Da de skrev til mig den dag i januar, efter at den israelske hær havde forladt Gaza, var jeg i tvivl.

Den israelske menneskerettighedsorganisation Physicians for Human Rights (PHR, Israel) ville vide, hvad der var foregået i Gaza og havde sammen med Palestinian Medical Relief Society påtaget sig at arrangere en mission af uafhængige fagpersoner, som skulle opholde sig i en uge i Gaza.

Der var påstande om grove overgreb mod civilbefolkningen, men oplysningerne kom alene fra palæstinenserne, og der var mistillid til deres sandhedsværdi.

Jeg havde tidligere været i Israel og havde undersøgt en 17-årig dreng, som var blevet dræbt af israelsk grænsepoliti i Hebron. De skyldige fik lange fængselsstraffe.

Ville jeg mon igen blive respekteret som upolitisk og objektiv, eller skulle jeg til at forsvare mig mod anklager om antizionisme for ikke at tale om antisemitisme, hvis jeg vendte tilbage?

Henvendelsen kom via Internationalt Rehabiliteringscenter for Torturofre (IRCT) og var for fristende at sige nej til. Jeg var nysgerrig efter at få et realistisk indblik i dette lukkede område, som er omgærdet af fordomme, skyldfølelse over for jøderne, vrede mod muslimerne.

Jeg har naturligvis en privat opfattelse af de politiske forhold, men skubber den uden videre væk, når jeg udfører retsmedicinsk dokumentation.

28. januar i år stod jeg så i Tel Aviv og mødte de kolleger, jeg skulle være sammen med i Gaza. De var kommet til Israel dagen før.

Det drejede sig om Shabbir, en 57-årig retsmediciner – muslim – fra Sydafrika, en 49-årig børnekirurg Sebastian med speciale i traumatologi, ligeledes fra Sydafrika, en 64-årig tysk børnelæge Ralf og en 38-årig spansk sygeplejerske Alicia, der levede som nonne på et kloster i Østjerusalem.

Den israelske menneskerettighedsorganisation var endnu ikke sikker på, om vi ville få lov at komme ind. De lå i daglig kontakt med de israelske myndigheder, især militærledelsen, og først næste morgen indløb der besked om, at vi alle undtagen Shabbir havde indrejsetilladelse.

Vi begav os i taxa til Gazas nordlige grænse mod Israel ved byen Erez. På dette sted har israelerne bygget et meget stort anlæg, der nærmest ligner en lufthavn, men som stort set er tomt bortset fra overvågningsudstyr. Da vi henvendte os ved indgangen, fik vi at vide af den civilklædte kvinde, der styrede ind- og udgang, at hun ikke kendte noget til os, at der ikke forelå tilladelse, og at vi derfor ikke kunne komme ind.

Efter en times tid tog hun dog imod vore pas, og vi fik lov at komme ind. Vi gik igennem lange gange med utallige overvågningskameraer, passerede sikkerhedstjek og kom endelig ud på den anden side til en ujævn grusvej, hvor vi måtte bære vor bagage næsten en kilometer, før vi kom ind på palæstinensisk område.

Israel fjernede bosættelser og militær fra Gaza i 2005, men opretholdt alligevel sin kontrol med landet. Der er således ikke hverken fri indrejse eller udrejse, og befolkningens fysiske kontakt med omverdenen foregår igennem tunnelerne i syd under den egyptiske grænse. Disse tunneler bombes fra israelske fly. Grebet om Gaza blev strammet, da Hamas vandt over Fatah i et demokratisk valg.

Gazastriben er ca. 41 km lang og 5-10 km bred. Der bor 1,5 millioner mennesker, hvilket gør området til et af de tættest befolkede i verden. Det troede jeg på, da vi fire blev hentet ved grænseovergangen og kørt til Gaza By. Der var tæt bebyggelse, og overalt så vi bombede bygninger.

Det var svært at se, hvornår den ene by stoppede, og den næste begyndte. Vi boede på et pænt hotel. Maden var dog meget ensformig – om morgenen kun omelet og ost, og aftenmenuen gav ingen valgmuligheder. Der fandtes en større restaurant med et formidabelt menukort, som fik mine tænder til at løbe i vand, men jeg blev skuffet, for der kunne stort set kun købes retter med fisk eller æg samt desserter. Kødretter fandtes ikke.

Det meste af den første dag arbejdede vi uden Shabbir, som måtte bruge seks timer på at komme igennem ved Erez. Han blev undersøgt igen og igen og måtte afklæde sig. Da han endelig dukkede op på Shifa Hospital, var han både træt og vred og mumlede om et system, der var værre end apartheid. Han var farvet, af indisk afstamning og havde selv levet under det sydafrikanske apartheidstyre.

Dagene i Gaza var intense, oplevelsesmættede, anstrengende. Der var mange, der ville vise os, hvordan israelerne havde opført sig i perioden fra 27. december sidste år til 18. januar i år. Gazas sundhedsministerium havde lovet os fri adgang til patienter på hospitaler og til de steder, vi ville besøge. Hamas dukkede op i form af ’Ibrahim’, der fulgte os som en skygge den første dag og havde mange kommentarer og forslag til gøremål.

Det blev vi trætte af, og vi kom af med ham ved at dele gruppen og ved ikke at fortælle ham vore planer, så vi besluttede at forlade hotellet om morgenen, inden han ankom. Det gjorde ham temmelig ærgerlig, og han protesterede højlydt, men endte med at acceptere det. I stedet valgte vi imellem de personer og organisationer, som vi havde kendskab til i forvejen og havde tillid til, ligesom vi selv valgte de hospitaler, vi ville besøge.

Den første dag kørte vi direkte til Shifa Hospital i Gaza By. Det er Gazas største sygehus og har stort set undgået ødelæggelser. Vi startede med at møde chefen for afdelingen for brandsår og plastikkirurgi. Det var en tynd og følsom mand, der under beretningen flere gange var ved at briste i gråd.

Han viste os fotos af forbrændte børn og voksne og kunne berette, at han havde set mange små brandsår, som han forbandt og betragtede som ufarlige, men som en dag eller to senere var vokset i dybde og udstrækning, hvilket han tilskrev fosforbomber. De havde fundet fosfor på nedslagssteder, og senere viste hans bror, som var chef for ’human ressources’ en klump frem.

Den var brunlig og placeret dybt i en dåse med mælkepulver. Så snart den blev taget op og udsat for luft, brød den i brand. Der var ikke megen tvivl om, at det var fosfor, især sammenholdt med tilståelsen fra en højtstående militærmand om, at de anvendte fosfor som røgslør. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig fysisk kontakt med røgen i det lille overbefolkede land.

Jeg fik til opgave at prøve at påvise fosfor i vævsstykker. Jeg kunne ikke finde noget derom i den videnskabelige litteratur. Der var ingen farvemetoder, som farvede fosfor til genkendelse.

På Shifa Hospital var der et patologisk institut med to specialister i patologi og to, som var under uddannelse i faget. En af plastikkirurgerne havde taget vævsprøver fra en række brandsårspatienter. Sammen med de fire patologer gennemgik Shabbir og jeg de farvede præparater, der viste svære følger af forbrændinger.

Men var der fosfor i vævet? Vi vidste ikke, hvad vi skulle se efter, da ingen af os nogensinde havde set aflejringer af fosfater i væv. Da vi skiltes, fik vi hver en række ufarvede præparater med os. Der var ingen udsigt til, at vi kunne få dem med os over grænsen, så vi gav dem til en medarbejder fra Amnesty International i London.

Hun skulle forlade Gaza over grænsen i syd mod Egypten og havde langt større muligheder for at få disse og andre prøver med sig. Hun fik dem uskadte til London og sendte dem videre til mig. Jeg foretog fornyede mikroskopiske undersøgelser med samme negative resultat og besluttede at prøve ramanspektroskopi. Ved denne metode sendes lys fra f.eks. en laser ind mod atomer og molekyler, der herefter udsender karakteristiske lysspektre.

Vi afprøvede, hvordan fosforspektret ville se ud, men fandt kun kulstofspektre, som er forventelige i væv, der er forbrændt. Dette var på ufarvede præparater. Da vi herefter farvede vævet, så vi krystaller af udseende som både kalium- og natriumforbindelser med fosfor.

Ramanspektroskopi har den fordel, at man kan fokusere på områder, der er få my (tusindedel af en mm) i diameter. Et forsøg på at påvise fosfor i krystallerne i vævet faldt dog negativt ud, formentlig fordi vævet nu var blevet så grundigt præpareret og farvet. Det må anses for udelukket at få nye vævsprøver ud af Gaza, men jeg mener, at vi med stor sandsynlighed har påvist fosfor hos bombeofre.

Selv om invasionen var afsluttet, blev der fortsat kastet enkelte bomber i Gaza. En dag blev tre unge mænd i en bil ramt af en raket fra et jagerfly, som blev dirigeret imod dem af en ’drone’, et overvågningsfly. Den ene fik begge ben amputeret og døde på operationsbordet. Sebastian var i området og nåede at overvære forsøgene på at redde den unge mand. Han fandt metalstykker i ham fra raketten i den ene lårstump. Det ene var en hård skive, der målte ca. 4 cm i diameter.

Som retsmediciner lærte jeg en del nye begreber og læsionstyper at kende. Vi kunne bekræfte, at israelerne brugte ’Dime-bomber’ (Dense Inert Metal Explosion), som er en type bombe, der virker med enorm kraft på lokaliserede områder. For eksempel kan et hus blive totalt ødelagt, medens nabohuset er næsten uskadt.

Disse bomber havde en voldsom effekt på individerne, og der var tragiske eksempler på mødre, der overlevede, medens de så deres børn brænde ihjel, medens de skreg i rædsel, og børn og voksne, som fik ben amputeret eller hovedet sprængt af. Der var påstande om brug af tungsten (wolfram) i bomberne, men det fandt vi ikke holdepunkter for.

Vi så en del med forbrændinger, men i alt 1.146 patienter (per 7. marts 2009) var overflyttet til behandling i Egypten, heraf var de 43 døde.

Vi så adskillige hospitaler, som var blevet beskudt både fra tanks på landjorden og fra luften. Det israelske luftvåben havde frit spil til at flyve ind over et område og udvælge mål, da Gaza ikke besad antiluftskyts. Vi var på forhånd blevet bedt om at undersøge påstande om, at ambulancepersonale ikke fik tilladelse til at komme de sårede til hjælp, og at der var målrettede angreb på sundhedsklinikker med ødelæggelse af ambulancer og mobile enheder.

Vi så adskillige sønderskudte og bombede ambulancer, og vi hørte mange beretninger fra ambulancepersonale, der satte livet på spil. Ambulancepersonale blev efter invasionen set som Gazas helte, og der var adskillige dræbte (martyrer). Beretningerne var ofte hjerteskærende, overvejende veldokumenterede med uafhængige vidneudsagn.

En af de mere kendte episoder omhandlede en far, som med sine to voksne sønner blev beskudt i deres bil, efter at de var vinket frem af israelsk militær. Den ene søn døde øjeblikkeligt, medens den anden fik en blødende læsion i benet. Ambulancerne blev beskudt, hvis de prøvede at komme frem til den sårede, og faderen måtte igennem mange timer se sønnen forbløde og ende med at dø af en læsion, som var let at behandle.

De internationale medier levede med i denne sag, fordi faderen ringede til israelske og internationale medier og forsøgte at få dem til at intervenere. De havde således direkte telefonkontakt til stedet, og der blev appelleret til de israelske myndigheder, men alt forgæves.

Der blev dræbt mere end 1.300 under invasionen, 21.000 hjem blev ødelagt, godt 50.000 mennesker blev hjemløse. Vi havde ikke mulighed for at kontrollere disse tal, men lige meget hvornår vi krydstjekkede oplysninger, viste de sig at være korrekte, og vi har ingen grund til at betvivle dem.

Infrastrukturen blev beskadiget, og mange steder har de nu ikke mulighed for at få rent vand.

Vi så mange amputerede lemmer og mange forbrændinger. De døde var allerede begravet, så vi havde ikke mulighed for obduktioner. Der var en stor åbenhed og iver efter at fortælle, hvad der var sket. Jeg var forbavset over den neddæmpede vrede.

Jeg ville have troet, at jeg skulle udsættes for rasende, ordrige udsagn om israelske overgreb, men tonen var dæmpet, om end indigneret. Jeg opfattede det på den måde, at befolkningen nu i mange år havde været igennem så meget, at der ikke var energi og had nok tilbage til de store udfoldelser. De ville bare gerne have fred og velstand. Der var rapporter om lokalbefolkningen, som i områder jog formodede Hamasfightere bort, fordi de ikke ville have mere krig.

Vi skrev en 92 sider lang rapport på engelsk: Independent fact-finding mission into violations of human right in the Gaza Strip during the period 27.12.2008 – 18.01.2009.

Rapporten blev præsenteret i Bruxelles 6. april 2009 med efterfølgende møder med EU-politikere og embedsmænd fra kommissionen. Den har de retsmedicinske karakteristika.

Der er således ikke nogen påstande, som vi ikke kan dokumentere, enten ved selvsyn eller ved andres indbyrdes uafhængige observationer. Den er objektivt dokumenterende og påpeger ikke løsningsmodeller eller konsekvenser. Det må politikerne selv finde ud af. Vi viser blot, hvad der skete.

Vi beklager dog gerne de rædselsvækkende lidelser, vi dokumenterede.