For et år siden jublede befolkningerne i Tunesien og Egypten. De sejrede, og deres begejstring bredte sig overalt i verden.

Ville den dominoeffekt af gamle regimers fald, som George W. Bush og hans koalition af villige havde håbet på, de i 2003 satte i gang ved at bombe demokrati ind i Irak, endelig skylle hen over det arabiske Mellemøsten?

Bush og hans allieredes projekt i Irak mislykkedes. Saddam Husseins regime er væk og godt det samme! Men uanset hvor meget vestlige politikere, der støttede Irakkrigen, i dag bedyrer, at demokratiet har slået rod i Irak, er det desværre langtfra tilfældet.

Et ubehageligt vidnesbyrd herom er, at de irakere, som blev smittet af begejstringen på Tahrirpladsen i februar og demonstrerede i Iraks gader, blev mødt af regimets knipler og brutalt slået væk. Selv om der har været afholdt valg og Irak har fået en ny forfatning, er landet milevidt fra at have et fungerende demokrati.

Tværtimod lurer konflikt og borgerkrig stadig under overfladen. Og vil Iran nu blande sig endnu mere, efter at den sidste amerikanske soldat forlod Irak kort før jul?

Det, der med Irakkrig skulle starte den demokratiske bølge i Mellemøsten, blev et orgie i vold, der desværre langtfra er ophørt, et forstærket og mere selvbevidst Iran og en antiamerikanisme og dyb skepsis over for demokrati i de arabiske befolkninger.

LÆS OGSÅ Arabisk forår sætter nyt pres på Mellemøsten

For dem betød demokrati vold, kaos, konflikt og krig, og for resten af verden, herunder i USA, blev det demokratiske eksperiment lig med ustabilitet og større spillerum til Iran og militante islamister. Hen over julen i 2006 forstummede den politiske retorik om demokratisering af Mellemøsten, og da præsident Obama i 2009 holdt sin store tale om Afghanistan, var det stabilitet og ikke demokrati, der skulle være målet for amerikansk sikkerhedspolitik.

Da demonstranter først i Tunesien og dernæst i Egypten smed deres diktatorer på porten, havde både USA og europæerne stort set opgivet ideen om at eksportere demokrati til Mellemøsten. Danmark havde omtolket sit Arabiske Initiativ til mere at handle om dialog end om demokratistøtte.

Den samme nedtoning så man i USA og andre vestlige lande. Mellemøstforskeres bittersøde kommentar til det arabiske forår var da også, at demokratiet i Mellemøsten åbenbart har de bedste chancer, når Vesten blander sig mest muligt udenom. Budskabet var lige så klart, som begejstringen stor: Det var det tunesiske og det egyptiske folks egen sejr.

Den store begejstring ramte også mellemøstforskerne, for hvem det ellers er god latin altid at strø malurt i bægeret, når det strømmer over af gode nyheder fra Arabien. Pessimismen har altid været det mest sikre kort at spille. Men med det arabiske oprør var det for en gangs skyld omvendt.

Unge demokratisk sindede demonstranter havde taget skeen i egen hånd og fået presset regimer i Tunesien og Egypten til store indrømmelser og til at acceptere overgange til demokratisk styreform. Kongerne i Jordan og Marokko skyndte sig at indlede reformprocesser ovenfra, i Libyen startede oprørere en revolte mod Gaddafi, i Bahrain strømmede demonstranter til Perlepladsen, i Yemen organiserede unge og studenter demonstrationer, og i Syrien lod den sammensatte opposition sig også inspirere til demonstrationer mod diktatoren i Damaskus.

Uanset at revolutionen i Egypten mest af alt var et sminket militærkup, at situationen i Syrien i dag har udviklet sig til en blodig konflikt med omkring 5.000 dræbte, at situationen i Yemen, trods præsident Salehs afgang, er helt ustabil, at ingen ved, hvordan det ender i Libyen, at Bahrain med hjælp fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater brutalt stoppede demonstrationerne dér med brug af vold, tortur og systematiske overtrædelser af menneskerettigheder, at Saudi-Arabien fik stoppet ethvert tilløb til demonstrationer gennem en blanding af brutal vold og milliardstore penge til borgerne, ud fra devisen at får folket penge, holder det kæft, fastholder mellemøstforskerne optimismen. Umiddelbart er det svært at se, hvad der begrunder den.

Ikke desto mindre er optimismen overvejende den bærende følelse blandt vestlige politikere og mellemøstforskere, når de vurderer betydningen af Det Arabiske Forår. Det gælder også for en af de mest indsigtsfulde forskere, amerikaneren Marc Lynch, der har sin egen blog på det anerkendte tidsskrift Foreign Policy.

I et indlæg i december går han så vidt som til at forudsige, at Det Arabiske Forår uimodståeligt vil brede sig til Den Arabiske Halvø. Man lytter gerne til Lynch. Han var en af de første til at registrere tilstedeværelsen af de ungdomsbevægelser, der kom til at udgøre makronbunden i Det Arabiske Forår i Egypten, og han var den, der for fem-seks år siden mest begavet og visionært skrev om betydningen af de arabiske satellitkanaler og sociale medier og lancerede begrebet den ny arabiske offentlighed.

LÆS OGSÅ Det her er lyden af det arabiske forår

Han havde ret, for det var dem – både de unge og medierne – der bar oprøret igennem i Egypten tilbage i januar og februar. Men desværre må vi konstatere, at de unge reformkræfter ser ud til at tabe med et brag ved de egyptiske valg, og at det militær, som de havde knyttet deres demokratiske håb til, hellere allierer sig med islamisterne i deres faste greb om magten, som de tilsyneladende ikke har til sinds at give slip på.

I dag må heltene fra Tahrirpladsen på den ene side slås med et udemokratisk militærråd og på den anden mod et stærk konservativt, fattigt og uuddannet befolkningsflertal, som mere sætter deres lid til fundamentalisternes tågetale om social retfærdighed – altså islamistiske regler for sædeligheden – end til reelle politiske og økonomiske reformer. Det Arabiske Forår i Egypten førte ikke til ’den iranske revolution om igen’, som nogle havde frygtet, men det blev heller ikke til liberalt demokrati. Kommer det en dag? Måske, men udsigterne er lange og kampene store.

Til trods for disse mere dystre betragtninger er der stadig god grund til at glædes over Det Arabiske Forår: Det manifesterede tilstedeværelse af unge reformkræfter, der viste sig i stand til at ryste de gamle autoritære regimer i deres grundvolde.

Det har selvfølgelig givet en ny og stærk politisk selvbevidsthed og tro på, at fredelige politiske midler kan føre til forandring. Den erfaring har som frygt også sneget sig ind i regimerne, der i dag er klar over, at de ikke uden videre kan ignorere de røster, der gør sig gældende blandt deres befolkninger. I dag er regimerne ikke blot tvunget til at lytte til den folkelige opinion, de er også sårbare over for den.

Det er disse tendenser, de politisk selvbevidste ungdomsbevægelser, den nye arabiske offentlighed, betydningen af den folkelige opinion og de autoritære regimers større sårbarhed, vestlige lande må støtte og fremme. Det er lettere sagt end gjort, og stadig spekuleres der i EU-systemet og de enkelte landes udenrigsministerier over, hvad de bedste formler er.

Men mens EU-kredsen naturligt er optaget af situationen i Nordafrika, synes interessen for udviklingen i Den Arabiske Golf at være bemærkelsesværdig lille. Golfen har, siden Storbritannien trak sig ud i 1971, primært været et anliggende for USA, hvor de europæiske landes engagement primært har udspillet sig som et halehæng til den amerikanske politik, f.eks. når USA havde behov for koalitioner af villige til at føre krige.

Siden 2003 har EU med Frankrig, Tyskland og Storbritannien spillet en aktiv rolle i forhandlingerne med Iran om atomprogrammet, men ellers har det europæiske engagement mest begrænset sig til handel.

Set i lyset af den aktivistiske rolle, Den Arabiske Golf har spillet i slipstrømmen på Det Arabiske Forår, samt mere generelt den helt centrale strategiske rolle, Golfen har i det geopolitiske magtspil, både hvad angår kontrollen over energiressourcer, i konfrontationen med Iran samt i situationen i Irak, er det ganske forbløffende, hvor lidt fokus der er på Golfen.

Da Anders Fogh Rasmussen i sin tid lagde sig tæt op ad George W. Bush i krigen mod Irak, skete det med de selvsikre ord, at det er på tide, at Danmark dropper »småstatsmentaliteten«: Danmark skulle gøre sig gældende blandt de store i den globale magtpolitik. Siden Danmark trak sig ud af Irak, må man sige, at landet i den grad er faldet tilbage i sin ’småstatsmentalitet’ – i hvert fald når det drejer sig om Golfen.

LÆS OGSÅ Den arabiske politik er tilbage

Mere interessant i den forbindelse er det måske, at også USA’s rolle og magt i Golfen synes vigende, og måske hænger den danske mangel på interesse sammen med de amerikanske problemer for at sætte dagsordenen i regionen.

Har Det Arabiske Forår åbnet for nye politiske magtkampe i Egypten og Nordafrika, som USA aktivt har blandet sig i, har det i Golfen ført til mere selvbevidste lande, der helt tydeligt ikke er til sinds at danse efter den amerikanske pibe.

Tværtimod har lande som Saudi-Arabien, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater fuldstændig ignoreret amerikanske formaninger om ikke at bruge vold mod fredelige demonstranter, samtidig med at de sammen med Qatar og de øvrige lande i deres samarbejdsorganisation GCC (Gulf Cooperation Council) har ført en særdeles aktivistisk politik i Den Arabiske Liga over for Syrien og Libyen samt i GCC over for Yemen.

På overfladen ser det jo ganske modsætningsfyldt ud: På udebanen i Libyen, Syrien og Yemen støtter golfaraberne oprørere mod autoritære regimer, mens de på hjemmebanen intet middel skyer, heller ikke militære, for at bekæmpe demonstranter her. Telefonopkald fra Det Hvide Hus til de forskellige konger og emirer har intet ændret på det. Med andre ord tyder alt på, at golfaraberne gør lige præcis, hvad der passer dem, uden at USA tilsyneladende kan gøre hverken fra eller til.

Siden 1971 har USA været den dominerende magt i Golfen, der garanterede GCC-landene sikkerhed. USA ville sikre fri udskibning af olie og frem til afslutningen på den kolde krig holde Sovjetunionen væk fra Golfen. Golflandene kvitterede med loyalitet og lagde gerne territorier til amerikanske baser. De er der stadig, f.eks. flådebase i Bahrain og flybase i Qatar.

Men efter Irakkrigen i 1991 er Golfstaterne blevet stadig mere lunkne på USA: Sanktionerne mod Saddam Hussein skabte store spændinger i Golfen, og USA lagde sig for tæt op ad Israel i Palæstinakonflikten, og navnlig Saudi-Arabien var skuffet over, at USA ikke støttede deres fredsforslag i 2002. Saudi-Arabien var bestemt heller ikke tilfreds med at se sig fremstillet som bagmand for al-Qaeda og skurk i den globale terrorisme, og ingen på Den Arabiske Halvø kunne bifalde angrebet på Irak i 2003, ligesom golfaraberne er dybt bekymrede over, at USA har vist sig at være ude af stand til at håndtere Iranproblemet, der synes mere og mere i hårdknude.

Endelig blev USA’s støtte til Mubaraks fald set som et decideret forræderi af en loyal allieret, og amerikanernes ’dolk i ryggen’ på Mubarak så de som et forvarsel om, hvordan USA ville svigte kongefamilien, hvis der skulle komme gang i gaderne i Riyadh.

Derfor ser golfaraberne sig om efter andre allierede, og her tilbyder Kina, Indien og andre asiatiske lande sig ikke overraskende. Den kolde krig i Stillehavet mellem kinesiske og amerikanske interesser udspiller sig i dag i høj grad i Den Arabiske Golf.

LÆS OGSÅ Marokko - det arabiske forårs tredje vej?

Mens USA har været optaget i Irak og Afghanistan og af store problemer på hjemmefronten og en voksende økonomisk krise, har Kina og de øvrige asiatiske lande investeret heftigt i Golfen. Iran er i dag næststørste leverandør af energi til Kina, mens Saudi-Arabien er den største. Med de økonomiske interesser følger politiske og sikkerhedspolitiske. Både Kina og Indien besejler nu Det Arabiske Hav med krigsskibe, og Kina har lavet flådeøvelser med Saudi-Arabien.

Dette sker, alt imens USA’s afhængighed af de arabiske Golflande stille og roligt vokser: Med amerikanske soldater ude af Irak og risiko for større iransk indblanding i et land, der er særdeles ustabilt, og hvor konflikter og måske borgerkrig stadig lurer under overfladen, har USA virkelig brug for sine baser i Golfen.

Med et Irak i indre konflikt, der risikerer at trække nabolandene med, og et Iran, der måske underlægges sanktioner rettet mod energisektoren, har USA og Vesten virkelig brug for golfarabernes olie og gas – både af forsyningspolitiske grunde og til at holde priserne i nogenlunde i ro.

Stigende kulbrintepriser, der er risikoen ved et Irak i konflikt og en iransk oliesektor underlagt sanktioner, er bestemt ikke velkomne, på et tidspunkt hvor Vesten slås med finanskrise. Her skal Saudi-Arabien med sin overskudsproduktion træde hjælpende til.

Men Iran kunne jo sælge al sin olie til Kina i stedet for at sælge noget af den til de sydeuropæiske lande, og Saudi-Arabien kunne forlange betaling for sin hjælp ved at frabede sig amerikanske formaninger om overholdelse af menneskerettigheder. Det er ikke let at være gamle kolonimagter og en supermagt i frit fald!

Noget tyder på, at golfaraberne har læst denne udvikling godt. Udenrigspolitisk optræder de stadig mere selvsikkert og viser sig gennem deres aktivistiske politik i GCC og Den Arabiske Liga at være stadig mere betydningsfulde spillere i international politik.

Samtidig med at de indenrigspolitisk holder ro på bagsmækken ved at lave et stærkt bolværk mod Det Arabiske Forår, der ironisk nok virkelig har fremmet golfarabernes stigende orientering mod Asien væk fra USA og Europa.

Der er således mange facetter af Det Arabiske Forår, og de er bestemt ikke alle lige gode for det gamle Europa, der kan muntre sig i Nordafrika, men helt er sat uden for døren, der hvor den virkelige globale magtkamp udspiller sig, nemlig Den Arabiske Golf.