Dansk presse er netop nu optaget af et manisk forsøg på at bilde Danmark ind, at den fordækte forhandlingskultur bag den politiske journalistik, og dermed spindoktorerne Arnfeldt og Winther og deres giftigheder ikke er et barn, de har fostret.

Danmarks Radio jager ’mørkets fyrster’, Børsens chefredaktør forlanger opgør med spindoktorer, B.T. afslører ’spindoktorernes beskidte trick’ på forsiden – trick, alle medier med en politisk nyhedsredaktion hidtil har belønnet, tigget om eller ægget til og handlet med. Historier serveret af spindoktorer, som er udklækket og opdrættet i den politiske journalistiks egen kravlegård. Pressen er i færd med at sælge frugterne fra det træ, den selv har forgiftet.

Pressens rolle i den offentlige samtale er for vigtig til at blive overladt til en kultur, som er fortabt i kommerciel desperation. En kultur, hvor man har fanget sig selv og hinanden i et ræs mod det journalistiske bundniveau og dermed har mistet det moralske kompas.

Engang troede man på, at pressen havde en intern moral, der gjorde, at den selv kunne stå for rammerne omkring sit virke.

Men sagen om Arnfeldt, Skatteministeriet, Troels Lund og Venstre viser, hvilken systemfejl pressen er blevet. Og ligesom andre institutioner i vores demokrati har brug for jævnlige serviceeftersyn og ekstern korrektion, så gælder det nu også pressen. Pressen holder nemlig resten af samfundet som gidsler, fordi de reelt er magthavere over den politiske samtale. Det danske samfund har brug for, at vi hanker op i mediernes forhold og tvinger pressen til at bruge den enorme mediestøtte til at hæve det journalistiske niveau.

Vi må opstille et sanktionssystem, der straffer hensynsløs presseadfærd, og skabe en afløser for pressenævnet, hvis magt svarer til at være bevæbnet med en vandpistol.

Sagen om Skatteministeriets omgang med oppositionslederens private og fortrolige forhold er skabt i det svovlbad, som politisk journalistik er blevet. Pressen er (sammen med Venstre?) ved at skabe en watergatelignende fortælling, hvor råddenskaben i den politiske kultur kan reduceres til et par gustne spinhåndlangere.

Men det er ikke Arnfeldt’erne eller de særlige rådgivere, der har skabt den børs, hvor alt kan faldbydes og forhandles i fortrolighed, hvor medierne i jagt på historier og konkurrencefordele skamrider kildebeskyttelsen til at dække over hvad som helst. Det er ikke spindoktorernes baggrundssnak uden for citat, der har skabt en politisk journalistik, hvor anonyme kilder boltrer sig. Magten over spalterne og sendetiden tilhører magthaverne i medierne.

LÆS OGSÅ »Det kan blive den største medieskandale i dansk pressehistorie«

Den ene af os har tidligere arbejdet som pressechef på Københavns Rådhus. Her havde forgængeren bedrevet det lille mesterværk at beskylde daværende oppositionsleder, Søren Pind, for at købe ludere på kommunens kreditkort. Dette tippede han mindst én avis om, der troligt sendte en byge af aktindsigtsbegæringer til Sørens forvaltning for at gå alle Sørens bilag igennem. Søren havde naturligvis ikke købt nogen ludere. Men det var der heller ikke noget krav om, at man skulle sandsynliggøre for at beskylde ham for det.

Men nu fik alle hans bilag sig en tur på redaktionen, og mon ikke det kunne gå hen og kaste nogle kritiske artikler om Søren af sig?

Senere blev samme forgænger ansat i et af de vigtigste ministerier af en modsatfarvet regering, der efterspurgte den slags kreativitet. Journalisterne fra den avis, der havde bidt på løgnen, lod ligesom alle andre spindoktorer og politikere (mange af dem er naturligvis ikke meget bedre) slippe af sted med den slags.

De trak på skuldrene. Sådan var spillet, mente de og sagde, at det havde været en god historie, hvis den havde holdt. For længst for blaserte til forargelse. Nu diskuterer pressens gesandter, om spindoktorer står bag et etisk forfald i dansk politik. Når journalister diskuterer etik, skal man afsikre sit håndvåben.

I pressens egen selvforståelse er den i opposition til magten. Et selvbedrag, der burde være umuligt at opretholde, når det netop er mediernes gunst, Anfeldt’erne og politikerne bejler til. Når der er tre gange så mange til at pushe historier, som der er skribenter eller reportere, og det daglige arbejde består i at udvælge henvendelser, hvordan kan mediernes selvforsvarere blive ved at bilde os alle ind, at de ikke er magthavere? Det er i dette vrangbillede, de nu jager sygdommen i Arnfeldts formodede bedrift blandt de spindoktorer, de aldrig brød sig om, fordi de alene i sig selv var en modmagt til pressen.

Det er et gammelt fjendskab, der blusser op. Man møder stadig journalister, der tror, at verden ville være bedre, hvis ikke der var filter mellem dem og de mennesker, de oftest behandler ganske skånselsløst. Pressens løgn om sig selv gør den ude af stand til at se, at det er i dens eget billede, den moderne politiske verden er skabt, spejlet af en mediekultur i en nedadgående spiral.

Politikere og politiske rådgivere er langt hen ad vejen blevet til det, som medierne har givet dem incitament til at blive, fordi medierne er det marked, de konkurrerer på. Og en sund politisk kultur eksisterer nærmest på trods af medierne.

Arnfeldt er – i lyset af hans formodede handlen – præcis, som de fleste bliver, når de har arbejdet med politisk journalistik eller politisk pressehåndtering i Danmark. Man kan blive ligesom ham, eller man kan forlade det gebet – oftest med en dyb afsky for mediernes behandling af politik og offentlighed. Det er et meget lille fåtal, der finder sig en dydig sti i midten.

De fleste af spindoktorerne var indtil det seneste regeringsskifte nemlig avlet på de politiske redaktioner i dansk presse. Derfor er det et bizart hykleri, når pressen kritiserer spindoktorer for at repræsentere et moralsk problem i demokratiet. Det er jo mennesker, hvis moralske habitus er udviklet i pressen og derfra eksporteret til det politiske niveau. Det er nærmest komisk, så selvudstillende det er:

Når pressen kritiserer spindoktorer, kritiserer man bare sig selv, og kun et selvbedrag kan afholde den fra at se det. Journalister har først forvaltet reglerne i det spil, de sidenhen spiller for en politiker på den anden side af linjen. Nu fordømmer pressen de folk, pressen selv havde ansat i gode stillinger for kort tid siden, og som pressen vedbliver at give gode job bagefter – de spindoktorer, hvis historier de slår stort op, når det kan give læsertal og clicks til annoncørerne. Pludselig er de ikke af samme kød, lader de som. Men det er jo løgn: en magthaverløgn.

LÆS OGSÅ Mediechefer vil erobre magten tilbage fra spindoktorerne

Nu har Ekstra Bladets manøvre sendt store dele af pressen i chok. Men det er befriende på tre måder:

Den første og lidt overfladiske betragtning er, at kildebeskyttelsen jo aldrig var ment til at dække over hverken Arnfeldt, manden, der beskyldte Søren for at købe ludere, eller dem, der fejede sandheden om Jacob Winther, Søren Gade og Jægersagen væk. Pressen valgte selv at dække over magtmisbrug og uartig opførsel. Pressen havde ingen kvababbelser ved at blive magthavernes forlængede arm, hvis bare de kom først, hvis bare det solgte blade.

Den anden og langt mere perspektivrige befrielse er, at Ekstra Bladet viste os alle sammen, hvem der kan lave spillereglerne om og dermed også, hvem der har opsat og administreret disse spilleregler. Pressen er ansvarlig for, hvordan der bliver handlet nyheder.

Ved at pege på ondets rod kommer Ekstra Bladet på pressens vegne med en ufrivillig tilståelsessag: Magten til at ændre på spillet ligger i høj grad hos pressen selv – hos journalister, kommentatorer og dens redaktører.

Det tredje forhold, der er så løfterigt i Poul Madsens forlorne, nyfundne sanddruelighed, er, at magtspillets afdækning naturligt afleder spørgsmålet: Bliver mediernes magt over den demokratiske samtale forvaltet til vores fælles bedste – hvem tager ansvaret? De to første erkendelser fører til den tredje: Noget skal laves om i pressens adfærd. Og den gør det ikke selv.

Når den nyder sig selv mest, kalder presseindustrien sig den fjerde statsmagt.

Men hvor de tre ’rigtige’ statsmagter – den lovgivende, udøvende og dømmende magt – eksisterer i magtbalancer hver sat i skak af hinanden for at hindre den ukontrollerede og vilkårlige magtudøvelse, så mener magthaverne i pressen, at de er bedst tjent med at være kontrolleret af et pressenævn, hvis impotens begrines på hver redaktion. Hvis ikke pressen drev en børs, hvor man omkostningsfrit kan beskylde modstanderne for de mest uhyrlige ting og bryde loven ved at lække personoplysninger, ville børsen handle med noget andet, det giftige falde i værdi, og kapitalen omdirigeres til mere produktive forehavender.

Der er ingen i politik, der startede med at se sig selv i sladderspalterne, men når man én gang har set tabloidjournalisterne rulle med øjnene ad pressechefer og politikere og spørge:» … om du dog for fanden ikke har noget saftigt til ’bladet’«, fordi det andet er for ’kedeligt’, så ved man, hvor ethvert marked opstår: med efterspørgslen.

Det er rigtigt, som Søren Schultz for nylig skrev, at den politiske journalistik har mistet sit moralske kompas. Presseindustrien er statsstøttet på niveau lige under landbruget.

Og ligesom landbruget har en naturskadelig og dermed selvskadelig produktionskultur, er presseindustriens destruktion og nedkvalificering af nyhedsdækning og politisk debat ødelæggende for demokratiets økosystem: den offentlige samtale.

Ligesom landbruget har brug for lovgivning til at udvikle sig bæredygtigt, har pressen det også i dag. Mens landbruget tjener både penge til kongeriget og i sig bærer et alternativt fremtidsbillede gennem økologisk omstilling og bedre fødevarer, synes presseindustrien gyllesag for gyllesag at kværne sig selv og os andre længere og længere ned i en svinesti, samfundet egentlig er for dyrebart til.

Hvor er presseindustriens økologibevægelse? Den er der ikke, og blogs er ikke svaret på meget andet end trangen til at udkomme. Det er os andre, der må kaste os over det brydsomme arbejde med at konstruere institutionerne til en ny offentlig samtale mellem journalistisk selvstændighed, et offentligt behov for en kvalificeret debat og eksponentielt stigende konkurrencekrav.

LÆS OGSÅ Godbidsjournalistik: Beskytter journalisterne magthaverne?

Spørgsmålet er, om vi kan indstille journalistikkens moralske kompas på ny uden at indføre skarpere kontrol. En berigtigelse på side 17 er ikke det samme som en karriereødelæggende forside sat op med Jesus-typer. Vi er nødt til at overveje seriøse økonomiske eller strafferetlige sanktioner over for uforsvarlig medievirksomhed.

Den moderne mediekonkurrence har skabt et behov for en afløser til det svagelige pressenævn, og det er tid til lovgivning, der bekæmper de økonomiske incitamenter til anløben og dårlig journalistik.

Det betyder økonomiske sanktioner, der gør op med princippet om, at der skal demonstreres et tab, før der udløses erstatning. Man er nødt til at kunne idømme hensynsløs og dårlig journalistik en økonomisk bod, der reelt fjerner incitamentet til spekulation i fejlagtigt og dårligt funderet arbejde. Og når pressen ret åbenlyst ikke selv kan finde ud af at vurdere kildebeskyttelse, så kunne det være en ide at have en instans, der kunne hjælpe medierne med det. Det betyder, at medierne ligesom andre magthavere må kunne argumentere for deres ’sagsbehandling’, hvordan de har arbejdet med en sag, så det kan vurderes, om det er en rimelig behandling, et medie har givet en sag.

Det kan gøres på mange måder, og vi skal ikke her lægge os fast på nogen metode. Ønsker man at holde fast i en ekstern institution som pressenævnet, kan den opfedes med juridiske kompetencer og komme til at minde om en voldgiftsinstitution, som vi kender fra andre steder i det retlige system. Men det er nok nødvendigt at få pressen ind under en retlig praksis i større omfang, end den er nu.

Samtidig må vi konstatere, at de seks milliarder kr., vi bruger i mediestøtte, for en stor dels vedkommende bruges destruktivt og i bedste fald er spildt. Vi skal kun give mediestøtte til medieaktivitet, der opkvalificerer samfundets debat- og vidensniveau. Erhvervs- og kulturstøtte bør kun gives efter princippet om, at det gives til ting, vi ikke mener, markedet kan give os af sig selv, og som vi finder nødvendige i vores demokratiske og kulturelle liv. Vi har for længe støttet en bevidstløs tabloidisering, særligt absurd på statsejet tv, og det kan ikke være et rimeligt offentligt anliggende.

LÆS OGSÅ Ritt Bjerregaard: Stor ros til Ekstra Bladet

Vi betaler alle sammen til en mediemæssig og politisk deroute og hvorfor? Af frygt for pressens magthavere. Fra politisk hold har man været for håndsky over for at målrette støtten til det kvalitative indhold, der hæver sig over, hvad der kan drives på markedsvilkår. Men det krysteri kommer der intet ud af.

Hykleriet om, at medierne står uden for magten, må høre op. Et dansk mediebillede indhegnet af en langt hårdere jura med reelle sanktioner og en mediestøtte, der støtter en udvikling væk fra det tarvelige journalistiske niveau, er et fint serviceeftersyn til vores demokrati.

At vi kan takke de næppe ædle motiver hos Poul Madsen og Ekstra Bladet for at pege på det, er i sig selv en overraskelse. Og hvis ikke Arnfeldt-/Lund-/Loft-sagen skal ende i mere end en kortvarig politisk selvbesudling, så nytter det ikke med korsfæstelse af det, der unægtelig ligner en gusten spindoktor.

Det er giften i træet, vi skal gøre noget ved.

FACEBOOKBliv ven med Politiken