Som syvårig sad jeg i en retssal og vidnede mod min far.

Det er nu næsten 65 år siden, men jeg husker tydeligt en stor mørk sal og nogle alvorlige mænd, der bøjede sig ned over mig og talte et sprog, jeg slet ikke forstod. Da de fremmede ord blev oversat til noget mere børnevenligt, føltes det meget pinligt for mig. Men jeg svarede, som jeg skulle. Det var naboer, der konfronterede min mor med ugerningerne, og da min far indrømmede, anmeldte hun ham straks. De havde da været gift i 18 år og fået otte børn.

Hver eneste dag løb jeg til skole og talte højt til Vorherre for at bede ham om at lade være med at ringe med klokken, til jeg var kommet ind i skolegården, og jeg lovede, at hvis han hjalp mig, så ville jeg aldrig komme for sent mere. Det lovede jeg hver morgen.

Til gengæld havde jeg ikke mere tro på noget som helst, når jeg lidt senere stod foran den lukkede dør ind til klasselokalet. Jeg skulle jo derind. Bankede på og ventede det værste – der oftest gik i opfyldelse: Og hvorfor kommer du så for sent igen i dag? Alle mine fyrre klassekammerater sad bomstille og stirrede på mig.

For der stod jeg igen med forgrædte øjne og uredt hår – og kunne ingenting svare, men måtte modtage lærerens ydmygende hån. Hvordan skulle jeg for øjnene af alle mine klassekammerater og en lærer, der ikke brød sig om mig, svare ærligt. Sige det, som det var: Jeg har ikke fået lov at sove i nat, fordi vores mor er på natarbejde, så det er vores far, som passer os ...

Alle mine søskende og jeg selv blev jævnligt sendt på julemærkehjem, svagbørnekoloni og lignende steder. Disciplinen dér kendte vi ud og ind. Man skulle bl.a. spise op. Desværre kunne jeg en enkelt gang ikke få den halvkolde havregrød ned, hvorfor den samme tallerken med nu stivnet grød blev stillet foran mig til både frokost og aften. Først da jeg kastede op ned i tallerkenen, blev jeg fri. En ganske ung pige, som hver dag gik lydløst rundt og serverede ved bordet, sneg sig ind på sovesalen om aftenen og gav mig en skive brød, som jeg spiste nede under dynen.

På en anden koloni var jeg så heldig at være sammen med min lidt ældre søster. Heldig, fordi det betød, at jeg havde nogen, der kunne beskytte mig. Troede jeg. Fra tidligere ophold kendte vi proceduren: I en stor badehal blev alle børn stillet op på række og ventede på at blive vasket og renset, mens vores eget tøj forsvandt ned i en stor sæk. Jeg stod bag min søster i rækken og så derfor på tætteste hold, at to voksne damer trak hendes taljelange slangekrøller ud og klippede håret af tæt ved hovedbunden.

Meget havde vi oplevet, min søster og jeg, men ikke dette. Da det blev min tur, fik jeg klippet mine lange, tykke fletninger af. Vi sagde ingenting, turde end ikke græde. Men da vi lå på den store sovesal, og vagten var gået, listede jeg over til min søster. Vi græd lydløst, mens vi trøstende holdt om hinanden, ligesom vi havde gjort så mange gange derhjemme – til sidst faldt vi i søvn.

Om morgenen vågnede vi brat ved, at vagten flåede dynen af os. Hun var rasende og skældte os ud. Vi anede ikke, hvad vi havde gjort forkert, men kom dog til at forstå, at vores forbrydelse var, at vi havde sovet i samme seng. Hjemme havde vi aldrig haft en seng hver. Som straf for at have trøstet hinanden kom min søster og jeg på hver sin afdeling de måneder, opholdet varede.

Mit held her i livet har blandt andet været, at jeg som barn også mødte fremmede voksne, der ville mig det godt. Den unge pige, som sneg sig ind på sovesalen for at give mig noget at spise, må have vovet sin stilling. Ligesom den gangpige, der opdagede, at jeg stod helt alene og græd i et hjørne af den store gymnastiksal, hvis gulv hun skulle til at vaske. Hvis nogle af de voksne havde set, at hun var gået over til mig, og havde strøget mig over kinden og sagt nåh, nåh, så var hun sikkert blevet irettesat groft, eller måske fyret.

Når jeg husker disse omsorgsfulde voksne, er det naturligvis, fordi de sørgede for, at jeg ikke helt tabte modet, og når jeg fortæller om det, er det, fordi det stadig er sådan, at udsatte børn suger livskraft til sig fra forstående voksne. Det oplevede jeg, da jeg som voksen blev inviteret til at flytte ind på en institution for anbragte børn. Jeg sagde ja tak til tilbuddet, ikke fordi jeg savnede at opholde mig på en institution, men fordi jeg gerne ville se, hvordan de børn, der har overtaget min plads i rækken, har det i dag.

De har det på de fleste områder skønt i forhold til det, jeg kan sammenligne med. De har et venskabeligt forhold til de fremragende pædagoger. De har eget værelse, de bliver lyttet til, de bliver ikke straffet, de bliver kørt i bil til sport og fødselsdagsfester, de har kæledyr, de spiser den mad, de kan lide, de taler frimodigt ved fællesmøderne, de fortæller de voksne om problemer som den naturligste ting af verden. Deres tøj adskiller sig ikke fra andre børns, og de bliver rost etc. etc.

Men. Præcis som børn på institution altid har været og altid vil være, var disse børn, jeg lærte at kende, fulde af savn og længsel. Når jeg sent om aftenen og ud på natten sad og halvsov i fællesstuens sofa med bare en svag lampe tændt, kom der altid et barn ind til mig – ofte med sin dyne under armen. Børnene var mellem 7 og 14 år. Natten har som bekendt sin egen fortryllelse, og jeg fornemmede, at børnene følte det, som om de var tættere på en mor. I alle de dybsindige samtaler, som hvert enkelt barn indledte, var fællesnævneren mor.

Selv det helt lille barn uden sprog, der udsættes for seksuelt misbrug, ved instinktivt, at der er noget rivende galt, og forsøger at forsvare sig, men taber naturligvis den håbløse kamp. Større børn taber også kampen, skønt de har sproget og i det mindste teoretisk kunne fortælle om overgrebet. De gør det ikke, medmindre empatiske og forstående voksne rækker dem en hjælpende hånd på det rigtige tidspunkt.

Et seksuelt overgreb på et barn er ikke ’kun’ et seksuelt overgreb, det er overmagtens truende brutalitet, som barnet ved, det er nødt til at underkaste sig. Det er enkelt at forstå, at trusler om bål og brand og mange smertefulde afstraffelser og ydmygelser kan få et barn til at tie. Men også den stille, luskede, sygelige overherredominans kan virke på samme måde.

I de mange år, der er gået, siden jeg var barn, har samfundets syn på barnet ændret sig markant – absolut til det bedre. Danmark har underskrevet FN’s Menneskerettighedserklæring, vi har Børnerådet, Barnets år, Børnetelefonen, Barnets reform og mange andre organisationer og ngo’er. Barnet er sat i centrum, siger vi. Barnet kan formulere sig og gør det gerne.

Det gælder imidlertid kun for det barn, som ikke frygter morgendagen eller natten. Hvorimod det barn, der lider overlast, og som har allermest brug for at formulere sig, tier. Og naturligvis tier det barn. Det er en nødvendig del af en intuitiv overlevelsesmekanisme.

I betragtning af hvor mange sager om seksuelt misbrug der løbende afsløres, og hvor mange voksne der gerne vil stille sig på barnets side, kan det virke ret uforståeligt, at ugerningerne bliver ved og ved. Vi kan dog tale og skrive om overgreb på børn, der holdes konferencer, voksne, der som børn har været udsat for overgreb, står frem og fortæller, og vi har alle pligt til at anmelde ved begrundet mistanke om overgreb på børn. Ansatte, der har med børn at gøre, har oven i købet en skærpet anmeldelsespligt. Alligevel virker det, som om der er en træghed i de gode intentioner om at komme de udsatte børn til undsætning.

Måske skyldes noget af denne træghed, at den voksne, som qua sit arbejde med børn får kendskab til eller mistanke om seksuelle overgreb, ikke har den nødvendige ballast til at handle korrekt og hensynsfuldt over for alle involverede. Den, der anmelder, bringes selvsagt i et indre oprør, for pludselig står vedkommende jo med flere menneskeskæbner i sine hænder. Jeg tror, at det er denne kaotiske og oprørende tilstand, der gør mange handlingslammede. Og det er meget forståeligt.

Det må være en oplagt opgave og meget nødvendig opgave for Børnerådet at samle en gruppe mennesker, som kan finde frem til, hvor den voksne, der har mistanke om misbrug af et barn, kan henvende sig uden at skulle risikere at blive udpeget som en person, der ser syner. Da jeg for nogen tid siden havde holdt et foredrag om misbrugte børn, tog en skoleleder ordet som den første. Han havde selv fået hvisket i øret, at et barn muligvis blev misbrugt.

Skolelederen havde sagen i egen hånd, fortalte han stolt. Han indkaldte barnets far til et møde på skolen, hvor faderen overbeviste skolelederen om, at der intet var om snakken. Der stoppede den sag. Det er netop på grund af en sådan inkompetent handling, at det er yderst nødvendigt at finde ud af, hvordan en anmeldelse kan ske uden problemer for den, der har mod til at gå videre med sine observationer.

For det forpinte barn er der ikke megen hjælp at hente hos de voksne, der bliver handlingslammede. Og det er ikke kun naboer, undervisere og alle andre, der har med børn at gøre, jeg tænker på. Det er også problemet med de offentligt ansatte i amter og kommuner, for også her er der en voldsom berøringsangst. Hvor tit har medierne ikke afsløret inkompetente medarbejdere på flere planer.

I min tid er der her i landet sket mange, store, glædelige og betydningsfulde ændringer i forhold til de udsatte børn. Revselsesretten er afskaffet, socialpædagoger har forstand på børn, politiets videoafhøringer af misbrugte børn er nådige for børnene og gavnlige for opklaringen af sager om overgreb, også politiets selvbestaltede dokumentering og rapportering om forsømte børn er en landvinding. Og endelig er litteraturens og filmens kunstgreb fremmende for forståelsen af det misbrugte barns hjælpeløshed.

Det væsentligste, der mangler nu, er en offentlig institution til alle børn. Ikke en, hvor børnene skal sendes hen, men en institution, der er deres helt egen, og som de kan gå hen til, maile eller ringe til, ligesom Børnetelefonen. Men den nye institution skal være en offentlig institution med alle de økonomiske midler og al den uafhængighed, man kan forestille sig, og med en pondus og prestige og børnetække, som gør ethvert barn til det, det er – noget ganske særligt. Og det er ikke svært at bemande institutionen, når man tænker på, hvor mange seriøst arbejdende mennesker der i dag tager hånd om børnenes ve og vel.

Emnet en børnenes ombudsmand har været diskuteret i alt for mange år, præcis som revselsesretten, der først i 1997 fik fjernet den allersidste rest af forældres ret til at slå deres børn. Nu må det være børnenes ombudsmand, der bliver en realitet.

Hvorfor er Danmark så længe om at etablere en så uhyre vigtig institution til de børn, som vi alle sammen påstår, vi gerne vil komme til undsætning? Spørgsmålet er lige så vanskeligt, eller lige så enkelt, at besvare, som hvorfor var vi så længe om at afskaffe revselsesretten. Dybest set drejer det sig om noget så alvorligt som respekt for mennesket – menneskebarnet.

På det mere jævne plan kunne argumentet mod en børnenes ombudsmand være, at børn hurtigt ville løbe en ombudsmand over ende. Men det argument holder ikke, da ombudsmandsinstitutionen er en kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning. Det vil sige, at barnet må igennem et og andet, før det henvender sig til sin egen ombudsmand.

Men nu er der sket det lykkelige, at Danmark har fået en børnenes minister: Christine Antorini er børne- og undervisningsminister, så nu må vejen være banet for børnenes egen ombudsmand.