Forkortet udgave af talen.

Oversættelse: Kasper Vieland Nielsen

Selv om den nuværende nationale bevidsthed i flere af Europas 40 nationalstater først blev skabt ret sent – sådan var det i Italien, i Grækenland og i Tyskland – har blodige krige overalt fundet sted igen og igen.

Set fra midten af Europa kan man fortolke den europæiske historie som en endeløs række af kampe mellem periferi og centrum og omvendt mellem centrum og periferi.

Når herskerne, staterne eller folkene i Europas centrum var svage, trængte dets naboer fra periferien ind i det svage centrum. Men hvis herskerne eller staterne i Europas centrum var stærke – eller hvis de troede, de var det – skete det omvendte, at de angreb periferien. Det skete allerede under korstogene, der i lige så høj grad drejede sig om erobringer og ikke blot var rettet mod Mellemøsten og Jerusalem, men også mod Østpreussen og de nuværende tre baltiske stater.

I nyere tid har vi oplevet det under krigen mod Napoleon og under Bismarcks tre krige i 1864 mod Danmark, 1866 mod Østrig Ungarn og 1870-71 mod Frankrig.

Det var det samme, vi oplevede under den anden trediveårskrig fra 1914 til 1945. Europas katastrofe, som blev fremprovokeret af Tyskland, rummede samtidig både de europæiske jøders katastrofe og den tyske nationalstats katastrofe. Og inden da havde polakkerne, de baltiske nationer, tjekkerne, slovakkerne, østrigerne, ungarerne, slovenerne og kroaterne oplevet den samme skæbne som tyskerne, for så vidt de i århundreder har lidt under deres centrale geopolitiske position i dette vort lille europæiske kontinent. Eller sagt på en anden måde. Igen og igen har vi tyskere ladet andre lide under vores centrale magtposition.

Jeg tror, at det for os tyskere er afgørende, at alle vores naboer – og dertil kan lægges næsten alle jøder i hele verden – husker holocaust og de uhyrligheder, der skete under de tyske besættelser.

Vi er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, at der hos næsten alle vore naboer stadig findes en latent mistro til os, og at denne mistro vil bestå i endnu mange generationer.

Også den nye tyske generation og dem, som kommer efter den, må leve med denne historiske byrde. Og vi, der lever i dag, må aldrig glemme, at det var mistroen til Tysklands fremtidige udvikling, der skabte den europæiske integration, som begyndte i 1950. De, der ikke har forstået dette oprindelige motiv til den europæiske integration, eller at dette motiv fortsat er et bærende element i integrationen, mangler en uomgængeligt forudsætning for at løse den nuværende yderst alvorlige krise i Europa.

Jo stærkere den daværende Forbundsrepublik blev i løbet af 60’erne, 70’erne og 80’erne, økonomisk, militært og med hensyn til politisk vægt, desto vigtigere blev den europæiske integration. Desto vigtigere blev for de europæiske politikere netop dette værn imod, at tyskerne endnu en gang lod sig forføre af magtpolitiske drømme.

Den oprindelige modstand fra Margaret Thatcher eller Mitterrand eller Andreotti i 1989-90 imod foreningen af de to tyske efterkrigsstater var entydigt begrundet i bekymringen for et stærkt Tyskland i centrum af vort lille europæiske kontinent.

De Gaulle og Pompidou fortsatte i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne den europæiske integration for at inddæmme Tyskland – men de ønskede også at inkorporere deres egen stat på godt og ondt.

Derefter førte den gode forståelse mellem mig og Giscard d’Estaing til en periode af fransk-tysk samarbejde og en fortsættelse af den europæiske integration, en periode, der efter foråret 1990 blev fulgt op med succes af Mitterrand og Kohl. Samtidig voksede Det Europæiske Fællesskab fra 1950-52 gradvist fra 6 til 12 medlemsstater i 1991.

Takket være det store forberedende arbejde af Jacques Delors (daværende formand for Europakommissionen) kunne Mitterrand og Kohl i 1991 i Maastricht vedtage planerne for en fælles europæisk valuta, euroen, som ti år senere, i 2001, blev til virkelighed. Og igen handlede det om den franske bekymring for et overmægtigt Tyskland – eller mere præcist: om en overmægtig D-mark.

I dag er euroen blevet den næstvigtigste valuta i verdensøkonomien. Denne europæiske valuta har både internt og eksternt vist sig at være mere stabil end den amerikanske dollar – og mere stabil, end D-marken var i det sidste årti af sin levetid. Al den snakken og skriven om euroens krise, som vi hører fra politikere, journalister og såkaldte eksperter, er mest af alt letsindigt sladder.

Siden Maastricht 1991-92 har verden imidlertid ændret sig enormt. Vi har været vidner til befrielsen af landene i Østeuropa og Sovjetunionens implosion. Vi har oplevet det, vi engang kaldte ’den tredje verden’, Kina, Indien, Brasilien og andre udviklingslandes, enorme vækst. Samtidig er størstedelen af verden blevet globaliseret, hvilket betyder, at næsten alle lande i verden er afhængige af hinanden.

Og hvad der også er særdeles vigtigt, er, at aktørerne på de globale finansmarkeder har tilranet sig en total ukontrolleret magt. Men samtidig og næsten ubemærket er menneskeheden eksploderet til over syv milliarder mennesker. Da jeg blev født, var der knap to milliarder. Vi taler om mere end en tredobling på én om end lang menneskealder. Alle disse ændringer har haft en enorm indflydelse på de europæiske folk, på deres stater og på deres velstand.

Samtidig ældes alle de europæiske nationer, og overalt falder indbyggertallet. I midten af det 21. århundrede vil der sandsynligvis leve ni milliarder mennesker på jorden, medens de europæiske nationer tilsammen kun vil udgøre 7 procent af hele verdens befolkning. 7 procent af ni milliarder!

Indtil 1950 havde europæerne i to århundreder udgjort 20 procent af verdens befolkning, men i de sidste 50 år er vi skrumpet relativt i forhold til Asien, til Afrika og til Latinamerika. På lignende vis skrumper også europæernes andel af den globale produktion, af menneskehedens værdiskabelse. Den vil frem mod 2050 falde til omkring 10 procent. I 1950 lå den på 30 procent.

For hver eneste europæiske nation gælder det, at de i 2050 kun vil udgøre en brøkdel af 1 procent af verdens befolkning. Det betyder, at hvis vi europæere har et ønske om at spille en rolle i verden, kan vi kun gøre det i fællesskab. De enkeltstående lande – det være sig Frankrig, Italien, Tyskland eller Polen, Holland eller Danmark eller Grækenland – måles ikke længere i procent, men kun i promille.

De europæiske staters langsigtede strategiske interesser nødvendiggør en integrerende sammenslutning. Denne strategiske interesse i en europæisk integration vil få stigende betydning. Indtil nu er de enkelte lande ikke særlig bevidste om dette. Og de bliver heller ikke bevidstgjort om det af deres regeringer.

Såfremt Den Europæiske Union i det kommende årti ikke lykkes med at få etableret en – om end også begrænset – fælles handlingskraft, vil man ikke kunne udelukke en marginalisering af de enkelte europæiske stater og den europæiske civilisation. Og husk, det vil være selvforskyldt. Lige så lidt vil man kunne udelukke en genopblussen af konkurrence- og prestigekampene mellem Europas stater.

Hvis det bliver tilfældet, vil den nuværende binding af Tyskland næppe længere fungere. Det gamle spil mellem center og periferi kunne igen blive en realitet.

Tyske forslag til grundlæggende ændringer af EU har altid været på sin plads. Sådan vil det også være fremover. Men vi bør ikke foregribe en al for fjern fremtid. Og traktatændringer vil alligevel kun delvis kunne korrigere de kendsgerninger, mangler og fejl, som blev virkelighed i Maastricht for tyve år siden.

De forslag, som i dag bliver fremlagt om ændringer i den gældende Lissabontraktat, forekommer mig ikke særligt hensigtsmæssige i den nærmeste fremtid, især ikke når man husker tidligere vanskeligheder med nationale ratifikationer eller folkeafstemninger.

Jeg er derfor enig med den italienske præsident, Napolitano, da han i en bemærkelsesværdig tale i slutningen af oktober foreslog, at vi i den nuværende situation fokuserer på det, som er nødvendigt at gøre, og kun det. Og at vi i den forbindelse udnytter de muligheder, som den nuværende traktat giver os – især til styrkelse af de budgetmæssige regler og den økonomiske politik i eurovalutaområdet.

Den nuværende krise i de EU-institutioner, som blev skabt i Lissabon, må ikke fortsætte. Med undtagelse af Den Europæiske Centralbank har disse institutioner – Europaparlamentet, Det Europæiske Råd, kommissionen og ministerrådet – kun bidraget meget lidt til løsningen af såvel finans- som gældskrisen.

På et vigtigt punkt er jeg enig med Jürgen Habermas, nemlig da han for nyligt udtalte, »at vi for øjeblikket for første gang i EU’s historie oplever en nedbrydning af demokratiet«. Virkeligheden er, at ikke kun Det Europæiske Råd inklusive dets formand, men også kommissionen, herunder formanden, og diverse ministerråd, ja, hele bureaukratiet i Bruxelles, alle har de i fællesskab skubbet det demokratiske princip i baggrunden.

Dengang vi indførte stemmeret til Europaparlamentet, troede jeg, at parlamentet efterhånden selv ville skaffe sig den nødvendige pondus. Jeg tog fejl. Indtil nu har det ikke haft nogen indflydelse på krisens løsning. Og forklaringen på dette er, at dets vejledninger og beslutninger indtil nu har manglet offentlig gennemslagskraft.

Det, der er sket, er jo, at nogle tusinde finanskøbmænd i USA og Europa, plus nogle ratingbureauer, har taget de politisk ansvarlige regeringer i Europa som gidsler. Det er usandsynligt, at Barack Obama vil gøre ret meget ved det. Det samme gælder for den britiske regering. Realiteterne er tværtimod, at efter regeringerne i hele verden i 2008-09 med garantier og skatteydernes penge reddede bankerne, har den samme flok af højt intelligente, men psykoseramte finansmanagere igen taget fat på deres gamle spil om profit og bonusser.

Når ingen andre vil gøre noget, må deltagerne i eurosamarbejdet skride til handling. Og grundlaget for det findes i den nuværende EU-traktat fra Lissabon, nemlig i artikel 20. Der er det udtrykkeligt formuleret, at to eller flere EU-medlemsstater »kan etablere et udvidet samarbejde«.

Under alle omstændigheder bør de stater, som deltager i den fælles europæiske valuta, indføre omfattende reguleringer af eurolandenes finansmarkeder. Fra skel mellem normale banker og investerings- og skyggebanker til forbud imod ’short sellings’ af værdipapirer, forbud mod handel med derivater, medmindre de er direkte tilladt af de officielle børstilsyn, effektive indskrænkninger i ratingbureauernes virksomhed og så videre.

Selvfølgelig vil den globaliserede banklobby endnu en gang mobilisere en voldsom modstand for at forhindre det. Indtil nu er det lykkedes dem at undgå enhver gennemgribende regulering. Hidtil er de lykkedes med at få bragt de europæiske regeringer i en række tvangssituationer, hvor de har måttet opfinde redningsskærme – der dernæst er blevet brugt som løftestænger til endnu flere og endnu større redningsaktioner.

Det er på høje tid, at vi forsvarer os mod dette. Hvis vi europæere har modet og styrken til en gennemgribende regulering af de finansielle markeder, kan vi blive et område præget af stabilitet. Men hvis vi svigter, vil Europas styrke fortsætte med at mindskes, og verden vil udvikle sig i retning af en uhellig alliance mellem Washington og Beijing.

I eurozonens nærmeste fremtid bliver alle de indtil nu annoncerede tiltag nødvendige. Herunder hører redningsfondene, gældsgrænserne og kontrollen med dem, en fælles økonomi- og finanspolitik samt en vifte af passende nationale tiltag – skattepolitik, udgiftspolitik, socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik. Men samtidig vil en forøgelse af den offentlige gæld på det fælles plan være uundgåelig.

Vi tyskere bør ikke afvise dette af nationalegoistiske grunde. Vi bør ikke under nogen omstændigheder propagandere for en ekstrem deflationspolitik i Europa. Jacques Delors har ret, når han kræver, at der hånd i hånd med saneringen af budgetterne skal findes penge til etablering af vækstfremmende projekter. Uden vækst, uden nye arbejdspladser kan ingen stat sanere sit budget.

De, der tror, at Europa kun kan genvinde sin sundhed via besparelser, burde tvinges til at studere de skæbnesvangre konsekvenser af Heinrich Brünings (tidligere tysk kansler) deflationspolitik 1930-32. Den udløste en økonomisk depression og en ubærlig grad af arbejdsløshed, som blev indledningen til det første tyske demokratis undergang.

Til slut, kære venner. Europa vil, også i det 21. århundrede, være et kontinent kendetegnet ved en række nationalstater, hver med mit sit eget sprog og sin egen historie. Europa bliver ikke til nogen føderal stat. Men modsat må Den Europæiske Union heller ikke degenerere til blot at være en løs sammenslutning af stater. Den Europæiske Union må forblive et dynamisk forbund, som hele tiden udvikler sig.

Der findes i hele menneskehedens historie ikke et eksempel på noget lignende. Vi socialdemokrater må bidrage til den gradvise udfoldelse af dette enestående forbund. Jo ældre man bliver, jo større bliver éns tidshorisont. Når jeg ser tilbage på 1945 eller 1933 – dengang var jeg 14 år gammel – forekommer de fremskridt, vi indtil i dag har opnået, mig næste uforståelige.

De fremskridt, som Europa har oplevet siden Marshallplanen i 1948, siden Schumanplanen i 1950, og dem, som vi har oplevet takket være Lech Walesa og Solidarnosc, takket være Vaclav Havel og Charter 77, takket være de tyskere i Leipzig og Østberlin, der skabte genforeningen. Det er næsten uforståeligt.

At vi i dag i størstedelen af Europa kan glæde os over fred og overholdelse af menneskerettighederne, det kunne vi ikke forestille os, hverken i 1918, 1933 eller 1945. Og derfor skal vi arbejde og kæmpe for, at Den Europæiske Union overvinder sin nuværende svaghed og på ny genfinder sin stabilitet og selvbevidsthed.