’Klynkekussen!’

Det skrev hun sgu – anmelderen Lilian Munk Rösing i Dagbladet Information om den svenske journalist, forfatter og fuldblodsfeminist Maria Sveland, der var bogaktuel med sin roman ’Bitterfissen’ i foråret. Bogen handler kort fortalt om det chok og de udfordringer, hovedpersonen Sara og hendes mand møder, da de får deres første barn. En oplevelse, som forvandler Sara til en bitter fisse, der føler sig fanget i et negativt kønsrollemønster og i et samfund, der i øvrigt er ladet med mandschauvinisme og ulighed kønnene imellem.

’Klynkekussen’! Jeg følte det, som om jeg blev slået meget hårdt på mit skam(fulde)ben med et rundboldbat. Det er jo det, jeg er, tænkte jeg, da jeg læste anmeldelsen.

Jeg var selv lige blevet mor for første gang og oplevede også at blive rystet i min grund- og ’bund’-vold over forvandlingen fra at være en selvstændig, fitnessdyrkende storbyseriel monogamist til godt op i 30’erne at møde ’manden i mit liv’, blive gift og få barn – hvilket føltes som et fysisk, psykisk, og mentalt overgreb på mit ’jeg’ og som en kniv i ryggen på kærligheden. Og jeg har jamret og klynket fra morgen til aften i over et år nu, det aftager så absolut, men færdig er jeg ikke. Omstillingsparatheden trækker for en gangs skyld ud.

Jeg er en erklæret klynkekusse midt i en knibetid. En knibetid forstået som en vanskelig tid, hvor det ikke alene kniber med tid, men hvor der i dén grad skal og bliver knebet sammen – ikke bare bækkenbund, men også balder, kæber og læber i et forsøg på at holde sammen på mig selv, på min nye lille familie og på vores kærlighed til hinanden. Og det er langtfra morsomt, smerteligt faktisk, at erkende, at man (jeg) ikke kan stifte en familie uden at forvandle mig til en klynkeknibekusse. Eller som min mand med et glimt af vemod i det ene øje og ja, vemod i det andet udtrykker det: fra sjov ’skøge’ til stram ’skolelærerinde’.

Det er langtfra uden skam med skyld på at forvandle sig til en stresset, dikterende, anspændt og frigid kvinde i sine dårlige hormoners vold – som ikke kan være i sin krop, fordi hun for det første er så træt.

Mangel på søvn har det på samme måde som fart. Det dræber! Tilintetgør alt på sin vej. Lysten til kommunikation. Til socialt samvær. Til motion. Til sex ... Og for det andet, fordi hun ikke længere har rum for fuldt selvfokus, idet der nu er andre og andet, der kræver hendes tilstedeværelse og fulde opmærksomhed (såsom en baby hun selv har valgt at få!) og derfor er tvunget til at sætte karriere og selvrealiserende projekter på hold. Og det er langtfra sjovt at opleve sig selv blive forvandlet til en martyr eller rettere ’mor-tyr’, der pludselig koncentrerer sig om, at ’der er lige meget slik i skålene’ på hjemmefronten (lidt a la feministen Sveland og dog så langtfra – i denne henseende er jeg kun et lavmælt ekko af hende). Jeg, der før jeg blev mor var totalt og aldeles uinteresseret i emner, der vedrørte ligestilling, er pludselig enig med den kvinde (husker ikke hvem), der sagde noget i retning af, at mødre rask væk og i stiv barm holder et års barsel uden at forvente klapsalver, mens vi kvinder forventes at finde de små klappelabber frem, hver gang en far med stolthed i stemmen proklamerer, at han holder to måneders barsel – og så i de mørke, triste vintermåneder endda.

Og der er klart mindre slik i min skål, når min mand er på spændende kurser i London i core skills for at få indsigt i egne kernekompetencer, mens jeg på den hjemlige bane som medlem af andelsforeningens legepladsudvalg får indsigt i, hvad en fugleredegynge koster at få installeret i baghaven, og hvilket sikkerhedsunderlag der er kompetent og påkrævet til den type gynge!

Og nu klynker jeg så over, om det ikke er okay, at jeg, vi – førstegangsforældre – klynker? Ikke at alle klynker, men mange klynker. Klynkekusser såvel som klynkeklunker. ’Klunkerne’ slider jo også med forandringerne, om end ikke i så høj grad, fordi de ofte forsætter deres arbejdsliv, på nær de to måneder hvor de (måske) ’barsler’ (politiker Søren Pind undtaget: I en artikel til Information, der omhandler, hvad der kendetegner en rigtig mand, udtaler han, at han ikke føler sig designet til længerevarende tid med børn, hvor han skal tage hånd om dem: »Jeg skal kunne være mig selv, trække mig ind i mig selv og have ro. Og være ude i verden«)!

Men det, der rammer fædre (lige i klunkerne) er, at deres kvinder ikke finder dem lige så kvalificerede til at passe på babyen som dem selv, på trods af at de før babys ankomst var deres kvindes største beskytter og trygge favn. Og de klynker over at blive afmaskuliniserede og føler sig ikke mindst dybt frustrerede over – og det forstår jeg (også) godt – at blive styret af kvindebyrden PMS, når det eneste, de, når alt kommer til alt, ønsker, er at blive styret af deres GPS.

Omvendt er det oprigtigt synd for os kvinder, som må døje med syndromet ’PMS – når du ikke er sur for sjov’, det er lidelsesfuldt (og forstærkes i øvrigt efter en fødsel), og jeg håber inderligt, at man finder en vaccine mod det for alles skyld. Det gør min mand også; siger han, mens han er ved at lægge sidste hånd på sit sofapudebetræk med korssting: Su hormonos es mi hormonos.

Jeg er klar over, at Rösings klynkekusseprædikat mestendels er møntet på Svelands bitterhed over for mænd, hendes egen mand ikke mindst, hvortil Rösing skriver: »... vi er nok mange, der har haft sådanne tanker i ammedagenes og søvnunderskuddets mørkeste tider, men at hænge fast i denne ammelogik så længe, at man kan skrive en hel bog på det, er forbløffende«. Det, hun indirekte siger, er jo, at det går over, så stop klynkeriet. Alle siger, at det går over. Og det er sandt! Det går over: Enten kommer man hel ud på den anden side, eller også går parforholdet over. For mig at se bliver der skrevet massevis af bøger om svære faser og perioder i livet, som også går over, så hvorfor ikke skrive en bog om denne fase også?! (Eller hvad med en kronik?). Det er trods alt en fase, som de fleste af os vælger til på trods af den virkelighed, om hvilken afdøde psykoanalytiker Eric Fromm siger følgende i sin bog ’Kunsten at elske’: »Der er næppe noget foretagende, der indledes med så vældige håb og forventninger som kærligheden, og som så regelmæssigt mislykkes«.

Hos mig er der ingen tvivl: Kunsten at elske er en svær og alvorlig affære. Og kunsten at få børn sammen og blive ved med at elske hinanden er en sindssygt svær og alvorlig affære.

Mens kunsten at lade være med at kaste os ud i den kunst er en næsten umulig affære. Og derfor gør de fleste af os noget ved det. Forelsker os og får børn. Kaster os ud i ’projektet’ med åbne hjerter og spredte ben. Og siden kan vi berette om, hvor meget det slider på os selv og på parforholdet og ikke mindst samler benene på os. Det tab af nærhed, man oplever til sin partner i de første år af barnets liv, er brutalt, og i perioder har temperaturen på kærligheden til hinanden den samme temperatur, som mælken skal have, når man rører gæret i. Og det er heller ikke befordrende for samlivet, når kommunikationen – som hjemme hos mig selv – bliver reduceret til sætninger på sengekanten som: »Husked’ du at tage den sidste frikadelle ud af ovnen?«, hvorefter man falder i søvn.

Der er ikke – som før – tid og overskud til den gensidige opfyldning af hinandens selvværdsdepoter. Dejlig, stærk, eventyrlig, modig, reflekteret, morsom, unik, sexet – depoterne bliver tappet lidt efter lidt. Og hvor går vi så hen og får fyldt dem op? Til naboen?

Kollegaen? Blikkenslageren? Smørrebrødsjomfruen? Det er jo en velkendt sag for mange, at mens babyen malker lillemor, malker ingen lillefar, og det kan have alvorlige konsekvenser. Det vidner både antallet af skilsmisser og terapibesøg inden for familiens første tre år om. Præster taler sågar om at indføre såkaldte skilsmissepræster, der skal mildne og lindre vores svære exit ud af ægteskabet og ikke nok med det.

Nu er der også et forslag fremme om, at Gud og co. på temaaftener for brudepar skal sætte sex og samliv på dagsordenen. Sognepræst Poul Joachim Stender har udtalt i et interview i Politiken, at: »Moderne mennesker har næsten ikke tid til at have lyst til sex, derfor skal man indskærpe, at det er en pligt, der hører med til og holder liv i ægteskabet«. Som det moderne menneske jeg er, er jeg ikke meget for emner, der bliver penetreret med ordet pligt – men i dette tilfælde vil jeg gerne være samarbejdsvillig, og hvis præsterne kan vende sure samlejer til søde, så er det alt andet lige et vigtigt ærinde.

Det er så moderne at kende det ene og det andet og sig selv (vigtigst er det dog p.t., at mange andre kender én!). En klog kone sagde til mig for nogen tid siden, da jeg klynkede over at klynke: »Klynk er revolution. Det er begyndelsen på vejen til forandring, til løsninger. Man skal høre sig selv klynke for at mærke, når noget ikke er, som det skal være«. Med andre ord: Kend dit klynk.

Jeg vil gerne forstå klynkeriet på mine egne og mine medklynkeres vegne. Det er i hvert fald mere vigtigt for mig lige nu end at kende mine (grill)kul, som en nyere bog til kvinder omhandler. Jeg har længe grublet over, om førstegangsforældre mon klynker mere i dag end tidligere, fordi vi er oppe imod en tidsånd, som historiker Henrik Jensen i sin bog ’Det faderløse samfund’ beskriver som en narcissistisk og terapeutisk kultur, hvor ånden og mantraet ’har jeg lyst, har jeg lov’ lyder, og hvor menneskesynet er præget af en ’hellere frigjort end tilpasset’-tankegang?

Han skriver tilmed, at »Det er vanskeligt for en moderne, selvoptaget måske en smule narcissistisk person at holde fast på ægteskabet, når bølgerne går højt«. En betragtning, der, ligesom Rösings udmelding, rammer lige midt i mit ego plexus. For hvad betyder det egentlig? Betyder det, at oddsene for at danne familie med succes aldrig har været dårligere end nu – hvis man er en af dem? Og bliver familieprojektet ekstra sårbart, fordi vi er en generation, der åbenlyst lever i en tid, der dikterer selvrealisering og selvudvikling som aldrig før? Og sårbart, fordi vi er en zappergeneration, der vakler mellem lysten til singleliv og familieliv – når vi er i den ene stald, ønsker vi os hen i den anden og omvendt?

Som de synger i et The Clash-nummer: »Should I stay or should I go now? If I go there will be trouble. If I stay it will be double«. Skyldes min og ligesindedes klynk, at vi ikke har lært at ’bøje nakken’, være vedholdende og udholdende? Og ikke mindst: Hvem er det, der har bestemt, at identiteten mestendels ligger i arbejdet og karrieren og ikke i familien, et faktum, vi curriculum vitae-fetichister ser ud til at føje, trods de omkostninger det har for vores privat- og familieliv?

Som før citerede Fromm også skriver i sin bog: »Til trods for det dybt rodfæstede behov for kærlighed anser man næsten alt andet for vigtigere: succes, penge, prestige, magt.

Vi bruger næsten al vor energi på at lære, hvordan vi skal nå disse mål, og så godt som ingen energi på at lære kunsten at elske«. Men hvis vi skal lære kunsten at elske, før vi får børn, får vi så nogensinde børn?

Når nu disse ydre og samfundsmæssige narcissistiske omstændigheder bliver parret med de banale, men dog så katastrofale hjemlige (nybagte) modvinde, som PMS, kompromiser, behovsudsættelse, forventningsafstemning, træthed, sure samlejer og frikadellesnak – dann haben wir den salad, som man siger på dårligt tysk, mens man spejder efter en Ausfahrt.

Alt sammen et virkelig dårligt match med familielivets eksistensoverlevelse, rammer og rutiner, som vi alligevel (og heldigvis) i stigende grad vælger til. Undertegnede klynkekusse vil gerne blæse til kamp mod de selvcentrerede gener, der ruller i tiden og i egoet ... jeg skal bare lige have lidt søvn først.