Det har været en lang og hård kamp at nå frem til en politisk styreform, der fortjener betegnelsen demokrati eller folkestyre.

Spørgsmålet er, hvor mange lande der retteligen kan prale af at leve nogenlunde op til det ideale indhold i denne styreform. Politikerne i de nordiske lande vil nok som helhed hævde, at vi i Norden er tæt på.

Mit ærinde med denne Kronik er en advarsel om, at vi har gang i en udvikling, hvor en række af vore toppolitikere med deres lemfældige personlige omgang med landets love er ved at underminere troværdigheden af vores demokrati. Ikke fordi deres forskellige eskapader helt undgår mediernes opmærksomhed.

Nogle af dem blæses faktisk stort op som enkeltsager – især i den ’kulørte presse’. Men de lyssky affærer sættes ikke ind i en større sammenhæng med demokratiets virkemåde og trivsel.

Specielt overses det, at de danske ministres manglende overholdelse af love og regler er en tendens, der på længere sigt kan blive en alvorlig trussel mod demokratiets idé og ønskelige funktionsmåde.

Den manglende klarhed skyldes bl.a., at de politiske spindoktorer gør et effektivt arbejde for at bagatellisere disse uheldige sager og tilbageviser kritikken som misundelse, småtskårenhed og snerpethed eller overdreven ’hellighed’.

Et tillægsspørgsmål af mindre principiel betydning er, hvor stor vægt man skal lægge på ministres og toppolitikeres funktion som rollemodeller for deres vælgere.

Skal de helst være folkelige og lige så klaphat-agtige og øllede som parodien på den danske mand, eller har det betydning for demokratiets virkemåde, at de politiske repræsentanter fører sig kompetent og sagligt frem med en vis naturlig værdighed? Det spørgsmål vil også få et par ord med på vejen.

I lande SOM Italien og Frankrig har der i nogle år været en række skræmmende eksempler på, at ministre og borgmestre har følt sig hævet over loven og har været indblandet i vennetjenester og korruptionsaffærer i milliardklassen – i flere tilfælde uden at det har fået alvorlige konsekvenser for deres politiske karriere.

Det skyldes bl.a. et noget lemfældigt retssystem, men også at store dele af befolkningen efterhånden har vænnet sig til at trække på skulderen og passivt acceptere, »at sådan gør de jo alle sammen«.

En lignende accept har ikke tidligere været generelt til stede i Danmark, hvilket kan illustreres af forløbet omkring Ritt Bjerregaards hotelophold i Paris som minister i Anker Jørgensens regering i 1970’erne. Her var ikke tale om, at hun ferierede på skatteborgernes regning.

Ritt Bjerregaard var ude i embeds medfør på landets vegne, men hun havde bare valgt et hotel i en højere prisklasse, end ministeriets reglement havde godkendt. Det medførte, at Anker Jørgensen afskedigede hende som minister.

Kontrasten til den nuværende VK-regering er slående. Her kan ministre og toppolitikere fra partiet Venstre se stort på landets boliglove, snyde med bilag og prøve at tørre udgifterne til deres private hotelophold og natlige ’naturfilm’ af på skatteborgerne.

Uden at få så meget som en officiel politisk næse af partiet Venstres nu afgåede statsminister. Man kan ikke udelukke, at den tidligere rigspolitichef har følt, at det var god tone at tage for sig af retterne, når man var nået op på samfundets allerhøjeste poster.

Måske blev tonen slået an, allerede da skatteminister Rasmussen blev grebet i kreativ bogføring og alligevel endte som statsminister og Storkorsridder af Dannebrog.

I de første år af VK-regeringens regime har det virket, som om de lyssky affærer især var en specialitet for ministre fra partiet Venstre.

Nu er det imidlertid kommet frem, at den afgåede vicestatsminister fra de konservative har gjort sit bedste for at råde bod på denne ubalance gennem sine private jagt- og golfselskaber og gratis biler og motorcykler betalt af lobbyister fra erhvervslivet.

Det skræmmende ved den nye tidsånd er, at lokale konservative partiformænd straks rykker ud med henvisninger til, at Bendt Bendtsen jo ikke »har begået barnemord eller voldtægt«. Så det er da ikke værd at tale om. Forhåbentlig vil nogle af de konservative vælgere endnu finde, at dette adgangskrav til en konservativ minister ligger på et lovlig lavt niveau.

En anden ubehagelig reaktion fra det borgerlige bagland har været, at da kritikken mod Løkke Rasmussen og Bendt Bendtsen blev bragt frem af en konservativ borgmester i Hørsholm, så forsøgte man at dysse den veldokumenterede kritik ned og skyde på budbringeren i stedet for sagligt at tage stilling til budskabet.

Borgmesteren skulle bare passe sit arbejde og ikke blande sig i sagsområder uden for Hørsholm. Det er igen et eksempel på en farlig udviklingstendens i demokratiet.

Den grundlovsbefæstede ytringsfrihed gælder også for borgmestre, selv om de kritiserer deres partifæller. I sammenligning med velkendte korruptionsaffærer i Frankrig og Italien kan man med en vis ret hævde, at de danske lovbrud rent økonomisk hører til i småtingsafdelingen.

Problemet er, at det er en glidebane, hvor det er svært at bremse udviklingen, når den først for alvor får fart på og breder sig i alle retninger. Derfor er det nu, der skal gøres noget ved det.

Det var EN speciel oplevelse at se Pia Kjærsgaard i tv forklare, hvad hun mente var forskellen på de to seneste statsministre Rasmussen. Det mest konkrete, hun kunne finde på, var, at Løkke Rasmussen var mere folkelig og »ligesom os andre«. Nu kan hun jo primært tale for sig selv, og det kan da godt være, at Løkke og hun minder en hel del om hinanden.

Men påstanden om, at han og andre toppolitikere skulle være ligesom folk flest, bør ikke slippe igennem uden nærmere påtale.

Sagen er, at netop dette politiske udsnit af menneskeheden ikke kan skjule, at de er i besiddelse af et ekstremt stort ego med særligt store ambitioner om magt. Ambitionerne er desuden ofte snævert fokuseret på en stilling som minister.

Hvis begrebet minister skal tages bogstaveligt, drejer det sig derimod om at være folkets tjener. Den pr-mæssige løsning på dette dilemma kan være, at man som Løkke Rasmussen stiller sig op i tv og mindst ti gange gentager påstanden om sin store ydmyghed over for jobbet som statsminister.

Samtidig med at alle indsigtsfulde seere ved, at det er rent hykleri fra en person, som til fulde har vist sine evner til at udnytte sin magtposition til egen personlige fordel på basis af skatteyderpenge.

En person, som oven i købet har ry for at ydmyge sine underordnede i statsforvaltningen for åbent tæppe, mens andre medarbejdere hører på det. Virkelig en ydmyg folkets tjener.

Denne ANALYSE fører tilbage til spørgsmålet om vore ministre og toppolitikere som rollemodeller.

Min kritik på dette punkt kan måske virke som en fokusering på mindre vigtige forhold, men jeg vurderer, at det har en væsentlig betydning for demokratiets overlevelse og troværdighed, at vore politiske repræsentanter også fremviser agtværdige menneskelige egenskaber.

Anker Jørgensen er nok det seneste eksempel på en dansk statsminister, som førte sig beskedent frem som folkets tjener. Heldigvis er der tegn på, at hans gode personlige eksempel er ved at blive mere anerkendt i bredere kredse.

Nu er det næppe særlig effektivt bare at vente på, at der af sig selv dukker flere toppolitikere op med samme opfattelse af den politiske opgave som Anker Jørgensen. Derfor vil jeg slutte med nogle forslag til konkrete ændringer, som kan medvirke til at stoppe den nuværende nedbrydning af demokratiets idealer og fremme en bedre udvikling.

Et af problemerne er, at det er blevet almindeligt at være levebrødspolitiker. Et typisk karriereforløb kan være at starte som formand for en politisk ungdomsafdeling og ende som folketingsmedlem eller minister. Uden nogen længerevarende erfaringer fra det ’virkelige liv’ i en erhvervsvirksomhed eller i en offentlig virksomhed.

Det behøver ikke at skade den politiske karriere. Tværtimod giver det gode muligheder for at opbygge et netværk og en magtbase netop i de kredse, som kan fremme de politiske udsigter for en flot karriere. Hen ad vejen kan man også øge sine muligheder for at tilgodese venner og bekendte – og sig selv.

Til gengæld smuldrer idealerne ofte sammen med den naturlige metaltræthed og en koncentration om personlige kontakter, som i stort omfang er fokuseret på det taktiske spil på Christiansborg.

Det store spørgsmål er, hvad man kan gøre for at ændre denne uheldige udvikling i det politiske miljø og genindføre princippet om ministrene som folkets tjenere.

Et nærliggende svar vil være, at man skal afskaffe levebrødspolitikerne og derigennem vanskeliggøre mulighederne for at opbygge en magtbase, som kan misbruges til personlig vinding i den lille og store korruptions tjeneste.

I stedet skal jobbet som medlem af Folketinget opfattes som et midlertidigt borgerligt ombud, hvorefter man vender tilbage til sit tidligere arbejde i samfundet. Jobgarantien kan sikres gennem en lovmæssig orlovsordning for folketingsmedlemmer.

En effektiv metode kunne således være at lovgive om den maksimale periode for et medlemskab af Folketinget, f.eks. på omkring otte år som for de amerikanske præsidenter. Af praktiske grunde kunne denne regel gøres tilstrækkelig fleksibel, så det er muligt i mindre omfang at tilgodese specielle forhold.

Forslag af denne art har været afprøvet i Enhedslisten, men afvises af de dominerende levebrødspolitikere med en række ikke særligt overbevisende påstande. En af dem går på, at det kræver mange år at lære overhovedet at kunne finde vej i Folketingets komplicerede politiske procedurer.

Det må siges at være en grov undervurdering af almindelige danskeres begavelse. Den seneste udnævnelse af Karen Ellemann til minister efter mindre end halvandet år i Folketinget underbygger heller ikke dette fiktive argument.

Et supplerende argument mod en tidsbegrænset periode som medlem af Folketinget henviser til det såkaldte Preben Wilhjelm-syndrom. Påstanden er, at det var katastrofalt for Enhedslisten, at den saglige og begavede Preben Wilhjelm ikke kunne fortsætte sin gerning i Folketinget til fordel for Enhedslisten (og Danmark).

Realiteten er, at der naturligvis dukkede nye kompetente mennesker op i Enhedslistens folketingsgruppe til afløsning for Wilhjelm. Den fornyelse vanskeliggøres, når trætte og visionsløse levebrødspolitikerne klamrer sig til deres taburetter. En effekt, som for tiden illustreres af medlemmer af den radikale folketingsgruppe.

Et andet forslag til fornyelse kunne være at styrke Ombudsmanden, så denne institution fik flere ressourcer, større kompetence til kontrol af politiske uregelmæssigheder samt effektive sanktionsmidler, når brud på love og regler blev dokumenteret.

I øjeblikket er institutionen afhængig af Ombudsmandens prestige, og påbuddene kan negligeres, hvis de involverede ministre er arrogante nok – og har et sikkert og loyalt flertal i Folketinget bag sig. Institutionen har dog stort set fungeret efter hensigten, selv om der har været tendenser til, at VK-regeringens topfolk tager påbuddene mindre seriøst.

Netop på baggrund af de seneste års erfaringer med borgerlige ministres manglende respekt for landets love kunne der være god grund til at overveje en styrkelse af ombudsmandsinstitutionen.

Et centralt problem ved mine forslag er, at de vil kræve opbakning af et flertal i Folketinget, hvor de dominerende levebrødspolitikere næppe vil være begejstrede for en beskæring af deres privilegier og deres råderum.

Forslag af denne art vil blive affejet med henvisning til unødvendig bekymring og overdreven mistænksomhed over for de politiske repræsentanter. De nødvendige ændringer af spillereglerne til sikring af det danske demokratis integritet kræver derfor et stærkt pres fra vælgerne baseret på en dyberegående forståelse af problemernes alvor.

Hvis denne forståelse ikke vokser og giver anledning til nye forslag i forbindelse med folketingsvalgene, må man frygte, at udviklingen i retning af italienske og franske tilstande vil fortsætte. Og det vil være et bedrøveligt perspektiv for den nordiske demokrativision.