Det er nok de færreste, der kan huske, at mundheldet om Ebberød Bank stammer fra filmen af samme navn fra 1943.

Det var her, Osvald Helmuth i rollen som skræddermester lader sig lokke til at overtage en bankdirektørstilling og udtænker den epokegørende reform: Indlånsrenten skal være 8 procent og udlånsrenten kun det halve. Flere penge ud af kassen, end der går ind. Stein Bagger ville sikkert have nikket anerkendende.

Reformen giver selvfølgelig omsætning, så det batter.

Men forretningsprincippet var i sagens natur dømt til at ende galt for alle andre end skrædderen selv, der havde sørget for at fastsætte sin løn som bankdirektør til fem procent af Ebberød Banks omsætning og ikke af bankens overskud. Forretningen kan naturligvis ikke løbe rundt, men skræddermesteren får dog sit på det tørre gennem det, der på nudansk ville blive kaldt en fjendtlig overtagelse af Ebberød Bank fra en konkurrencepresset storbank.

Egentlig ligger Ebberød Banks setup ikke så langt fra det, vi gennemfører i dansk økonomi i disse år.

Udgifterne til et moderne dansk velfærdssamfund er højere end det, der kommer ind i kassen. Og der er sat spærregitter for, hvor mange penge der må komme ind.

Vi skal have det dobbelte ud af velfærds- og serviceydelserne ved kun at investere det halve. Færre skattekroner ind i de offentlige kasser skal føre til mere og bedre velfærd.

Skattestop, erhvervsskattelettelser og to gange personskattelettelser siden 2001 lænser de offentlige kasser for penge, mens kommunal-, velfærds- og kvalitetsreform skal forøge og forbedre ydelserne. Uden at blinke lover vi hinanden, at bundlinjen i den sidste ende vil være børnepasning, folkeskole, ældrepleje, indsats for svage grupper og sygehusbehandling i verdensklasse.

Og så skal megainvesteringer i kollektiv trafik, infrastruktur og energi sikre, at der også er liv på vores klode i næste århundrede.

Som årene i dette endnu korte århundrede er gået, kommer der mere og mere IT Factory ind i det regnestykke. Og det bliver ikke bedre af, at det er lykkedes de bedst stillede at få sat skattelettelser for dem, der har allermest, højt oppe på politikernes dagsorden.

Alle tilgængelige tal fortæller, at årene i dette årti har været en fremadstormende forbrugsfest for dem, der har deres på det tørre, mens afstanden ned til bagtroppen er vokset og vokset. Ja, faktisk taler tallene så tydeligt et sprog, at de, der slås for, at bagtroppen skal sakke endnu mere bagud, helt har opgivet at slås om tallenes rigtighed og i stedet nu bruger stigende indkomstforskelle mellem de bedst stillede og de allerdårligst stillede offensivt.

Nu handler det ikke længere om at sikre lige muligheder uanset baggrund, nu handler det i stedet om ulighed som en ’dynamisk udviklingskraft’ eller om ’den retfærdige ulighed’, som den ultraliberale tænketank Cepos udtrykker det.

Hvordan er det så lykkedes at få mange politikere til at kaste sig over skattedagsordenen, og ikke mindst over den dagsorden, som handler om lettelser i topskatten for dem, der i forvejen har allermest?

CEPOS tager selv æren for at have fået ændret politikernes fokus, når tænketanken skal markedsføre sig over for mulige sponsorer: »Det er Cepos, som har sat skatteproblematikken på dagsordenen: Cepos står for et andet fokus: Vi sætter personlig frihed og mindre statsstyring på dagsordenen – og vi mener, at et frit marked vil give de bedste løsninger og de laveste priser. Ved at sponsere Cepos arbejder du blandt andet for afskaffelse af top- og mellemskat«. Og helt i samme ånd peger tænketanken da også på, at skattevæsenet er med til at finansiere sponsoraterne for tænketanken.

Og det er da ærligt nok, at tænketanken vedgår sig, at den som de velhavendes sammenrotning om at rage mere til sig selv har fået flyttet mange politikeres fokus fra, hvordan vi tager ansvar for hinanden og for den danske velfærdsmodel over til melodien ’jo mindre skat, jo bedre for os med meget på kistebunden’.

Og jeg skal blankt erkende, at det er betydeligt mere intelligent udført end Morgen Glistrups frontalangreb på velfærdssamfundet for 35 år siden. Men forskellen er nu ikke så stor, når det kommer til slutresultatet.

Til gengæld har Cepos i modsætning til Glistrup i hans velmagtsdage ikke mange danskere med på vognen.

Ugebrevet Mandag Morgen offentliggjorde forleden en vælgerundersøgelse, som viser, at kun seks procent af danskerne prioriterer skatterne som det vigtigste område, politikerne bør tage fat på. Danskerne er derimod fortsat stærkt bekymrede for den danske velfærd, og selv om økonomien nu meget naturligt er rykket ind på dagsordenen, så er det stadig hver anden dansker eller 43 procent, der synes, at politikerne skal gøre noget for fremtidens velfærd.

Egentlig illustrerer de to tal – seks procent tænker i skat, mens 43 procent tænker i velfærd – meget godt, at Cepos med god grund kan være lidt stolte over, at skattedebatten i det sidste års tid er kommet til at fremstå som det hotteste emne på den politiske dagsorden.

De politikere, der har gjort skattelettelser til deres hjertesag, repræsenterer en lille, velstillet gruppe, mens velfærdspolitikerne fortsat har danskerne med sig – ikke mindst, hvis man medregner dem, der synes, at arbejdsløsheden eller miljøet burde være politikernes topprioritet. Begge dele er oplagte forudsætninger for fortsat velfærd for danskerne.

I FOA er mere end halvdelen af vores medlemmer villige til at betale mere i kommunale skatter, hvis de får sikkerhed for, at pengene går til bedre kommunal service i deres kommune.

Og det endda på trods af FOA-medlemmernes erfaringer med den kolossale skævdeling, som regeringens skattepolitik indebærer: De rigeste ti procent af danskerne har fået 20.500 kr. i årlig skattelettelse, mens de fattigste ti procent har fået 1.400 kr., siden regeringen tiltrådte i 2001. Gevinsten for de rige er 15 gange større end for de fattigste.

Mere velfærd og service på den ene side og mindre skatter på den anden har det med hinanden nogenlunde ligesom vand og benzin. Det er svært at skabe fredelig sameksistens mellem to så modsatrettede størrelser.

Trods alt har skattestop og skattelettelser lettet de offentlige kasser for noget, der ligner 40 milliarder kroner om året. Det svarer til, hvad vi årligt tilsammen bruger på ældrepleje og udsatte børn og unge.

Nu er det såkaldt offentlige forbrug i nogle år steget langsommere end det private forbrug. Det har sat den offentlige sektor under et voldsomt pres, og det har ikke mindst næsten gjort det umuligt at levere velfærd og service på et niveau og i en kvalitet, som befolkningen synes står mål med samfundets rigdom. Og fremtidsudsigterne er rimelig dystre. Regeringens såkaldte 2015-plan for økonomien har et uhyggeligt stort finansieringshul, som nok kun de færreste vil tro på, at man kan lappe ved at få yderligere mange tusinder i beskæftigelse. Tværtimod begynder de store fødselsårgange at vinke farvel til arbejdsmarkedet, og de fleste økonomer taler om stigende ledighed.

Der er megen fornuft i at tænke i en skatteomlægning. Men det bør være en omlægning, som dels tilbagefører en del af tabet ved regeringens skattepolitik til de offentlige kasser. Og dels flytter beskatning fra arbejdskraft over til værdier, som ikke kan tages under armen som overvægtig håndbagage på flyet til et udenlandsk skattely.

Et oplagt emne ville være gevinster uden bagvedliggende forbedringer ved ejendomssalg. Jeg flyttede for få år siden i et rækkehus. Blot 12 måneder efter havde husprisernes himmelflugt fordoblet salgspriserne på de omkringliggende rækkehuse. Det er nu svært at få øje på den samfundsmæssige produktion, der ligger bag en sådan værdiforøgelse af IT Factory-dimensioner.

Og endelig er der al mulig grund til at tænke i miljø frem for arbejdskraft, når det handler om beskatning.

Debatten om lettelse af topskatten er efterhånden blevet pakket godt og grundigt ind i påstande om, at danskerne så vil kaste sig over deres arbejde og ikke være til at jage hjem til familien.

Det er ikke et billede, som FOA kan genkende. Kun seks procent af FOA’s medlemmer betaler i dag topskat. Tværtimod får FOA-medlemmet kun ganske lidt ud af de skattelettelser, som træder i kraft til nytår, og var genindførelsen af bidrag til den særlige pensionsopsparing ikke blevet udsat, så ville hun i stedet have stået tilbage med et minus på lønkontoen fra 1. januar. Nu står en FOA-familie til at få 900 kr. ud af de kommende skattelettelser, mens en akademikerfamilie får 8.000 kr. om året til sig selv.

De mange opgørelser over de højtlønnedes høje arbejdstid, sandsynliggør heller ikke, at de, der befinder sig i den modsatte ende af hende på indkomststigen – dem på den gyldne gren – reelt vil kunne bidrage væsentligt til flere arbejdstimer i det samlede samfundsregnskab.

Når det kommer til stykket, så handler de højestlønnedes klagesang om topskattens vederstyggeligheder om omfordeling til fordel for dem, der er velstillede.

En skattereform på det grundlag er et opgør med et skattesystem, der bygger på, at de bredeste skuldre – eller nu om stunder hedder det nok de mest fitness-trænede skuldre – også skal bære de tungeste byrder. Det er ikke den slags reformer, det danske samfund har brug for.

Det er ikke Ebberød Bank-filosofi eller Stein Bagger-økonomi, vi har brug for, hvis vi som fællesskab vil tage ansvar for velfærden. Det er ikke grådighedens ragen til sig, der fremtidssikrer velfærden.

Hvis vi som samfund fortsat vil den danske velfærdsmodel, så er det offentliges skatteindtægter en uomgængelig krumtap.