Kampen om værdierne har præget dansk politik, lige siden Anders Fogh Rasmussen gik til angreb på smagsdommerne i sin første nytårstale i januar 2002. Hvad er så status her ti år efter, hvor Fogh er i Bruxelles, Krarup og Langballe er gået på pension, og Danmarks første kvindelige statsminister har indtaget Sankt Jørgens Gård?

Politiken bad kort før nytår 15 politologer om at vurdere, hvem der vandt kampen om værdierne. Politologerne konkluderede nogenlunde samstemmende, at danskerne var blevet mere højreorienterede af ti år med de højreorienterede ved roret. Jeg vil påstå, at det er lodret forkert.

Der er ikke sket et generelt værdiskred til højre. Tværtimod mener jeg, at de højreorienterede tabte værdikampen inden for centrale politikområder som udlændingepolitikken, miljøpolitikken og udenrigspolitikken. Og lige nu er de ved at tabe debatten om homoseksuelles ret til at blive gift i folkekirken.

Udlændingepolitikken har uden tvivl været det mest stormombruste politiske emne de sidste ti år. Der har været hektisk aktivitet, love er blevet ændret, strammet og strammet en gang til. Medierne i både Danmark og udlandet har tegnet et billede at et lille, skræmt og intolerant land, der gradvis lukker sig mere og mere om sig selv og genopfører nedlagte grænseposter.

Men i præcis samme tidsrum er danskerne faktisk blevet markant mere tolerante og mere åbne over for et multietnisk samfund. Det viser den værdiundersøgelse, som på europæisk plan er blevet gennemført ca. hvert 10. år, senest i 1999 og 2008.

Peter Gundelach skriver om undersøgelsens konklusioner om holdningen til indvandrere, at den »viser klart en mere positiv holdning til de etniske minoriteter. Færre siger, at de ikke vil have dem som naboer, færre ønsker diskrimination på arbejdsmarkedet til fordel for danskere, og færre ønsker en restriktiv indvandringspolitik. Analysen peger altså i retning af, at efterhånden som tiden går, og efterhånden som der kommer flere indvandrere til Danmark, bliver danskerne mere tolerante«.

Mens politikerne har strammet, er befolkningen altså blevet mere tolerant. Det er umiddelbart paradoksalt. Jeg tror, at forklaringen er, at befolkningen og politikerne faktisk fandt hinanden på udlændingeområdet – hvorefter VKO desværre fortsatte ud af en tangent med stadig mere urimelige stramninger.

Men Helle Thorning-Schmidt fandt virkelig en folkelig klangbund, da hun i 2010 sagde, at nu var der strammet nok. De højreorienterede hånede hende, men 63 procent af vælgerne var faktisk enige i ifølge en undersøgelse i Berlingske.

VKO fortsatte imidlertid stramningerne og fandt på et besynderligt pointsystem, hvor det nu officielt var bedre at gifte sig med en akademiker end en håndværker. Samtidig stod det klart, af familiesammenføringsreglerne blev praktiseret så stramt, at børn i førskolealderen kunne blive revet ud af deres mors arme og sendt ud af landet med den begrundelse, at de manglede integrationspotentiale.

VKO overfortolkede folkestemningen groft, da de troede, at det bare ikke kunne blive stramt nok. Noget af det første, den nye regering gjorde, var derfor at indgå en aftale hen over midten med Liberal Alliance, som målrettet ruller nogle af de værste synder fra VKO-tiden tilbage: Reglerne for familiesammenføring af børn bliver set efter, asylansøgere får bedre mulighed for at bo og arbejde uden for centrene efter et halvt år, og grænsekontrollen afskaffes.

Miljø- og klimapolitikken er et andet område, hvor der i 2001 blev blæst til værdikamp. VKO gik målrettet i gang med at bryde alt det ned, som Svend Auken havde bygget op i 1990’erne. Der blev ikke længere rejst vindmøller i landskabet, men i stedet fik Bjørn Lomborg medvind i finansloven. Fogh påstod, at der ikke var en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der havde fået det dårligere under hans regering. Det var fint formuleret, men forkert. Som Gitte Seeberg fra Verdensnaturfonden sagde, da hun i 2010 fik Svend Auken-prisen, var sandheden derimod, at der ikke var en landmand, ikke en svinebonde, der havde fået det ringere under VKO.

Det lykkedes regeringen at sætte miljø- og klimaindsatsen i stå. Hvad der ikke lykkedes regeringen, var at få befolkningen med. I stedet skiftede regeringen kurs, og de måbende venstrebønder kunne i 2008 høre en statsminister, der talte om grøn økonomi og om, at han ville have »grebet strategien an på en anden facon«, hvis han i 2001 havde den erkendelse om klimaforandringer og miljøproblemer, som han havde i 2008.

Kovendingen var flot og egentlig også modigt udført. Men det kan ikke skjules, at det var den totale kapitulation for en helt central del af Foghs værdikamp.

Lars Løkkes Venstre har her efter valget bekendt kulør. Og den er ikke grøn. Det ser på alle måder sort ud for Venstres grønne profil. Og det er egentlig en skam, for det, Fogh indså, var jo rigtigt: nemlig at det ikke kun er økoflippere i storbyerne, som går op i en miljørigtig politik. Det er også helt almindelige lønmodtagere, som kan se deres nære natur blive truet af intensivt landbrug og hele klodens klima blive truet af vores brug af fossile brændsler. Venstre har tabt den grønne værdikamp en gang – og ser ud til at være fast besluttet på at gøre det igen.

Udenrigspolitikken var et tredje ben i det store værdipolitiske opgør. Ånden fra 1864 skulle uddrives og pletten fra 9. april 1940 vaskes væk. Irakkrigen blev muligheden for at sætte handling bag ordene. FN-sporet blev forladt, og Venstre valgte at bryde med årtiers tradition for brede flertal i Folketinget, når vi sender danske soldater i krig.

Resultatet blev dansk deltagelse i en historisk fejltagelse, som medførte tusindvis af døde og fjernede fokus fra Afghanistan, så Taleban fik tid og ro til at vokse sig stærke igen. Fogh hoppede med på George Bushs forsimplede doktrin om, at demokrati kan indføres med et snuptag og en rask lille invasion.

Historien har vist, at Bush og Fogh tog fejl – og både briter og amerikanere har lært af fejltagelsen. Venstre, derimod, er friske på mere. Knap var de trådt ud af regeringskontorerne, før de højreorienterede begyndte at udfordre den aftale om at trække danske styrker ud af Afghanistan i 2014, som de selv indgik. Søren Pind har også luftet muligheden for dansk deltagelse i krige mod både Nordkorea og Iran.

Befolkningen er til gengæld stået helt af. Efter ti år med en udenrigspolitik, hvor udviklingsbistanden blev beskåret, FN ignoreret, og der var fuldt fokus på de militære virkemidler, er danskernes skepsis massiv. En måling i Berlingske i august 2011 viste, at hele 56 procent mener, at krigene i både Irak og Afghanistan var en fejltagelse og ikke prisen værd. Det er på sin vis triste tal, for en militær indsats kan være den rigtige og eneste løsning. Det så vi for nylig i Libyen. Men tallene viser, at VKO også på dette punkt tabte værdikampen med et brag.

I tiden frem mod nytåret er der også kæmpet en værdikamp om homoseksuelles ret til at kalde sig ægtefæller. Det er et slag i den store kamp for accept af seksuelle minoriteter og et godt eksempel på, hvordan de højreorienterede totalt har mistet koblingen til befolkningens værdisæt.

Dansk Folkeparti tordner sammen med den kirkelige højrefløj mod homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken, mens Venstre og Konservative forsøger at sige så lidt som muligt for ikke at lægge sig ud med deres gamle støtteparti. Imens siger et overvældende flertal på 67 procent af befolkningen, at homoseksuelle skal have lov til at blive gift i kirken og til at kalde sig ægtefæller. Også på det punkt må værdikæmperne erkende, at slaget er tabt.

Det store værdiskred mod højre er altså en myte. De højreorienterede har tabt de store værdikampe, og samtidig viser den tidligere omtalte værdiundersøgelse, af der faktisk er flere danskere i 2008 end i 1999, der opfatter sig selv som venstreorienterede, mens andelen af højreorienterede er konstant.

Hvordan går det så til, at såvel medier og politologer kan opfatte det sådan, at der faktisk er sket et værdiskred til højre de foregående ti år? Hvorfor lykkedes det for eksempel ikke den daværende opposition at skabe langt større åben folkelig modstand mod Irakkrigen, som man så det i bl.a. Storbritannien, hvor Blair stort set faldt på denne krig. Det findes der ingen enkle svar på, men en væsentlig forklaring er uden tvivl Anders Fog Rasmussens person.

Han formåede, med stor autoritet, at sætte stærke aktuelle dagsordener, som befolkningen og medierne kunne følge, og dermed er det på overfladen kommet til at se ud som et værdiskred, selv om danskernes egne holdninger reelt ikke rykkede samme vej.

Det var der egentlig heller ikke så meget grundlag for, da Anders Fogh Rasmussen jo frem mod regeringsskiftet i 2001 selv undergik en fundamental forvandling fra ideologisk modstander af velfærdssamfundet til nærmest ideologisk forsvarer af samme. En venstrestatsminister, der pludselig begynder at citere linjer fra Arbejdersangbogen i sin nytårstale, siger vel alt.

Men der er dog alligevel sket et værdiskred i den gale retning de sidste ti år. Noget tyder på, at det lykkedes de højreorienterede at få undergravet lidt af danskernes solidaritet og lyst til at bidrage til fællesskabet. En undersøgelse fra Rockwool Fonden fra februar dokumenterede, at accepten af socialt bedrageri er vokset de sidste ti år. Langt de fleste danskere er heldigvis stærkt imod.

Men hvor det i 2000 var 88 procent af danskerne, som fandt det helt uacceptabelt at modtage sociale ydelser, man ikke havde krav på, var det i 2010 kun 72 procent. Der er også større accept af at modtage arbejdsløshedsdagpenge, selv om man reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det mente 81 procent var helt uacceptabelt i 2000, men kun 71 procent i 2010.

Over en fjerdedel af befolkningen accepterer altså i et vist omfang socialt bedrageri. Det er en uhyggelig udvikling – og derfor er der behov for den debat om ret og pligt, som både statsministeren, socialministeren og beskæftigelsesministeren har sat i gang i kølvandet på fattigdomsdebatten.

For de sidste ti års indsats er slået fejl. Jeg tror, det er, fordi de højreorienterede ikke tænker på ret og pligt, men kun på incitamenter. Måden at få folk i arbejde er ifølge de højreorientere enten at gøre det ulideligt at være arbejdsløs ved at stille rigide kontrolkrav og sende dem på tåbelige pipfuglekurser eller at sætte ydelserne så lavt, at nogen arbejdsløse risikerer at leve i fattigdom.

Det har ikke virket – og det har undergravet forståelse for sammenhængen mellem ret og pligt, som vores velfærdssamfund bygger på. Jeg tror, at folk kommer i arbejde, når der er job til dem, og når vi får genskabt en kultur, der betyder, at man selvfølgelig arbejder, hvis man er i stand til det.

Jeg tror, at retten til at få en rimelig støtte, hvis man virkelig ikke kan finde et arbejde eller virkelig ikke er i stand til at arbejde, går hånd i hånd med følelsen af en forpligtelse til at arbejde.

Som statsministeren klart understregede i sin nytårstale, har Danmark fået en regering, der bygger på andre værdier, end VKO-flertallet har gjort de seneste ti år. Vi går dermed ikke alene ind i et nyt år, men en ny tid. En ny tid, som står i fællesskabets tegn. En ny tid, hvor vi bekymrer os om, respekterer og hjælper hinanden. En tid, hvor fællesskab, solidaritet og samfundssind afløser griskhed, grådighed og rå egoisme.

Med regeringsgrundlaget ’Sammen om Danmark’ er vi tilbage ved de værdier, på hvis fundament vi skabte et stærkt velfærdssamfund. Og som stadig er stærkt rodfæstede i den danske befolkning. Det handler om frihed, lighed og fællesskab.

Med frihed som bærende værdi skal vi udvikle et Danmark, hvor den enkelte borger får de bedste muligheder for at realisere sine drømme om et godt liv for sig selv og sin familie. Med lighed som udgangspunkt vil vi arbejde for, at alle mennesker skal have lige muligheder, og at der ikke bliver for store skel i vores samfund. Og med stærkt fokus på fællesskab og solidaritet skal vi sikre, at vi fortsat er fælles om at finansiere den grundlæggende velfærd – ud fra princippet om, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

Danmark går en hård tid i møde økonomisk. Fra højre side vil vi komme til at høre stadig kraftigere røster, som vil bruge krisen som anledning til at nedbryde velfærdssamfundet. Vores svar er, at vi tror på et stærkt velfærdssamfund.

Et samfund, hvor børn ikke skal vokse op i fattigdom, hvor der er fri og lige adgang til uddannelse, og hvor arbejdsløshed ikke betyder økonomisk ruin. Det er velfærdssamfundet, som gør, at Danmark kan arbejde sig ud af krisen. Det kommer de næste ti års værdikamp i høj grad til at handle om.