De tre små bogstaver R, A, F, har knap tabt noget af deres evne til at forarge den tyske offentlighed i de 40 år, der er gået, siden den venstreorienterede terrorisme ramte Tyskland.

Med den snarlige løsladelse af Rote Armee Fraktion-medlemmerne Brigitte Mohnhaupt og måske også Christian Klar blusser diskussionerne op igen. Tyskland er delt i spørgsmålet. Fronterne står skarpt, og følelserne er uden på tøjet. RAF virker stadig som en rød klud på de fleste af de kommentatorer, der ytrer sig om emnet i den tyske og for den sags skyld også danske offentlighed. Og argumenterne har ikke ændret sig meget siden 1970’ernes og 1980’ernes golde diskussioner.

De kommentatorer, der tilhører eller har affinitet til det politiske spektrum til højre for midten, holder fast i, at RAF-terroristerne har mange liv på samvittigheden, at man skal tage hensyn til deres ofre, og at man ikke skal glemme, at de har ført krig mod det tyske samfund. Uden anger. »Skal man slippe potentielle fjender af staten løs fra sin varetægt?«, lyder det retoriske spørgsmål. Man mener, at enhver tilknytning til RAF, både faktisk og i politisk forstand, kun kan modsvares af kriminalisering, og at alle beslægtede politiske opfattelser bør forbydes i forlængelse af den tyske Radikalenerlass fra 1972 (det, vi i Danmark kalder berufsverbot, altså de tyske love om, at man ikke kan arbejde i offentlig tjeneste, hvis man har radikale politiske meninger).

Konfessionelle venstreorienterede svarer lige så ubekymret af årtiernes gang: »Skulle man ikke prøve i stedet at forstå RAF?«. De venstreorienterede opfinder alle mulige grunde til, at RAF-folkene faktisk ikke var så slemme, eller at de faktisk havde noget at kæmpe for. Denne tendens til at glorificere RAF finder man ikke udelukkende i Tyskland, men også på den danske venstrefløj. Carsten Jensen beretter f.eks. i øvrigt i et af sine essays, hvorledes en kendt københavnsk teaterinstruktør havde undskyldt RAF med ordene: »De gjorde dog i det mindste noget«.

Hvis man over for folk, der har sådanne venstreorienterede anskuelser, antyder, at RAF’s politiske holdninger savnede enhver tilknytning til virkeligheden, bliver man mødt med lange tirader om det kapitalistiske systems ondskab, eller om hvor mange naziforbrydere, der sad i den vesttyske administration efter krigen.

I stedet for rituelt at gentage disse mantraer fra de politiske fløje skulle man måske forsøge at se den vesttyske terrorisme ud fra andet end et snævert politisk perspektiv. De skarpe positioner forhindrer nemlig, at man kan bruge erfaringerne fra 1970’ernes og 1980’ernes terrorisme til ret meget. Således bliver vigtige erkendelser om terrorismes grundlag tabuiseret, og man mister muligheden for også bedre at forstå moderne terrorisme. Der er faktisk nogle interessante ligheder mellem Rote Armee Fraktion og grupper som al-Qaeda. Ikke politiske ligheder, som nogen måske ville påstå, men sociale ligheder. Begge terrororganisationer rekrutterer grundlæggende fra veluddannede middelklassemiljøer. I begge disse miljøer kan man tale om, at man mangler politisk og social anerkendelse. Vi taler således om to grupper stærkt utilfredse unge med betydelige intellektuelle og økonomiske resurser.

Begge disse grupper har også været gennem en radikaliseringsproces, der godt nok har to forskellige årsager (for RAF var det først og fremmest de spændinger, som arven fra krigen medførte, mens det for al-Qaeda vel i dag først og fremmest handler om politisk undertrykkelse i de arabiske lande og manglende integration i de vestlige).

Alene af denne grund ville det være nyttigt at betragte Rote Armee Fraktion i et perspektiv, der snarere er socialhistorisk end politisk, og se lidt nærmere på, hvem terroristerne egentlig var. Hvem var de, der rystede det tyske samfund i 1970’erne og 1980’erne?

Lederne af den første Rote Armee var, foruden Brigitte Mohnhaupt, Gudrun Ensslin, Ulrike Meinhof, Thorwald Proll, Horst Söhnlein, Holger Meins og Andreas Baader. Brigitte Mohnhaupt kom fra en købmandsfamilie og studerede filosofi i München. Gudrun Ensslin var præstedatter fra et velfungerende hjem. Holger Meins var kunstner og filminstruktør. Den eneste, der skiller sig ud, er Andreas Baader, der hverken kom fra en pæn familie eller havde klaret sig godt i uddannelsessystemet. Den mest prominente af RAF-medlemmerne var Ulrike Meinhof. Hun var en anerkendt journalist, og hun redigerede et væsentligt kulturtidsskrift, da hun valgte at ’gå i undergrunden’. Hendes position svarede måske til den, en redaktør på et betydningsfuldt dansk kulturtidsskrift, som f.eks. Politisk Revy, havde i samme periode. Der er altså tale om en kvinde, der måske kunne have haft en vis politisk karriere og måske have opnået betydelig politisk indflydelse. RAF var ledet af tilsyneladende velfungerende unge, der godt nok havde radikale anskuelser, men ellers virkede mere som en resurse, end som et problem for samfundet. Dette gælder i øvrigt for en stor del af terroristerne i RAF, både i første, anden og tredje generation. Dette forhold bør heller ikke undre nogen, da det typisk var fra studenterbevægelsen og universiteterne, at RAF rekrutterede sine medlemmer.

Hvad var det så, RAF ville – hvad var deres politiske målsætning? Det var sandsynligvis Ulrike Meinhof, der gav et berømt bud herpå, i RAF’s ’tesepapir’: »Fold klassekampen ud. Organiser proletariatet. Begynd den væbnede modstand. Opbyg en rød hær«.

Troede RAF-medlemmerne virkelig, at de kunne sætte en revolution i gang i Tyskland? Var de politiske mål virkelig så presserende, at det var nødvendigt at sætte liv og lemmer på spil? Var det vesttyske samfund så råddent og undertrykkende, at man ikke kunne vente og se tiden an? Man skal huske på, at denne periode i tysk historie almindeligvis økonomisk betegnes som Wirtschaftswunder, og at Vesttyskland ligesom de øvrige vestlige lande gennemgik en hidtil uset økonomisk opblomstring. Det synes usandsynligt, at netop denne tid skulle kræve en øjeblikkelig voldelig revolution, og det står i øvrigt i skarp kontrast til RAF’s revolutionsteoretiske forbilleder som Proudhon og Marx. Når man betragter revolutionsromantikken i studenterbevægelsen og hos RAF får man, som den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas bemærker, fornemmelsen af, at der er tale om en kollektiv ønskeforestilling. Når man læser de forskellige kilder, avisartikler, biografisk materiale og øjenvidneberetninger kan man også få fornemmelsen af, at det for mange af de involverede drejede sig om et spil eller en voksen leg. En leg, der fik en dødelig udgang for mange af dem.

Den tyske sociolog Norbert Elias er inde på noget lignende i sin artikel om den vesttyske terrorisme Der Bundesdeutsche Terrorismus – Ausdruck eines sozialen Generationskonfliktes, når han spørger, hvorvidt det virkelig var klassekampen, man satte sit liv på spil for? Hvorfor var disse unge, fra gode borgerlige familier, så interesserede i – ja, det var temmelig presserende for dem – at »ophæve undertrykkelsen« af en socialgruppe, de ikke kendte meget til? Endda en socialgruppe, der blev rigere og rigere, som 1960’erne og 1970’erne skred frem? Hvorfor var forsvaret af denne gruppe så vigtigt, at det var nødvendigt at sprænge ting i luften? Meget få arbejderbørn deltog i RAF eller andre ekstremt venstreorienterede bevægelser i 1960’erne og 1970’erne. Uden sammenligning i øvrigt var de partier, der opstod som følge af studenteroprøret – og det gælder også for Danmark – partier, der forstod sig som arbejderpartier, men som ikke havde hverken arbejdermedlemmer eller arbejderstemmer. Det synes besynderligt, at en gruppe unge ønsker at forsvare nogle andres rettigheder så meget, at de er villige til at dø for det. Samtidig med at de arbejdere, de forsøger at forsvare, overhovedet ikke vil vide af dem.

Men det er faktisk tilfældet for RAF-tilhængernes politiske ideologi. Dette får Elias til at bedømme RAF og studenterbevægelsens ideologi som en kompensationsforestilling, der var drevet af andre motiver. Hovedmotivet var et angreb på deres forældres værdier og normer. Elias ser både studenteroprøret og den vesttyske terrorisme som ideologier, der havde til formål at angribe forældregenerationens politiske og værdimæssige legitimitet og ikke i første omgang de samfundsmæssige institutioner. Man kan måske snarere forstå RAF’s terroristiske aktioner som angreb på de herskende symboler end som angreb mod den herskende politiske magt. Under denne synsvinkel var terrorismen mere en strategi til at angribe holdninger, vaner og symboler end militære mål. Alt andet lige kunne RAF ikke håbe på, at de »6 mod 60 millioner« (som den tyske forfatter Heinrich Böll sagde det) kunne vinde en militær krig mod Bundesrepublikken.

Den tyske sociolog Helmut Schelsky har i en række undersøgelser fra midten af 1950’erne og frem vist, hvorledes den unge middelklassegeneration på forskellig måde var under pres i 1960’erne og 1970’erne, samtidig med at den var en del af en vældig økonomisk vækst. I middelklassemiljøerne måtte man slås med et tab af samfundsmæssige privilegier, med en udjævning af indkomstforskellene i forhold til den lavere middelklasse og til arbejderklassen foruden et samfundsmæssigt tab af status og med en generel legitimationskrise i den borgerlige verdensopfattelse.

Schelsky taler ligefrem om en omvending af den sociale misundelse, således at de studerende ved universiteterne kom til at nære misundelse over for børn fra håndværkerstanden, der jo i en langt tidligere alder kunne få del i forbrugersamfundets goder. Når studenterbevægelsen og terroristerne i RAF vendte sig mod ’forbrugersamfundet’ (RAF’s første attentat var som bekendt mod et stormagasin), kunne det måske også spille ind, at netop studenterne ikke kunne få del i den forbrugerkultur, resten af samfundet satte så højt. På universiteterne erfarede de studerende også, at det at være universitetsansat eller på anden måde i offentlig tjeneste havde ændret sig betydeligt. Der var ikke længere den samme værdi forbundet med det.

Derudover stodstudenteroprørets generation over for en forældregeneration, der var politisk og moralsk bankerot. Afnazificeringen og den generelle krise, som de borgerlige dannelsesidealer stod over for – kombineret med det moralske medansvar for Anden Verdenskrig – betød, at forældregenerationen ikke besad nogen attråværdig moralsk status. Der var således en udpræget trang til at begynde at sætte andre idealer op imod forældrenes. Studenterne og andre grupper, først og fremmest fra den bedre middelklasse, eksperimenterede med nye boformer, nye måder at klæde sig på; de lavede happenings eller studerede marxistisk litteratur. Alt dette kan man se som forskellige strategier til at angribe forældregenerationens livsform. Det er måske ikke helt forkert at se RAF som det mest radikale, infantile og forbryderiske element i det, der kaldes ungdomsoprøret.

Det er dog væsentligt at skelne mellem de to fænomener. Selv om begge bevægelser så at sige havde det samme udspring, betyder det ikke, at den ene ikke kan have haft gode konsekvenser, mens den anden havde katastrofale. Den store forskel på de to bevægelser var naturligvis anvendelsen af vold. Jürgen Habermas bemærker, at ungdomsoprøret var kendetegnet af det, han kalder »nye strategier til begrænset overtrædelse af de samfundsmæssige regler«. Han slår samtidig fast, at disse strategier kun er legitime og politisk effektive, når de er ikkevoldelige.

Kvindefrigørelsen eller den seksuelle revolution bliver jo ikke mindre værd, fordi de deler udspring med terroristerne i RAF. Gjorde de så det? Var forbindelsen og sympatien af afgørende betydning? I Tyskland er der nok ingen tvivl om, at der var en betydelig sympati for RAF i brede kredse af ungdomsoprøret.

Mest kendt er naturligvis et berømt billede af studenterlederen Rudi Dutschke taget 18. november 1974 ved RAF-medlemmet Holger Meins’ grav. Meins var kort forinden, 9. november, død efter en sultestrejke, der havde varet i 50 dage. Billedet viser Dutschke foran Meins’ grav omkranset af alternative unge med faner og transparenter. Hans højre hånd er hævet, og næven er knyttet. Ifølge vidner siger han: »Holger, kampen går videre!«. Selv om Dutschke senere sagde, at hans ord gjaldt »kampen om den sociale befrielse« og ikke RAF’s kamp, så må man nok tilskrive det tyske ungdomsoprør og studenterbevægelse en vis sympati for den røde terrorisme. Uden at gøre de to bevægelser til den samme bevægelse, sådan som Springerpressen altid har gjort det i Tyskland, så viser billedet af Dutschke, at mange anså sig i krig med samfundet.

Dutschkes knyttede næve var et symbol på krig. Det afgørende dengang som i dag er imidlertid, hvordan samfundet kan undgå en radikalisering af alternative miljøer, som man så med 1960’ernes og 1970’ernes ungdomsoprør i Tyskland. Hvordan man kan integrere politiske og kulturelle bevægelser og lade dem begynde på deres lange vej gennem institutionerne.