I starten af november tikkede der en invitation ind. Til to venners dobbelte 30-års fødselsdag.

På konvolutten stod der til Sanne. Sanne var så streget ud, og så stod der til Djuna i stedet for. Det hedder jeg også. Det er mit kunstnernavn. Det er mit ego. Ikke alter ego. Bare mit ego.

Afsenderne havde enten sjusket eller virkelig moret sig. Jeg valgte at gætte på det sidste. På forsiden af kortet stod »vi mangler kun dig«. Altså mig, mit ego eller Sanne. Den første linje indeni begyndte – »vi bliver mange, da vi har begge fået mere end en ny ven om året«.

Selve kortet var altså en fest i sig selv og en dejlig paradoksal blanding af både inklusion og eksklusion. Jeg var blevet nysgerrig. Jeg satte kryds i kalenderen og begyndte at glæde mig. Jeg købte gave. Jeg købte to. Jeg købte ny skjorte. Jeg strøg den tilmed.

I de sidste ti år har jeg nok ligget stabilt i toppen på en imaginær liste over de mennesker i Danmark, der har gået mest ud. Jeg har dyrket festen. Jeg har levet af den som dj, som klubarrangør, som booker for en bar. Der er dem, der er professionelle i at have det sjovt, og så er der amatørerne. De sidste rammer Indre By i december og lyser om kap med juledekorationerne. Dugfriske jomfruer er de. Hormonbombende rammer de Rådhuspladsen eller andre torve i andre storbyer, hvor beværtningerne har længe åbent.

De har ikke været ude i 100 år og nu skal den have. Det er lidt sødt og lidt tragisk at se dem bevæge sig rundt. De har måske en hat på. Den lyser også. En nissehue med batteri. Først på aftenen er de kække. Så snurrer de rundt og helt sent kan man så se dem stå og læne sig op ad murene, inden for voldene. Det hele kommer op igen. Sild og snaps og alle de sandheder, de ikke burde have sagt. De brækker sig.

De professionelle kan også sagtens få for meget. Hele tiden. Men de er godt trænet op. I lever, krop og sind. De kan afkode et rum som en anden superhelt. Lynende hurtigt gør de status. For dårlig belysning, for høj musik, for dyr en bar. De ved, hvad der virker. De har set så meget. De kender for mange. De står trætte i midten af en cirkel af mennesker og tænker, at de har været halvfulde siden onsdag og der er også en dag på kontoret i morgen. De bliver fjerne i blikket. Men vender sig om, når de bliver prikket på ryggen og giver endnu et smil og et knus.

Den største festkonge jeg kender. Ham som altid er på vej til at flytte til Ibiza og som nogle gange taler med store bogstaver på internettet, hvis masserne ikke lytter. Han opsøger altid sine gamle venner, når han skal sove. Han kommer råbende ind ad døren. Spreder de sidste rester af den kærlighed, han har så meget af og som han har sprøjtet over hele byen. Det synger på sidste vers. Han falder sammen. Vi bærer ham ind i seng. Tager hans discostøvler af. Stryger ham over panden. Piller en konfetti af hans kind.

Jeg har selv været amatør engang. Siddet klinet op ad væggen. For måske på et tidspunkt at kunne gå i et med den. På den måde ville jeg kunne sidde som en flue og bare observere og skrive alle koder ned og derfra selvudklækkes som en, der virkelig havde styr på det. Det lykkedes skal jeg hilse at sige. I sådan grad at jeg blev bange for min egen succesfulde måde at gå ud på.

Jeg tænkte. Det er så sjovt det her. Det kører så meget for mig. Jeg vil aldrig hjem. Og lige dér. Lige når man tænker det. Så skal man gå hjem. Så skal man løbe.

Jeg vil gerne dele nogle af de ting, jeg fandt med ryggen op ad væggen. Jeg har trods alt siddet der solidt i et årti. Jeg skal dog advare om at min analyse godt kan forstyrre det umiddelbare indtryk. Lidt ligesom når man har en irriterende ven, der ved for meget om film. Så skal hun hele tiden forklare. »Det der sker nu – ’det er et establishing shot’ – altså vi etablerer hvor hovedpersonen kommer fra«.

Der findes næppe noget værre. Man skal huske at købe slik i store størrelser, hvis hun kommer om søndagen og skal dele en sofa. Nogle store lede holdkæftbolsjer. Men lige nu er der ingen til at stoppe mig. Så med fare for at ødelægge noget, i aften eller alle mulige aftener fremover, så tillader jeg mig at gennemgå de vigtigste ingredienser, til en ordentlig fest.

Det er sjovest, hvis man har noget at fejre. Hvis man har ydet ekstra indsats eller måske endda færdiggjort et projekt. Det er altid godt hvis nogle har vundet. En pris, en virkelig lækker dame, en halv gris i pyramide spil. Alkohol smager bedst hvis det drikkes i en glad fornemmelse, af at have fortjent det.

Selvfølgelig kan der være impulsive dage, hvor man har tømmermænd i forvejen og intet er planlagt og tingene bare sker og man bliver for længe og driver med af godt og uventet selskab og opløftet stemning. Men det er mest om sommeren. Nu er det vinter. Så forlader man som regel kun sengen, hvis der er et formål og en invitation.

Højtider er gode, det giver sig selv. Det tvinger alle til at gøre lidt ud af sig selv. Nu sniger der sig et strejf af fascisme ind, men jeg kan godt lide, at der er en forskel i folks tøj og humør og attitude – fra hverdag og til fest.

Jeg er godt klar over, at det er på skråplanet til at blive rigtig voksen, men jeg sætter pris på når folk har gjort sig umage. Maden må gerne være rigtig god og have taget tid og fået kærlighed. Jeg kan godt lide langborde. Og bål. Og hvis der er nogle der er modige nok til at rejse sig op og sige noget. Hvis de altså kan finde ud af at formulere sig.

Kameraer er der nok af til både private fester og ude i byen. Det kan jeg godt blive en anelse stram over – at alt ender online, medmindre man når at true fotografen, lige efter at de har gjort noget meget pinligt til et minde.

Jeg hader at skulle bruge det meste af mandag formiddag på at untagge billeder af mig selv – svedende, fuld og gammel. Fat det nu, venner med blitz; jeres kameraer højner den kollektive selvbevidsthed. Og selvbevidsthed er aldrig godt socialt. Det er ligesom husblas. Det stivner folks smil. Og det sender dem ikke på dansegulvet. Medmindre de er strippere. Medmindre de gerne vil være strippere.

Det er vigtigt, det ikke er en branchefest. Hvis folk ligner hinanden for meget, så er alt andet totalt ligegyldigt. For så er de stadig på arbejde. Nu i pænere tøj. Med den samme dagsorden. Og al den snak om kolleger. Især hvis det er i den kreative branche. Uudholdeligt. Det er derfor julefrokoster er så lumre. Hvordan når man hurtigst muligt væk fra at snakke om sit arbejde. Man drikker snaps meget hurtigt og begynder at lege S, P eller K.

Musik er vigtigt. Altid frit valg på alle hylder. Alwaysshouldbesomethingyoureallylove. Og reglen er: Hvis der ikke er noget band eller nogen dj, så er det den der enten rammer flest følelsesmæssigt i rummet eller ser mest sammenbidt ud, som får lov til at sætte musik på.

Festen i november kom på et tidspunkt hvor jeg havde slækket på min professionalisme. Jeg havde arbejdet meget. Altså rigtigt arbejdet. Gennemarbejdet noget. Jeg syntes, jeg havde fortjent at gå til fest. Jeg havde glædet mig uforholdsmæssigt. Festen blev afholdt i en baggård i det indre København, på den ene fødselars arbejdsplads. Det store lokale var fyldt godt op med varme, da jeg ankom i mit stiveste puds.

Der var ikke den forstillelse der ellers godt kan være den første time af en fest. Der var ingen der stod og flagrede. Man kunne mærke, at man var i gode hænder. De gode hænder havde et kamera. Selvfølgelig, men de havde også bygget en bovport. Så var det ligesom tilgivet. Noget for noget.

Alle skulle op og ad den og blive foreviget. Jeg kom sammen med ven fra Island, der bor i min lejlighed.

Vi stillede op. Jeg gør altid en speciel ting med munden, når jeg ser mig selv i spejlet eller bliver fotograferet. Så afleverede vi gaver. Så gav vi knus. Lange og de rigtig lange. Maden var dejlig. Og det havde taget dem rigtig lang tid at lave den. Vi var til gengæld nogle stykker, der havde brugt en hel aften på at skrive en sang. Den var sjov. Mange skævvredne vers om hovedpersonernes kønsforvirring. Derefter tog det fart. Og nu kommer det smertelige punkt hvor jeg selvfølgelig må holde igen.

Mange af mine allerbedste venner var samlet den aften. Og dem orker jeg ikke at blive uvenner med. Så derfor må jeg undlade flere intime detaljer. Derfor blev fotografen sendt hjem. Jeg kan dog fortælle, at der blev grædt allerede inden kaffen. Der blev byttet tøj. Jeg tog en lur på et tidspunkt. Der blev danset rigtig grimt. Bøsserne kyssede på pigerne. Drengene tissede sammen på toilettet.

Der blev ringet efter gamle kærester, fordi der var paradigmeskift og vi-gør-status-fornemmelse, og kloge ugler i mosen. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hjem. Men det var 24 timer senere og jeg var rundtosset.

Det er i den gode fest, det grænseoverskridende møde finder sted. Meget kan man sige om alkohol. Men det bløder op, og det forbinder og det trækker fra i regnskabet om tårerne på dit dødsleje. Du har sikkert mødt din kæreste til en fest. Først drak du dig mod til. Så gik du over og bankede på. Nye steder er ligesom nye venner. Der er ingen historie tilknyttet og man kan bilde dem hvad som helst ind og genopfinde sig selv på ny i deres helt fine og sprøde og kejtede selskab og stole og skygger.

Det kan være en befrielse, en kilden. Man mærker den når man er i udlandet, og man søger den tit når man er hjemme. Steder der lige er åbnet. En klassisk københavner beværtning man lige har opdaget. Jeg har været på rigtig mange barer, klubber og morgenværtshuse og følt den kilden. Men som alt andet er formen en undskyldning for indholdet. Intet er noget uden vægten af de mennesker, det involverer.

Suset af det nye kan sjældent opveje opblomstringen af noget ældre. Gamle venner kan man for eksempel ikke skjule sig for. Jeg har set dig! Kom herover og få et kram og fortæl mig, hvordan det går. Gode fester viser hvem du er, på de gæster der kommer og hvordan timerne ellers forløber når folk mødes på kryds. På tværs. Med gammelt nag og tidlig fascination. Du kan kalde det netværk. Du kalde det bunkepul.

Cirklerne skal helst udfordres og sprede sig. Du vil måske have lyst til at sove i deres arme, men du kan ikke løbe om hjørner med gamle venner, for det er i deres selskab ringene sluttes. Skål!