Er Europagten en nødvendig forudsætning for at redde euroen og inddæmme statsgældskrisen i euroområdet?

Eller er europagten primært et forsøg på at binde eurolandene og de øvrige EU-lande til en konservativ politisk-økonomisk opfattelse? Eller er europagten noget helt tredje?

De finansielle aktører har i hvert fald ikke den store tiltro til, at europagten, som den tyske forbundskansler Angela Merkel besluttede, at eurolandene skulle indgå, og de øvrige beslutninger på EU-topmødet vil løse statsgældskrisen. Det kom klart til udtryk på aktie- og valutamarkederne umiddelbart efter EU-topmødet.

For kursudviklingen afspejlede ingen større tiltro hertil – tværtimod. Så hvad skal man tro? Formålet med det følgende er nærmere at redegøre for europagtens indhold og mulige følger.

Europagten indebærer etablering af en såkaldt finanspolitisk stabilitetsunion, som først og fremmest lægger en række restriktioner på eurolandenes finanspolitik. Loftet for det årlige underskud på de offentlige finanser fastholdes på de 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP), der allerede er gældende i vækst- og stabilitetspagten.

LÆS OGSÅ Embedsmand: Danmark undgår straf i europagt

Det nye er, at overskridelse af loftet obligatorisk bliver mødt med krav om indgreb, der skal godkendes af eurolandene, ligesom der vil blive pålagt sanktioner. Kun hvis et kvalificeret flertal af eurolandene afviser det, vil dette blive fraveget. Det er vigtigt at holde sig denne undtagelsesbestemmelse for øje.

For det første er det vel politisk utænkeligt, at i hvert fald sanktionsbestemmelserne iværksættes de første år. Rigtig mange af eurolandene – blandt andet Frankrig, Spanien, Italien, Portugal, Grækenland, Irland – overholder p.t. ikke grænsen på 3 procent – og det vil vare flere år, før alle eurolande gør det.

For det andet er denne undtagelsesbestemmelse i givet fald den eneste mulighed, som et land vil have for via finanspolitikken at stimulere beskæftigelsen, hvis underskuddet er eller vil komme over 3 procent, og hvis dette ikke skal mødes af krav om indgreb og sanktioner, selv om for eksempel ledigheden er over 10 procent.

Underskudsloftet på 3 procent suppleres med yderligere et loft på omkring en halv procent af BNP. Dette nye loft har et mere langsigtet sigte, idet det vedrører, hvordan underskuddet ville være ved et normalt konjunkturforløb. Den offentlige saldo ved et normalt konjunkturforløb kan ikke aflæses direkte af de offentlige regnskaber og budgetter oger følgelig et estimeret beløb.

De lande, der tilslutter sig, skal indføje dette på forfatningsniveau eller tilsvarende niveau. Der kan være landespecifikke, mindre afvigelser fra grænsen på en halv procent: derfor udtrykket omkring en halv procent af BNP.

Det understreges i udkastet til europagten, at der arbejdes hen imod en fælles økonomisk politik – kort sagt mod en egentlig økonomisk union. Og det fremhæves også, at målet er, at den medlemsstatslige traktat herom, som i hvert fald eurolandene vil indgå, hurtigst muligt indarbejdes i unionens traktater.

En mulighed, som England foreløbig har nedlagt veto mod, og som har betydet, at europagten bliver en mellemstatslig aftale. Baggrunden for David Camerons veto var et uhelligt forsvar for Londons store finanssektor, som naturligvis er imod en skat på finansielle transaktioner, som har været på EU-tegnebrættet – underligt nok med dansk modstand.

På EU-topmødet blev det også vedtaget at udbygge det finansielle bolværk mod statsgældskrisen. Dette iværksættes ved at stille 200 milliarder euro til rådighed for IMF til bekæmpelse af gældskrisen, ligesom iværksættelsen af den permanente europæiske stabilitetsfacilitet fremrykkes til juli 2012, hvor det forventes, at mindst 90 procent af indskudskapitalen på 500 milliarder euro er garanteret. Disse beløb anses af de fleste for utilstrækkelige til at dæmpe uroen på de finansielle markeder, som det også kom til udtryk i børsreaktionerne umiddelbart efter EU-topmødet.

Personligt tøver jeg heller ikke med at konkludere, at den yderligere udbygning af det finansielle bolværk og europagten, der primært er rettet mod fremtidige gældskriser, i sig selv er utilstrækkelige til at inddæmme den aktuelle statsgældskrise i eurolandene. Det er muligt, at europagten er en tysk politisk forudsætning for, at gældskrisen koncentreret om de sydeuropæiske eurolande og især Grækenland fremover vil udløse den solidaritet, der må forventes i lande, der har indgået i en bindende valutaunion.

For som det blev demonstreret, både da europluspagten blev vedtaget og nu endnu tydeligere med europagten, er det Tyskland, der svinger taktstokken, og Frankrig, der får lov at annoncere, hvad der er i taktstokken. Heldigvis er der betydelig indre kritik af denne (nye) tyske magtarrogance og den heri liggende tilsidesættelse af demokratiske idealer, se interviewet med Jürgen Habermas 29. november og Helmut Schmidts kronik 18. december, begge i Politiken.

LÆS OGSÅ Professor om europagt: Thorning reddet fra folkeafstemning

På blandt andet ovenstående baggrund er det min vurdering, at tyske magtinteresser, som kansler Angela Merkel enten støtter eller har manglet mod til at stoppe, har benyttet den aktuelle statsgældskrise til at forsøge at påtvinge EU/eurolandene en konservativ, tysk økonomisk-politisk opfattelse med europagten.

En central del af denne politik er allerede indbygget i unionstraktaterne, nemlig bestemmelserne om Den Europæiske Centralbank, der dels har fået prisstabilitet som eneste overordnede målsætning, dels ikke kan bistå medlemslande i krise med direkte finansieringsbistand.

Det har hindret Den Europæiske Centralbank i at gribe effektivt ind mod statsgældskrisen i en række eurolande og har nu endvidere også bevirket, at det er besluttet at gå den indirekte vej over IMF i den foreslåede udbygning af det finansielle bolværk. Og europagten forstærker den allerede indbyggede tendens til, at EU-landene og i hvert fald eurolandene bliver tvunget til at føre tyskinspireret økonomisk politik.

Grundet Tysklands tragiske historie er det muligt, at omverdenen kunne leve med denne politik i Tyskland. Men hvis alt for mange lande fører denne politik, kan det være skadeligt eller ødelæggende, specielt hvis disse landes befolkninger ikke har den historiske bagage med sig, der tilskynder til en meget restriktiv økonomisk politik. Og omverdenen må så yderligere påtage sig byrden med at trække økonomierne frem, når flere lægger sig i baghjulet.

I den offentlige debat herhjemme er der til trods herfor betydelig opbakning til europagten og den heri indeholdte politik. Det går jo relativt godt i Tyskland. Det er der næppe mange, der vil betvivle.

Men med til dette hører også, at der i Tyskland ikke var et boligboom som blandt andet i Danmark, ligesom tysk historisk tilbageholdenhed har betydet, at den tyske industri har vundet betydelige markedsandele i blandt andet de øvrige eurolande. Og er det ikke også de tyske skatteydere, der nu og fremover skal betale for den uansvarlige politik, der er blevet ført i en række eurolande?

Dette argument er lige så rigtigt som det argument, man herhjemme ofte hører i forbindelse med bankpakkerne: At det er de danske skatteydere, der direkte betaler. Deter ikke korrekt. Så længe tabene ikke overstiger cirka 35 milliarder, er det banksektoren selv, der betaler. Og hvis de, der låner fra de øvrige eurolande, herunder fra især Tyskland, betaler lånene tilbage, er det vel ikke de tyske skatteydere, der betaler.

Men selvfølgelig, hvis det ikke sker, kommer bidragslandenes skatteydere naturligvis til at betale, og det er vel realistisk set en meget nærliggende mulighed, i hvert fald hvad angår Grækenland.

Men ligesom den forsimplede retorik i forhold til de hjemlige bankpakker burde være uantagelig, ligeså uantagelig bør den også være i forhold til statsgældskrisen og europagten. For det er først og fremmest de gældsplagede landes befolkninger, der selv kommer til at bære byrden af den uansvarlige økonomiske politik, som de politikere, som de vel at mærke selv har valgt, har stået for. Udviklingen i og udsigterne for ledighed og konkurser i disse lande viser dette med al ønskelig tydelighed.

De væsentligste økonomiske overvejelser, der bør indgå i den danske diskussion om europagten, er: 1) Vil vi tilslutte os den politisk-økonomisk opfattelse, der karakteriserer europagten? 2) Hvad er fordele og ulemper ved den binding, der ligger i europagten? og 3) Er der specielle danske forhold, der bør iagttages?

LÆS OGSÅ S-ordfører tordner mod »usocialdemokratisk« europagt

Den politisk-økonomiske opfattelse, der ligger bag europagten, er i direkte modstrid med den opfattelse, der ligger bag planerne om at kickstarte den danske økonomi. Men det er værd at forstå, at dette ikke vil forhindre de aktuelle planer om en kickstart af dansk økonomi.

Der er ikke udsigt til, at europagtens krav om tiltag og sanktioner, såfremt lofterne på henholdsvis 3 procent og en halv procent overskrides, vil blive gennemført de første år af den enkle grund, at for mange eurolande allerede nu overskrider disse lofter. Derfor er den opstillede betingelse om, at europagten ikke må stå i vejen for den planlagte kickstart af dansk økonomi, også et ret så tomt krav.

For at ingen skulle være i tvivl om, hvad europagten indeholder, er det i Tyskland netop besluttet, at 25 procent af investeringsbudgetterne skæres væk. Sådan kan man i hvert fald opfatte den tyske beslutning.

Kort sagt: Vi er netop nu vidne til, at det økonomisk stærkeste euroland, Tyskland, igen helt klart understreger, hvordan deres økonomisk-politiske opfattelse, som kendetegner europagten, er. Gældskrisen skal også bekæmpes med investeringsbesparelser i direkte konfrontationskurs med kickstartopfattelsen. Det er derfor også ret så naivt at forsvare europagten med, at EU nok vil bekæmpe gælds- og beskæftigelseskrisen med vækstpolitik – grøn eller ikkegrøn.

Som anført er realiteten i europagten, at lande, der tilslutter sig den, kan blive tvunget til det modsatte af kickstart, selv om ledigheden er meget høj, som det netop nu er tilfældet i eurolandene. Derfor vil det ikke længere kun være i den monetære politik, at eurolandene på forhånd binder sig til en bestemt politik.

Det vil fremover også være tilfældet i finanspolitikken, såfremt europagten gennemføres. Dette kan, som vi nu er vidne til i forbindelse med statsgældskrisen, blive meget kostbart på forhånd at binde sig til en bestemt kurs.

Jeg er opmærksom på, at nogle af mine kollegaer har argumenteret for, at Danmark bør tilslutte sig europagten, idet det ville gøre det muligt for os at føre en generelt mere lempelig finanspolitik end ellers. At dette kan være muligt, kan jeg ikke være uenig i. Det er imidlertid følgeslutningen, som jeg vil udfordre: At vi som følge heraf bør tilslutte os europagten.

Vi har jo netop via det græske eksempel fået demonstreret, hvad det kan føre med sig, hvis man fører en for slap finanspolitik i ly af en fælles valuta. Og det bør ikke glemmes, at mange danske økonomer, da Maastrichttraktaten blev diskuteret, også anførte samme argument for tilslutning.

LÆS OGSÅ Guide: Europagt på fem minutter

Blandt økonomer er det ellers en udbredt opfattelse, at politikerne er uansvarlige i deres kamp om den politiske magt. Denne opfattelse blev blandt andet underbygget, da dansk økonomi var mere end overophedet i 2006-07. På trods af overophedningen blev der ført ekspansiv finanspolitik – altså hældt benzin på overophedningsbålet.

Når de bindinger, der ligger for finanspolitikken i Danmark, skal overvejes, bør det også inddrages, at Danmark er det OECD-land, hvor de offentlige budgetter er mest konjunkturfølsomme. Det vil alt andet lige betyde, at grænsen på 3 procent kan blive mere snærende i Danmark.

Allerede af det første udkast til europagten fremgår det, at Danmark, som jo har et euroforbehold, kun vil blive bundet af europagtens bestemmelser, hvis vi selv direkte beslutter det. Der afgives således ikke suverænitet, medmindre Folketinget selv aktivt beslutter det. Derfor kan en folkeafstemning undgås, hvis dette frygtes. Det burde imidlertid lukke op for, at det bliver indholdet i europagten, som diskussionen kan koncentreres om. Og det hilser jeg velkomment.

Jeg vil som føderalist (men som en forsigtig type mene, at man ikke skal gå hurtigere frem, end befolkningerne i Europa er villige til) konkludere, at det ikke er mit Europa, der nu er i støbeskeen.

Undertiden står de politiske ledere i situationer, der gør, at hvis de vælger det rigtige, da vil de efterfølgende lide et afgørende politisk nederlag. Angela Merkel har stået og står i denne situation. Hun skulle i tide have sat sig i spidsen for, at Grækenlands gældskrise hurtigt blev standset, så gældskrisen ikke bredte sig.

Det ville givetvis have været så upopulært på hendes egen tyske hjemmebane, at hun sandsynligvis efterfølgende ville lide et alvorligt politisk nederlag. Det turde hun ikke og bøjede i stedet af for indre pres. Derfor er gældskrisen stadig ikke inddæmmet i eurolandene.

Derimod har europagten splittet EU med udsigt til, at EU endvidere bliver opdelt som Italien i nord og syd, hvor det går godt i nord, men skidt i syd. Kan Europa holde til det?

Desværre er det for sent, at Angela Merkel læser John F. Kennedys pulitzerbelønnede bog om politikere, der tog det rigtige valg, selv om de hermed med åbne øjne valgte et politisk waterloo. Bogen har titlen: ’Mænd af mod’.

LÆS OGSÅ Danmark kan få EU-forbehold med i europagt

Som Helmut Schmidt gør det meget tydeligt i sin kronik 18. december: Europagten er udtryk for symptombehandling. Der gøres ikke op mod de finansielle excesser, der afstedkom finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise, som også ligger bag statsgældskrisen.

Så derfor: Europagten er ikke svaret på EU’s krise. Europagten vil derimod binde de lande, der får den pålagt, eller som tilslutter sig, til en bestemt konservativ politisk-økonomisk kurs.