ville præsidenten oven i købet skabe vækst til fordel for de fattige. Der skulle være uddannelse og sundhed til alle.

Samtidig betød Tanzanias variant af afrikansk socialisme nationaliseringer af virksomheder og af jorden. Den medførte også, at mange folk på landet, der udgjorde langt den største del af befolkningen, blev tvunget til at flytte i Ujamaa-landsbyer.

Det skulle have fremmet fællesdrift inden for landbruget og sikret bedre offentlige serviceydelser. Men det endte som et fejlslagent forsøg på social ingeniørkunst. Selv om mange skoler og sundhedsklinikker blev bygget, var de økonomiske konsekvenser katastrofale, og landbrugsproduktionen faldt.

For dansk bistand betød Ujamaa, at et af de største bistandsflagskibe, den mangeårige bistand til andelsbevægelsen, blev undergravet. Den politiske indblanding i andelsvirksomhederne var kommet løbende, men i Ujamaa-landsbyerne blev de fuldstændig underlagt politisk kontrol. Snart hørtes den første danske kritik af en forfejlet udvikling. Det var forskere ved Center for Udviklingsforskning, der råbte op.

I det hele taget gik det ikke som planlagt for Tanzania i slutningen af 1970’erne. Efter Idi Amins magtovertagelse i Uganda gik Det Østafrikanske Fællesskab i opløsning. Småkonflikterne med Uganda udviklede sig til fuldtonet krig i 1978, hvor Tanzania invaderede landet og afsatte Amin. Den slags er dyrt for et udviklingsland. Oveni ramte oliekriserne hårdt. Tanzania blev mere, ikke mindre, afhængig af bistand udefra.

Danmark var en meget loyal partner og fastholdt støtten, selv da Tanzania i 1979 kom i konflikt med den internationale valutafond, IMF, over nye lån. IMF forlangte, at Tanzania straks skulle tilpasse sit udgiftsniveau til sine indtægter, hvilket Nyere nægtede. Indadtil lagde danske embedsmænd pres på den tanzaniske regering for at komme overens med IMF. Men udadtil holdt man gode miner til slet spil og øgede udviklingsbistanden helt frem til 1983. Man var jo pæne mennesker, og rollen som mægler var heller ikke dum.

Men presset virkede, og i 1986 nåede Tanzania overens med IMF. Den tanzaniske version af afrikansk socialisme havde lidt nederlag. Samtidig gik Nyerere – ’the father of the nation’ – af som præsident. Paradoksalt nok var det en sejr. Det var dengang ganske enestående, at en afrikansk statsleder afgav magten frivilligt. Men det var kun starten på forandringerne, som kulminerede i 1995, da Tanzania igen afholdt flerpartivalg.

LÆS OGSÅ Regeringen øger udviklingsbistanden

Siden da har CCM – Revolutionspartiet – fastholdt sit solide greb om magten. Men på Zanzibar har valgene været meget tætte lige siden, og det har udløst valgsnyd. CCM vil ikke risikere et nederlag, der kan bringe unionen med Zanzibar i fare.

Har Danmark og de andre donorer så fået noget for pengene? Det er en svær diskussion, og udfaldet afhænger af, hvordan man måler og vejer. Hvis vi kigger på de uudtalte formål med dansk bistand – at høste prestige og indflydelse internationalt og at holde Tanzania væk fra Sovjetunionens indflydelsessfære – gik det meget godt.

Ser vi på fattigdomsreduktion, er svaret mere komplekst. Tanzania har – om end med lejlighedsvis fødevarehjælp – formået at brødføde en befolkning, der er vokset fra omkring 10 millioner ved uafhængigheden til nu omkring 44 millioner.

Og Tanzania har oplevet en solid økonomisk vækst på i gennemsnit 6 procent af BNP – 3 procent per capita – om året fra 1996 til 2008. Alligevel er der flere fattige i dag, end der var for 10 år siden, og de fattiges andel af den samlede befolkning falder kun langsomt. Nedgangen i 1970’erne og i 1980’erne betyder også, at den gennemsnitlige indkomst først nu er større, end den var ved uafhængigheden. Samtidig er uligheden steget.

Situationen ville nok have været værre uden bistand fra Danmark og de andre donorer. Bistanden gjorde det muligt at udbygge skole- og sundhedsvæsenet ganske betydeligt og har også finansieret mange veje og vandforsyningsanlæg. Det er offentlige goder, mange tanzaniere nyder godt af.

Men selv som en relativ stor donor gennem 50 år har Danmarks overordnede indflydelse på Tanzanias politiske udvikling været begrænset. For eksempel blev beslutningen om Ujamaa-landsbyerne og omlægningen af andelssektoren truffet suverænt i Dar es Salaam, om end den undergravede et af periodens største danske satsningsområder. Indflydelsen har været størst, når landet var i dyb krise, og Danmark koordinerede sin indsat med de andre donorer. Det skete i 1980’erne, da Tanzania blev tvunget til at liberalisere økonomien og sælge ud af de statsejede virksomheder. I sådanne konfliktsituationer mellem Tanzania og de større donorer har Danmark opnået en vis indflydelse som mægler.

Men det er alt sammen fortid, og nu skal det handle om fremtiden. Her har Tanzania to store udfordringer. Den ene er økonomisk. Størstedelen af befolkningen arbejder stadigvæk på ineffektive smålandbrug, og dens livsbetingelser har ikke ændret sig meget siden uafhængigheden. Det har forskellig landbrugspolitik ikke rykket afgørende ved. Det er hovedårsagen til, at fattigdom og ulighed ikke falder trods de senere års kraftige vækst.

Der er behov for en markedsbaseret landbrugspolitik, der sætter småbønderne i centrum. Det handler ikke om stordrift, men om store investeringer i de små brugs infrastruktur: i veje, der giver adgang til markederne, i overrisling og forbedrede afgrødetyper, der sikrer stabile udbytter, samt i uddannelse og bondeorganisering. Tanzania kan lære meget af Asiens grønne revolution her

LÆS OGSÅSkattefars ekspertise skal til Afrika

Tanzanias anden udfordring er politisk. Tanzania har ry for at være et land, hvor mange etniske og sociale grupper lever fredeligt sammen. Men fortællingen ignorerer de sidste 15 års uroligheder på Zanzibar.

Vil regeringspartiet og militæret acceptere et valgnederlag til oppositionen, når den en dag helt indiskutabelt vinder et valg på øen? Og hvordan vil regeringspartiet reagere på et tabt valg i hovedlandet efter nu 50 år ved magten? Kun hvis CCM åbent accepterer, at det i fremtiden kan miste magten, kan yderligere uro undgås.

Hvis Danmark fortsætter som en af Tanzanias vigtigste støtter, bliver landets udfordringer også vores. Vi har 50 års bistandserfaring at trække på. Den vigtigste lære herfra er, at vi ikke kan købe os til indflydelse. Og selv om bistand fortsat vil være vigtigt i fremtiden, særligt for landets fattige, er Tanzanias store udfordringer også institutionelle og politiske.

Vi skal ikke foregøgle os, at vi kan bidrage til udviklingen alene ved at presse den politiske elite til mere demokrati og større åbenhed, sådan som mange danske beslutningstagere og ngo’er tror i disse år.

Tanzania vil – med fortsat økonomisk vækst og udnyttelse af store nye gasfund – i stigende grad kunne finansiere sin udvikling selv. Og nye donorer, Kina og andre vækstlande, giver bedre muligheder for, at Tanzania kan mindske den uheldige afhængighed af donorer, herunder af Danmark, som landet hidtil har været tvunget ind i.

Presset for demokrati og menneskerettigheder må med andre ord komme fra landets egne borgere. Og økonomisk fremgang er formentlig afgørende for, at de har overskud til at lægge pres på deres beslutningstagere.Hvis Danmark vil medvirke til den forandring, kan vores bidrag være at forsøge at motivere landets politiske elite til at træffe beslutninger til gavn for størstedelen af befolkningen: småbønderne på landet. Derfor er det forkert, at Danmark stort set har trukket sig som donor til landbrugssektoren i de senere år.

Erfaringerne fra Tanzania bør mane til en vis ydmyghed blandt danske politikere. At tidligere udviklingsminister Søren Pind udråbte sig selv til »frihedsminister«, og at hans efterfølger har pyntet sig med titlen som »rettighedsminister«, vidner om det modsatte. For det er jo ikke hos kineserne eller russerne, at de to vil fremme frihed og rettigheder. At man insisterer på demokrati og menneskerettigheder i fattige bistandsafhængige lande som Tanzania skyldes netop, at Danmark ikke har haft noget i klemme i de lande. Men i takt med Tanzanias økonomiske vækst er det også under forandring. Og det er positivt.

I stedet for direkte indblanding i Tanzanias interne politiske processer bør vi i Danmark i fremtiden fokusere vores indsats der, hvor vi har legitime muligheder for indflydelse.

Og vi skal bruge vores indflydelse internationalt på at forbedre handelsbetingelserne, bekæmpe skattely og på at begrænse kapitalflugten fra Afrika. Det er ikke kun mere realistisk. Det er også mere reelt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken