Råstofferne er rigsfællesskabets
Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark bør bestå. Derfor bryder Dansk Folkeparti med enigheden i Selvstyrekommissionen.
| AF SØREN ESPERSEN |
fakta
Onsdag 12. september samles Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission i Nuuk/Godthåb til sit sidste møde. Arbejdet vil da være færdiggjort.
Igennem de tre år, kommissionen har arbejdet, er det blevet til 12 møder –
ud over en lang række udvalgsmøder under kommissionen, som består af
landstingspolitikere og folketingspolitikere – en fra hvert parti.
Selvstyrekommissionen
blev 21. juni 2004 nedsat og udpeget af landsstyreformand Hans Enoksen og
statsminister Anders Fogh Rasmussen med dette kommissorium: »... at sikre
størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge
det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for
rammerne af det eksisterende rigsfællesskab«.
Det er
Dansk Folkepartis opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt, og det
er årsagen til, at vi som det eneste parti vil stå uden for kommissionens
indstilling. Vi beklager dette, for det ville have været det rigtige, om
samtlige delegerede kunne stå sammen om at give Grønland selvstyre, så det
var en smertelig beslutning for mit parti, da vi her for ganske nylig valgte
at stå af og i stedet formulere en mindretalsudtalelse.
Når
kommissoriet ikke er blevet opfyldt, skyldes det måske, at man generelt fra
grønlandsk side har haft øjnene stift rettet mod at forberede Grønlands
selvstændighed – således forstået, at selvstyret for en stor del af de
grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det
overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.
Dansk
Folkeparti har ikke budt denne dagsorden velkommen og i forløbet til tider
været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som strider mod
kommissoriets ånd og bogstav.
Måske er løbet dog endnu ikke
kørt. Vi har nemlig stadig det håb, at den kommende tids offentlige debat
samt de drøftelser, der nu på baggrund af kommissionsindstillingen indledes
mellem landsstyret og regeringen, vil medføre, at netop de punkter –
hovedsagelig af økonomisk art – der betyder, at vi ikke kan tiltræde
kommissionsindstillingen, vil blive taget op til fornyet drøftelse og
efterfølgende blive korrigeret på en sådan måde, at vi til sin tid vil kunne
stemme for loven om Grønlands Selvstyre – og på den måde sikre, at det fra
dansk side vil være et enigt folketing, der vedtager en selvstyrelov for
Grønland.
Kimen til problemerne blev givet lagt, da regeringen
og landsstyret udstak kommissionens arbejdsform. Her blev kommissionen delt
i to arbejdsgrupper: stats- og folkeretsgruppen samt erhvervs- og
økonomigruppen. Fra dansk side sad i den første gruppe Venstre, de radikale
og Enhedslisten, i den anden Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti,
Konservative samt SF.
Ved en gruppes afrapportering til den
samlede kommission var det stort set umuligt for de partier, der ikke var
repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som
allerede – og ofte under store besværligheder – havde været drøftet, og hvor
man ofte havde måttet indgå kompromiser i forhold til hinanden og i forhold
til den grønlandske side.
Ud over møderne i de to
arbejdsgrupper har man så haft særmøder i henholdsvis den samlede danske
delegation og i den samlede grønlandske delegation.
Dette har
givet karakter af, at det var to lande, der forhandlede med hinanden –
hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske
holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation. Men da der
således alligevel blev tale om to holdninger over for hinanden – en
grønlandsk og en dansk – er det vor opfattelse, at det eneste rimelige havde
været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i
direkte forhandlinger mellem landsstyret og regeringen – hvorefter
Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af
forhandlingerne.
Ansvaret for, at det blev, som det blev, ligger
alene hos regeringen og landsstyret. Disse to parter burde fra starten have
forhandlet direkte med hinanden.
Som nævnt har en stor del af den
grønlandske delegation haft øjnene stift rettet mod egentlig selvstændighed
for Grønland. DF har ikke kunnet tiltræde den dagsorden, da vi er af den
opfattelse, at en egentlig grønlandsk statsdannelse ikke tjener nogens
interesser. Vi er tilhængere af rigsfællesskabet og ser det gerne fortsat.
Der er så utrolig meget, der binder danskere og grønlændere sammen –
historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt – at det for begge parter efter
300 års tæt samhørighed vil være en historisk katastrofe at bryde båndene.
Det
bør i den forbindelse nævnes, at det er vor opfattelse, at enkelte af de
grønlandske politikere, uden megen sans for historie og tradition, i de
seneste år ved hjælp af urimelige verbale angreb på Danmark og det danske
folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og
dansk – en barriere, som ikke generelt afspejler grønlandsk sind og sjæl, og
som derfor heldigvis ikke har vundet gehør i det grønlandske folks flertal.
Her er kærligheden til Danmark, til det danske folk og det kongelige hus –
og dermed til rigsfællesskabet – usvækket.
Ved
tilsidesættelse af historiske fakta samt ved fremhævelse af realitetsløse
drømmerier er det igennem en årrække lykkedes disse enkelte politikere at
skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland
fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere
som et selvstændigt land – altså et land, der fører egen udenrigspolitik med
ambassader i andre lande samt på egen hånd forestår forsvars- og
sikkerhedsopgaver.
Ydermere har man hævdet det realistisk, at
Grønland på egen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå
retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og
drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne
varetage mellemlange og videregående uddannelser samt at etablere og drive
et fuldt udbygget social- og sundhedsvæsen.
Det er vor
opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske med sine blot
50.000 indbyggere – et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men uligt
mere spredt – ikke vil være i stand til at løfte denne kolossale opgave med
så omfattende og krævende opgaver på en måde, som det naturligt vil blive
krævet i en moderne vestlig verden og med de udfordringer, den moderne
vestlige verden naturligt stiller.
Vi mener, at selv om der ad åre
skulle tilflyde Grønland umådelige olierigdomme, ville denne rigdom i sig
selv ikke kunne råde bod på de faglige og uddannelsesmæssige mangler.
Samtidig
ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at skulle der ved Grønland vise sig
store forekomster af olie, er det bestemt ikke givet, at denne olie om 15-20
år vil have nogen som helst værdi. Den teknologiske udvikling i udforskning
af alternative energiformer er nemlig hurtigt fremadskridende. Ihærdigt og
effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og det er derfor
ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billigere og
renere energiformer, der gør olie overflødig – og dermed værdiløs.
Vi
finder således, at grønlandsk selvstændighed, alene baseret på håb om
selvbårenhed som følge af store oliefund, bør give anledning til stor
utryghed i det grønlandske folk. Mens vi således ser meget positivt på
vidtgående grønlandsk selvstyre, kan vi ikke anbefale at Grønland bliver et
selvstændigt land.
Hvis det en dag skulle lykkes de
grønlandske politikere at få trukket Grønland ud af rigsfællesskabet, vil
det gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale
sikkerhedspolitik.
Dansk Folkeparti vil dog – såfremt det
grønlandske folk efter vedtagelse i Landstinget og efter en folkeafstemning
efter de principper, der i dag gælder ved valg til Landstinget og
Folketinget, beslutter sig til selvstændighed – ikke modsætte sig en sådan
beslutning.
Vi vil i en sådan situation derimod bidrage positivt
til, at overgangen fra selvstyre til selvstændighed kommer til at
foregå i en venskabelig ånd samt ordentligt, værdigt og redeligt.
Helt
afgørende for vor beslutning har dog været de økonomiske forhold.
Ud
over, pris- og lønreguleret, at fastlåse det nuværende bloktilskud på
3.202,1 million kroner, hvilket vi ikke mener, det er rimeligt at binde
fremtidige Folketing på, understøtter de økonomiske beslutninger, at
Grønland allerede under det kommende selvstyre overdrages ejendomsretten til
Grønlands undergrund, og at råstofindtægter i Grønland alene tilfalder
selvstyret.
Samtidig vil staten, efter at statens tilskud er
nedsat til 0 kroner, ikke længere få del i eventuelle indtægter fra
indvinding af grønlandske råstoffer. I forbindelse med det fastlåste
bloktilskud forekommer det os særlig urimeligt, at selv i tilfælde af
grønlandsk vækst, som ikke har med råstoffer at gøre – eksempelvis som følge
af en øget produktion – vil bloktilskuddet stadig forblive uændret.
Det
er vor opfattelse, at der i forbindelse med Grønlands overgang til
selvstyre, så længe statsmidler er i spil, bør sikres en langt mere effektiv
kontrol med den grønlandske forvaltning af offentlige midler. Den indlysende
model ville være, at Statsrevisorerne og Rigsrevisorerne bliver berettiget
til at revidere selvstyret og forvaltningen på samme måde, som danske
myndigheder er undergivet revision. Den grønlandske uvilje over for denne
løsning undrer, idet det er en effektiv måde at beskytte sit samfund på mod
uønsket korruption og misbrug af offentlige midler.
I
kommissionsindstillingen hedder det: »Indtægter fra råstofudnyttelse i
Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre«. Det har forbavset os, at øvrige
medlemmer af den danske delegation har kunnet acceptere dette forhold
omkring ejendomsretten, og således klart ikke har handlet i overensstemmelse
med Danmarks interesser.
Det burde nemlig være evident, at
Danmarks riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks rige, og at
alle borgere i rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i
undergrunden. Sådan forholder det sig jo allerede, når det gælder de
værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund samt i forhold til de
værdier, som skabes af danske borgere – og som solidarisk, år efter år,
videregives, så de også kommer Grønland til gode.
Sådan
har det altid været: Enorme subsidier blev forud for hjemmestyret overført
fra Danmark til Grønland i årene mellem 1953 og 1979, hvor de grønlandske
kommuner opnåede fuld udligning i forhold til danske kommuner. Også i årene
frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes store
subsidier fra staten til Grønland. I alle årene, som det fremgår af
DIIS-rapporten fra 2007, ’Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54’, har
Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret på Grønland, som tilfældet
ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni.
Danmark
har derimod til stadighed – uegennyttigt og ihærdigt – arbejdet på, år efter
år, at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene
af den grund ville det være etisk uantageligt, om Danmark ikke, i tilfælde
af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund, skulle få andel
i værdierne.
Fra grønlandsk side har der i forbindelse med
diskussionerne i Selvstyrekommissionen ofte været henvist til den
beslutning, regeringen Schlüter i sin tid tog i forbindelse med
råstofområdet på Færøerne. Det er dog vor opfattelse, at Færøerne ikke kan
sammenlignes med Grønland. Det gælder selvbårenhed, det gælder
uddannelsesniveauet, og det gælder de generelle økonomiske forhold.
Yderligere
er det vor holdning, at man bør lære af historien – og ikke mindst af
historiens fejltagelser. Således finder vi, at den daværende statsminister
Poul Schlüter ved sin egenrådige beslutning begik en historisk fejl, da han
på den måde, det skete på – og uden foregående samfundsdebat – disponerede
med rigets undergrund. Dispositionen blev dengang, med god grund,
efterfølgende bredt kritiseret i den danske offentlighed. Dansk Folkeparti
ønsker ikke at være medvirkende til at begå en lignende historisk fejl.
Vi
agter i det hele taget ikke at tilskynde til, eller medvirke til, at
indskrænke det danske rige, og vi vil ingensinde medvirke til at overdrage
statens ejendomsret til dele af det danske rige. Kun i tilfælde af at det
grønlandske folk har besluttet, at man ønsker selvstændighed, vil vi som
nævnt være parate til at overdrage højhedsret og ejendomsret til dette nye,
selvstændige Grønland.
På baggrund af disse nævnte
reservationer, er det derfor Dansk Folkepartis hensigt at anbefale
Folketinget og Landstinget at afvise ’Udkast til Lov om Grønlands
Selvstyre’, idet vi samtidig opfordrer regeringen til at indlede
forhandlinger med Landsstyret om en ændret formulering af det økonomiske
afsnit, hvilket vil kunne være i hele rigsfællesskabets interesse.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Habit-mændene er tilbage med højt begavet pjat
ibyen anbefaler
-
23. maj. 2012 KL. 22.44 Biografen Men in Black 3
- 23. maj. 2012 KL. 07.53 Kunst Emily Wardill
- 22. maj. 2012 KL. 10.56 Scenen Cirkusrevyen 2012
restaurant & cafe
Seneste Leder
-
24. maj 00.01
-
23. maj 00.01
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
- › Se flere
Seneste læserbreve
-
23. maj 17.59
-
23. maj 16.40
-
23. maj 13.21
-
23. maj 12.07
-
22. maj 13.56
-
22. maj 08.24
-
21. maj 15.37
-
19. maj 23.22
-
19. maj 19.44
-
19. maj 10.47
- › Se flere
Seneste Skriv
-
19. maj 12.11
-
18. maj 12.47
-
18. maj 11.09
-
18. maj 10.39
-
15. maj 07.43
-
14. maj 12.41
-
11. maj 17.34
-
11. maj 11.17
-
10. maj 09.14
-
09. maj 09.27
- › Se flere
Seneste Dagens tegning
-
24. maj 00.01
-
23. maj 00.01
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
- › Se flere
Mest læst i dag
-
23. maj 10.38
-
23. maj 13.36
-
23. maj 12.04
-
24. maj 00.01
-
24. maj 00.01
-
23. maj 14.48
-
22. maj 08.45
-
23. maj 00.01
-
21. maj 10.34
-
19. maj 18.55
Mest læst i går
-
23. maj 10.38
-
23. maj 10.13
-
23. maj 00.01
-
22. maj 13.02
-
22. maj 08.45
-
23. maj 00.01
-
23. maj 13.36
-
23. maj 12.04
-
21. maj 10.34
-
23. maj 14.48
Coldframe i cedertræ
Dyrk i dit drivhus - også på altanen eller terassen ! Cedertræ er en fuldstændig vedligeholdelsesfri træsort, der får en smuk grå patina henover årene, og udover det så dufter cedertræ fantastisk og giver varme til omgivelserne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 150 kr.
Alm. pris 180 kr
|
|
Pluspris 1395 kr.
Alm. pris 1680 kr
|
|
Pluspris 500 kr.
Alm. pris 600 kr
|
|














