Forfatteren Tom Kristensen (1893-1974), som i mange år var Politikens anmelder og mest kendt for sine digte til døgnet, har selv fortalt, at han blev født i London.

Hans forældre var danske, og hans mor havde ikke læst andet end ’Onkel Toms Hytte’, så da han skulle døbes, og hun hurtigt skulle finde på noget, valgte hun navnet Tom, fordi hun følte, at Tom var sådan et godt menneske.

Tom Kristensens hovedværk ’Hærværk’ (1930) skildrer en person, som er splittet mellem kommunisme og katolicisme. Tom Kristensen afskrev selv begge -ismer. Når jeg nævner, at han er født i London, er det, fordi han senere blev en stor oversætter af engelsk litteratur. Når jeg nævner hans mor, er det, fordi jeg tror, hun læste højt for ham.

Engang sagde Tom Kristensen i en radioudsendelse, da han blev spurgt om, hvordan han, som havde skrevet ’Hærværk’, der handler om tomhed, også kunne være kristen. Han svarede:

»Jamen jeg hedder jo Tom!« – men tilføjede: »men jeg hedder da også Kristen – sen!«.

I en anden forbindelse fortalte han, at han kun gik i kirke langfredag, fordi langfredags rædsel var noget, han forstod: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

(Den irskfødte Samuel Beckett – absurdismens digter – fandt det symbolsk, at han var født den 13. Han fuskede med sit fødselstidspunkt, så det faldt sammen med langfredag, der på engelsk hedder Good Friday).

Jeg kender et digt af Tom Kristensen, der hedder ’Julenat’. Bemærk, at Tom Kristensen ikke siger ’Juleaften’, men netop ’Julenat’.

Måske ved han fra sin engelske opvækst, at man i England først fejrer jul julemorgen. Børnene får deres gave i en julesok om morgenen. I ’Julenat’ taler Tom Kristensen om det tredelte lys:

Tre stjerner sprang ud i tre sole ved nat,
og Augustus blev vågen og vild.
Han rev purpuret af og løb ud i sin gård
for at se på den tredelte ild.

En kejser løb nøgen i vinterens frost,
og man hørte ham græde og le:
thi når natten sprang ud i en trillinge-sol,
måtte Rom blive spaltet i tre.

I søjlernes gange og marmorets gård
myldred kvinderne nøgne i trop,
mens solene flammed. Tredelt i rødt,
på hver lysende, løbende krop.

Én slave løber befriet under Tiberens bro. En anden slave råber: »Kejserens land er ranglet som dødningeben«. En tredje råber: »På stenlagt vej ligger æsler og heste på knæ«. Digtet slutter:

Og angsten blev latter, thi ingen forstod,
at det største var nu ved at ske.
Man så slaver og kvinder få krampe af grin
og en kejser begyndte at le.

Tre stjerner sprang ud og gled sammen til én,
dengang verdensforløseren kom
men et under, som troldbinder Kanaans Land,
bliver altid til latter i Rom.

Nietzsche, som erklærede »Gud er død«, har skrevet, at ud af et stort kaos skal fødes en dansende stjerne. Det var linjer, Tom Kristensen elskede, og som indgår i digtet.

Jeg tror, at det, der tryllebinder Tom Kristensen ved kristendommen, er paradokserne af typen: Den mindste er den største, de sidste skal blive de første, og den, som gav ud af sin fattigdom, gav mere end alle rige tilsammen.

På samme måde er det et paradoks, når salmedigteren gør opmærksom på, at om så hele jorden havde været hans fødested, havde den været for trang. Krybben var endnu mere trang og havde været det, uanset om den var pyntet med perler og guld.

Et paradoks er det også, at det fjerne i juletiden kommer nærmere jorden, og at miraklet først bevidnes af hyrderne – oldtidens sigøjnere, som ikke kunne vidne i retten, fordi man anså dem for at være kriminelle.

Skriftstedet er ikke her Juleevangeliet fra Lukas, men derimod Johannes kap. 1 – fordi det er teksten til i dag – juledag – i alle landets kirker: »Han kom til verden og verden kendte ham ikke. Han kom til sine egne og hans egne tog ikke imod ham«. »I ham var liv og livet er menneskenes lys«. »Lyset skinner i mørket og mørket skal aldrig få bugt med det«.

Erik A. Nielsen skriver i sin bog ’Kristendommens retorik’, at det græske ord doxa både betyder lys, mening og herlighed. Det anvendes ca. 150 gange i Det Nye Testamente.

Erik A. Nielsen gør rede for, hvordan lyset fra Bibelens begyndelse er synonymt med ordet Gud. Det er på en gang et så ufatteligt stærkt lys, at mennesket blindes af det, og samtidig er det skaberens problem, at han bor i et lys, som hans skabninger ikke kan rumme. Netop derfor er hans væsen så overvældende, at det også afføder angst.

Vi hører om hyrderne, at de blev grebet af stor frygt, men også overvældet af glæde.

Tom Kristensen har fat i, at der er flere symboler i julen end hyrder og vise mænd.

Især er der det lyssymbol, som er kontrasten til det mørke, der går forud. På græsk (og Det Nye Testamente er skrevet på græsk) staves lys ligesom på dansk med tre bogstaver: fås. Den danske digter, som Tom Kristensen agtede højest, var Sophus Claussen, som i digtet ’Anråbelse’ (1925) sammenkæder Solguden Apollon med Kristussolen:

Solgud og Mesterskabs Aand. Der findes en Verden bag Verden
Og en Sol bagved Solen, et Lys bliver tændt bagved Lyset,
Guddomsdybt var det Hjerte, der brast paa et Kors i Judæa
Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Naade

Tom Kristensen runder sin tekst af med, at stjernetyderne kom for sent, skønt de var vismænd. De skulle nemlig først regne sig frem:

Men de, som øvet i kaldæisk stjernelære
Forstod det nye lys, kom alt for sent.
Selv dyrene kom førend disse vismænd,
Som vidste, hvad med stjernens skær var ment.

Kort sagt er julens pointe modsat den gamle revyvise:

At man ikke skal lade sig nøje
med den mellemste køje

– at vi nordboere:

henter trøsten
fra det mellemste Østen.