NEW YORK. Enten mener De, at Vesten befinder sig i et opgør med en fundamentalisme, der er lige så farlig – og kun mere uhåndterlig – end fascismen og kommunismen: Krigen mod terror er kun lige begyndt.

Eller også, at hele denne analyse for længst er afsløret som i bedste fald propagandistisk nonsens, i værste fald en selvopfyldende profeti: Terrorismen er et symptom på andre problemer, som skylder sine væsentligste succeser vores manglende forståelse af dét.

Hvis De mener det første, frygter De eftergivenhed.

Hvis De mener det andet, frygter De ubøjeligheden og leder efter den måde, hvorpå Vesten mest tydeligt skal kunne foretage et kursskifte fra den dagsorden, som præsident Bush lancerede i månederne efter 9/11.

Det er ikke idéhistorie, det her: Det er ikke en abstraktion, det er en reel og konkret politisk virkelighed, her i 2007, seks år senere. Det er en uenighed, der deler både USA og Europa, højre og venstre på kryds og tværs. Det er en kløft, der vil præge international politik i årtierne, der kommer. Hvis De tvivler på dét, hvis De har fået rigeligt af Bush og bin Laden og synes, at verden er kommet videre, så forestil Dem, at denne Kronik stod i Jyllands-Posten, hvor jeg kan garantere, at dens første linjer ville blive læst meget forskelligt fra, hvordan de læses her.

For Bushskeptikere – og dem bliver der hver dag flere af – er det ellers fristende at forklare de sidste syv års amerikanske udenrigspolitik med en skæbnesvanger konstellation af historisk katastrofe (9/11), ideologisk overmod (Bush) og analytisk underskud (Irak + det løse).

Allerede i opløbet begyndte Irakkrigen at fremstå som en undtagelse, også i Bushregeringens egne argumenter. For jo mere man opbyggede sagen netop mod Saddam Hussein, jo mere indikerede man selvfølgelig, at det ikke var enhver småkriminel bananrepublik, der skulle bilde sig ind, at den var vigtig nok til at blive invaderet, besat og regimeforandret. USA havde ikke været længe i Irak, før selv proamerikanske europæere begyndte at konkludere, at krigen var en decideret fejl, der miskrediterede USA i almindelighed og Bush i særdeleshed. Og jo mere krigen, der skulle have spredt håb blandt de undertrykte og skræk blandt undertrykkerne, gjorde det omvendte, des mere begyndte den at ligne en garanti mod sin egen gentagelse.

Mange europæere ventede utålmodigt på, at de amerikanske vælgere skulle miste tålmodigheden. Det gjorde de tilsyneladende så i november 2006, hvor Kongressen faldt til demokraterne. I forvejen vaklede det neokonservative korthus – med farvel til Rumsfeld, Bolton, Wolfowitz; umisforståelige mistillidserklæringer fra de gamle republikanere: James Baker, Colin Powell. I Europa er fornemmelsen af afslutning blevet kolossalt forstærket af afskeden med Tony Blair.

Bushs kritikere kan mærke, at tidevandet er på vej ind. Klokken falder i slag. Det har længe stået dem klart, at det kun kan blive bedre. Utænkeligt, at USA under en ny præsident ikke vil fremstå mindre egensindigt end under Bush. Utænkeligt, at der skulle være voldsommere år foran os end dem, vi har gennemlevet.

Denne atmosfære af utålmodighed stjæler opmærksomheden fra det faktum, at den nuværende amerikanske præsident, sine åbenlyse begrænsninger til trods, ikke er årsagen til alle USA’s problemer, eller vores. At den totale, definitive exit fra Irak ligner en politisk umulighed for USA. Og at det i øvrigt ikke er realistisk at vente et fuldtonet farvel til alle de nye karakteristika, der er trådt frem i amerikansk udenrigspolitik 2001-2008.

I september skal USA’s mænd i Irak, general Petraeus og ambassadør Crocker, fortælle Kongressen om resultaterne af den troppeforøgelse på 30.000 mand, der var præsidentens alternativ til anbefalingerne fra den tværpolitiske Baker-Hamilton-kommission. Washington tog i juli forskud på opgøret – fremtrædende republikanere lagde afstand til Bush, og demokraterne indledte en kampagne af hidtil uset hårdhed mod Irakkrigen – parat, som deres leder i Huset, Nancy Pelosi, forleden garanterede, til at stemme om nye Irakforslag hver dag.

Men, vurderer Massimo Calabresi i Time: Det, der ligner et opgør, er kun politik. Begge partier søger at tilfredsstille deres baglande ved at overdrive uenigheden og fremstille den som unbridgable. Republikanerne går stille med, at Bush selv længe har ønsket en reduktion – demokraterne går stille med, at de slet ikke selv er klar til en fuld tilbagetrækning. Man skal helt ud på fløjene i de to partier for at finde nogen, der for alvor er klar til at trække USA hjem: »Nobody in the mainstream is looking to get out soon«.

Rygtet siger, at Bush har indset, at han ikke når at afslutte Irakkrigen og leder efter en strategi, som en demokratisk efterfølger vil kunne tilslutte sig. Og ifølge Calabresi står broderparten af demokraterne da også bag det, han forudser bliver Bushs nye plan: færre tropper med færre opgaver. Begge sider vil tage æren for kursændringen, de første tropper vil komme hjem – hvorefter demokraterne vil fortsætte med sætte Irak øverst på dagsordenen ved at kræve en fuld tilbagetrækning.

Det ligner en smart demokratisk strategi – så effektiv, at man må spørge, hvorfor partiet alligevel først aktiverer den nu, et halvt år efter at have taget Kongressen? Måske fordi de samme vælgere nu har sendt Kongressens popularitet ned i nærheden af præsidentens. Dét fortolker demokraterne sådan, at vælgerne kræver en utvetydig ændring af Irakpolitikken og mere konkret: en dato for tilbagetrækning. I Senatet modarbejder partiets leder, Harry Reid, tanken om, at et flertal bestående af midtsøgende senatorer fra de to partier skulle finde hinanden i et kompromis om en ny linje, der ikke er et tilstrækkeligt tydeligt brud med Bush. I stedet vil de demokratiske ledere fastholde kontrasten – at man selv lytter til folket, mens republikanerne følger Bushregeringens linje: stædig, mislykket, udsigtsløs.

Det er det, der er den store nyhed: at demokraterne nu for alvor tør betragte Irakkrigen som præsidentens største svaghed og behandle den derefter. I månederne efter deres erobring af Kongressen var det, som om de endnu tvivlede på folkestemningen. Men nu er det indlysende, at amerikanerne ikke længere betragter enhver kritik af præsidenten som illoyal og upatriotisk. Måske er det Irakkrigen, der har været for omkostningsfuld. Måske er det 9/11, der er rykket på for lang afstand. Eller måske er det præsidentens sammenkædning af de to ting, der er blevet for slidt.

Demokraterne regner med det sidste.

Men de har et problem.

På den ene side vil de demonstrere for vælgerne, at Bush og republikanerne udgør én sammenhængende blok, som i ideologisk forblindelse har udløst en række katastrofer, dermed svækket snarere end styrket Amerikas sikkerhed – og som beredvilligt begår nye fejl for at dække over gamle. Vreden skal vare til valgene i 2008.

På den anden side risikerer de ved at understrege umuligheden i Iraksituationen at gøre det stadig vanskeligere at retfærdiggøre den position, de selv må ende med at indtage.

Tidsfaktoren er væsentlig. Hvis ikke valgene var næsten 16 måneder væk, ville demokraterne kunne nøjes med at spille hardball – det vil sige lægge afstand til Irak med alle tænkelige argumenter, fordi de først selv behøvede beskæftige sig med detaljerne, når valget var overstået, og sejren var i hus. Men når de gør det nu, er der næsten halvandet år tilbage, hvor man vil bede om deres alternativer.

Hvorfor så ikke lade krigen brænde videre og først sætte kampagnen ind om et år? Måske fordi demokraterne frygter, at det indre opgør hos republikanerne når at brede sig, i en grad så partiet – og dets præsidentkandidater – for alvor formår at lægge afstand til præsidenten. Hvis det sker, vil i hvert fald den nye præsidentkandidat (Giuliani?) kunne fremstille sig som alternativet til både Bushs ideologiske excesser og demokraternes appeasement. Som den neokonservative overideolog William Kristol observerer: »En smule gensidig ødelæggelse mellem Bush og Kongressen kunne efterlade den republikanske kandidat, som sandsynligvis ikke vil være forbundet med nogen af de to parter, i fin form«.

Det er et risikabelt spil, demokraterne har begivet sig ud i. De skaber en forventning hos vælgerne om, at krigen vil blive helt og fuldt afsluttet. De angriber de republikanske rebeller for ikke at ville tage konsekvensen af deres kritik – og gør det dermed sværere for sig selv at indgå noget kompromis. Strategien forudsætter, at de hele tiden kan befinde sig ét skridt foran folkestemningen: at de kan opildne vælgernes utålmodighed uden selv at skulle levere varen. Toget skal ikke køre hurtigere, end at de selv kan nå at springe af sporet.

Hvad vil vælgerne sige? Lige så klart det står, at de føler, at Irakkrigen går dårligt, lige så usikkert er det, hvad de i øvrigt mener. Og det er en væsentlig pointe her: Vælgerne er utilfredse med, at USA er ved at tabe – hvilket ikke er helt det samme som at være utilfreds med, at USA gik i krig. Det er nederlaget snarere end krigen, de er imod. Og det gør selvsagt ikke landskabet mindre kompliceret, at ledende demokrater gav mandat både til krigen i 2003 og til den nye strategi for få måneder siden.

Modstanderne af entilbagetrækning beder om mere tid. John McCain, der selv var en tidlig kritiker af krigens håndtering og netop selv opfordrede til at øge styrkerne, bakker op bag strategien. Al-Qaeda trænges i defensiven, sheikerne i Anbarprovinsen vælger at samarbejde med Bagdadregeringen og dermed med USA. Fra Irak imødegår amerikanske militærfolk billedet af de irakiske styrker som håb- og udsigtsløse. William Kristol påtog sig for nylig at argumentere for Why Bush will be a winner: Selv tvivlede han på krigen i slutningen af 2006, men fastslår nu: »Hvis vi opretholder the surge [offensiven] i et år og fortsat træner de irakiske styrker effektivt, vil vi sandsynligvis kunne begynde at neddrosle i midten eller slutningen af 2008«.

Fremskrivningerne kombineres med anklagen om, at demokraterne – og de oprørske republikanere – udviser svigtende lederskab ved at lade folkestemningen diktere politikken. Ifølge Kristol er problemet, at Bush savner embedsmænd, der bakker ham op, og at regeringen optræder for undskyldende (sic!): Han opfordrer derfor præsidenten til at forhindre sin egen administration i at sælge ud. »Terroristerne«, spørger McCain i Senatet, »er i denne krig for at vinde den. Er vi?«.

Henry Kissinger, der, siden han var Nixons sikkerhedsrådgiver, har været en af de mest respekterede autoriteter inden for amerikansk udenrigspolitik, indskærper, at de politikere, der følger folkestemningen i stedet for at tænke længere frem, vil blive straffet af vælgerne på sigt (dét kan man kalde den langsigtede populismes argument mod den kortsigtede populisme!).

Og præsidenten selv lovede på en pressekonference: »Hvis I nogensinde kommer og besøger den gamle, trætte mig nede i Crawford, vil jeg kunne fortælle jer: Jeg så mig i spejlet og traf mine beslutninger baseret på principper, ikke på politik«.

Dermed ligger dolkestødslegenden klar i skuffen, til den fremtidige neokonservative historieskrivning: Netop som krigslykken vendte, og Bush havde besluttet sig for at bringe endnu større ofre for Iraks skyld, faldt oppositionen ham i ryggen. Irak blev tabt, regionen blev destabiliseret, terroristerne vandt frem. Skylden? Hos demokraterne. Og hos den liberale elite. Som har korrumperet det amerikanske folk, der i naivitet og dekadence hverken fatter verdens trusler eller omkostningerne ved at stå dem imod.

Denne neokonservative udlægning skal imidlertid konkurrere med en noget simplere, retrokonservativ lektie af Irakkrigen: at Mellemøsten – eller muslimerne? – simpelthen ikke er klar til demokrati. Dén morale er ikke fremherskende nu – dertil er amerikanerne simpelthen for opmærksomme på, hvor inkompetent besættelsen har været. Selv de republikanske præsidentkandidater understreger det – dels for at redde krigens ræsonnement, dels for at understrege, at fejlen ikke ligger hos soldaterne.

Men landskabet vil blive forandret, når man indleder afkoblingen: Hvis Irak degenererer under og efter en troppereduktion, kan de amerikanske politikere ikke fastholde deres sympati for og opbakning til det irakiske regime, man dermed overlader til sin egen opløsning:

Det vil grangiveligt se ud, som om man har udløst borgerkrig og folkedrab i et land, hvis demokratisk valgte regering man herefter overlader til terrorister, man kun bekæmper, fordi man frygter, at de skal angribe ens egne borgere.

Der er særligt én årsag til, at det vil se sådan ud: at det er sådan, det er.

Så er man nødt til at smide ansvaret i Bagdad. Byggestenene til det argument indgår allerede i debatten nu. For det første ved, at man med sofistikerede benchmarks videnskabeliggør vurderingen af, at den irakiske regering svigter, når den ikke frembringer den nødvendige politiske løsning. For det andet ved, at man søger at skille krigen i to: den sekteriske borgerkrig, der er irakernes egen business, og som de amerikanske tropper derfor hurtigst muligt skal vikles ud af, og krigen mod al-Qaeda, som er amerikanernes kattepine, og som de derfor skal koncentrere sig om.

Dermed er det ikke ’demokratiet’, man overlader til ’terrorismen’, men sunnierne og shiaerne, man overlader til at smadre hinanden, som de tydeligvis så gerne vil.

HVAD vi – og irakerne – kan se frem til, er en fortsættelse (og det er bevidst, jeg ikke kalder det en afslutning) af krigen i to tempi. Indledt på vilkår sat af den nuværende præsident, hvis primære interesse vil være at overlade mest muligt af problemet til sin efterfølger. Overtaget af en ny præsident, hvis primære interesse vil være at forhindre Bush i at slippe af sted med æren i behold (og det gælder uanset vedkommendes partifarve).

Realiteten er, at krigens strategi hverken dikteres af, hvad der er bedst for Irak, eller hvad der er lettest for de amerikanske vælgere, men i brydningen mellem de to partiers skiftende vurderinger af, hvordan de får beslutningerne – og dermed skylden – tørret af på modstanderen.

Realiteten er, at den proces kommer til at foregå over det halvandet år, hvor USA befinder sig i en komplet uforudsigelig præsidentvalgkamp, hvis længde og intensitet ikke har noget historisk fortilfælde.

Risikoen er, at ingen af de to regeringer – og ingen af de to partier – reelt påtager sig hele ansvaret: hele ansvaret for at lægge strategien, hele ansvaret for at eksekvere den og hele ansvaret, hvis det ikke lykkes.

Kroniken fortsætter – ligesom krigen – i morgen.