Med Bruxelles-aftalen har Frankrig og Tyskland endnu en gang placeret sig som forspandet i det europæiske samarbejde.

Der er flere grunde hertil. Geografiske, demografiske, historiske, økonomiske. De vejer så tungt, at de to lande strengt taget er de eneste, der ikke ville kunne undværes i en europæisk union.

Det var de to rhinlændere, den franske udenrigsminister Robert Schuman og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer, der med Kul- og Stålunionen lagde grunden til det, der har udviklet sig til EU.

Ved at lægge sværindustrien under en fælles overstatslig myndighed håbede de at kunne afværge nye konflikter mellem Tyskland og Frankrig. Krige mellem disse to lande havde præget europæisk historie, siden den franske besættelse vakte det tyske nationalhad efter slaget ved Jena i 1806.

I virkeligheden stammede ideen dog fra chefen for den franske økonomiske planlægningskommission, Jean Monnet. Han havde prøvet den før, ja, ligefrem søsat den i egentligste forstand, da han under Første Verdenskrig repræsenterede det franske handelsministerium i London. Da de allierede blev hårdt trængt af de tyske ubåde, foreslog han den disponible tonnage samlet under en fælles myndighed.

Efter krigen var Monnet med til på Folkeforbundets vegne at hjælpe Østrig på fode efter opløsningen af det habsburgske dobbeltmonarkis store fællesmarked. Samtidig brød Tysklands pengevæsen fuldstændigt sammen under den franske Ruhrbesættelse, hvilket tyskerne endnu husker.

Weimarrepublikken fik derefter med støtte fra USA nogle gode år. Den første plan om en europæisk union blev fremsat af den franske udenrigsminister Aristide Briand i samarbejde med hans tyske kollega Gustav Stresemann. Men så skyllede krisen i USA hen over Europa med amerikansk kapitalflugt og protektionisme . I Tyskland forværredes krisen af den kristne kansler Heinrich Brünings sparepolitik.

Massearbejdsløsheden førte en gal østriger til magten med den endnu frygteligere Anden Verdenskrig til følge. Monnet kom på ny til London, hvor man op til invasionen i 1944 syslede med planer om, hvordan et besejret Tyskland kunne tæmmes, blandt andet ved en international kontrol med den tyske sværindustri.

Allerede inden Kul- og Stålunionen var kommet på plads, forsøgtes Monnets ideer brugt på et andet område, det militære. Koreakrigen overbeviste amerikanerne om, at Tyskland måtte genoprustes. Det var ikke populært i Frankrig. Man foreslog derfor at oprette et europæisk forsvarsfællesskab med tysk deltagelse.

Men da det var forhandlet på plads, vred den franske Nationalforsamling sig i flere år ved at ratificere traktaten. Først i 1954 foreslog den radikale konseilspræsident, Pierre Mendès France, en genforhandling. Han var på det tidspunkt på højden af sin anseelse, da det ved et diplomatisk sprint var lykkedes ham at gøre ende på otte års krig i Indokina.

Adenauer afviste genforhandling, hvorpå traktaten faldt i Nationalforsamlingen. Med britisk hjælp fandt Mendès France dog hurtigt en anden løsning, som har varet siden, i form af optagelse af Forbundsrepublikken i Nato.

Den var kommet til kræfter under det ’erhvervsmirakel’, der begyndte med indførelsen af d-marken i 1948. Som økonomiminister havde Mendès France foreslået en tilsvarende pengereform i Frankrig tre år før. Men trods den respekt, de Gaulle havde for sin minister, der ikke havde villet indtræde i hans eksilregering, før han havde afsluttet sin tjeneste i det frie franske flyvevåben, afviste han forslaget.

Økonomi kedede generalen, og han frygtede social uro, hvis reformen blev gennemført. For kommunisterne var imod, og de var i kraft af deres indsats i modstandsbevægelsen blevet Frankrigs mægtigste parti. De havde blandt andet fået kontrol med den største faglige landsorganisation.

I de urolige måneder mellem invasionen og Frankrigs befrielse havde de fået rundhåndede gaver fra gode venner og ’gaver’ fra værnemagere og andre kollaboratører, der søgte ’beskyttelse’. De var bange for, at Mendès France ville tømme deres nu velspækkede partikasser.

Deres styrke havde rødder helt tilbage til Pariserkommunen 1871, ’kirsebærtiden’, sympatisk skildret af Karen Blixens fader, Wilhelm Dinesen.

Også Tyskland havde som bekendt efter Første Verdenskrig et stærkt kommunistparti, der var med til at ødelægge Weimarrepublikken.

Det slap Forbundsrepublikken for, mens kommunisterne i Frankrig endnu efter den kolde krig har efterladt sig spor i form af en række venstreekstremistiske partier, en splittet og svag fagbevægelse, der ikke kender den forhandlingskultur, der har udviklet sig i Tyskland.

Det gik anderledes næste gang, Monnets ideer søgtes anvendt i praksis med oprettelse af Det Europæiske Fællesmarked ved Rom-traktaten i 1957. Denne gang spillede han dog ikke selv nogen central rolle.

Det gjorde derimod hans nærmeste medarbejder under krigen, Robert Marjolin, som leder af det franske forhandlingshold. Han var sluppet til England under slaget om Dunkerque i 1940, blev efter krigen generalsekretær for OEEC, der skulle administrere Marshallhjælpen, men kom efterhånden til det resultat, at der måtte en mere vidtgående integration til i Europa.

Hans landsmænd, der havde været protektionister siden 1890’erne, kviede sig ved at åbne grænserne. Udslagsgivende blev på ny en ydre begivenhed. Da præsident Eisenhower i 1956 beordrede englænderne og franskmændene hjem fra Suez efter deres ekspedition mod Nasser, opgav den socialistiske konseilspræsident, Guy Mollet, sine betænkeligheder om at slå sig sammen med Tyskland.

Marjolin blev nok den, der var mest med til at gøre Jens Otto Krag til europæer.

Helmut Schmidt har i sin store tale på det tyske socialdemokratis nys afviklede kongres lige mindet om, hvor stor en rolle Monnet dengang spillede for ham selv. Han havde da forladt sin toppost i Kul- og Stålunionen for at blive en slags europæisk lobbyist og fået tilnavnet ’Europas fader’.

Da Danmark første gang søgte optagelse i EF, interviewede Politikens korrespondent ham for at høre, hvad han mente om, hvordan det ville gå med forhandlingerne. Hans svar var: »Godt! Hvis man i stedet for at sjakre søger at løse problemerne under fællesinteressens synsvinkel«.

Han havde udviklet denne tanke udførligt i sin lille bog ’Les Etats-Unis d’Europe ont commencé’ (1955). Han var ikke upåvirket af sit ophold i USA under krigen som rådgiver for præsident Roosevelt.

»Kun et fælles perspektiv, fælles regler, fælles institutioner kan føre os fremad. En sammenlægning af deres ressources fjerner mistanker og mistillid mellem folkene.

Jeg blev for længe siden slået af nogle tanker hos den schweiziske filosof Amiel: »Hvert menneskes erfaring begynder forfra. Kun institutionerne bliver klogere. De opsamler de kollektive erfaringer, og på dette grundlag ændrer de mennesker, der underlægges de samme regler, ganske vist ikke deres natur, men gradvis deres adfærd«.«

Monnet havde også en teori om, at kriser bragte den europæiske integration videre. I det mindste skete der et nyt spring fremad, da Mikhail Gorbatjov fik gjort ende på den kolde krig og åbnede vejen for Tysklands genforening. I Paris var man først betænkelig, men valgte så at få knyttet Frankrig endnu tættere sammen med et genforenet Tyskland for at forhindre det i at gå i drift. Grundlaget for en ny europæisk union blev lagt med Maastrichttraktaten i 1992.

Det var to dybt forskellige, men på flere måder komplementære lande, der tog hinanden i hånden. Med genforeningen kom Tyskland til at omfatte både Vest- og Østeuropa, mens Frankrig strakte sig fra Nord- til Sydeuropa.

Men i Tyskland kom efter glædesrusen ved Murens fald efterhånden tømmermændene, da man opdagede, hvor enorm en byrde DDR blev. Omkring 2000 var det blevet et jammerland, skriver den tidligere franske ambassadør i Berlin Bertrand de Montferrand i sin fremragende nye bog om det fransk-tyske forhold, ’France-Allemagne, l’heure de vérité’.

Men så tog tyskerne sig sammen. Efter grundige forberedelser lancerede den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder det store reformprogram ’Agenda 2010’, som Montferrand indgående og beundrende beskriver. Som model for Frankrig.

Schröder fik ingen tak for sin indsats ved valget i 2005. Men hans politik blev fortsat af en ny stor koalitionsregering af CDU og socialdemokrater under Angela Merkel.

Det blev en lang »bodsperiode«, som direktøren for den europæiske tænketank Breugel, Jean Pisani-Ferry kalder den i sin fortræffelige nye bog om krisen, ’Le reveil des démons’. Men resultatet blev, at Tyskland i 2010 faktisk stod bedre rustet til at håndtereden krise, USA fra 2008 væltede ud over verden, end noget andet europæisk land.

Måske ville det være gået bedre med krisestyringen, hvis ikke både Frankrig og Holland havde forkastet den møjsommeligt udarbejdede forfatningstraktat ved folkeafstemninger i 2005 (hvordan kan man læse i Udenrigs, 2007, nr. 4).

Man havde så måske haft de organer og regler, man nu med stort besvær er nået frem til, med forslaget om euroaftalen. Juridisk er den som bekendt endnu langt fra på plads i en ny traktat. Det skulle den så blive til marts, så den kan ratificeres i Frankrig inden præsidentvalget i april 2012.

Men allerede nu hører man, at bjerget barslede for at føde 27 mus, der piler i hver sin retning. Opgaven bliver at få samlet i det mindste de 17 medlemmer af eurozonen og hvem, der ellers vil være med. Men zonens cikadestater i syd har ikke samme interesser som de solide kernestater.

Dertil kommer, at socialisternes præsidentkandidat i Frankrig, François Hollande, allerede inden teksten er færdig, har erklæret, at han vil kræve traktaten genforhandlet.

Hvad Danmarks rolle bliver i denne højst spegede situation, når det fra 1. januar overtager formandskabet i EU, er ikke til at sige. Men i det mindste har vi fået en statsminister, der allerede har vist, at hun forstår at bevæge sig på de glatte europæiske gulve. Ydermere har Danmark, det vil sige Nyrup Rasmussens Danmark, et ganske pænt navn i især Tyskland, men til dels også i Frankrig – i hvert fald hos socialisterne.

Det vakte betydelig opmærksomhed i Tyskland, da den nye regering som sin første europæiske handling ’genåbnede grænsen’.

I sin nye bog, ’Zug um Zug’, som Helmut Schmidt har skrevet sammen med sin foretrukne kanslerkandidat, tidligere finansminister Peer Steinbrück, hvis fornavn nok skyldes hans danske mor, er gammelkansleren fuld af lovord om det danske omstigningssamfund, som han mener, tyskerne kan lære noget af. Det tyske arbejdsmarked ligner i fleksibilitet det danske langt mere end det franske med dets svage organisationer og forkærlighed for strejker i stedet for forhandlinger.

Her er en af Frankrigs største svagheder i sammenligning med Tyskland.

Europagten er især blevet kritiseret af to grunde. Den indeholder ingen vækstperspektiver og heller ingen forslag til, hvordan man skal få kontrol med den hæmningsløse finanskapital, der igen tyranniserer verdensøkonomien.

Hvad det første angår, har Hollande fremsat en række forslag, der ligger tæt på de ideer, som kom frem på det tyske socialdemokratis årsmøde, hvor han var æresgæst sammen med Jens Stoltenberg: fælleseuropæiske anlægsarbejder blandt andet til sikring af energiforsyningen og investeringer i uddannelse, forskning og teknisk udvikling. Med hensyn til finansiering henvises til euroobligationer, den europæiske hjælpefond og investeringsbank.

Den tidligere og måske kommende socialistiske udenrigsminister Hubert Védrine har henvist til, at Den Europæiske Centralbanks uafhængighed også kan fortolkes således, at den alt efter konjunkturerne også kan anlægge en vækstfremmende kurs. Det første skridt i den retning er nu allerede taget af den nye chef, Mario Draghi.

Med hensyn til fælleseuropæiske projekter foreslår Schmidt i ’Zug um Zug’ for eksempel, at den bedste støtte til Grækenland ville være at anlægge europæiske elværker på de solbeskinnede græske øer.

Schmidts fordømmelse af den tyske nynationalisme på årsmødet var ikke rettet mod Angela Merkel, men mod udenrigsminister Guido Westerwelle. Hans FDP har bevæget sig langt bort fra det parti, der med Theodor Heuss leverede Forbundsrepublikkens første præsident.

Hvad euroobligationerne angår, har man henvist til et forslag udarbejdet af den franske økonom Jacques Delpla og tyskeren Jakob von Waizsäcker i fællesskab. Det går ud på først at udstede blå obligationer med statsgarantier op til et vist gældsloft og derpå de mere risikable røde.

I overgangen til bedre styr på finansmarkedet og den internationale banklobby har Hollande foreslået indførelse af den såkaldte Robin Hood-afgift på finanstransaktioner.

Schmidt og Steinbrück diskuterede oprettelse af et uafhængigt europæisk kreditvurderingsorgan som modvægt til de amerikanske ratingbureauer med oprindelse i røverbaronernes tidsalder, som nu igen har hypnotiseret både investorer og politikere. I et eftertrykkeligt fur, som Bernard-Henri Lévy har givet i Le Point, påpeger han, hvor tit de har taget afgørende fejl.

I Tyskland er man opmærksom på de muligheder, Ruslands indtræden i WTO kan give. Frugterne af Willy Brandts ’Ostpolitik’ har især kunnet høstes efter genforeningen i den udsoning, der er sket med polakkerne og senest også med tjekkerne. Men allerede Gerhard Schröder og tidligere udenrigsminister Frank Walter Steinmeier har set længere mod øst.

I sit store foredrag på årsmødet opfordrede Schmidt sin partifælle Martin Schulz, der fra 1. januar overtager formandsstolen i Europaparlamentet, til at tage initiativet i kampen mod gældskrisen. Han har fået et rungende svar fra de grønnes tysk-franske talsmand, Daniel Cohn-Bendit, den store helt fra studenteroprøret i 1968. Han har lovet en detaljeret plan til februar.

Hvordan det videre vil gå et Europa, der er klemt mellem grådighedens oligarki i Wall Street, City, Singapore og Hongkong på den ene side og dumpingdiktaturet i Kina på den anden, vil i første omgang afhænge af det franske præsidentvalg.