Jeg har tilbragt et par måneder i helvede, stedet uden håb.

Indtrykket fra flygtningelejre i Haiti, Kenya og Libanon sidder i min bevidsthed. Jeg græder uden tårer, og jeg har svært ved at kontrollere min vrede.

Den umiddelbare årsag til, at jeg sammen med journalist og tilrettelægger Claus Pilehave begav mig ind i infernoet var den hollandske journalist og forfatter Linda Polmans bog ’The Crisis Caravan – what’s wrong with humanitarian aid’. Vi søgte svar på det samme spørgsmål, som Linda Polman bruger som undertitel: Hvad er galt med nødhjælpen?

Jagten førte os gennem samtaler med en snes danske og udenlandske nødhjælpseksperter og til nogle af verdens fattigste egne: Port-au-Prince, Le Cayes og Corail i Haiti; Nairobi og støvede landingspladser i Garissa og Dadaab i det nordlige Kenya. Og flygtningelejre i Libanon med navne, der lyder som signaler fra en svunden, grum tid, men ikke er det: Shaba, Shatila, Saida.

Nødhjælp har altid været problematisk. Det humanitære imperativ tilsiger, at du skal hjælpe Næsten, uanset hvad. Det humanitære dilemma er, at du for at kunne hjælpe først må hjælpe dig selv. Falder trykket i kabinen fortæller stewardessen dig, at når iltmaskerne pludselig dingler fra loftet, skal du tage din egen på, før du hjælper dit barn.

Stærke, effektive, erfarne og vidende nødhjælpsorganisationer er altså nødvendige, for at hjælpen kan gives og fordeles effektivt, når katastrofen rammer.

Ser man på tallene skulle man umiddelbart tro, at det også er tilfældet. Den humanitære hjælpeindsats i tilfælde af katastrofer er i dag så omfattende, at de ramte kan regne med at få besøg af ikke bare en række ingoer (International Non Governmental Organizations) som Røde Kors, Oxfam, US-Aid og Caritas, men også en halv snes FN-organisationer og et ukendt antal lokale ngo’er.

En større katastrofe tiltrækker i dag gennemsnitligt omkring 1000 nationale og internationale hjælpeorganisationer, men tallet kan være betragteligt højere. Ifølge UNDP eksisterer der på verdensplan mere end 37.000 ingoer. De gode hjerter banker med sjælden styrke i disse år.

Pengene er der tilsyneladende også. OECD har et årligt udviklingsbudget på 120 milliarder dollar og stiller hvert år over 11 milliarder dollar til rådighed for ekstraordinære humanitære indsatser. Indsamlingskampagner gennemført af kirkelige organisationer, andre frivillige virksomheder og lokale grupper øger hvert år puljen med adskillige milliarder dollar. Dertil kommer ekstraordinære donationer, som kan være overdådige. Nødhjælp er blevet en forretning på størrelse med et af de store olieselskaber.

Det er problemet. Humanitær hjælp er i processen blevet en forretning, »… hvor karavaner af organisationer følger pengestrømmen og konkurrerer med hinanden om at få fingre i den største andel af milliarderne«, siger Linda Polman.

Overraskende mange i branchen er enige med hende. Eller som den danske Røde Kors-chef Anders Ladekarl så bramfrit har formuleret motivet: »Når der kommer lig på bordet, kommer folk til lommerne«.

Det er i sig selv problematisk, for det betyder, at områder uden lig på bordet, men i stor ulykke, glemmes. Desuden tyder vores research på, at selv om pengene kommer, er det ikke altid, de bruges fornuftigt.

Det har mange grunde, og i de allerværste tilfælde er der tale om kriminel adfærd. I Haiti sulter børn på ngo-børnehjem grundlagt for indsamlede midler efter jordskælvet, fordi de ikke får tilstrækkelig mad, oplyste UNICEF. I Nairobi fortalte en kender af konflikten i Somalia, konsulent Joakim Gundel, at i Mogadishu styrer fire forbryderiske klaner fordelingen af nødhjælpen på en måde, som sørger for, at de selv tjener på den.

LÆS OGSÅRøde Kors opnår nødhjælpsaftale med militant gruppe

I Beirut hørte vi beretninger om et helt hospital, som står tomt, fordi de kuwaitiske donorer havde ladet dem opføre, men undladt at give penge til driften. (Skulle pengene dukke op, ville det i øvrigt ikke komme palæstinensiske læger til dels. Den libanesiske regering har i årevis forbudt dem at bruge deres uddannelse til andet end manuelt arbejde).

Det er spild, men ikke forbryderisk, at give nødlidende et hospital, som ikke fungerer. Det er heller ikke forbryderisk at sende polartelte, sko med stilethæle og viagra til ofrene for en flodbølge i Thailand. Det er heller ikke ulovligt at love donorerne at bygge 5000 hytter for jordskælvsramte, bygge 2000 og så skride, når pengene slipper op. Det er heller ikke forbryderisk at holde ’workshop’ om sekulære kønsrollemønstre for unge muslimske mænd i en palæstinensisk flygtningelejr, hvor der hverken er job, vand eller elektricitet.

»Fuck, jeg gad ikke høre på hendes pis«, brummede en ung palæstinensisk rapper efter at have deltaget i kønsrolleworkshoppen. Vi sad og spillede skak i en kælder i Beirut. Netop, som han sagde det, gik lyset ud for 117. gang. Lokummet virkede heller ikke. Og han er kun ordentlig mæt, når den månedlige pengeoverførsel fra broderen i Haderslev kommer. De nødlidende siger, at der er noget galt med prioriteringen.

Der er to vigtige grunde. På det jordnære plan, derude hvor hjælpen foregår og fordeles, mangler der fælles, etiske retningslinjer, og der er for mange amatører i branchen. For at arbejde i et nødhjælpsområde burde en ingo leve op til et sæt fastlagte internationale regler for sin adfærd, være registeret og accepteret af den lokale myndighed og i øvrigt være tvunget til at have erhvervet sig et certifikat a la den ’Master of Disaster’-uddannelse, som Peter Kjær Mackie Jensen har oprettet på KU.

Svigt er det første ord, der melder sig, når jeg skal beskrive de svar, vi fik, da vi spurgte, hvad der var galt. Uanset om vores samtaler handlede om indsatsen i Haiti, på Afrikas Horn eller i Libanon, var meldingen, at der er et misforhold mellem, hvad vi lover, og hvad vi gør. Vi svigter. Korrupte, ekstremt voldelige terrorister og banditter svigter. Vore politikere svigter, nødhjælpsorganisationerne svigter, og de mennesker, som nødhjælpen er tiltænkt, svigtes – men svigter lejlighedsvis også selv, fordi de tillader sig selv at blive langtidsafhængige af nødhjælpen.

Haiti, som vi bruger to programmer på, er det mest aktuelle eksempel på, hvor meget en international nødhjælpsoperation kan køre af sporet. Den lille nation blev i januar 2010 ramt af et jordskælv, som gjorde 1.6 millioner hjemløse. Politikere var ved at falde over hinanden for at komme ind og blive fotograferet med et reddet barn ved hånden. Af samme grund lukkede lufthavnen i nogle timer, hvorved livsvigtigt redningsmateriale blev forsinket. Men det virkede, troede man. Haitianerne fik hurtigt løfter om et astronomisk beløb på omkring 11 milliarder dollar fra familien af donornationer, inklusive Danmark.

Hvor disse penge er blevet af fortaber sig i det uvisse. Clinton-kommissionen, som blev sat til at bestyre de statslige bidrag, blev for et par måneder siden og i al ubemærkethed opløst, og kun omkring 20 procent af pengene er kommet til en eller anden form for gavn i det haitiske samfund. Resten er aldrig blevet udbetalt. 600.000 bor i lejre, der bærer mistænkeligt præg af at være permanente. Koleraen har bidt sig fast.

Ben Smilovitz, som leder en lille Washington-baseret organisation, har prøvet at finde ud af, hvor de private indsamlingsmidler er gået hen. Han har nu lavet to undersøgelser, og trods ngo’ernes ekstreme uvillighed til at blive kikket i kortene er han nåede frem til, at halvdelen af de cirka 3 milliarder stadig står på ngo’ernes bankkonti. I mellemtiden taler haitiske politikere om en strålende fremtid og med en retorik så forløjet, at den vil forbløffe selv danske spindoktorer. På pladsen foran det sammenstyrtede præsidentpalads i Port-au-Prince er budskabet derefter:

»Gå ad helvede til. I har stjålet vores penge«.

Der blev givet for store løfter. Sværmen af ngo’er skabte kaos. De basale opgaver såsom oprydning, sanitet og kolerabekæmpelse blev ofret til fordel for mere sexede opgaver eller gik til i korruption, ligegyldighed og fordomme. Koordineringsmøderne gik i opløsning. »De endte med at blive holdt på et sprog (engelsk), som de fransk- og kreolsktalende haitianerne ikke forstod«, fortæller Røde Kors-chef Peder Damm.

Endnu vigtigere er, at det såkaldt ’internationale samfund’ trods talrige fortilfælde stadig ikke er blevet enig med sig selv om, hvordan man praktiserer respekten for den nationale suverænitet i et katastroferamt land, der ikke med nogen rimelighed kan hævdes at være i stand til at håndhæve den.

I Haiti kostede det liv. Havde Ivan Gates’ ’Læger uden Grænser’ og den cubanske nødhjælpsbrigade ikke været til stede i koleraepidemiens første fase, ville endnu flere været døde, fordi de lokale hospitaler ikke ville have noget at gøre med patienterne.

Den, der kunne have givet dem ordren om at tage sig af dem, var præsident Preval. Han sad på den danske FN-koordinator Jesper Holm Lunds kontor – uden skrivebord, uden computer, uden noget som helst. Kunne han være blevet hjulpet? Ja, men det krævede, at Lund havde overladt ham sit operationscenter – hvilket han i dag fortryder, at han ikke gjorde.

Men også her er der forskelle i opfattelsen af, hvilken lære der skal drages. Mens Holm Lund har konkluderet, at nødhjælpsorganisationerne under alle omstændigheder skal arbejde under en suveræn regering, gik Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp til daværende udviklingsminister Søren Pind og bad han tage initiativ til, at FN fik langt større beføjelser i en sådan situation. Pind sagde nej.

Råbet på Sct. Mars-pladsen i Port-au-Prince og den bitre bemærkning i kælderen i Beirut rejser spørgsmålet om, hvordan ngo’erne opfattes. Joakim Gundel, en dansk konsulent og analytiker, som bor i Nairobi, hvor der er flere ngo-folk pr. kvadratkilometer end noget andet sted i verden, hævder, at en del af problemet skyldes, at ngo’erne tvinges til at samarbejde med kriminelle organisationer for at få hjælpen frem. I processen har de mistet deres etiske kompas. De producerer papirarbejde, som viser, at alt er i orden, men mellemmænd sørger for, at en del af pengene går i de forkerte lommer.

Mistanken øges af deres livsstil, status og adfærd (de er skattefri, kører tit i store, luftkonditionerede firhjulstrækkere) og jo længere de er der, jo mere befæstes indtrykket, at det at være nødhjælpsarbejder er en karriere, ikke et midlertidigt kald.

De nødlidende får mistanken, at nødhjælpsarbejderne ikke bare forenkler situationen; de fortæller heller ikke, at det er de grundlæggende konflikter og mangel på langsigtede løsninger i de enkelte, katastroferamte samfund, ikke sulten og ulykken, der er roden til problemet. Når det brænder på, overlader de styringen af hjælpen til de lokale ngo’er, men tilfører dem angiveligt ikke de nødvendige midler.

LÆS OGSÅNødhjælpschef: Organisationer pynter på sandheden

Det har nu resulteret i eksempler på sult inden for Dadaab-lejrens grænser, siger kendere af situationen. I Kenya har det spændte forhold mellem de internationale og de nationale græsrodsorganisationer, ingoerne og ngo’erne medført, at chefen for Kenyansk Røde Kors Abbas Gullet åbenlyst siger, at han agter at lave sin organisation om til en forretning, skabe indtægter ved at bygge hoteller og konferencefaciliteter og hente pengene hos lokale donorer:

»Jeg er dødtræt af at tigge jer om penge«.

Internationale nødhjælpsarbejdere er forpligtet på princippet: »Gør ingen skade«. Prøv selv at forestil dig opgaven. Den ligger i en flygtningelejr i Sudan eller Kenya. Du gør, hvad du kan for at hjælpe ofrene, men soldater, lokale forretningsmænd eller terrorister udnytter dig. De kræver penge for hver eneste brønd, du graver, pålægger dig skyhøje skatter eller afgifter på de sække med ris eller ladninger af telte, som du får fløjet ind. De tager selv en del af forsyningerne, sælger en anden del og fordeler så resten. Pengene bruger de til at købe våben, ammunition og sprængstoffer, som de bruger til enten at drive dig ud af lejren eller drive andre ind i den.

Hvad gør du?

Konkluderer du, at det ikke længere er muligt at klynge sig til Røde Kors-principperne, pakker sydfrugterne og drager til et andet sted, hvor din indsats er mere værdsat? Eller bliver du, tappert fastholdende princippet om, at bare du redder ét liv, er humanitær hjælp bedre end intet?

Eller går du stille med dørene, for at donorpengene skal blive ved med at flyde? Nogle mennesker bliver jo reddet. Nogle børn dør ikke.

Under den såkaldte ’krig mod terror’ har der i de senere år rejst sig problemer, som ikke var forudset, da den schweiziske calvinist Henri Durant i midten af 1800-tallet under slagordet ’Tutti fratelli’ – ’Vi er alle brødre’ formulerede de humanitære principper, som senere blev grundlaget for Genèvekonventionerne. Den betingelsesløse hjælp til de nødlidende var nøglen.

Nødhjælpsorganisationer, som tilsluttede sig Røde Kors-principperne, lovede neutralitet (ingen samarbejde med en part til fordel for en anden), uvildighed (hjælpen skulle gives, hvor nøden var størst) og uafhængighed (af geopolitiske, militære og andre interesser). Humanitære nødhjælpsarbejdere hjælper hvor, når og hvem som helst. Tutti fratelli.

Florence Nightingale, en anden af tidens store nødhjælpsarbejdere, mente, at synspunktet var absurd og kun kunne være udtænkt i en lille stat, som aldrig havde været i krig. Hun havde en pointe, og den er blevet meget stærkt markeret i ’krigen mod terroren’. De krigsførende nationer, heriblandt den danske, siger nemlig åbenlyst, at nødhjælpen er sikkerhedspolitik – forstået som et redskab, der bruges i den nationale interesse.

I Afghanistan er det så ekstremt, at mange nødhjælpsorganisationer ikke vil arbejde i området, fordi de ikke vil under militærets beskyttelse. Edwards, en ældre samaritaner, som jeg mødte uden for Dadaab-lejren, sagde: »Vi er alle mennesker. Vi ligner hinanden. Men opdager vi en Al Shabaa-kriger i lejren, rapporterer vi det til myndighederne«.

Er der løsninger? Ja. I FN’s koordineringsenhed (OCHA) og i Danmark (ISOBRO) er der taget initiativer til at skabe de efterspurgte, ensartede retningslinjer og den nødvendige gennemskuelighed og accountability. Men kun to danske organisationer, Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp, har den højeste certifikation (HAP), og ude i verden er der tusinder af ingoer, som aldrig har hørt om disse krav.

Her er der ikke tale om Gode Hjerter, men om brodne kar, der mangler de afgørende egenskaber for at kunne lave godt nødhjælpsarbejde: Professionalisme, erfaring – og respekt for den, du hjælper.

FACEBOOKBliv ven med Politiken