Er det ikke utroligt, når du går på gaden, kan du blive ved med at møde mennesker, du aldrig har set før i dit liv og sikkert heller ikke kommer til at se igen? At det forholder sig sådan i New York, Paris og London er til at forstå. Men København. Helt ærligt. Og det efter du har boet i byen i snart fyrre år. Det er, som Poul Henningsen engang skrev om storbyen i 'Byens Lys':

»Hvad trækker folk til disse steder? Fra dette flammebål mod skyen? Derude var marker, gader og ro. Alligevel elsker vi byen. Hvad vil du vel på denne stentomt? Der er du tabt og anonym. Du møder kun vrimlende ensomhed her. Kom ind, du forsvinder i byen«.

Selvfølgelig er der mennesker og ansigter, der går igen. Folk, du bestemt synes, du har set før. Du kan bare ikke huske hvor. Folk, du kender ansigterne på, men som du aldrig har vekslet ord med. Folk, du af og til handler ind samtidig med i Netto eller Irma. Bekendtskaber fra tennisklubben eller svømmehallen.

Ind imellem på min færden gennem byen løber jeg også på gamle venner og mennesker, jeg tilbage i 1980'erne havde et endog meget nært forhold til. Et tilfældigt møde, som ingen af os ønsker. Alle sammen mennesker som ikke er mine venner længere.

Når jeg møder gamle venner på gader og stræder skete omtrent følgende. Selvfølgelig med små variationer:

Allerede på lang afstand registrerer vi hinanden, idet vi ser den anden nærme sig. Så prøver vi, om vi kunne undslippe ved at smutte ned ad en sidegade. Det sker, at vi må se i øjnene og acceptere, at et møde er uundgåeligt. Så lader ingen af os sig mærke med den andens tilstedeværelse. Ikke så meget som et venligt nik eller antydningen af et smil. Vi fryser vores ansigter til en ubevægelig maske. Hvis vi er heldige den dag at have solbriller på, er vores øjne beskyttede, så man ikke i vores øjne har mulighed for at se følelser eller sindsbevægelser. Endelig indtræffer det øjeblik, hvor vi hurtigt passerer forbi hinanden. Hurtigt med blikket rettet stift fremad.

Det fysiske ubehag, pinagtigheden, idet vi går forbi hinanden med få meters afstand, kulminerer i løbet af disse få sekunder.

Jeg tænker, at det er sådan, samfundet fungerer. Lige netop sådan er det, at samfundet skiller sig af med dets uønskede medlemmer. Samfundet (det vil sige os alle sammen) gør de fremmede, de gamle, de grimme, de utilpassede, de anderledes, de kriminelle usynlige. Samfundet behøver sådan set ikke engang gøre noget aktivt for at skille sig af med dets fremmedelementer, nej, blot ved at gøre de uønskede til ikke-eksisterende sociale væsener, og hver gang man støder ind i dem endnu en gang fastslå, at de ikke findes, er problemet sådan set løst.

LÆS OGSÅKampmanns datter skriver ujævn kærlighedserklæring til sin far

Udskilningen er en realitet. Og marginaliseringen er effektiv. De mennesker, der er udsat for den, vil i stadig stigende grad miste kontakten til det omgivende samfund. Der skal virkelig mirakler til, for at man igen kan blive lukket ind i varmen og få kontakt til det, vi kalder samfundet, og som flertallet af befolkningen gud ske lov i dagligdagen kan tage for givet.

Når mødet med den gamle ven er overstået, kan jeg (vi) endnu en gang ånde lettet op. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at det drejer sig om en gammel ven, som jeg faktisk holdt af, ja, elskede engang.

Jeg tænker på de samtaler, jeg havde med de samme mennesker for år tilbage, da min ven levede. Det var de unge år, de sjove år, de ubekymrede år, hvor der var fuld tryk på karrieren. De weekender, de aftener, vi har tilbragt i hinandens selskab.

Vi glædede os til at se hinanden. Vi var glade, entusiastiske, når vi var sammen. Og vi diskuterede kunsten, livet og kærligheden. Efter en god middag og flere flasker vin strakte samtalerne sig ofte til langt ud på natten, og vi brød kun op, når det begyndte at blive lyst.

De venner, der er fremmede i dag, var dengang i 1980'erne venner, jeg aldrig troede, jeg skulle miste. Hvorfor? Fordi vi var så nære. Fordi vi var så fortrolige. Fordi vi vidste alt om hinanden. Fordi vi én gang for alle havde lukket hinanden ind i hinandens liv. Fordi vi havde ubegrænset tillid til hinanden

Nu er vi ikke engang fremmede over for hinanden. Vi er nærmest fjendtlige. Vi føler ubehag over at se hinanden.

Jeg er selvfølgelig udmærket klar over, hvad der gik galt for mange år siden. Jeg gjorde noget utilgiveligt forfærdeligt ondt, oven i købet mod det menneske, jeg holdt allermest af. Det var udelukkende min skyld, det indrømmer jeg blankt. Efter den gerning blev jeg en anden og fik et stigma, som ikke er til at ryste af.

I dag er 1970'ernes og 1980'ernes venskaber historie. Ja, på en måde er det en hel livsform, der helt og aldeles har spillet fallit. I perioden 1968 til 1980 var familien out og vennerne in. Dengang mente vi, og dette i dyb alvor, at det var dine venner (ikke din biologiske familie), der var din egentlige familie. Vennerne var ikke kontrollerende, som familien var. De kom heller ikke med forbud. De fastholdt os ikke i gamle roller og handlingsmønstre.

Vennerne ville tvært imod sætte dig fri og give dig de maksimale udfoldelsesmuligheder. Grænser skulle brydes ned, så du kunne gøre præcis, hvad du havde lyst til. Det gjaldt studie og arbejde, det gjaldt kærlighed og erotik. I min omgangskreds var det ikke floskler, vi hjalp virkelig hinanden. Vi stillede op, hver gang der var brug for os.

I dag er den største tjeneste, jeg kan gøre mine gamle venner fra den tid, at gå forbi dem, som om jeg ikke kender dem. Jeg lader kort sagt som ingenting, selv om jeg stadigvæk i den grad er berørt. Det paradoksale er, at det mest taktfulde, det mest hensynsfulde, det mest respektfulde, jeg kan gøre i den situation, er at lade, som om mine gamle venner ikke eksisterer.

Det er ulykkeligt. Men livet går ubønhørligt videre. Der er, efter at mere end tyve år er gået, blevet plads til, at noget nyt kan vokse frem. Familie og nye venner, der ikke er involveret i fortidens traume, og som derfor er i stand til at se fordomsfrit på min fortid.

I dag har jeg ikke længere lige så store problemer med at gå på gaden som tidligere. For det meste føler jeg mig accepteret af andre mennesker og af samfundet. Men det hænder stadig, at jeg ikke føler mig accepteret. Det sker, når jeg møder spøgelser fra fortiden. I de sekunder, vi passerer hinanden, mødes vores øjne. Jeg når lige netop at registrere, hvordan en gammel ven har det i dag.

De ser heldigvis ud til at klare sig. De er kommet videre med deres liv. De står sikkert et helt andet sted i deres tilværelse i dag, end de gjorde for årtier tilbage. Det er jo snart så mange år siden, at vi var venner. Jeg står også et andet sted. Vi har udviklet os og sikkert i vidt forskellige retninger. Også jeg er en anden i dag, end jeg var dengang. Højst sandsynligt er mine gamle venner, ligesom jeg selv er det, et helt andet sted henne i deres liv.

Hvad ville vi egentlig have at tale om, hvis miraklet skete og vi af en eller anden grund standsede op og begyndte at udveksle bemærkninger? Ville jeg så kunne finde de rigtige ord? Ville det ikke blot blive krampagtigt, villet og overfladisk? På vej hjem tænker jeg på, hvad jeg kunne have gjort, hvad jeg kunne have sagt.

Kunne jeg måske have indledt en samtale med: 'Undskyld. Jeg er ked af, hvad der skete dengang. Jeg beder om forladelse. Jeg kan sagtens forstå, at du har det, som du har det med mig, at du ikke kan holde ud at se mig. Men kan du alligevel få det over dit hjerte at tilgive?'.

Er de ord ikke tomme og hule? For hvad kan jeg sige til de mennesker, jeg ved, jeg virkelig har såret og skadet? Mod hvem jeg har gjort det uoprettelige, det, der hverken kan repareres eller helbredes. Handlingen, som hverken kan bortforklares eller omfortolkes, men som kun efterlader skyld og anger og skam.

Hvad med: Mit hjerte bløder for dig. Eller lad os se, om det engelske sprog har bedre ord, der dækker denne tilstand: My heart reaches out for you.

Nej, også de sætninger klinger forkert i mine øre. De duer slet ikke.

Igennem årene har jeg konsulteret religionen for at finde mening i det meningsløse. Der fremgår det blandt meget andet, at det at forstå er et element i at tilgive, at nåden og tilgivelsen hænger uløseligt sammen.

»Gud ser i nåde til dig. Alt bliver tilgivet af bare nåde. Alle dine fejl, dine synder bliver i stedet lagt på Jesus. Jesus blod på korset renser dig for alt, hvad der var forkert i dit liv«.

Mange vil nok mene om mig, at Guds nåde er ufortjent, og at det er at slippe alt for let. Folk, der går ind for øje for øje eller tand og tand, eller som, ligesom jeg selv gør, mener, at retsbevidstheden ikke bør krænkes.

Simone Weil har i bogen 'Tyngden og nåden' (1948) skrevet: »Det er umuligt at tilgive den, der har gjort os ondt, hvis det onde fornedrer os. Begæret efter hævn er dybet set et begær efter at opnå en sand ligevægt. At søge ligevægten på et andet plan«.

Ikke spor mærkeligt, at alt peger på, at tilgivelse er umuligt i disse forhold mellem gerningsmand og offer. Jeg har (og ville have det) det på samme måde. Jeg har også meget svært ved at tilgive. Og jeg, som ellers skulle være den første til at gøre det. Det har været og er stadig svært nok at tilgive sig selv.

En klog ven skrev til mig for nu snart mange årtier siden, da jeg stadig var frihedsberøvet, at det eneste, jeg kunne håbe på i min situation, var mødet med det uventede og det ufortjente gode. Dvs. den tilgivelse, man ikke gør sig fortjent til, men som er en pludselig, mirakuløs gave, og som af den skyldige må opfattes som intet mindre end et under.

En ting er jeg nået frem til. Ingen kan bede et offer (eller en pårørende til et offer) om at tilgive ubetinget, af ren nåde. Så kan man tale nok så meget om, at gerningsmand og offer har en fælles interesse i gennem tilgivelse at lægge den skyld og den ødelæggelse bag sig for på den måde at komme videre med deres liv.

Når vi taler om tilgivelse i drabssager, er der virkelig noget, der ikke kan lade sig gøre, grænser, der ikke lader sig overskride. Ude i virkeligheden slipper jeg ikke af sted med et 'undskyld' og 'et tilgiv mig'. For jeg har gjort noget, der til evig tid ikke kan undskyldes og tilgives.

Anderledes stiller det sig i forholdet til min kone og mine børn. Der kan jeg i lange perioder leve med en slags sjælefred, netop fordi jeg ved, at det drejer sig om mennesker, der ikke blot har accepteret min fortid, men at de også har tilgivet den.

På det punkt viste det sig, at min kloge ven havde ret i sin profeti. Jeg kom til at møde det uventede gode. Det blev min ny familie, der blev mit møde med det uventede, ufortjente gode. Det, som i religiøs terminologi kan benævnes nåden.

FACEBOOKBliv ven med Politiken