For nogle børn er dette den første jul, hvor mor og far ikke er sammen.

Jeg var selv tretten år, da mine forældre blev skilt, og jeg husker stadig den første jul tydeligt. For verden blev aldrig mere helt den samme. For mig føltes mine forældres skilsmisse som at blive revet midt over, en halvdel til mor, en halvdel til far. I julen kommer jeg derfor altid til at tænke på dem, der lige er blevet skilsmissebørn. Ikke bare mister man sin familie, som man kender den, man mister også ofte sine forældre for en tid, når de svimle, som sårede dyr, skal prøve at finde deres ben at stå på. I et vist omfang mister man sine forældre som forbilleder.

Julen er selvfølgelig ikke den eneste, og heller ikke nødvendigvis den vigtigste, familiefest. Men den er én af dem. Ikke alle ser frem til den med glæde, og alligevel vælger de fleste at opretholde det lille skuespil, julen også er, man vælger at spille sin rolle – og få det overstået. Men det er noget, man vælger. For børn er der ikke helt så mange valg, der er det forældrene, der vælger for en, og det er selvfølgelig forældrene, der har valgt at blive skilt.

Flere og flere vælger det åbenbart. Siden 70’erne har skilsmisser ikke været noget særsyn. I dag er der faktisk så mange skilsmisser og gåen fra hinanden, at det umuligt bare kan være nogle enkelte, der i sin tid valgte forkert. Man må spørge, om den lim, der holder familien sammen, for længst er begyndt at gå i opløsning.

Mange tror, at kernefamilien er ganske ny, men ifølge en dansk familieforsker, Per Schultz Jørgensen, har kernefamilien faktisk været den dominerende familieform siden overgangen fra middelalder til nyere tid. Måske har husholdet været større, men ideen om, at kernefamilien er ny, er altså ikke rigtig. Kernefamilien har gjort sig gældende i Europa i århundreder.

Den første store revolution af familien var, da industrialiseringen fandt sted: Arbejdet og produktionen af værdier kom til at ligge uden for familien, og familiens vigtigste opgaver blev 1) at restituere faderen, så han kunne møde på arbejde næste dag, og 2) at socialisere børnene.

Den anden store revolution fandt sted, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den befinder vi os stadig i efterdønningerne af. Denne revolution var så stor, at vi endnu har svært ved at begribe dens omfang.

I dag er der ingen, der tvivler på, at frigørelsen af kvinder var nødvendig, tiltrængt og i øvrigt en gave til vores samfund. Alligevel kan man spørge: Hvad er frigørelsens pris? Hvad er de kedelige konsekvenser af den anden store revolution af kernefamilien?

Der kan ikke være meget tvivl om, at familien som social enhed er blevet svækket. I langt højere grad end tidligere er familien i dag bundet sammen af følelsesmæssige bånd, og derfor er der ikke noget at sige til, at den på mange måder er mere ustabil.

Rollefordelingen ligger ikke længere fast: De voksnes roller er ikke længere komplementære – de er snarere symmetriske, det vil sige ofte ens: Både mor og far går på arbejde, både mor og far siger godnat, både mor og far vasker op. Af og til ser det også ud, som om børn og voksne bytter plads, således at de voksne har lov at være ’barnlige’, ligesom børnene får et ansvar, man ellers kun burde give voksne. Frem for alt er ægteskabet blevet afløst af parforhold.

Hvor det i gamle dage var en kvalitet ved ægteskabet, at man holdt ud, så satser man i dag i langt højere grad på intensitet. Et parforhold af i dag skal helst være tilfredsstillende hele tiden, erotisk og følelsesmæssigt stimulerende, og hvis det ikke er det, er der noget galt. I gamle dage kunne man være stolt over ikke at svigte det ægteskabsløfte, man gav i sin ungdom, man kunne med stolthed i stemmen sige, at man havde været gift 30, 40, 50 år, også selv om det givetvis havde været en pest indimellem.

I dag burde vielsesritualet nok snarere være noget med: ’Bliv, så længe det er intenst, ægte og givende’. Og det siger jeg ikke for at klandre enkeltpersoner, der er blevet skilt. Folk bliver sikkert skilt af de bedste grunde, og for en dysfunktionel familie er en skilsmisse ofte det eneste rigtige. Alligevel er der sket noget med vores tålmodighed. Og med vores normer.

Dét er nok den tungeste arv, vi har med os fra kernefamiliens anden store revolution: en uforholdsmæssig stigning i antallet af skilsmisser. En skilsmisse kan vel af barnet næppe opfattes som andet end et kontraktbrud: Ja, mor og far havde godt nok en plan om at holde sammen og være din familie, men planen holdt ikke. Et skilsmissebarn kan ikke undgå at føle sig svigtet af begge forældre, og jo mere dramatisk skilsmissen er, jo værre.

For en pige kan det være svært at finde en fuldgyldig rollemodel i en mor, der bryder sammen, og det er klart, at det kan forstyrre hendes forhold til mænd, hvis hun opfatter sin far som den, der røvrender familien, hvis han er den, der sårer hendes mor livsvarigt, osv., osv. Faldgruberne er mange.

Værst af alt er det nok, at barnet med skilsmissen mister sin mor og far som eksempler på, hvordan to mennesker overhovedet bærer sig ad med at leve sammen. Dette tab medfører selvfølgelig, at det (medmindre det finder nogle erstatningsforældre) bliver endnu sværere for barnet at indgå et sundt, livsvarigt partnerskab, end det ellers ville have været. Det er ikke noget tilfælde, at antallet af singler er eksploderet i min generation, i den periode, hvor kernefamilien er blevet omdefineret. Mange ved simpelt hen ikke, hvordan man skal få det til at fungere med et andet menneske. Og det, man kan huske fra sin barndom, var måske ikke særlig rart.

Men er det dét, vi ønsker for vores børn? At de vokser op og bliver singler? At de skal gå gennem livet uden at opleve den kærlighed og omsorg, der trods alt er i et ægteskab? Er det bare frigørelsens pris?

En anden vigtig arv, vi fik med fra kernefamiliens anden store revolution, var, at børnene (min generation) hele tiden blev opfordret til at realisere sig selv. Her var ikke noget med at indordne sig efter 50’ernes idealer om lydighed, næ, her skulle man ’lytte til sig selv’, ’være i kontakt med sig selv’. Hvilket er fint nok, men det kan selvsagt også overdrives. Bare se på, hvordan vi er som voksne: Mange af os lever stadig sådan, ude af stand til at begribe, at der skulle være vigtigere ting i verden end en selv. Min generation må vel være en af de første, hvor størstedelen gik i institution. Ved vi overhovedet, hvordan det påvirker børn?

Det siger sig selv, at der er blevet lavet masser af undersøgelser om det, og nogle undersøgelser peger på, at børnehavebørn er mere sociale, at de er mere hjælpsomme over for andre, men også mere afhængige af andre. Kunne det mon være en forklaring på, at det blandt andet er i min generation, at FOMO (fear of missing out) florerer, at vi tilbringer den halve dag foran Facebook, at vi hellere end gerne svigter vores børn, fordi vi skal bekræftes af de andre? Hvor kommer denne enorme bekræftelseshunger fra?

Det er ikke, fordi jeg har noget imod børnehaver, vuggestuer og andre institutioner, men der er også nødt til at være en modpol, et indre rum, der er fri for større grupper. Hvis ikke vi har et solidt anker i os selv og vores egen familie, risikerer vi at blive alt for gruppestyrede. Og er gruppestyrede mennesker ikke i grunden en langt større trussel mod vores demokrati, end terrortruslen nogen sinde bliver?

Faktum er, at mange af os, der er blevet formet i opbrudstiden, føler, at vi skal bevise vores værd ved at arbejde. Hverken mænd eller kvinder synes, at de finder deres berettigelse som menneske ved at være enten en god mor eller en god far eller bare et godt menneske. Som samfund har vi opdraget os selv og hinanden til, at man hele tiden skal bevise sit værd. Kærligheden er ikke, som hos dem, der tror på Gud, givet på forhånd, den er noget, vi dagligt må slås for. I den kamp kan vores nærmeste venner, vores mand eller børn af og til blive ofrene.

Jeg synes, det er sørgeligt.

Men jeg synes selvfølgelig heller ikke, at vi skal stille tiden tilbage. Jeg er personligt mere end taknemmelig for, at synet på kvinder i dag er helt anderledes, end det var f.eks. i 50’erne, og jeg ville blive vanvittig, hvis jeg ikke fik lov til at arbejde. Det er vel lykkeligt for alle, at kvinder i dag i højere grad vælger og former deres tilværelse.

Man kan selv afgøre, om man vil have en uddannelse eller gå i psykoanalyse, før man får børn, man kan selv afgøre, om man vil have børn (om end normerne siger, at man skal!), om man vil bo alene og have skiftende sexpartere, om man vil bo alene og aldrig tale med en sjæl. Ingen rynker på næsen, og man er ikke nødt til at gifte sig med Knud Børge, bare fordi man havde ladet ham komme lidt for tæt på i et cykelskur. Familien i dag et tilvalg og ikke noget, man automatisk får, før man har nået at blinke, og det er vel, hvad man kunne kalde frigørelsens lykke.

En lykke, der er nedarvet fra tidligere generationer, og som vi selvfølgelig skal sige tak for. Og som vi herefter skal granske, korrigere og justere, så det, vi giver videre til de kommende generationer, er endnu bedre. Og det er det, jeg savner. Jeg savner helt enkelt nogle justeringer af den frigørelse, der blev sat i gang. Ellers ser det ud til, at det er børnene, der betaler frigørelsens pris.

Nogle refererer til 70’erne som tiden, hvor kvinder blev frie, og der er ingen tvivl om, at det var en enorm frisættelse for mange kvinder at blive mere selvstændige.

Men er kvinder i dag virkelige ’frie’? Eller er de bare udleveret til det velkendte dilemma mellem arbejde og børn? »Lidt dårlig samvittighed har man jo altid«, var der engang en kvinde, der udtalte i Alt for damerne. Men er det virkelig en måde at leve på, at haste sig gennem arbejdet, for derfor at haste sig gennem forholdet til sine børn? Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange mødre der afleverer deres børn til en institution med en halvskidt fornemmelse af, at der ikke helt er pædagoger nok, at de faktisk ikke rigtig ved, hvordan deres børn har det, osv., osv.

Man hører så meget om, at danske børn lider af lavt selvværd, og det er selvfølgelig svært at måle selvværd. Der er dog ingen tvivl om, at man lærer alting meget dårligere, hvis man har det skidt med sig selv.

Børn, der hele tiden bliver ladt i stikken, fordi deres forældre skal passe deres interessante voksenliv, forstår nok ikke præcis, hvad det er for spændende ting, deres forældre skal, men de forstår nok, at deres forældre vælger ikke at være sammen med dem. Den slags giver utvivlsomt lavt selvværd.

Hvis man så også går i en børnehave eller i skole, hvor voksenkontakt er sjælden, ja, så begynder et børneliv at ramle sammen, og mennesker, der ikke fungerer i skolen, i verden, i hjertet, kommer til at betyde meget mere end blot forspildte liv.

Det kommer til at betyde specialundervisning, tabt arbejdsfortjeneste, førtidspension, døgninstitutioner, hospitalsindlæggelser og pludselig død. Det kommer til at betyde et dannelses- og et kulturtab, der kun kan svække vores demokrati. Og den familie, som trods alt skal holde sammen på det hele.

Jeg tror, at noget af det, der giver børn selvværd, er, at vi voksne vælger at være sammen med dem. Uden at vi skal nå noget, uden at vores samvær har et specifikt formål. Julen er heldigvis sådan et pusterum for mange familier, og måske er julen også et godt tidspunkt at minde os selv og hinanden om, at man sagtens kan være et godt og dejligt og værdsat menneske, uden at man nødvendigvis skal præstere en hel masse. Nogle gange er det mere end rigeligt at være til. Nogle gange er det faktum, at man findes, en gave i sig selv.

FACEBOOKBliv ven med Politiken