I aftes havde Edison-scenen danmarkspremiere på '4:48 Psykose'. Den engelske dramatiker Sarah Kanes sidste stykke. I dag skriver kronikøren Kanes korte, men markante teaterhistorie.

Da Sarah Kane i 1999, 28 år gammel, begik selvmord, var hun en af Englands mest lovende og mest omdiskuterede unge dramatikere. Sammen med bl.a. Martin Crimp ('The Treatment'), Peter Rose ('Snatch'), Anthony Neilson ('Penetrator') og Mark Ravenhill ('Shopping & Fucking') tilhører Sarah Kane den gruppe af unge engelske dramatikere, hvis provokerende dramatik, in-yer-face theatre , fik stor opmærksomhed i senhalvfemserne. In-yer-face-dramatik karakteriseres ved sin tematisering af vold, fornedrelse, seksualitet, lemlæstelse etc. og ved at eksponere det ekstreme og det tabuiserede. Sarah Kanes tese var, at alt kunne vises på en scene. Hun mente, at hvis man valgte at udelukke emner eller en bestemt slags adfærd fra scenen, var det ensbetydende med, at deres eksistens blev benægtet. Derfor indskrev Kane det ekstreme og tabuiserede i sin dramatik. Fra oralsex, voldtægt og masturbation over grum mishandling og selvmord til kannibalisme og rotter, der åd afskårne menneskelemmer. Sidstnævnte sker i 'Cleansed', hvor en af Kanes regibemærkninger lyder: »The rat begins to eat Carl's right hand«. Kane udtalte senere, at da instruktøren, James Macdonald fra Royal Court Theatre, havde bedt hende om at gå hjem og forkorte stykket, havde hun som hævn valgt at indskrive rotterne.

Da Sarah Kane i 1995, 23 år gammel, debuterede med 'Blasted' på Royal Court Theatre Upstairs, udløste hun omgående en mediestorm og den største teaterskandale, England havde oplevet i 30 år. Ikke siden Edward Bonds 'Saved' havde teateranmelderne været så oprørte.

I 'Blasted' bliver den unge Cate voldtaget af ekskæresten, Ian, som hun senere hævner sig på ved at bide hans penis til blods. En lejesoldat bryder ind og voldtager Ian, suger hans øjne ud, tygger dem og skyder sig gennem munden. Ian spiser et dødt spædbarn, mens Cate sælger sit køn til soldater for brød og vin.

Den nu afdøde teaterkritiker på Daily Mail, Jack Tinker, karakteriserede 'Blasted' som »a disgusting feast of filth«. Dramatikeren, Harold Pinter, Kanes forbillede og fortrolige kollega, tog straks Kane i forsvar. Pinter mente, at kritikerne var ude, hvor de ikke kunne bunde, og at 'Blasted' var for komplekst for dem.

Skandalen omkring 'Blasted' overraskede Kane, der som udgangspunkt for stykket havde ladet sig inspirere af aktuelle voldsepisoder i England og i Bosnien. Som dramatiker mente Kane ikke, at hun havde ansvar over for publikum eller teaterkritikere. Kun over for sandheden, hvor kompliceret eller grum den måtte være. I et interview i The Independent fra 1995 med overskriften 'Disgusting Violence? Actually its quite a peaceful play' fortæller Kane, at hun nok havde forventet kritik af sit første stykke, men ikke, at det ville medføre nyhedsoverskrifter. Hun påpegede det paradoksale i, at en 15-årig engelsk pige netop var blevet voldtaget i en skov, men at aviserne brugte mere spalteplads på 'Blasted' end på den brutale voldtægt.

Kanes næste stykke, 'Phaedra's Love', blev skrevet på opfordring af London Gate Theatre, der opførte det i 1996. Kane ønskede at skrive en moderne version af Büchners 'Woyzeck' eller Brechts 'Baal', men teatret foreslog hende at tage udgangspunkt i en græsk eller romersk tragedie. Kane, der ikke var vild med græske tragedier, fordi »everything happens off stage«, valgte at tage udgangspunkt i Senecas tragedie 'Phaidra', som hun transformerede til et portræt af en nutidig, dysfunktionel, seksuelt korrupt engelsk kongefamilie.

Dronning Phaedra er besat af sin stedsøn, Hippolytos, der flittigt masturberer i sine sokker, mens han spiser junkfood og ser tv. Phaedra giver Hippolytos oralsex, begår selvmord, men anklager i en efterladt note stedsønnen for voldtægt. Hippolytos dræbes af folkeskaren. Hans penis skæres af, grilles og kastes til en hund, mens Hippolytos' far, Theseus, voldtager sin steddatter Strophe og skærer halsen over på hende. 'Phaedra's Love' fik en lidt hård modtagelse. Kate Bassett, The Times, mente, at problemet med stykkets voldsscener var, at den sceniske vold ikke er chokerende, blot svær at tro på, mens teaterkritikeren Charles Spencer afsluttede sin anmeldelse med, at det, Kane havde brug for, ikke var en teaterkritiker, men en psykiater. Teaterkritikeren Aleks Sierz så derimod i et par af stykkets dialoger referencer til sexskandalen omkring ekspræsident Bill Clinton og Monica Levinskys affære. Desuden mente Sierz, at stykket med prinsesse Dianas død fik tilført nogle tankevækkende undertoner.

Kane, der siden barndommen havde lidt af depressioner, skrev 'Phaedra's Love' i en periode, hvor hun var dybt deprimeret på grund af et ulykkeligt kærlighedsforhold. Hun gav den franske filosof Roland Barthes ret, når han i sin bog 'Kærlighedens forrykte tale' sammenlignede en afvist elskers følelser med den følelse, fanger i Dachau må have besiddet. Er man besat af kærlighed og bliver afvist, taber man sig selv og står magtesløs: »It can completely destroy you«. Kane forklarede i et interview, at dybt deprimerede mennesker udvikler en evne til totalt at leve i øjeblikket, fordi der for dem ikke eksisterer »noget andet sted at leve«. Hun opponerede imod, at mange meget fejlagtigt troede, at en depression handlede om tomhed, mens den i virkeligheden handlede om at være så opfyldt af fygende tanker og følelser, at alt andet omkring én blev elimineret.

Kanes tredje stykke, 'Cleansed' fra 1998, skrev hun i en periode, hvor hun var vildt forelsket og troede på kærlighedens magt. Stykket foregår på en institution, som har til formål at udrydde uønskede samfundsborgere. Inden for institutionens mure forsøger en lille gruppe mennesker at redde sig selv gennem deres kærlighed til hinanden.

Ligesom Kanes forrige stykker indeholder 'Cleansed' lemlæstelse, sex og rå, blodige voldsscener. Tinker, institutionens sadistiske opsynsmand, dræber unge Graham ved at injektere en overdosis heroin i hans øje. Herefter mishandler Tinker på det grusomste stykkets homoseksuelle kærestepar, Carl og Rod. Han skærer bl.a. Carls tunge ud, hugger hans hænder og arme af, skærer brysterne af Grace, ydmyger en peepshowdanserinde og skærer sluttelig Carls penis af og transplanterer den på Grace, som uden bryster og med en penis bliver identisk med broderen, Graham.

En teateranmelder karakteriserede Kane som en uartig skolepige, der desperat arbejder på at chokere publikum, mens andre kritikere i 'Cleansed' så paralleller til Frans Kafkas, Harold Pinter, Howard Barkers og Edward Bonds værker. Kane betegnede selv 'Cleansed' som en kærlighedshistorie. Hun ønskede at vise menneskets evne til, i kraft af kærligheden, psykisk at overleve pinsler, tortur og grusomheder. Samtidig refererede stykket implicit til fascisme og etnisk udrensning. Inspirationen til stykket fandt Kane bl.a. i installationskunst, i Strindbergs 'Et drømmespil' og i Büchners 'Woyzeck'. Hendes budskab var, at hvis mennesker kunne elske og føle kærlighed efter at have været udsat for utrolige grusomheder, så er kærligheden den mest magtfulde ting i livet.

For at slippe for atter at blive stemplet som den vrede, uartige pige af anmelderne skrev Kane sit fjerde stykke, 'Crave', under pseudonymet Marie Kelvedon. 'Crave' blev opført på The Traverse Theatre i Edinburgh i 1998 og udløste rosende anmeldelser. Kanes monolog for fire stemmer blev af flere anmeldere sammenlignet med T.S. Eliots digt 'The Waste Land'. Stykket udforsker, i lyrisk form, begær, seksuelt misbrug, kærlighed, tab, sorg og ensomhed.

En midaldrende mand er besat af en ung farvet, traumatiseret kvinde, som er blevet misbrugt som barn, mens en anden kvinde, der desperat ønsker at få et barn, inden det er for sent, forsøger at forføre en ung mand. 'Crave' blev skrevet på et tidspunkt, hvor Kane på ny havde mistet troen på kærligheden. Stykket indeholder referencer til 'Blasted', 'Cleansed', Biblen, Shakespeare, T.S. Eliot samt Kanes psykiske sammenbrud i 1997. Mange opfattede 'Crave' som Kanes mest opløftende og forhåbningsfulde drama, hvilket undrede hende. Selv opfattede hun stykket, der ender med selvmord, som en bekræftelse på sit depressive sind og sin fortvivlelse over verdens ondskab.

Kane besad en stærk tro på teatret som et medie, der kunne forandre menneskers holdninger. Oprindeligt ville hun være skuespiller, men ombestemte sig og koncentrerede sig om at instruere og skrive dramatik. Hun studerede drama ved Bristol University, hvor hun skrev tre monologer om voldtægt, bulimi og seksuel identitet, 'Comic Monologue', 'Starved' og 'What She Said'. I forsommeren 1992 forlod hun Bristol University med en BA i drama. Nogle måneder senere så hun Jeremy Wellers 'Mad' i Edinburgh, opført af skuespillere, der alle havde personlige erfaringer med psykiske sygdomme. »'Mad' took me to hell«, sagde Kane, der efter det uudslettelige indtryk bestemte sig for at skabe, hvad hun kaldte experiental theatre - erfaringsteater.

Efter den hårde kritik af 'Blasted' og 'Phaedra's Love' udtalte Kane, at hendes tematisering af vold skulle ses på baggrund af hendes dybt religiøse opvækst. Selv om Kane som 16-årig definitivt mistede troen på Gud, var hun i barndommen blevet stærkt påvirket af Biblens mange beskrivelser af voldtægt, lemlæstelse, krig og mord: »The way I was brought up has created a dilemma in my head about when life begins and ends, and what hope really is«.

Sideløbende med at hun skrev dramatik og havde kontakt til engelske teatre, deltog Kane i workshops og seminarer, bl.a. et seminar om ny britisk dramatik afholdt i København i efteråret 1998, hvor Kane, på Kaleidoskop, selv medvirkede i opførelsen af 'Crave'.

Det var i denne periode, Kane skrev på et bestillingsarbejde til Actors Touring Company, skrevet over Goethes 'Den unge Werthers lidelser'. Under et ophold i New York i 1998 pointerede Kane i et interview vigtigheden i, at hun måtte sige de ting, hun havde på hjerte, »så hurtigt som muligt«, eftersom hun havde en klar fornemmelse af, at hun skulle dø. »It is a kind of hallucination that constantly comes back to me«. Ved samme lejlighed afslørede Kane, at hendes nye minimalistiske stykke ('4:48 Psychosis'), der ikke indeholdt regibemærkninger, handlede om spaltningen mellem krop og psyke. Ifølge Kane handlede vanvid om denne spalte, som måtte udfyldes, for at man kunne generobre sin forstand og blive afklaret - åndeligt, kropsligt og følelsesmæssigt.

Fornemmelsen af tilstedeværelsen af en psykisk spalte havde Kane mødt hos andre selvmordstruede personer. Hun fortalte endvidere, at hun så et råb om hjælp og ønsket om at forblive i live i selvmordsakten. Under en indlæggelse på et psykiatrisk hospital havde Kane mødt en kvinde, som adskillige gange havde taget overdoser af sovepiller og havde snittet sine håndled. Men til trods for at kvindens liv var et evigt selvmordsforsøg, anså Kane hende for at være mere nærværende i nuet og mere hudløst bevidst om, hvor tæt døden er på livet, end mange af sine andre bekendte.

Sarah Kane blev af venner, kolleger og bekendte omtalt som et varmt, generøst, livsglad menneske med stor humoristisk sans og stor indlevelsesevne. Samtidig var hun en person, der værnede om sit privatliv og aldrig udtalte sig om sin seksuelle præference. »I want my work to be judged on its quality, not on the basis of my age, gender, class, sexuality or race«.

I foråret 1998 bemærkede Kanes omgivelser, at hun var knust af fortvivlelse, efter at et kærlighedsforhold til en kvinde var gået itu. Dramatikeren Harold Pinter, der gennem årene havde flere samtaler og møder med Kane (han holdt også talen ved en mindehøjtidelighed efter hendes selvmord), udtrykte i et interview i 2000, at han havde bemærket, hvor voldsomt Kane led under et brudt kærlighedsforhold. Kane havde over for Pinter antydet, at selvmord var en mulighed. »What frightened me was the depth of her horror and anguish ... and the depth of her suffering. Her antennae were very sharp for every bloody thing, including love«, udtalte Pinter.

I januar 1999 færdigskrev Kane '4:48 Psychosis'. Titlen refererer til det tidspunkt af døgnet, hvor Kane mente, at depressive mennesker er mest sårbare, klartseende og oftest begår selvmord. I ugerne efter at stykket var afleveret, virkede Kane glad og forhåbningsfuld. Men tidligt om morgenen 17. februar 1999 tog hun en overdosis antidepressiva og sovepiller og efterlod et brev til en ven, David Gibson, der boede hos hende i lejligheden i Brixton. Han ringede efter en ambulance, der bragte Kane til Kings College Hospital, hvor hun senere fortalte psykiateren Tunstall, at hun ikke havde i sinde at begå selvmord. Samtidig antydede hun i abstrakte termer, at selvmord var uundgåeligt.

Det er stadigvæk uklart, hvad der skete de sidste dage i Kanes liv. Tunstall har senere fortalt, at han tog det for givet, at Kane efter indlæggelsen, konstant blev overvåget af hospitalspersonalet, bl.a. via monitor. Men sygeplejersken Julie Forrester fortalte til The Guardian, at hun ikke havde fået besked på at overvåge Kane intensivt. En kollega til Forrester havde natten mellem 19. og 20. februar 1999 set til Kane ca. kl. 2.00, mens Forrester havde pause. Da Forrester kl. 3.30 kom tilbage fra sin pause, brugte hun tid på at besvare en falsk alarm fra en anden patient, inden hun gik ind og så til Kane, hvis seng var tom. Da Forrester tvang toiletdøren op, fandt hun Sarah Kane hængende i et af sine snørebånd fra knagen på toiletdørens inderside.

I '4:48 Psychosis' lader Kane den unge depressive kvinde sige: »Se mig forsvinde ... Efter 4:48 skal jeg ikke længere tale ...«. Og Kane holdt ord.

Sarah Kanes sidste stykke blev uropført posthumt på Royal Court Jerwood Theatre Upstairs i juni 2000 og fik fine anmeldelser.

Inden for de sidste år er Kanes stykker flittigt blevet opført over det meste af Europa. '4:48 Psychosis' har netop været opført i Zürich, Paris og Berlin og kan fra 20. til 29. marts ses på Dramatens Fyran i Stockholm.

Herhjemme har fire af Sarah Kanes fem skuespil været opført. Nu venter vi spændt på 'Phaedra's Love'.