Den klassiske danske jul iscenesættes fortrinsvis inden for rammerne af det gamle landbosamfund med neg og nisser, gamle opskrifter, fed bondekost og julebryg. Går man et par generationer tilbage, til det ikkeidylliserede liv på landet, var både forspillet til og afviklingen af julen præget af en helt anden nøjsomhed, end man møder i dag.

Den danske digter Thøger Larsen (1875-1928) skriver i sit essay ’Italiensk Juleaften’ fra 1927, at »Juletræet var velkendt paa Landet i min Barndom, men mest fra Missions- eller Forsamlingshuse eller fra velstillede Gaardmandshjem«, men der var ekstra tællelys på bordet, pebernødder og salmer som Brorsons ’Den yndigste Rose er funden’. »Vi husker hver paa sin Vis den hellige Solhvervsglæde, der fyldte vor Barndom især Juleaften«, skriver Thøger Larsen.

Forfatteren mener, at juletræstraditionen kan have klassiske rødder. »Paa et Alter i Rom, rejst Aar 295 e. K. for Rhea Kybele og Attis, ses indhugget en Pinje, der er smykket paa forskellig Maade, og fra hvis Krone forskellige Genstande hænger ned. Dette Billede minder i ikke ringe Grad om Juletræet«.

Thøger Larsen levede det meste af sit liv i Lemvig og er kendt for sine folkekære sommerviser som ’Danmark nu blunder den lyse Nat/bag ved din Seng naar du sover’ og ’Du danske Sommer, jeg elsker dig’, klassikeren med de »nøgne Piger ved hver en Strand«.

Men i en alder af 50 år foretog Thøger Larsen en stor rejse til Italien, hvor han opholdt sig i 1925-1926, fortrinsvis på det gamle kloster San Cataldo, som Carl Wiinstedt (1875-1932) havde indrettet som refugium for danske kunstnere og forskere, et mødested for dansk og italiensk kultur.

San Cataldo ligger ved Amalfikysten syd for Napoli og kunne sidste år fejre 100-års jubilæum som rammen for aktiviteter i forlængelse af Carl Wiinsteds tanker. Hernede fik digteren rig lejlighed til at sammenligne den hjemlige nordiske jul med den italienske.

Han går til midnatsmesse i måneskin i Scalas Domkirke. Ved indgangen sidder der en ung mand ved et bord for at modtage bidrag til aftenens festfyrværkeri. På vejen fra klostret til kirken har Thøger Larsen allerede fået en forsmag: »Drenge gik og knaldede Fyrværkeri af, der lød som Pistolskud, saa jeg følte mig næsten som hjemme paa Gaden i en dansk By Nytaarsaften«.

Han ser en procession, en stor menneskemængde med to præster forrest, som bærer det hellige barn, Gesu Bambino, repræsenteret af »en ikke særlig stor og ikke særlig veludført Dukke«. Herefter kommer kvinder med småbørn, mændene går med blottede hoveder, der synges salmer, der akkompagneres af gevaldige knald fra fyrværkeriet og drengenes medbragte ’Tudser’.

Processionen standser op foran en lysende ildfigur, der skal forestille den korsfæstede Kristus. »Da saas oppe i det gamle Taarns Glughul et underligt lysende Kors, stjernestraalende foroven og med en Ildfigur i Midten, der skulde betegne den korsfæstede Kristus. Det var Bethlehems-Stjernen. Den ligesom voksede frem af Glughullet og syntes at staa stille et Øjeblik uden for dette og vokse sig endnu større. Men pludselig saa man den dale og nærme sig mere og mere, den tiltog stadig i Vækst og Straaleglans og gled tilsidst pragtfuld ned ad Staaltraadslinen og stansede over Jesusbarnets Baldakin. Unge Piger og Mødre knælede i det Øjeblik, Stjernen stod stille over Barnet«.

Herefter vender processionen om og synger videre, ledsaget af sækkepibemusik; der er noget for alle sanser. Tilbage i kirken efter processionen kysser præsterne efter en kort gudstjeneste den indviede dukke på munden. Kirkegængerne må nøjes med at kysse foden.

Jeg har selv et par gange i Scala oplevet en helgenprocession og kan bekræfte, at sådan foregår det stadig – med en bevægende kombination af folkefest og fromhed.

Thøger Larsens juleaften 1925 kan følges inden for flere genrer. Det citerede essay fortæller, at der længe havde hængt en fugtig og uigennemtrængelig tåge over området, men nu havde sciroccoen fra Afrika bragt milde vinde og højere temperaturer til Amalfikysten, og juleaftensdag var det lunt som på en majdag derhjemme. Han gik en tur i bjergene og glædede sig over de forårsgrønne farver og de vilde krokus langs stierne – og så tog han hjem til klostret og skrev et digt til sin vært.

Det foreligger i et håndskrevet manuskript, som jeg fandt i en lille bog i San Cataldos bibliotek.

Bogen var Thøger Larsens ’Udvalgte Digte’ i serien ’Gyldendalske Boghandels smaa Digtsamlinger’. Den stod bag en række andre og større bøger og havde tydeligvis ikke været åbnet længe. Jeg vidste, at Thøger Larsen havde boet på klostret, og da Thøger Larsens digte altid har gjort indtryk på mig, ville jeg se nærmere på bogen. Godt skjult fandt jeg digtet ’Lærken’, skrevet til ejeren af klosteret, mens digteren var der.

For bogen dediceres til ham med ordene: »Til Signore C. Wiinstedt di San Cataldo med Ønsket om en glædelig Jul venligst fra Thyra og Thøger Larsen. Juleaften 1925«.

Ingen på klostret kendte noget til eksistensen af det diskret indlagte digt. Det var en sært bevægende oplevelse at stå med det i hånden; det føltes som at få en hilsen fra digteren. Før og nu mødtes, her stod jeg midt i min italienske nutid, og her havde Thøger Larsen også stået, Lemvig og Scala mødtes.

Digtet hører måske ikke til Thøger Larsens bedste, men det kunne ikke være skrevet af nogen anden, og det viser sig da også, at han må have taget en kopi af digtet med hjem, for det blev offentliggjort i digtsamlingen ’Trækfugleleg’ i 1927, og senere er der også sat musik til teksten.

Der laa længe et Tæppe af Taagelag over Nat og Dag, et Svøb af Taage og Slud og Regn om den hele Egn. Og Gaarde og Hytter, Hegn og Krat og Bakker og Søer laa Dag og Nat saa dybt forladt. Men jeg vaagned en Morgen med søvnig Sans til Sol og Glans, og Himlen hvælved sin Kuppelsal over Hanegal. Til hele vor Verden høj og bred der strømmed med Solens straaler ned en Salighed. Jeg gik ud og fyldte hvert Aandedrag med den unge Dag. Og falmede Glæder var født paany i et Morgengry. Musvitterne hoppede ned og op i Hyldetræet, som helt til sin Top havde Knop ved Knop. Men da hørte mit Øre saa fin en Klang som en Englesang, det var højt, højt oppe i Himlens Blaa, hvor kun Lys jeg saa. Det var højt i et straalende Ingenting, at Tonerne bredte sig vidt omkring fra et Kildespring. Det var Lærken igen, den Foraarsfugl, i et Straaleskjul. Mon den laa paa en Rede af Drøm og Duft i den klare Luft? Da følte jeg stille mit Hjerte le: Du kære Fugl, som jeg ej kan se, er det Vaar kanske? Da klang det baade fra Syd og Nord som et Gudekor, det glitrede frem fra fjern og nær: Jeg er her og her. Og over mig syngende Verdner hang, jeg tror, de usynlige Stjerner sang om Solens Gang. Det håndskrevne digt signeres til sidst med ordene »Mange venlige Hilsener. Deres hengivne Thøger Larsen«.

Digtet udtrykker forfatterens naturreligiøse følelse; det kunne være et dansk påskedigt, men er et italiensk juledigt. Der er salighed, englesang og gudekor, og så er der som så ofte hos Thøger Larsen et kosmisk perspektiv.

En central interesse for forfatteren var astronomien, og her i digtet har vi, ud over vor egen klode, himlen over den og sol, måne og stjerner. Hos Thøger Larsen er månen ofte symbol på døden, og hanegal er et memento mori, den skærende lyd leder tanken hen på manden med leen.

Ud over essayet om italiensk jul og digtet ’Lærken’, som må være skrevet juleaftensdag 1925 om eftermiddagen, har Thøger Larsen skrevet et digt ’Mod Jul’, som han offentliggjorde i digtsamlingen ’Søndengalm’, der rummer en lang række digte fra opholdet i Italien.

Jeg måtte i ordbogen for at finde frem til betydningen af galm. Det er ikke meget brugt; det betegner en stærk blæst eller en trykkende varm sydøstenvind, som undertiden er optakt til et tordenvejr. Ordbogen citerer et andet digt af Thøger Larsen: »Det galmer af Syd/over graa Vande./ Der koges vildsom Sejd bag Sø./Hellige Galm/fra gyldne Lande«.

’Mod Jul’ er også skrevet på San Cataldo, ti dage før ’Lærken’. Digtet kan findes på nettet, og jeg citerer blot et par vers, der igen afspejler mødet mellem den danske digter og den italienske juletid:

Nu er det tæt mod Jul, man længes alt mod Stunden, da det store Lys skal sejre, man længes, klædt i Purpur eller Pjalt, Madonnas og Bambinos Fest at fejre. Nu kommer Vintersolhverv. Sol dog staar som Danmarks Høstsol over Golf og Tinder, den store Sommer aldrig helt forgaar, hvor Solen altid varmer, naar den skinner. (---)

Den gamle Jul; den bringer Ro og Trøst mod Skærsilds Rist og Underverdnens Esser, og Præst og Munk og Menighed sin Røst opløfter fromt i Salmesang og Messer. Den gamle Jul, da Sol tilbage gaar, den letter mange Landes Vintertynge, Madonna og Bambino lover Vaar, vil atter alt det falmede forynge.

Thøger Larsens navn er ikke kendt af ret mange, heller ikke af dem, der synger med på de kendte sommerdigte. Han fortjener at blive læst af flere. Mange af hans tekster kan findes på nettet – og på biblioteket kan man sikkert let få fat i en af de gamle, indbundne digtsamlinger, der også fås til en rimelig pris antikvarisk. Måske falder der et nyt digt ud igen.