Siden DET såkaldte systemskifte for 10 år siden, da Fogh og VKO-regeringen kom til magten, har de regerende partier holdt liv i fortællingen om, at der skulle udspille sig en kulturkamp mellem en ’kulturradikal elite’ – også kaldet ’den definerende klasse’ – og ’folket’.

Som alle andre fortællinger får den mere og mere magt, jo mere den bliver fortalt. Den bliver de briller, vi ser både os selv og hinanden igennem. Men er det ikke snart på tide at få kørt den fortælling i magasin, inden den får gjort mere skade, end den allerede har gjort?

I 10 år er spillerummet i den offentlige debat blevet stadig mindre. Beskyldninger om ’politisk korrekthed’ fyger gennem luften.

I samme periode har viljen til at tage hånd om en lang række alvorlige problemer været erstattet af en rutinemæssig showpolitik.

Man har hævet straffe, selv om det beviseligt ikke har nogen forebyggende effekt. Man har nedprioriteret vedvarende energi og undladt at reducere CO2-udslip, selv om såvel energiproblemer som global opvarmning har været klart beskrevet. Man har undladt at tage sig af integration og sociale problemer. Man har ignoreret fødevarekrisen. Og så videre. Alt sammen under henvisning til, at man ikke skulle lade sig diktere af eksperter og ’politisk korrekthed’.

Må man da have lov at ønske sig for den borgerlige fløj, at afskeden med Fogh også kunne blive en afsked med den indskrænkende retorik, der har fået lov at styre de sidste 10 års politik?

I en tid, hvor vi står over for så mange globale kriser, som vi gør, er det i sidste øjeblik, at man begynder at benytte viden og saglighed, når beslutningerne skal tages. Frem for fortsat at basere sin politik på udslip fra varmluftballoner, der har gjort det til et varemærke at opponere mod den samlede videnskab.

Ligeså er det afgørende for den globale kamp om demokrati og oplysningsidealer, at debatten kommer ud af den skyttegravstilstand, som de sidste 10 år har skabt.

I det meste af den demokratiske verden, som vi plejer at sammenligne os med, er det en selvfølgelighed, at magten – den etniske, den kønslige, den økonomiske osv. – betvivles og udfordres af kunstnere og intellektuelle – fra Jon Stewart til Jan Guillou.

Men i Danmark er det ikke bare tilladt, men nærmest påkrævet at afvise enhver udfordring af den art som ’politisk korrekt’.

I Danmark er det o.k. at kalde en narkokrig for en racekrig og fremhæve den ene parts hudfarve som central.

I Danmark er det o.k. at sige nej til køns- og etnisk kvotering i bestyrelser og på arbejdspladser under henvisning til, at det ville være et udtryk for ’politisk korrekthed’.

I Danmark er der i det hele taget overraskende mange sære ting, der er blevet o.k. – og overraskende mange klare holdninger, som man ikke kan udtrykke offentligt uden at blive beskyldt for ’politisk korrekthed’.

Men hvordan kan det være, at såvel politik som debat har været så ensrettet i de seneste 10 år? En af forklaringerne kan findes i Fortællingen om Kulturkampen.

Det er muligt, at Søren Espersen har ret i, at dramaturgien i DR’s dramaserier er forudsigelig og tendentiøs, men som det ser ud generelt, har det langt større konsekvenser, at Fortællingen om Kulturkampen er forudsigelig og tendentiøs – eller »Kampen om Sandhederne«, som Rune Lykkeberg har kaldt den.

Denne fortælling om ’det gode folk’ mod ’den onde kulturelite’ er blevet fortalt så vidt og bredt, at ingen tilsyneladende længere kan undslippe det verdensbillede, den bygger på.

Fortællingen om, at eksperter og smagsdommere styrer landet med hård hånd og rundkredspædagogik, har været gennemgående i den borgerlige fløjs retorik, fra Fogh kom til magten. Godt nok bliver fortællingen stadig mere selvmodsigende, men det gør den tilsyneladende ikke mindre stærk.

I 10 år har højrefløjen fået lov at slippe af sted med at definere sin egen fortælling om kulturkampen som noget, der er selvfødt ud af ’folket’.

At det er ’folket’, der sætter præmisserne efter systemskiftet, er f.eks. en elegant konstruktion, der konsekvent ignorerer det faktum, at de fortællinger, som Fogh, Krarup, Pittelkow og Kjærsgaard har fortalt, er blevet definerende og styrende for, hvordan vi ser og taler om tingene.

Det er imponerende, at en fløj, der i den grad har sat sig på definitionen af værdier, har haft held til samtidig at brande sig selv som dem, der ikke vil påtvinge andre rigtige meninger. Det siger noget om fortællingens magt til at definere virkeligheden efter forgodtbefindende.

Det er blevet til en endeløs dans rundt i en dramaturgisk konstruktion, der lyder:

1) ’Folket’ altid er de gode

2) ’Folket’ er altid underhunden, der kæmper for at få indflydelse

3) ’Folkets’ modstander er altid ’kultureliten’ – eller, som Pittelkow kalder det, »den definerende klasse«, der undertrykker ’folket’ med sine regler om ’de rigtige meninger’ og ’den gode smag’

4) ’Den definerende klasse’ er derfor altid ond

5) Pittelkow og hans idéfæller står altid på ’folkets’ side – og er som følge deraf altid gode og kan aldrig beskrives som »den definerende klasse«, uanset i hvor stort omfang det er dem, der sætter dagsordenen og definerer den fortælling, der styrer debatten og regeringens politik.

Tilsyneladende er Fortællingen om Kulturkampen et lidt forenklet billede af en moderne klassekamp. Og ud over den patroniserende omklamring af ’folket’ kunne den måske være en ganske velfungerende beskrivelse – hvis den havde noget med virkeligheden at gøre.

Vi kan alle sammen have brug for forenklinger til at gøre verden mere begribelig, men problemet er, at den som alle andre fortællinger er udtryk for en subjektiv fortolkning.

Bl.a. er den givetvis en fuldt ud dækkende forstørrelse af f.eks. Pittelkows egen livsfortælling om den sunde knøs med de solide værdier fra provinsen, der blev så forblændet af de kloge og opblæste københavnere, at han var lige ved at blive udslettet af deres onde rænker, indtil han endelig kom til sig selv og smed disse ondsindede meningsdanneres lænker af sig og turde stå frem og genfinde de gode gamle værdier fra barndommen i 50’ernes provins.

På samme måde kan Foghs livshistorie – fra tiden som hårdtarbejdende landbodreng over for klassekammerater med akademisk baggrund – ses som en variation over denne fortællings kerne.

Så sært er det jo ikke, at disse mænd som alle andre former deres verdensbilleder over deres egen livsfortællings skelet.

I den forbindelse er det sjovt at se, hvad der sker, når Fogh så i en tale for nylig begynder at forskyde tyngdepunktet i sin livsfortælling, så den inddrager det globale, når de bevægelser, hans børn (og nu også han selv) foretager ud i verden, også skal kunne indskrives og rummes – og hans fortælling dermed bliver så anderledes, at Søren Krarup chokeret og skuffet må lægge stærk afstand til den ’nye’ globaliserede Fogh.

Men hvor menneskeligt og forståeligt det end er, at livshistorier på den måde er med til at forme de politiske fortællinger, så er det samtidig vigtigt at holde sig for øje, hvad konsekvenserne er, når fortællinger bygget på mere eller mindre personlige konflikter fra 60’erne får lov til at styre dagsordenen nu.

Et af problemerne er, at kampen bliver endeløs, fordi den er en fiktion. Ved at postulere, at et oplevet modsætningsforhold i visse miljøer i 60’erne er reelt eksisterende i nutiden, skaber man en ramme, der kan få selv de mest groteske påstande til at se meningsfulde ud.

Jeg benægter ikke, at der har været befolkningsgrupper, der har følt sig patroniseret af en selvgod kulturelite i 60’erne, men jeg sætter spørgsmålstegn ved, om det giver nogen mening at se på verden i 2009 gennem disse briller.

Tværtimod tror jeg, at der er rigtig mange vigtige træk ved nutiden, som det bliver svært at få øje på og forholde sig til, hvis øjet har fået hvile i den brille. Og når fronterne er fiktive, kan det være svært at nå frem til den nødvendige mægling.

Efterhånden bliver fortællingen så stærk, at offentligheden generelt begynder at tro, at den er et sandfærdigt billede af virkeligheden – og begynder at underkaste sig fortællingens sprog og terminologi. Og så bliver fortællingen om konflikten en selvopfyldende profeti.

Hvad er forklaringen på, at Fortællingen om Kulturkampen trods sine tydelige selvmodsigelser og mangel på indre logik har fået så stor gennemslagskraft?

Som Rune Lykkeberg formulerer fortællingen, opstod der i slutningen af 1900-tallet en – mere eller mindre folkelig – modreaktion mod den elitære kulturelite, der indtil da på mange måder havde haft held til at dominere landets opinion og offentlighed i den stærke bevægelse fra traditionsbåret samfund ind i en særlig dansk version af moderniteten.

Kulturradikalismens opgør med såvel borger- som småborgerskab i 60’erne og 70’erne havde sejret, og kultureliten var på mange måder blevet så magtfuldkommen, at der helt naturligt måtte komme en modreaktion.

Og denne modreaktion tog så - ifølge både Lykkeberg og den borgerlige fløj – form som et populistisk opgør med eksperter og smagsdommere. Hvilket alt sammen lyder meget logisk og tilforladeligt, men samtidig også lige lovligt enkelt.

Et af tegnene på, at fortællingen om kulturkampen er problematisk, ses i den forvirrende rolle, som globaliseringen spiller i fortællingen. Tilsyneladende kræver fortællingens forsimplede virkelighedsbillede, at man må opfatte det sådan, at det var kultureliten, der skabte såvel globaliseringen som det multi-etniske informationssamfund. Egentlig ganske godt gået af PH, Pundik og Rifbjerg ...

Tillad mig kort at opridse en lidt mere rummelig og omfattende fortælling, der kan sætte tingene i perspektiv og måske udrydde noget af den begrebsforvirring, som fortællingen om kulturkampen bygger på.

Den amerikanske socialpsykolog Kenneth J. Gergen beskriver i bogen ’Det Mættede Selv’ (1991/2000), hvordan opfattelsen af selvet i den vestlige verden i løbet af de sidste omkring 200 år har bevæget sig fra det romantiske over det moderne til det postmoderne.

Ifølge Gergen har vi arvet en romantisk forestilling om selvet som sæde for dybtliggende personlige egenskaber som lidenskab, sjæl og moralsk karakter. Men siden begyndelsen af det tyvende århundrede har dette billede været under pres fra det modernistiske menneskesyn.

I den modernistiske sprogbrug er det evnen til at tænke og vælge rationelt, der er selvets vigtigste kendetegn.

Som Gergen ser det, har de nye teknologiers globaliserende virkning skabt en ’social mætning’, der lidt efter lidt opløser de sociale ordninger, som begge disse menneskesyn underbyggede. Vi mættes via medier af en mangfoldighed af usammenhængende sprog om selvet – og om virkeligheden. Dette er, hvad man også kalder de postmoderne vilkår.

Hvis vi prøver at se fortællingen om kulturkampen gennem denne forståelse, ser det ud som om skaberne af fortællingen har gjort den borgerlige fløj til talerør for det romantiske livssyn med de traditionelle værdier, mens de har givet deres modstander ansvaret for såvel det modernistiske livssyn som det postmoderne vilkår.

I kulturkampens optik er kultureliten ond, både fordi den vil styre rammerne for menneskers liv ud fra rationelle principper – og fordi den tror på ’rundkredspædagogik’, hvilket må forstås som det postmoderne forsøg på at rumme flere sandheder.

Når tingene blandes sammen på den måde, at alt der står for andet end troen på de traditionelle værdier kan hældes sammen i én hat, bliver fortællingen absurd.

Det bliver ganske enkelt meningsløst, når den modernistiske udvikling af teknologi og vækst slås i hartkorn med 68’ernes tidligt postmoderne oprør mod den samme udvikling.

For mig at se er fortællingen om kulturkampen i bund og grund et panisk forsøg på at placere ansvaret for den globale postmoderne udvikling, der forvirrer os alle, hos et par tilfældige minoriteter – kultureliten og de fremmede.

Jeg vil mene, at det er på tide, at alle parter gør sig fri af denne konfliktskabende fortælling, og giver sig til at definere nye ståsteder for deltagelse i politisk dialog og forhandling.

Det må være muligt at bygge videre på en fælles erkendelse af, at vi befinder os i en hvirvelstorm af mulige sandheder, der larmer omkring os fra alle medier 24 timer i døgnet.

Vi har alle kæmpekor af mulige sandheder rungende inde i hovedet – med skiftende solister fra minut til minut, når vi prøver at prioritere mellem alle de værdier, vi forsøger at opretholde simultant – arbejdsomhed, selskabelighed, effektivitet, familieskab, venskaber, ægteskab, lidenskab, kosteskab osv.

Og vi kan ofte ende med fuldkommen at opgive at navigere eller prioritere og med en hverdag, hvor vi primært reagerer og krisestyrer, og hvor det eneste, der tæller, er den helt umiddelbare oplevelse af Foghs smil, Pias beslutsomme udtryk eller Lars Løkkes retoriske mangler.

Det er en tilstand og et vilkår og en livsstil, der på mange måder bare er sket og kommet til os. Som fremskridt, teknologisk udvikling, kulturelle glidninger og såkaldt ’postmoderne’ opløsning af sandhedsbegrebet. Men samtidig er det også et valg.

Et valg at lade alle stemmer lyde lige højt i hovedet. Et valg at undlade at prioritere. Et valg at lade en forenklet fortælling som den om kulturkampen blive brillerne, vi ser igennem. Og det valg er det på tide, at vi gør om.

De uomgængelige realiteter, vi står over for nu omkring klima, økonomi, ressourcer, miljø og fordeling, lader sig ikke løse inden for kulturkampens logik. Over for disse forbundne og dybt reelle kriser er det bydende nødvendigt, at vi kan tænke og agere politisk.

Vi kan ikke blive ved med at lade en konstrueret konflikt som kulturkampen få lov at definere, at al debat skal foregå i et fiktivt rum, hvor svarene er givet på forhånd. Nu er der ikke andre veje end at blive politisk – og droppe såvel Fortællingen om Kulturkampen som myten om den politiske korrekthed.