Der lades op til klimatopmødet i København i december.

Alle sejl sættes til. Den politiske klasse sparer hverken på ordene eller på beløbene til arrangementet. Regeringen og de folkevalgte er på tæerne. Danmarks Radio løber foran. Heller ikke fra TV 2 lyder der kritiske ord til det politiske spil.

Kloden varmes op, og den menneskelige skyld er åbenbar. Det er nu, der skal sættes ind med handlingsplaner, hvis katastrofer skal undgås.

Sådan lyder dagens frygt fra skærme og højttalere. Men hvilke meldinger giver historien om klimaforandringer? Hvad kan vi lære af vejrets opførsel i fortiden?

Den sidste istid oplevede i slutfasen drabelige temperaturudsving. Tumultariske hop i graderne fandt sted. På Nordpolen begyndte nedsmeltningen for 14.700 år siden. Temperaturen over Grønland steg ti grader.

Imidlertid vendte kulden tilbage. Den satte ind ved 12.900 år fra vor tid. Men for 11.700 år siden sluttede istiden. Temperaturerne gjorde på ny kraftige spring. I løbet af 23 år, fortæller lektor Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr Institutet, sprang temperaturen 16-17 grader i vejret. Klimaet gik amok.

Menneskehedens udledning af CO2 gjorde selvsagt intet til sagen. Nedsmeltningen af Nordkalotten antages at have medført en vandhævning i havene på 100 meter.

Hvordan reddede menneskene sig gennem afviklingen af istiden med dens voldsomme klimaforandringer?

Dette spørgsmål stiller arkæolog Berit Valentin Eriksen, som nøje har studeret natur- og leveforholdene i jægerstenalderen. Jægerfolket klarede sig tilsyneladende udmærket.

Udsvingene i temperaturen forekom efterhånden mere afdæmpede. Alligevel var der tale om økologiske katastrofer i områder, hvor grupper af mennesker allerede ernærede sig som samlere og jægere.

I Västergötland ved de store svenske søer Vänern og Vättern opdæmmede bjerget Billingen en tiltagende sø af smeltevand. Tiden er år 8.305 før vor tidsregning. Temperaturen steg syv varmegrader på mindre end 50 år.

Vandmasserne fra isens smeltning brød igennem svagere bjergpartier og tumlede i løbet af en uge eller to vestover og formede Østersøen.

Før gennembruddet var issøen bag bjerget 25 meter højere end Vesterhavet. Måske gravede flodbølgen afløb til Østersøen og Nordsøen på et par døgn. I hvert fald lavede smeltevandet betydelig ravage i landskabet.

Arkæologen fortæller: »Klippestykker på størrelse med busser ligger stadig kastet rundt i landskabet, som vandmasserne dengang spredte dem«.

Ikke desto mindre tilpassede menneskene sig forholdene ret hurtigt. Viljen til at overleve er stor. Mennesker finder på løsninger.

Jægerfolket levede i Västergötland, før naturens vrede satte ind, og flere kom til efter spektaklet. Mennesket er et opfindsomt og kreativt væsen, der klarer at tilpasse sig givne vilkår. I kraftigt temperaturforandrende tider bliver kreativiteten målrettet.

Jægerstenalderens kultur kulminerer i Danmark mellem 5000 og 4000 år før vor tidsregning. Perioden betegnes almindeligvis som Ertebølletiden.

Klimaet bliver usædvanligt varmt, måske det hidtil varmeste i Danmark indtil nu. Sommertemperaturerne nåede gennemsnitligt i størstedelen af perioden over 20 grader. Vandstanden i havet steg. Havskildpadder og pelikaner sås ved kysterne.

I det hele taget var dyre- og plantelivet frodigt. Ertebøllefolkets køkkenmøddinger viser et varieret udbud af fødeemner. Ikke mindst forekommer havets ressourcer righoldige. Ved de tider så man ikke meget til gletsjere i Alperne.

Efter 4000 f. Kr. indtræder en klimaforværring. Der synes at have eksisteret en serie af strenge vintre med vedvarende frost. Dyrelivet svinder ind, eksempelvis havets muslinger og østers.

Just på det tidspunkt vinder landbruget indpas. Det kan ikke udelukkes, at en del af årsagen til dette gennemgribende erhvervsskifte er behovet for en mere stabil fødetilgang ved det indtrufne temperaturfald.

Bronzealderen i Danmarks strækker sig fra 2000 til 500 f. Kr. Det var gennemgående en periode med stigende temperaturer. At gennemsnitsgraderne overgik nutidens niveau, afslører plantesammensætningen. Omkring 1700 f. Kr. øges luftfugtigheden tillige. Landbruget ekspanderer.

De arkæologiske fund vidner om øget rigdom. Klimaforbedringerne får ganske enkelt velstanden til at vokse. Guld og kostbare bronzegenstande finder vej til Norden. Gravkuplerne for de storslægtede individer forekommer imponerende.

Klimaforværringer indtræffer i overgangen mellem bronze- og jernalderen. Befolkningen oplever lavere temperaturer og mere fugt og nedbør, formentligt på grund af flere indkommende lavtryk. Samtidig må en kraftigere blæst have gjort sig gældende. En ret betydelig sandflugt kan påvises.

Keltisk jernalder fra 500 f. Kr. til år 0 opviser ikke den foregående tidsalders overdådighed i kostbare genstande. Dog fik klimaforværringerne næppe fatale følger. Der var trods alt gang i husbyggeriet. Køerne kommer på stald.

Klimaet synes at have bedret sig en del i romersk jernalder, der strækker sig fra år 0 til 400 efter vor tidsregning. Romerske importvarer, glas, sværd og mønter, dukker op i det arkæologiske materiale. Det er heller ikke svært for arkæologerne at observere oprettelsen af flere landsbyer.

Cykliske variationer kan påvises gennem hele jernalderen. I germansk jernalder fra 400 til 800 e. Kr. er temperaturerne på vej ned. Klimaforværringen medfører tilsyneladende en reduktion i antallet af bopladser.

Vikingetidens Danmark, 800-1050, byder på klimaforbedringer. I størstedelen af perioden er vejret gunstigt afstemt med pænt stigende temperaturer, navnlig i slutningen af epoken.

Det er en brydningstid, hvor bondesamfundet præsterer fornyelser og udvikling. Gårdene bliver større, ny jord kommer under plov, udbytterne vokser, og folketallet stiger. Vikingesamfundet synes velorganiseret. Der er overskud til udadvendt aktivitet, røvertogter, handel og kolonisation.

Nordboerne kommer vidt omkring. Besejlingen af Nordatlanten volder tilsyneladende ikke større problemer. Færøerne og Island koloniseres. I 985 slår Erik den Røde sig ned på vestsiden af Grønland.

Østkysten er koldere, om end pakisen i området var væsentligt mindre end i dag. Sådan gennemløber den nordlige halvkugle en varmeperiode fra den tid . Det er den såkaldte middelaldervarme, der er på vej.

Erik og hans følge bygger gårde i Østerbygden i Sydvestgrønland. Også Vesterbygden i bunden af Godthåbsfjorden et par hundrede kilometer længere mod nord befolkes. Nordboerne driver i varmeperioden stort set landbrug som i det øvrige Skandinavien.

Gårdejerne baserer driften på malkekøer, får og geder. Heste mangler heller ikke. Også kornmarker er registreret, utvivlsomt til grøntfoder. Desuden har det været muligt at jagte rensdyr og bjørne. Samtidigt eksisterer der en rigelighed af fisk i søer og vandløb. Sæler var der mængder af i havet.

Vikingetidens og middelalderens klima udviser stabile træk. Specielt fra 900 til 1300 er temperaturerne gennemgående høje. Vintrene er milde med vestenvind og somrene varme.

Mellem 1100 og 1250 kan der konstateres en forøget solaktivitet. I England og Wales produceres der vin indtil omkring 1300. I Nordamerika er der også ganske hedt. Mellem 850 og 1200 oplever Alaska en varmetid. Dele af kontinentet mærker til tørre perioder.

Varmere klima forbedrer som nævnt menneskers kår. Samfundets vækstkræfter spirer. Landbruget i middelalderen er præget af fremgang.

Den forholdsvis effektive hjulplov vinder terræn. Dette redskab pløjer dybere og vender jorden. Regelmæssige sædskifter på markerne er ligeledes en dynamisk nyskabelse. Nye dræningsmetoder vinder ydermere indpas. Kirkebyggeriet vidner tillige om økonomisk overskud.

I løbet af 1100- og 1200-tallet rejses der over 2.000 landsbykirker i Danmark. Unægtelig en imponerende præstation. Der eksisterede byer i vikingetiden, men det er først i højmiddelalderen, at byvæksten for alvor tager til. Købstæderne er ganske vist små. Alligevel melder de om øget handel og håndværk.

Selv om vejret synes forholdsvis stabilt i vikingetid og middelalder, optræder der perioder med omsving i vejrliget. Oluf Hunger kaldes den danske konge, der regerede fra 1086 til 1095. I denne konges regeringstid slog høsten fejl flere år i træk. Kornmarkerne druknede i regn.

Det berettes, at bønderne roede i både på oversvømmede marker i forsøget på at redde nogle af de medtagne aks. Tilnavnet Hunger erhvervede Oluf i forbindelse med den relativt kortvarige klimaforværring.

Middelaldervarmen forduftede ved indgangen til det fjortende århundrede. Fra 1315 og indtil 1850 faldt temperaturen ganske betragteligt. Perioden kaldes for Den Lille Istid. Nogle vejrforskere sætter starten på perioden et par hundrede år senere.

Vi har ganske godt styr på klimaudviklingen i Europa. Iskerneboringer fra Grønland yder i den henseende vægtige bidrag. Også på Antarktis undersøges islagene. Desuden giver gletsjernes bevægelser god besked om klimaets ændringer.

I tempererede bælter fortæller årringenes mønstre i træstammerne om de enkelte års regnmængder og solskinstimer. Korngrænsen flytter sig tilmed, når klimaet lægger kursen om.

Hvor langt nordpå og hvor højt i bjergene avles der korn? Grænseegnene for vinproduktionen lader sig også registrere. Plante- og dyrelivet kendes ret nøje siden den store istid. Eksempelvis giver fangsten af fisk på bestemte steder fingerpeg om celsiusgradernes opførsel.

Navnlig er torsk og sild følsomme over for forandringer i temperaturerne. Pollenanalyser anvendes til bestemmelse af planteriget på marker og engdrag og i skove og moser. Desuden har landenes historieskrivere fortalt om vejrliget, om forbedringer og forværringer i klimaet, om gunstige og ugunstige tider.

Endvidere beretter kloster- og godsregnskaber om henholdsvis dårlige høstår og fremgang i bedriften. I Danmark faldt temperaturen ret drastisk.

I tre sommermåneder regnede det nærmest uafbrudt. Den danske Essenbæk Krønike nævner kort under året 1315: »Daglig regn«. August måned forekom ikke bare regnfuld, men også usædvanlig kold. Misvækst var de markante klimaforværringers sikre resultat. Det meste af Europa nord for Alperne og Pyrenæerne blev i de næste par år ramt af hungersnød. Kornmarkerne stod under vand. Mennesker og husdyr frøs ihjel.

Der findes ligefrem et eksempel på, at oversvømmelser og mudder standsede hærfremrykninger, da soldater, heste og vogne ikke formåede at forcere plørede veje og fossende vandmasser. Selvsagt gik forværringer i klimaet først og fremmest ud over fattigfolk.

I de næste årtier fortsatte klimaet med at opføre sig ekstremt, snart regn og kulde, snart tørke og sommerhede. Det er vigtigt at huske på, at kornudbyttet i forvejen var yderst beskedent i sammenligning med nutidens avl. Bønderne kendte ikke noget til kunstgødning og sprøjtegifte.

Selv i gode år gav markerne ikke mere end tre til fire fold igen. Giftfrit landbrug er en plage. Den form for agerdyrkning har sendt utallige mennesker alt for tidligt på kirkegården. I 1300-tallet svækkede manglen på fødevarer menneskenes fysiske tilstand. Modstandskraften over for sygdomme forekom ringe.

Glem ikke Den Sorte Død i årene omkring 1350! Pesten reducerede på kort tid den europæiske befolkning med en tredjedel. Dødsangsten nåede et højdepunkt. I særlig hårdt ramte områder var landskaberne efterfølgende præget af ødegårde og tomme kirker. Først hen i 1500-tallet begyndte folketallet igen at vokse.

Klimaet svinger fra katastrofen i starten af 1300-tallet mellem varmere temperaturer, koldere og igen varmere. I slutningen af 1500-årene gik kulden til marven. Alpernes gletsjere udraderede adskillige bjerglandsbyer. Folk måtte flytte fra århundredgamle hjemsteder.

Korndyrkningen i bjergene ophørte. Kulden bed over hele Europa. Ekstreme storme kendes blandt andet fra krigen mellem Spanien og England. I 1588 tilføjede det oprørte hav den spanske flåde skæbnesvangre skader i Biscayen og Det Irske Hav. Ifølge skibenes logbøger nåede vindene i styrke orkanens kraft.

Just på samme tid bredte de østgrønlandske isbjerge sig i Nordatlanten og det i betragtelig udstrækning. De sidste nordboere på Grønland uddøde omkring 1500.

Den Lille Istid viste sig fra den skrappeste side i 1600-tallet. Kornets vækstperiode i England var i de koldeste perioder reduceret med fem uger. For Danmark forvandlede isvintrene sig til en historisk katastrofe. Skåne, Halland og Blekinge gik tabt. Farvandene frøs til, og svenskekongen Karl 10. Gustav marcherede med hær, kanoner og tros over bælterne. 30. januar 1658 var isen på Lillebælt bærbar.

Sjette februar satte svenskekongen over Langelands Bælt til Lolland. Fire tusinde soldater, hovedsagelig ryttere, passerede den 12 kilometer lange strækning uden tab.

Kuldegraderne gjorde sig lige så kraftigt bemærket i Europa mellem 1805 og 1820. De fleste børn og voksne kunne trygt regne med en hvid jul. Et studium af europæiske malerier fra Den Lille Istid viser adskillige vinterlandskaber i Holland. I højmiddelalderen er billedet ganske anderledes. De fleste malerier med udendørs motiver viser høj sol.

Efter Den Lille Istid begyndte klimaet at bedre sig. Indtil 1940 var temperaturen i Danmark gennemgående stigende. Derefter blev det køligere. Navnlig er de første krigsår kendt for deres kolde vintre. Mange mennesker frygtede en ny istid. Men fra 1975 hævede temperaturerne sig igen. I løbet af en snes år voksede den globale opvarmning i gennemsnit med 0,3 grader celsius.

Sommeren 1988 var usædvanlig hed i USA og England. Det skyldes industriens voldsomme forbrug af fossile brændstoffer! Sådan begyndte amerikanske forskere, nyhedsmagere og politikere at tale.

Den engelske premierminister Margaret Thatcher syntes nærmest førende i koret. Det var i den sammenhæng, at FN’s Klimapanel blev etableret. Da fik påstandene om den menneskeskabte globale opvarmning for alvor mæle. Journalisterne skubbede på. Samtidig lagde de et ensidigt og vedvarende tryk på fuldtidspolitikerne i højt udviklede lande, der mere end villigt fulgte trop.

I tiåret efter 1998 stagnerede den globale temperatur; den faldt endog en smule, men det gjorde propagandisternes bestræbelser ikke, ej heller pengeopkrævernes anstrengelser. En politisk forbandelse gennemsyrer klimadebatten. Klimaforandringer er naturens orden. Oven i købet befinder vi os i en periode med bedringer i klimaet.

Retfærdigvis må det siges, at enkeltstående politikere har protesteret mod galskaben. Den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt er en af dem.

På G8 -topmødet i Heiligendamm i nærheden af Rostock i juni 2007 diskuterede verdens mest indflydelsesrige statsledere emnet om klimaet. I et interview med den tyske avis Bild Zeitung sagde han om klimakomedien: »Hele denne debat er hysterisk, overophedet, også og først og fremmest i medierne. Der har været klimatiske ændringer på kloden, så længe den har eksisteret«.

Videre gav han til kende i interviewet: »At ophidse sig over det og tro, at mennesker kan stoppe disse omskiftelser ved en fælles beslutning i Heiligendamm, er det rene hysteri. Det er vås«.