21. december 1941 var nogle drenge samlet for at planlægge juleafslutningen for deres mellemskoleklasse på Aalborg Katedralskole.

En af drengene, Knud Pedersen, havde gennem længere tid argumenteret blandt klassekammerater for, at man skulle yde aktiv modstand mod tyskerne og vise sin utilfredshed med den danske samarbejdspolitik.

De tilstedeværende vedtog at starte en klub, der skulle genere tyskerne mest muligt og søge at fremprovokere et opgør med samarbejdspolitikken. Mødet blev holdt i Aalborg Kloster, hvor Knud Pedersens far var præst ved klosterkirken. Klostret blev efterfølgende gruppens tilholdssted, hvor man også gemte stjålne, tyske våben.

En ældre bror, Jens, der gik i 1. g på samme skole, deltog også i stiftelsen af sabotageklubben, som de navngav efter Churchill, fordi han for drengene var det gode eksempel, der hele tiden havde stået fast over for tyskerne.

Man ville fremprovokere ’norske tilstande’, og drengene solidariserede sig med de norske studenter, der spillede en markant rolle i den norske modstand. Under forhørene efter drengenes arrestation slog de flere gange fast, at de var nødt til at gøre noget, når de voksne forholdt sig passive.

Der kom flere med i klubben – de fleste fra Knud Pedersens mellemskoleklasse på Katedralskolen, men der kom også en dreng på kun 14 år med i klubben. For at komme med i klubben skulle man fremvise et stjålet tysk våben; dermed ville man selv havne i fedtefadet, hvis man sladrede om gruppen og dens aktiviteter.

Churchill-klubben fik endvidere en afdeling i Brønderslev med tre unge mænd på 20, 24 og 26 år, mens Aalborgdrengene var fra 14 til 17 år.

I starten havde drengene store sabotageplaner – der skulle fremstilles sprængstoffer, produceres propagandamateriale mv., men det blev især til våbentyverier fra garderoberne på byens konditorier, mens tyskerne sad og nød livet ved den danske flødeskumsfront inde i konditoriet.

Endvidere blev der ødelagt tyske skilte, malet pile på spidserne af de hagekors, man ubemærket kunne komme i nærheden af, og pillet med skruetrækkere ved ubevogtede tyske biler. Efter nogle måneder blev aktionerne efterhånden mere omfattende: Der blev udøvet effektivt hærværk og påsat ild på kontoret hos en værnemager, der blev sat ild til jernbanevogne, og våbentyverierne blev frækkere og mere omfattende.

8. maj fik det danske politi opklaret de mange sabotagehandlinger, der var blusset op i Aalborg i marts og april måned, og 11 medlemmer af Churchill-klubben blev arresteret.

Det var held i uheld for drengene, at det danske politi kunne afsløre gruppen, og der blev fra de danske myndigheders side gjort store anstrengelser for at sikre, at sagen fortsat kunne blive på danske hænder. Man undgik udlevering til en tysk militærdomstol, og hermed var den af drengene forhadte samarbejdspolitik paradoksalt nok en vigtig årsag til, at de fik en mildere straf, end det blev senere drengesabotører til del. Royal Air Force Klubben fra Odense, som Churchill-klubben havde nær kontakt med, blev først arresteret i juni 1943, og flere af dem blev sendt til Tyskland, hvor to af dem døde i tysk fangenskab.

Selv om det var det danske retsvæsen, der dømte i sagen mod Churchill-klubben, var tyskerne med på sidelinjen og sagde god for dommene, som set med nutidens øjne kan synes urimeligt hårde, men i virkeligheden slap Aalborgdrengene som nævnt forholdsvis billigt. Straffene lød på fra halvandet års fængsel til tre års fængsel, mens den 14-årige dreng undgik fængsel – de færreste brød sig om at se børn blive sat i fængsel, og tyskerne, der gerne ville have ro i mønsterbesættelsen, accepterede derfor de forholdsvis milde straffe.

De unge mænd fra Brønderslev fik længere straffe pga. deres højere alder: To blev idømt fem års fængsel og den tredje fire et halvt år. Mens disse tre unge mænd sad i arresten i Aalborg, tillod de sig selvbestaltet udgang ved at save tremmerne i cellevinduet over og krybe ud, når det blev mørkt. Det betød, at de kunne fortsætte sabotagehandlingerne og vende tilbage til cellen med alibiet i orden.

De fortsatte sabotagehandlinger og springturene betød en alvorlig skærpelse af deres straffe med henholdsvis 10 og 15 år, ligesom en lillebror og en far blev idømt fængselsstraf på hhv. halvandet år og seks måneder for medvirken. De natlige ture bidrog til mytologiseringen af klubben, fordi den usandsynlige historie viste, hvordan myndighederne blev holdt for nar af nogle initiativrige unge mænd. Til gengæld morede tyskerne sig ikke, og på grundlag af mistanke om sammensværgelse blev selv politimesteren i Aalborg afhørt for at have haft kendskab til de unges natlige udflugter uden at gribe ind.

Samtidens syn på Churchill-klubben var af gode grunde sammensat. Drengenes sabotagehandlinger, der i dag nok ville blive betegnet som hærværk, var en plet på mønsterbesættelsen, hvilket stemte fint overens med drengenes ønske om et opgør med samarbejdspolitikken.

Deres aktioner og de efterfølgende undersøgelser gav da også anledning til alvorlige gnidninger og problemer mellem de danske myndigheder og besættelsesmagten, men regeringen og myndighederne bøjede af i forholdet til tyskerne, så Churchill-klubben fik ikke det ønskede opgør med samarbejdspolitikken – tværtimod prioriterede de danske myndigheder det højt at beskytte drengene mod besættelsesmagten.

Den danske regering var bekymret for, om den begyndende sabotage i Danmark kunne bringe samarbejdspolitikken i fare. Det gik så vidt, at justitsminister Thune Jacobsen besøgte drengene fra Churchill-klubben i Nyborg Statsfængsel for at forklare nødvendigheden af den danske regerings politik. Et besøg, som drengene ifølge flere erindringer var noget mystificerede over for, men Churchill-klubben havde ramt et ømt punkt, og det krævede tilsyneladende retfærdiggørelse fra regeringens side.

Under afhøringerne og mentalundersøgelserne var der også flere myndighedspersoner, der forsøgte at hjælpe drengene og lægge dem ord i munden, så deres sabotagehandlinger ikke syntes så gennemtænkte og bevidste. Forsøgene på at hjælpe dem i disse situationer skyldtes sandsynligvis drengenes unge alder, men det kan også have haft betydning, at de alle kom fra gode, borgerlige hjem, så det var en sag, der gav rystelser ind i byens bedre borgerskab til stor undren for mange.

Familierne var virkelig kede af drengenes handlinger, og sagen kom som en stor overraskelse, skrev byrådet i en beklagelse til den tyske general Lüdke. En af drengene var søn af kommunaldirektøren, en anden af en kaptajn, der var en grosserersøn, en søn af en fuldmægtig foruden de to præstesønner.

Eftersom man ikke kunne bebrejde hjemmene, blev der gjort andre forsøg på at finde en forklaring på, at disse drenge trodsede alle formaninger og påbud om at vise rolig adfærd og respektere henstillingerne fra kongen og statsministeren. Der blev kort tid efter arrestationen foranstaltet undersøgelser af, hvorvidt skolen kunne have påvirket drengene i den forkerte retning. Undervisningsinspektør Højberg Christensen konkluderede, at rektoren på Aalborg Katedralskole var meget national og engelskvenlig, men at han generelt styrede skolen ’uangribeligt’. Lærere og rektor fik dog af undervisningsinspektøren en alvorlig påmindelse om, at man skulle passe meget på i fremtiden.

Det viste sig imidlertid, at tyskerne ville have statueret et eksempel, og der kom ifølge undervisningsinspektøren besked direkte fra Berlin om, at undervisningsministeren, hvis han ville vise sig sin post værdig, skulle sørge for at få rektoren fjernet. Rektor Galster undgik at blive fyret, man han blev sendt på tvungen orlov og skulle forlade byen.

De danske myndigheder bøjede altså af for det tyske pres for at fastholde samarbejdet med tyskerne, og undervisningsministeren kunne fortsætte på posten, mens ansvaret for Churchill-klubben var placeret hos skolen og dens rektor.

Det var imidlertid kun de få drenge, der var med i Churchill-klubben, der reagerede mod besættelsesmagten inden sommeren 1942, så gruppens opståen kan næppe alene skyldes rektorens taler og den antityske stemning på skolen, selv om det altså blev den tyske begrundelse.

Sandsynligvis var det helt afgørende for, at disse drenge fandt sammen, at de to drenge, Jens og Knud Pedersen, begyndte på Aalborg Katedralskole efter at have lavet noget lignende i Odense. Der var som nævnt allerede en stærk national stemning på skolen, og der var god grobund for at samle en sabotagegruppe.

Der var desuden forholdsvis mange tyske soldater i Aalborg pga. lufthavnen, hvorfra der var forbindelse til det besatte Norge. De fyldte ikke bare i gadebilledet, på byens konditorier og i forretninger – tyskerne havde også jævnligt deres gang på Aalborg Katedralskole, hvor skolens gymnastiksale blev brugt som midlertidig indkvartering for soldater, der skulle til eller fra Norge.

Der havde frem til Churchill-klubbens start været flere sammenstød på skolen med de tyske soldater – mest dramatisk, da nogle tyske soldater efter påbud fra skolens ledelse ikke ville flytte sig fra skolegården, hvor de havde en god udsigt til pigerne, der spillede langbold. Skolens rektor blev truet ganske voldsomt både af soldaterne og deres officerer, og eleverne var vidner til en stor del af optrinene. Så brødrene Pedersen fandt på Aalborg Katedralskole nogle ligesindede, der var parat til at ’punktere sofacyklen’ og tage opgøret med samarbejdspolitikken.

Da Churchill-klubben blev afsløret, var der ifølge flere af de notater, som rektor Galster indsamlede, mange af skolekammeraterne, der opfattede sabotagehandlingerne som dumdristige og uforståelige, men der var også adskillige, der naturligt nok solidariserede sig med de fængslede kammerater og beundrede deres indsats. Trods de officielle formaninger, som man på skolen skulle give til eleverne, kom diskussionerne for og imod sabotage naturligvis til at fylde meget.

Efter at dommene faldt i juli 1942 og der i øvrigt begyndte at komme mere organiseret modstand, blev holdningen på Aalborg Katedralskole yderligere radikaliseret, og der var forholdsvis mange, som deltog aktivt i modstandsarbejdet, ligesom skolen især i det sidste halve år af besættelsestiden prøvede at støtte modstandsfolkene på skolen ved f.eks. at åbne flugtveje, fjerne protokoller og skabe forvirring med ekstraordinære frikvarterer ved Gestapo-razziaer. Churchill-klubben fremhæves desuden af flere modstandsfolk i landet som en vigtig inspirationskilde, fordi man fandt det beskæmmende, at modstandskampen skulle sættes i gang af en flok drenge.

I eftertiden blev historien om de modige og lidt dumdristige drenge fra Aalborg mytologiseret. Den er blevet fortalt for flere generationer af børn og unge blandt andet gennem Knud Pedersens beretninger. Den første af Pedersens bøger blev skrevet kort tid efter befrielsen og har en friskhed og måske også lidt kæphøj tone, som man kan have, når alt er gået godt, og man er kommet nogenlunde helskindet igennem på den anden side af såvel fængselsophold som efterfølgende sabotagearbejde.

Pedersens bog blev læst som en spændende roman – en historie, der fascinerede, fordi børn i efterkrigstidens Danmark kunne identificere sig med de idealistiske og frække drenge. Senere kom der flere bøger fra Knud Pedersen, hvor andre aspekter blev inddraget af Churchill-klubbens historie med blandt andet breve fra fængselsopholdet, et udførligt uddrag af de samtidige kilder samt den modne mands refleksioner over ungdomstidens risikable udfoldelser.

Historien om Churchill-klubben blev altså hovedsagelig fortalt af de involverede selv – dog med en fyldig dokumentation fra myndighedernes kilder i en af bøgerne.

Allerede under krigen blev historien om drengenes bedrifter også fortalt i en amerikansk tegneserie, og efter krigen var der igennem mange år planer om at filmatisere historien. I 1991 kom filmen og bogen ’Drengene fra Sct. Petri’, der er inspireret af Churchill-klubben, om end der er væsentlige forskelle til virkelighedens sabotagegruppe.

Til gengæld skrives Churchill-klubben ind i en parentes i de forskellige værker om Danmark under besættelsen. Forståeligt, fordi aktionerne var begrænsede, men på den anden side ikke helt rimeligt, fordi det var starten på den organiserede modstandskamp, ligesom gruppens betydning for holdningsændringen i Danmark kunne belyses mere grundigt, inden det er for sent. Samtidig er det også værd at lægge mærke til, at drengene fra Churchill-klubben faktisk fik sat samarbejdspolitikken på prøve, da de danske myndigheder skulle samarbejde med tyskerne efter drengenes tilfangetagelse.

Historien om de unge drenge, der tog kampen op mod det mægtige tyske rige, er indgået i den kollektive erindring som en Davids kamp mod Goliat – en god historie, hvor alle slap igennem strabadserne med livet i behold. Man kan dog diskutere, hvor lykkelig slutningen var for Churchill-klubben. Flere af dem fik psykiske eftervirkninger af fængselsopholdet og uvisheden, fordi de havde forventet, at fængselstiden ville blive kortvarig med forventningen om en snarlig engelsk invasion.

En af drengene, Mogens Fjellerup, skrev i sine notater i sommeren 1945 om tomheden efter løsladelsen, selv om han var kommet med i den organiserede modstandsbevægelse; men han savnede eventyret.

Eigil Foxberg fortalte i sine erindringer om de natlige mareridt, der blev ved med at dukke op i en sen alder og behandlingen med piller og pensionering, han slutter: »Tyskernes besættelse af Danmark gjorde en del af os modstandsfolk mange år ældre. År som vi aldrig genfandt!«.