’Firs’ – alene ordet lyder mærkeligt.

Hvad vil det sige at være firs, og være noget, man ikke er på noget andet sprog? Der er en vis fornuft i ’åtti’ og ’eighty’ og ’achtzig’, men firs er sgu for mærkeligt, ikke mindst når man selv er det. I virkeligheden er det ifølge videnskaben også unaturligt.

Ved de halvtreds burde de allerfleste lette på hatten og sige farvel, men nu har samme videnskab fundet ud af at holde os i live helt op til de hundrede og mere, og man må spørge, om denne bevilling er værd at efterstræbe, eller om der ikke snarere er tale om en byrde for de fleste.

Det handler om humøret og antallet af skavanker, ja man kunne måske tale om et vejrlig, der omfatter både det indre og det ydre. Det knager og brager og hviner og synger på en anden måde end før, når man kravler ud af sengen om morgenen, og af og til er det at gå nærmest en maritim affære. Så folk med rette bag hånden kan hviske: »Der går ham Rifbjerg, nu har han igen en ordentlig kæp i øret!«.

’Firs’ er som et ritsj, en flænge ind til alt det, der ligger i slipstrømmen, og firsindstyve er bare en vittighed, nogen har hørt engang og ingen bryder sig om. For hvad stiller man op med ord, der lyder som et gammeldags ekko af sig selv, og hvad skal man med firs, når man selv er fyrre eller femogtyve eller femten? Livet laver man selv med lidt hjælp fra tilfældet, resten er sniksnak og tidsfordriv.

Det ved søen neden for mit vindue alt om og er komplet ligeglad, for den har travlt med sit eget og meget skal passes. Først og fremmest er der fuglene – svaner, ænder, skarver, måger – og så er der det under overfladen, et fladt morads med nogle håndfulde skaller og en enkelt gedde, men ellers mest slam og om sommeren en opblomstring af alger, der kan høstes i tonsvis, når selv kommunen synes det er for galt med dette tæppe af grøn smat, som det åbenbart er umuligt at bekæmpe.

LÆS OGSÅRifbjerg fylder 80: »Når jeg skriver, gør jeg jo for fanden, hvad jeg har lyst til«

Jeg ved ikke, hvad det er med vand, som i snart firs år har øvet sin tiltrækning. Knud W. Jensen legede i årevis med tanken om at gøre København til et nyt Venedig. Han så for sig den afdækkede Ladegårdså forbundet med Søerne, en arm af Tivolisøen med tag i Stadsgraven (eller hvad det var) og flere kanaler hist og her, så man kunne sejle rundt til seværdighederne og stadig have mysteriet under kølen.

For det er jo dernede det foregår, dér hvor hemmelighederne og drømmene trives, dér hvor det ubeskrivelige har grobund og gamle cykelstel tager kampen op med plimrådne juletræer, brugte præservativer og konservesdåser. Eller vandet er helt klart og lunt, og de farvestrålende tropiske fisk står i kø og lag for at overgå hinanden i pragt og herlighed, mens paradokset stikker sit medusahoved frem og grinende konstaterer, at fascinationen stadig er levende og nysgerrigheden intakt, selvom den snart skal både dø og begraves.

Også på det konkrete plan er det noget kunstnere ved besked med, og da Herman Bang engang blev rasende på sin tjener og forfulgte ham helt ned til søen og langt ud i den, må han, da vandet nåede navlen eller området umiddelbart under den, i et glimt have set det hele: sig selv som latterlig, affekthandlingen som komisk, menneskenes færden som ganske irrationel, men ikke mindre interessant af den grund. Han kunne ikke, og man kan ikke få nok.

Med firsårets ritsj er det tydeligt, at det hus man fik bygget er et vandslot og stort set ligner en ruin, for hvad der det dog, der er sket, siden det begyndte at gå op for én, at verden er til?

Overgangen fra den søde beskyttelse gik lige i favnen på krigen, og skønt de færreste af gode grunde kan huske det, var Japan i krig med Kina allerede i begyndelsen af trediverne, og snart kom den spanske borgerkrig og fangede opmærksomheden kun distraheret af Mussolinis felttog mod Abessinien.

At det alt sammen flød ud i Anden Verdenskrig, er nok ikke fremmed for nogen, men ingen kunne forestille sig, at denne verdenskrig nr. 2 i århundredet, der skulle være en war to end all wars snart blev efterfulgt af en hel serie, hvor Koreakrigen åbnede ballet og den seneste i Afghanistan ikke er afviklet endnu.

Hvor sært at det som skulle sikre eksistensens fortsættelse altid kræver den halves udryddelse, og er det ikke underligt, at det stadig lykkes at bilde unge mænd ind, at vold og automatvåben er i stand til at kalde det bedste frem i dem, mandigheden, må man forstå, modet, solidariteten, tapperheden.

Ja, nu er der ligefrem slået en medalje til dem, der har været allermest tapre, for sådan en udmærkelse må vi naturligvis have, når vi er blevet krigsførende nation og ikke vil føle os mindreværdige i forhold til de store lande, der elsker krig og har både Victoriakors og Pour le Mérite og al mulig anden tant og tingeltangel og sildesalat som den, der har fået arme og ben og øjne og ører og nosser skudt af, kan sidde og lege med i rullestolen for bare at holde fortvivlelsen en lille smule på afstand.

Tro ikke, at der ikke findes rovfisk under vandet. Jeg læste som barn historien om gedden Grum, der var så stor og stærk, at den kunne trække en hel ko ned i sit mosehul og æde den, men vi er ikke gedder, og de fleste af os bor ikke i mosehuller, udviklingsstadiet er ikke det samme, alligevel opfører vi os som primitive væsener og river hovedet af hinanden for et godt ord, hvad enhver der færdes i trafikken kan skrive under på.

Det kan skyldes tætheden, og der er storslåede undtagelser, alligevel er det påfaldende, hvor travlt alle synes at have det, man kører ikke på cykel fra det ene sted til det andet, man ræser, og det samme gør sig gældende for biltrafikken, der af en eller anden uigennemskuelig grund har så travlt med at komme ned til det næste stoplys, at alt andet gående eller cyklende må lave undvigelsesmanøvrer for ikke at miste livet eller i bedste fald førligheden.

I rigtig gamle dage havde man en mand til at gå foran med et rødt flag for at advare om, at nu kom der et automobil, i dag stormer sundhedsapostlene af sted på højeste hastighed og vender sig aldrig om, fordi de aner, at den der kommer bagefter, er iført en sort kutte og har en le i hånden.

LÆS OGSÅRifbjergs nye bog er en fuldtræffer

Kun et ritsj skal der til, så er han på omgangshøjde, skulle jeg hilse og sige, men ingen hører efter, måske fordi de ikke er Richard Wagner som under en frihedskrig nægtede at lægge sig ned for fjendens kugler og efter flere opfordringer med ordene: »Ich bin unsterblich«.

Måske skal man være født i en sejrsskjorte eller et geni for at tro på sin egen udødelighed. Jesus, der vidste mere end de fleste, endte på korset og bebrejdede sin far, at han havde forladt ham – med en forbløffet viden om, at i den sidste nattevagt er der ingen hjælp at hente hverken hos far eller mor. Man må klare ærterne selv, som man har klaret dem resten af livet, hvis man har.

Det havde den lille havfrue ikke, hun ville have sin prins, der boede på land, og prisen var høj, alt for høj. Hendes smertende fødder har alle romantiske fantaster gået på siden, og gør digtekunsten ingenting, gør den ondt ikke mindst på digteren selv, det skrog.

Ingen tvivl om at der er slam på overfladen af det vand, digteren søger sin nødvendige næring i. Den kamp han/hun kæmper er sammensat af lige dele storhedsvanvid og paranoia, og når det er muligt at komme ned under andemaden og få et glimt af den østers som gemmer en ægte perle, er det stort set fordi man er i stand til at glemme, at man er en skurk.

Herman Bang lod først komikken afløse raseriet, da han stod med skrævet i vand, Samuel Beckett så først komedien i tragedien, da han lod den ene vagabond sige til den anden i ’Mens vi venter på Godot’: Hånd i hånd/ ud fra Eiffeltårnet/ omkring århundredeskiftet – men nu er det for sent.

Kollegaerne Thomsen og Rohde laver beundringsværdige kataloger over det gammeldags, nu svindende København, og jeg følger dem gerne, Men der mangler noget, og det er selvfølgelig én selv i de gader, i de gårde, blandt de lugte og så – naturligvis – menneskene, som de var dengang. Nøgternt set de samme som nu, men så alligevel. Bestemt af tiden var der en ambiance, som ikke kendes mere, en større beskedenhed, en større generthed, noget lavmælt og så fjernt fra bravaden, man kan tænke sig.

Selv tænker jeg på det indimellem med både rørelse, varme og længsel og har i tidens løb digtet meget om fortiden, sikkert fordi jeg på flere (afgørende) måder savner den. Nostalgiker, vil mange hvæse, og de skal have lov, men det holder ikke mine uskarpe, drømmende billeder af et ’dengang’ på fuldkommen afstand, tværtimod forstærkes de snarere.

»Jeg elsker Vademecum/ Vademecum elsker jeg/ og er det ej Vademecum/ er det ikke noget for mig« – man syntes faktisk det var smart og sært moderne ikke mindst fordi der af og til fulgte en lille strimmel med tandpastaen, som kunne ’tale’ hvis man trak neglen ned over den, så den syntetisk afleverede sit budskab: Brug Vademecum! Åh, moderniteten, hvor man elskede den og søgte den alle vegne i lysreklamer og biografernes filmjournaler, hvilket enhver må kunne forstå, når man betænker, at skraldevognen endnu blev trukket af to heste og skraldemændene smækkede de skarpe og tunge skraldebøtter op på nakken og gik med dem og hældte dem ned i vognens klap, hvorfra en duft af rådden frugt og våde aviser steg, mens fluerne summede og pærerne faldt fra hestenes sortopspilede udstødningsrør.

Det er sandt, at skrankepaveriet trivedes og at spanskrøret brugtes flittigt i den danske folkeskole, at kvinderne stort set hørte hjemme i køkkenet, og at manden hierarkisk rangerede øverst, men også at friheden på en bagvendt måde trivedes.

Ideen om learning by living var muligvis ikke institutionaliseret, til gengæld var det muligt at gå ud og opleve verden uden opsyn, og selv børnelokkeren opererede i så fjerne revirer, at man ligefrem kunne længes efter at møde ham bare en enkelt gang for at finde ud af, hvad det var for skrækindjagende ting han gik og lavede, det fandt man nemlig aldrig på at specificere, fordi det hørte ind under det uartige, som man ikke talte om, i hvert fald ikke højt og slet ikke når der var børn til stede.

LÆS OGSÅ Rifbjerg: Sorte korsriddere misbruger PH's navn

Der kunne sikkert siges en del mere på teatret og antydes en del på film, men selvom man var hip og gik til PH-revy i Riddersalen, var budskabet sjældent noget, man tog med hjem. Her var verden stadig med stiv flip og alt det bløde, bølgende, lokkende noget, der tilhørte drømmen eller de forbudte, undersøiske længsler.

Det var cigarernes epoke, meget symbolsk, men også håndgribeligt erotisk, når min far gik ind i templet på hjørnet og det brune lokale fyldtes med vand, så alle bevægelser blev langsomme, mens de vigtige valg mellem lang og kort, tynd og tyk, tyngde og kulør foretoges. ’Claro’ blev det ofte, mens han med blikket fulgte cigardamens inklinationer og bøjede sig frem over den blå flamme for at få ild på cigaren, som hun med sit instrument havde skåret for og hvis stump nu dalede ned i den blanke skål. Klip, klip, klip klap.

Måske er det fiskens ro, der gør én svimmel. Fortættet inaktiv ses den med de gennemsigtige finner svirrende stå ganske stille i vandet, en perfekt forræderisk attitude, der ligner hvile, men faktisk er det sidste beat før mordet og dermed overlevelsen. Hvad er det dog, der foregår?

Det skal man ud på landet for at forstå, måske endda helt til Jylland, hvor H.C. Andersen så køerne tygge søgræs under vandet og Agnete og Havmanden får de roller, der for alvor er deres egne, og de døve skippere og blinde styrmænd endelig spytter det bitre vand ud, de ellers har i munden:

Vi ånder atter

Åbner øjnene mod bøgehvælvet

Og svømmer lydløst tag for tag

Frem mellem broerne

Og hendes hales kraft

Får andemaden til at skælve med en klukken.


De holder ferie her I Sæby Å?

Havmanden svarer ja.

Og Deres frue

Må vi tale lidt med hende?

Igen et smil

Så ryster han på hodet

Forsvinder ned i åen

Støttet til sin trefork.

Vandet gurgler

Lukker sig.

To delfiner søger ud mod havet

Den ene vender bristende og gydefærdig et sekund

Den hvide bug mod himlen

Så kommer slusen

De springer

Og er borte i en sky af salt.