Og nu nedsmeltningen
Fire bemærkelsesværdige begivenheder i mediebranchen peger her i december i én retning: lodret ned ...
| AF CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD |
fakta
BEGIVENHED nr. 1: Tirsdag 9. december erklærede det amerikanske medieselskab Tribune sig konkurs.
Tribune ejer Los Angeles Times og Chicago Tribune, to hæderkronede
kvalitetsaviser i et land, der kun har omkring ti aviser med et oplag på den
pæne side af en halv million, og hvor dagblade ellers er forblevet et lokalt
fænomen.
BETYDNING: De bedste amerikanske aviser er verdens bedste, men de er bittesmå.
USA’s egentlige offentlighed blev opfundet med radioen (og bladmarkedet) og
udviklet med fjernsynet.
De sidste 30 år har den gennemgået to teknologiske revolutioner: fra
slutningen af 70’erne udviklingen af kabel-tv, fra 90’erne nettet, med sine
små og store medier, halvmedier og kvartmedier. Den aktuelle udfordring af
dagbladene har altså været 30 år undervejs, og derfor har de vænnet sig til
belejringen.
Det kan måske forklare, hvorfor de har været så infamt lang tid om at reagere.
Hvis de siden 1980 har kunnet dele publikum med et topprofessionelt produkt
som CNN, hvorfor så føle sig truet af nettets amatører?
Som i Danmark: når de danske dagblade har overlevet 20 år med TV 2, hvorfor så
ikke 20 år mere? Avischefer Jorden rundt kan simpelthen ikke se, at
mediebranchen skulle have passeret ét punkt, hvor deres blade med ét slag
blev irrelevante. Og de har ret: Æraskiftet er netop ikke sat
ind på ét øjeblik – og problemet er ikke bare,
som det påstås, at ’nettet’ har sat ’brugeren’ i centrum:
Udviklingen begyndte i virkeligheden allerede, da fjernsynet – i Danmark fra
start-70’erne – blev offentlighedens hovedmotor og leverandør af (alle) de
fælles referencer.
De aviser, der overlevede i skyggen af tv, påtog sig en dobbelt-identitet: På
den ene side foregiver de at være objektive/altfavnende, på den anden side
søger de at artikulere og vedligeholde hver sin verden. Den dobbeltrolle
fungerede aldrig for alvor. For et par år siden så dagbladene da også ud til
at vælge side til fordel for det skarpe-smalle: Tanken, at netop
tv-net-udviklingen havde sat dem fri til at blive dét, de påstår helst at
ville være: klubber for ligesindede. Der skulle Bekendes Kulør og Vælges
Fra. Men lige siden det blev afgivet, er dette løfte blevet udhulet.
For de sidste fem år har bladhusene engageret sig i en metafysisk
maratonkonkurrence om at fylde cyberspace op; en dyst, hvor de har de samme
vinderchancer som Odin, når jætterne i Udgård narrer ham til at æde om kap
med ilden selv:
Avishusets traditionelle skizofrene selvforståelse er dermed blevet til en
praktisk strategi. Man fastholder sine trykte produkter i uforandret form
som dyre luksusgoder/nichemedier, samtidig med at det annoncefinansierede
webprodukt kæmper for at få armene rundt om Gennemsnitsdanskeren:
Vi er således allerede i et landskab, hvor de seks eneste betydende danske
medieaktører – JP/Politiken, Berlingske, Aller, Egmont, TV 2 og DR (som qua
sin status ikke tæller helt) – i tiltagende grad vil konkurrere på den samme
platform (nettet!) om at levere præcis det samme indhold (alt, hvad folk vil
have!).
Denne udvikling er ikke drevet af noget, der ligner redaktionel vision, men af
teknologien selv: På nettet er der ingen indlysende forskel på
det, et dagblad, et forlag og en tv-station bør tilbyde sine kunder
(alting), og den pris, kunderne bør betale (ingenting). Bad man en udlænding
gennemtrawle Jp.dk, TV2.dk m.fl., ville han have vanskeligt
ved at vurdere, hvem der er avis, og hvem der er fjernsyn – og i øvrigt også
ved at kende forskel på tabloid og broadsheet. På nettet masseproducerer
dagbladene nemlig præcis det stof, som deres brand burde forbyde
dem at røre: skønhedskonkurrencer, skovbrande og bilmesser; sport, sladder
og forbrug. And eller gås? Bryster eller balder?
Det er bundnaivt at forestille sig, at dette ikke vil smitte af på den trykte
avis. Når avisen henlægger sin søgen efter indtjeningsmuligheder til nettet,
udvikler den langsomt en ny kultur – også selv om den samtidig opmuntrer
ansatte og læsere til at fastholde selvforståelsen af den trykte avis som
’rigtigere’ end nettets discountmarked.
Udviklingen vil med tiden besvare det dilemma, som avischeferne skyr: De vil
ikke vælge, om de skal være smalle eller brede, kloge eller dumme, og
fastholder derfor en stædig strategi om at fyre i alle retninger på én gang.
Problemet er naturligvis, at det slet ikke er en strategi; det er
fraværet af at have én. Og der bliver stadig mere brød til stadig mindre
smør.
KONKLUSION: Dagbladene, som vi kender dem, er under afvikling. Apropos:
BEGIVENHED nr. 2: 3. december offentliggjorde JP/Politiken, at Politikens
website fremover linker til historier fra EPN, som er Jyllands-Postens
portal for erhvervsnyheder.
BETYDNING: Det, der i 2003 blev markedsført som en næsten teknisk
sammenlægning af to dagbladskoncerner, bliver nu (som jeg i øvrigt skrev
dengang) en redaktionel fusion – parallelt med udviklingen hos Berlingske
Media. Det sker trinvis og fornuftigt. For hvorfor skulle JP og Politiken
f.eks. ikke dele en korrespondent i Washington, så de sparede lønkroner kan
bruges på en mand i Sydney? Fusionen vil fornuftigvis fortsætte, til man
deler alt – undtagen ledere og læserbreve.
KONKLUSION: Det er fristende at spørge, i hvilken rækkefølge de nævnte
mediekoncerner vil æde hinanden. Men det er et forkert spørgsmål. Ved at
indgå i denne konkurrence, på disse vilkår, har de afskrevet sig deres egen
identitet og funktion; de er ikke søslagsudkæmpende ’mediefregatter’, men
under omdannelse til uformelige netværk af indholdsfremstilling (som de i
vid udstrækning udliciterer) og annoncesalg (som de også kan udlicitere), og
dvs.: ingenting.
BEGIVENHED nr. 3: 8. december kom det frem, at tv-stationen NBC – en af USA’s
tre store gamle kanaler – næste år lancerer et nyt fem gange om
ugen-talkshow, der skal sendes fra kl. 22-23 mandag-fredag, 46 uger om året.
Overskrifterne fokuserede på, at stationen hermed beholder Jay Leno – som er
for populær til at blive pensioneret.
Den rigtige nyhed er ikke, hvad Leno skal lave (det samme som altid),
men hvad han skal afløse: i NBC’s sendeflade erstatter han nemlig fem
hundedyre dramaserier.
BETYDNING: Det er en tanke, stationen har leget med i 20 år. Beslutningen er –
med ét enkelt slag – et totalt opgør med det, der fra amerikansk tv’s start
har været mediets centrale filosofi.
Stationerne har traditionelt betragtet hver eneste halve time i deres
aftensendeplaner som verdens mest kostbare byggegrund; i 50 år har de tre
store kanaler i op mod 20 timer om ugen udfordret hinanden på eksorbitant
dyre dramaserier, hvor langt de fleste blev udviklet, fremstillet og
markedsført kun for at blive pillet af så hurtigt, at ingen husker dem. De
store hits har til gengæld været så profitable, at man er blevet ved.
Og kunne den amerikanske tv-seer acceptere andet end dyr fiktion som rigtigt
fjernsyn?
Det spørgsmål har de store kanaler først gradvis besvaret gennem de sidste 20
års eksperimenter med magasiner, quizzer og realityshows – dvs. noget, der
minder om ‘europæisk’ tv, og som er tudebilligt at producere.
Nu dropper NBC så efter et halvt århundrede troen på, at en ’rigtig’
tv-station stadig kan og skal samle et stort publikum hver time, hver aften
i ugen. Man går i retning af den strategi, kabelstationerne praktiserer:
samler sine penge og sine kreative kræfter på færre prestigeproduktioner,
måske et par aftener om ugen, mens resten af fladen opdeles i shows, der
aldrig når det helt store publikum, men til gengæld er billige og stabile.
Ved at sende talkshows og nyheder fra kl. 22-01 mandag-fredag begynder NBC
at ligne kabelstationer som f.eks. CNN og sin egen datterkanal MSBNC.
KONKLUSION: Det amerikanske tv-marked går fra at bestå af ’fire store’ og
’hundrede små’ stationer til at bestå af tusinde nichekanaler og en håndfuld
(10, 20?) kanaler, der lejlighedsvis samler et større publikum. Midlertidigt
– til digitaliseringen inden for få år vitterlig opløser ‘stationerne’ helt.
BEGIVENHED nr. 4: Bagger-ugen, fra 1. december.
BETYDNING: Man kan ikke kalde opmærksomheden om Stein Bagger ufortjent – han
havde ryddet forsiderne også i 1988 og 1998. I 2008 udmærker dækningen sig
ved ny hast og nyt omfang. Her er et gævt lille paradoks: På den ene side er
mediebilledet så fragmenteret, at intet enkeltmedie kan så meget som
prætendere at sætte en dagsorden; på den anden side er den samlede frekvens
så voldsom, at medierne, når de jager i flok, vitterlig får verden til at
rulle hurtigere.
Og måske er der, i denne udvikling, ikke kun en kvantitativ, men også en
kvalitativ forandring af hvad-en-nyhed-er: Måske er der en ny form for
realitet i disse historier, der udvikles time for time, netop fordi de
begynder at ligne virkeligheden mere – før sagde hun A, nu siger han B, hvad
svarer hun så?
Nyhedsstrømmen er total, både geografisk og kronologisk. Den forløber synkront
med læserens eget liv – så hende, der skriver nyheden, i bedste fald er ti
minutter foran ham, der læser den. For ti år siden kunne ’Big Brother’
provokere med at tage realtid i anvendelse som genregreb; nu er
realityshowet blevet overhalet af virkeligheden.
For 30 år siden afslørede fjernsynet, at din lokalavis kun var lokal; de
sidste 20 år har de udenlandske medier afsløret de danske medier som
ubehjælpsomt danske, og nu afslører journalisterne i netmøllen hinanden som
det, de er: folk, der er ansat til at prøve at følge med på vegne af et
publikum, der takket være teknologien næsten har forudsætningerne for at
gøre det selv.
Næsten. For sagen er ikke, at brugeren selv ’finder nyhederne’ – det har han
ikke tid til.
Det, brugeren derimod ikke kan undgå, er at iagttage, hvordan journalisterne
på den ene avis altid halser fem minutter efter kollegerne på den anden. Det
er nettets virkelige undergravning af de etablerede medier: ikke at brugerne
erstatter journalisterne, men at journalisterne i praksis udstiller hinanden
og dermed underminerer deres fælles profession. Tag nyheden om
Rosenkrantz-Theils spring til Socialdemokraterne: Enhver lille mellemregning
blev kørt som en selvstændig historie, der aldrig – eller i hvert fald: ikke
endnu – ville fortjene sit eget hjørne i den trykte avis. Men ud må den,
straks, udstyret med sin egen problemformulering og sin egen overskrift, så
rivalerne ikke kommer først.
KONKLUSION: Resultatet bliver, at forbrugeren forandrer sit billede af
journalistik og i hvert fald ikke kunne drømme om at betale for et produkt,
hvis skingre tilblivelsesproces er blevet blotlagt i al sin sårbarhed. Det
er ikke en fremtidsvision – det er allerede historie fortalt af
oplagstallene.
IKKE ÉN af de store danske medievirksomheder kunne overleve, hvis man startede
den i morgen. Ingen af dem har fungerende finansieringsmodeller. Ingen har
dem kan gøre bedre krav på fremtiden end at referere til det faktum, at de
står endnu – til den monumentale krise, der nu er begyndt, begynder at puste
korthusene omkuld.
Det er umuligt at finde nogen vindere. Aviserne har tabt til tv, men tv har
tabt til nettet, og nettet har tabt til sig selv: Brugerne vil ikke betale
med andet end deres tid, og kun med 1 minut ad gangen. De lødige medier
lider – som de plejer – men det betyder ikke, at de underlødige har det
godt.
Gratisaviserne f.eks. har smadret dagbladenes forretning uden at kunne
erstatte den med noget mere holdbart. Før kunne man have været fristet til
at spore fremtiden ved at kortlægge forbruget – ud fra forventningen om, at
det, publikum søgte, alt andet lige ville være kommercielt bæredygtigt. Men
nu antager vores medieforbrug en så fragmenteret og illoyal form, at man
dårligt nok kan tale om, hvilke ‘produkter’ vi efterspørger. Vi, brugerne,
er afhængige af én kollektivt opretholdt mediestrøm; vi sidder med fødderne
i den samme store lunkne suppegryde, som producenterne fylder op med stadig
mere småfordærvede ingredienser. Kønt er det ikke. Koldt bliver det snart.
FIRE ANBEFALINGER:
1. De gradvise løsningers tid er forbi. ’Nytænkning’ ender altid
med, at den samme gamle skure pakkes ind i spritnye salgsargumenter. Der
skal mere til. Alt skal gentænkes: form, indhold, distribution,
finansiering. Der er ikke et medie, der ikke skal ud og genforhandle den
kontrakt, det har med sit publikum. Der er ingen, der ikke skal lære at
tænke så kreativt om økonomi og logistik som (de bilder sig ind at kunne) på
indholdet. Derfor:
2. Tænk på penge. Hvis folk, der er vant til at tænke
indhold, ønsker at blive ved med det, skal de lære at tænke i økonomi.
Ellers bliver fremtidens medie designet af annonceeksperterne. Det vil ligne
en Formel 1-bil: dækket af reklamer, bygget til at køre hurtigere end
konkurrenterne, men rundt og rundt i præcis de samme cirkler.
3. Glem målgruppen. Fra tåberne i reklameindustrien importerede
mediebranchen i 90’erne en religiøs optagethed af målgrupper. Det vil vise
sig stærkt problematisk, når annoncemarkedet krakker, fordi det fuldstændigt
har smadret evnen til at tænke nyt. Og selv.
4. Bliv klogere. Medierne lever af én ting: at formidle viden.
Formidling kan man, viden kan man i den grad ikke. Den, der er smart, vil
skynde sig at blive klog.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Signalfejl giver store problemer for S-togene
Forsinkelser og aflysninger har ramt S-togtrafikken i København.
Studerende om Netto-debat: »Jeg vil da hellere i job end at sidde og sumpe«
Unge studerende på Københavns Universitet er klar til at tage et job, som de er...
1,4 millioner pornosurferes mail og kodeord lækket
Mindst 700 danskere har fået offentliggjort deres personlige oplysninger.
Thorning tager EU's økonomiske krise med til Barack Obama
Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) rejser på officielt statsbesøg til USA.
Sladderblad viser dødsfoto af Whitney
National Enquirer skaber vrede ved at vise 'det sidste foto' af Whitney Houston.
Problemerne tårner sig op i den møgforkælede folkekirke
Strømmen af problemer, dårlige nyheder og møgsager i folkekirkeligt regi synes...
Regeringen tilbageruller sænket kriminel lavalder
Den kriminelle lavalder er igen 15 år. »Forkert signal«, siger V-ordfører.
Afghanere angriber norsk base med stenkast
Norske soldater holder vrede afghanere stangen med tåregas og varselsskud.
Ombudsmand går ind i tvist om åbenmundet professor
Sagen om dekan-advarsel til musikprofessor på Aarhus Universitet rejser ...
Klublisten: Her er 7 gode fester i weekenden
ibyen anbefaler
-
17. feb. 2012 KL. 22.55 Biografen The Descendants
restaurant & cafe
Seneste Leder
-
23. feb 00.01
-
22. feb 00.01
-
21. feb 00.01
-
20. feb 00.01
-
19. feb 00.01
-
18. feb 00.01
-
17. feb 00.01
-
16. feb 00.01
-
15. feb 00.01
-
14. feb 00.01
- › Se flere
Seneste læserbreve
-
23. feb 10.24
-
23. feb 00.13
-
22. feb 18.48
-
22. feb 17.08
-
22. feb 15.16
- › Se flere
Seneste Skriv
-
22. feb 17.09
-
21. feb 16.59
-
21. feb 08.32
-
20. feb 10.32
-
17. feb 11.32
-
15. feb 21.43
-
14. feb 12.30
-
14. feb 10.17
-
13. feb 16.35
-
13. feb 15.03
- › Se flere
Seneste Dagens tegning
-
23. feb 00.01
-
22. feb 00.01
-
21. feb 00.01
-
20. feb 00.01
-
19. feb 00.01
-
18. feb 00.01
-
17. feb 00.01
-
16. feb 00.01
-
15. feb 00.01
-
14. feb 00.01
- › Se flere
Mest læst i dag
-
23. feb 08.48
-
20. feb 12.06
-
23. feb 10.11
-
22. feb 14.52
-
22. feb 00.01
Mest læst i går
-
20. feb 13.44
-
22. feb 00.01
-
22. feb 14.52
-
22. feb 13.08
-
22. feb 14.35
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|



















