Fakta

Janne Mortensen er lærer.

Efter at have været lærer i folkeskolen i tæt på tyve år blev jeg for et halvt år siden sagt op på grund af arbejdsmangel.

Jeg har altid været glad for at være skolelærer og har fulgt med aktivt i den udvikling, folkeskolen har været igennem. Senest har jeg taget den toårige læsevejlederuddannelse og var fungerende læsevejleder. Væk er ’sifu’ (sidst ind først ud), og prikkerunden var ligesom i det private erhvervsliv.

Nu er jeg ’arbejdsløs’, ’på vej i job’, ’imellem job’ og hvad det ellers bliver kaldt af de offentlige instanser. Faktum er, at jeg har ét ønske til jul, og det er at få et arbejde som lærer igen.

Jeg har altid været medlem af a-kassen og får nu dagpenge, med families hjælp kan jeg lige præcis få det til at hænge sammen. Hvis det ikke havde været for deres hjælp, havde jeg ikke noget sted at bo og mine fire børn ikke noget hjem hos deres mor længere.

LÆS OGSÅNu fyrer de også skolelærere

Jeg skal nu stå til rådighed for arbejdsmarkedet, et arbejdsmarked, der paradoksalt nok ikke er til rådighed for mig. Jeg har søgt rigtig mange forskellige job også uden for mine egne faggrænser, ikke været kræsen. Alle steder er svaret det samme, vi har ansættelsesstop, prøv igen efter efterårsferien, efter jul. Jeg har overvejet at starte noget selv, men det må jeg ikke, for så kan jeg ikke få dagpenge. Jeg kunne også tænke mig at læse videre på min uddannelse som læsevejleder, men det kan heller ikke lade sig gøre, som reglerne er nu.

Til gengæld gør jeg, som reglerne foreskriver, jeg søger to til tre job om ugen – jeg skal søge mindst ét. Jeg har arbejdet i det sidste halve år på at få lavet en super ansøgning, og et blændende CV, med foto bevares. Jeg har læst bøger om, hvordan man laver en god ansøgning og et godt CV. Jeg har været igennem forløb hos en erhvervscoach, på eget initiativ. Jeg tager gerne telefonen og ringer til folk, jeg ikke kender, for at få foden indenfor. Tager utraditionelle metoder i brug og har taget et krampagtigt kvælertag på mit netværk, inklusive min familie.

Det er ikke sjovt at se Niels Egelund på tv fortælle, at der er alt for mange lærere pr. barn i Danmark i forhold til de andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Derfor vil jeg her gerne spørge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og undervisningsminister Christine Antorini: Hvad synes I, jeg skal gøre? Desuden vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan jeg oplever skolen i dag, og igen spørge jer om nogle af de ting, der undrer mig.

Jeg har en nevø og niece, der i de sidste tre år har gået i international skole i Beijing. Sidste år var jeg dernede og var så heldig også at besøge børnenes skole. Når de er i Danmark, har det været fantastisk at følge med i, hvor meget de har lært, og hvor glade de er for deres skole i Kina.

I Danmark er det, som om det at lære noget er synd for børnene; så kan de små stakler da virkelig ikke samtidig være glade og velfungerende børn. Først skal de lege uforstyrret i så og så mange år, så skal de det første år i skolen, når de er fyldt seks, lære at tage tøj på, komme ind fra frikvarter, sidde på stolen, tale efter tur, og så kan de begynde at lære at læse og skrive og regne. Hvorfor kan de ikke lære disse ting samtidig med deres faglige udvikling? Jeg tror, børn har et uendeligt stort potentiale for at lære meget mere, end vi formår at udnytte i vores folkeskole, som det er nu.

Vi er som lærere i de sidste femten år opdraget i den selvstyrende team-ånd, i den fleksible planlægning af undervisningen, i den inkluderende undervisning, i læringsmiljø og pædagogisk analyse, i kommunal logbogskrivning, bekymringsskrivelser, pædagogiske journaler, elevplaner, ugeplaner, læsekonferencer, nationale test osv. osv.

Jeg mener, at vi med den uendelige strøm af tiltag fjerner os fra vores kerneydelse, nemlig en kvalificeret og faglig udfordrende undervisning af børnene – med børnene.

En undervisning, der kan gøre dem i stand til at have mod på at gå videre med en ungdomsuddannelse. Hvis de lærere, der er i skolen, brugte deres tid på undervisning og forberedelse af den, i stedet for et utal af møder, som ikke gavner undervisningen, men i den sidste ende er tomgangssnak, som kommunerne tror flytter bjerge, så kunne det være, at vi kom nærmere den folkeskole, der uden flovhed kan sammenlignes med alle andre. Måske ville det også tiltrække flere mandlige lærere, at der ikke var så meget snak, men noget mere handling.

LÆS OGSÅ Tal og bogstaver slås i regnetimen

Hvis vi taler fleksibel planlægning af undervisningen, er det kun meget få skoler, der virkelig har fået det implementeret til gavn for børn og lærere, og hvor det virkelig er undervisningens indhold, der styrer strukturen. Jeg har derimod oplevet en stor forvirring blandt børnene på grund af konstante skemaændringer, der skabte et strukturtyranni, kun for at vi kunne få vores løntillæg for at være i selvstyrende team, og at ledelsen kunne spare på vikarkontoen, turene ud af huset mv.

Måske forudsigelighed i undervisningen gør læringen mere effektiv. Det er, som om at hvis der er forudsigelighed i undervisningen, så er det uopfindsomt og kedeligt, men for hvem? Børnene kan lide den forudsigelighed, det genkendelige, det giver dem tryghed i de første skoleår – at de kender dagen. Det giver dem overskud til at være motiverede og opmærksomme, og man kan se, hvor meget de udvikler sig på kort tid.

Jeg er for mange af tiltagene, f.eks. de nationale test, elevplaner og fokus på læsning, naturligvis. Som Bertel Haarder har sagt: »Læsning er alle fags moder«.

Hvorfor starter læseundervisningen så ikke i børnehaven, som aktiviteter med bogstaver og tal?

Hvorfor er der ikke et skriftsprogligt miljø i børnehaverne?

Hvordan kan det være, at pædagogerne ikke er uddannet til at lege med skriftsproget? Der er masser af undersøgelser, selvfølgelig fra Sverige og Norge, der viser, at børn helt ned til treårsalderen kan lære sig at læse, og hvor er det fantastisk for de norske og svenske børn. Tænk hvilket udgangspunkt lærerne ville have, hvis børnene for en stor del kunne læse, for ikke at tale om at lyne deres frakke, sidde på stolen, gå på toilettet uden uheld osv.

Men så var pædagogerne i 0. klasse tvunget til at ændre deres undervisning (læs: opbevaring) af børnene radikalt. Tænk så på, hvordan børnenes og lærernes udgangspunkt ville være, og hvor kloge, tænksomme, reflekterende, kammeratlige, næstekærlige og modige børnene ville blive, fordi vi ikke skulle bruge tid på almindelig opdragelse og unyttige møder, men alene koncentrere os om at lave en fagligt kvalificeret undervisning i samarbejde med børn og aktive kollegaer.

Det er ikke kun som lærer, jeg har kendskab til folkeskolen. Også igennem de sidste mange år, hvor mine fire børn i dag i alderen 12-20 år har været børn i folkets skole. Forskellen på de fire børns skolegang har været enorm. Både hvad angår den læring, de har modtaget, eller mangel på samme, og hvordan der er blevet arbejdet med det sociale liv i klassen, uanset hvordan det har fungeret.

Både som forælder og lærer kan jeg se, hvordan mange forældre ikke vil tage ansvar for at opdrage deres børn. Med det resultat, at når børnene møder i skolen, er de ikke undervisningsparate, de har ikke madpakken i orden, de kommer ikke i ordentlig tid i seng, de kan ikke lytte til andre, men vil ofte helst høre sig selv. De har ikke lært at gå på wc, hvilket resulterer i l … på vægge og gulve, og i bukser (wc på skolerne er i øvrigt også det mest diskuterede emne i elevrådene gennem tiden, tænk, hvis alle lærerne skulle bruge de samme toiletter som børnene, så ville de ikke sådan ud).

LÆS KRONIK Antorini, mig-kulturen og skolerevolutionen

Jeg kan godt forstå, at der går meget tid fra vigtig læring, fordi der først skal samles op på alt det, som er helt almindelige forældreansvarsopgaver. Men hvis børnene er otte timer i institution hver dag, er det vel også et pædagogansvar? Kan det ikke gøres bedre både som forældre og som børnehavepædagog?

Per Schultz Jørgensen har engang sagt, at hvert tiår har sine pædagogiske strømninger. Hvordan kan det være, at vi slingrer fra den ene grøftekant til den anden, at vi ikke kan tage de kvaliteter, der er i forskellige tiltag, og implementere dem, uden altid at behøve at indføre hele pakken?

Altså blive midt på vejen. Jeg har veninder og venner, der arbejder på private skoler, og kan se, at de formår at tage kvaliteterne fra mange af de nationale og kommunale undervisningsfaglige og pædagogiske strømninger, der kommer, til gavn for børnene og undervisningen, og det virker effektivt og kvalificeret. Måske er det også derfor, at de private skoler oplever en stigende søgning.

I en af de klasser, jeg havde, gik en pige med generelle indlæringsvanskeligheder, hun fik aldrig den hjælp, hun burde have haft, og hendes mor og jeg forsøgte at gøre alt, hvad vi kunne, for at få hende på en kommunal skole, hvor de arbejdede i mindre grupper, kun med børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Alt, hvad jeg skriver, kan falde tilbage på mig selv, hun gjorde ikke, hvad hun kunne, hun kunne have differentieret mere osv., men jeg ved med min samvittighed, at der ikke var mere at gøre end det, jeg allerede havde prøvet.

Tilbage i klassen sidder en pige, der er flere år bagud i forhold til sine klassekammerater. Jeg fik at vide af psykologen, at vi skulle anerkende hendes evner for at klippe og klistre, gad vide, om det også skal gælde for hende i de ældste klasser. Hvilken ungdomsuddannelse skal hun i gang med? Har hun fået en værdig skolegang?

Dette er ikke et eksempel på inklusion, men et skræmmende eksempel på eksklusion. Taberne er desværre igen børnene, både de velfungerende normalt begavede og de børn med specielle behov og generelle indlæringsvanskeligheder, der nu udsluses i klasserne. Igen bliver det til en kommunal spareplan i stedet for de kongstanker og initiativer, der er beskrevet i Salamanca-erklæringen tilbage fra 1994.

LÆS ANALYSE Kvalitetsrapporter skaber udvikling

Hvorfor hiver man i øvrigt en så gammel erklæring frem og pudser den af i dag, hvis det ikke er for at spare penge på nedlægning af amtslige og kommunale institutioner, der kan hjælpe de børn, der har behov for det, bedre end lærerne i folkeskolen, der alligevel ikke får den efteruddannelse, de var tiltænkt. I en periode gik der to autistiske børn på en skole, jeg var på.

De gik i hver sin klasse på hver sit klassetrin, og i hvert frikvarter søgte de alligevel hinanden i et fællesskab, som de ikke havde med de andre børn i klassen. Set indefra sidder der mange børn, der lider under disse inklusionstanker. De oplever tværtimod den værste form for eksklusion.

Alle lærere ved, at jo svagere den faglige progression er for børnene, jo mindre behøver du at forberede dig, og jo nemmere er dit arbejde. Jeg har igennem tiden haft mange kollegaer, der bag klasseværelsets dør hyggede sig med børnene og gik frem efter lærebogens sider i ro og mag, ligesom mine fire børn har været udsat for de lærere. Lærere, der ikke tager deres arbejde alvorligt og kan fortælle i timevis om tante Odas fødselsdag.

Lærere, der sidder til alle møderne i deres indre eksil og ordner deres kalender eller strikker, der ikke bidrager og i hvert fald ikke siger noget kritisk, der kigger ned, når der skal deles undervisningsværksteder ud til temaugerne.

Jeg ville ønske, at min skoleleder hver tredje måned havde forlangt en personlig præsentation af et undervisningsforløb af lærerne. Måske også deltaget i timerne for at se, hvordan børnene og vi fungerede sammen. Her skulle vi beskrive (selvfølgelig ved brug af IW-tavle), hvordan vi havde planlagt forløbet, evaluering af det, de faglige mål for forløbet, om vi nåede målene for børnene og for os selv som undervisere.

Jeg har savnet at skulle præstere over for en ledelse, der var interesseret i, hvad der foregik bag den lukkede dør. Jeg ville have respons, kvalificerede tilbagemeldinger, anerkendelse for det, der var godt, og kritik for det, jeg kunne gøre bedre. Vi gør som lærere et kæmpe stykke arbejde for at gribe alle de bolde, der er i luften hele tiden. Jeg oplevede tit, at der til tider var flere bolde, end selv en cirkusjonglør ville have kunnet gribe.

Måske kunne skolen blive bedre, hvis der blev luget ud i boldene, og de, der virkelig gavnede undervisningen, blev ved med at være i spil mellem børn og lærer, mellem ledelse og lærer og selvfølgelig mellem lærer og lærer.

Kære Mette og Christine.

Giv mig undervisningen tilbage, mulighed og tid til at gøre den kvalificeret, gerne i samarbejde med en ledelse, der er interesseret, og kollegaer, der vil.

Lad os dog snart give børnene den bedste skole, det fortjener de.

Og så giv mig et job, det er mit eneste ønske til jul.

FACEBOOKBliv ven med Politiken