Er tørklædet mere undertrykkende end silikonebryster og operationer, der minimerer skamlæberne?

Hvorfor bliver vi så ophidsede over en gruppe danske minoritetskvinders beklædningsvalg, når vi rask væk accepterer 17-19 procent lavere løn for kvinder i Danmark? Bør vi ikke være mere bekymrede for alle danske kvinder – med og uden tørklæde – der konsekvent fastholdes i lavere stillinger, kæmper med dårligt selvværd, overtager størstedelen af det dårligt lønnede omsorgsarbejde og generelt stilles ringere end mænd, politisk, socialt og økonomisk?

Hvorfor er der ikke ramaskrig over kvindernes underrepræsentation inden for magtstrukturen? Hvad med en fælles forargelse over vold og voldtægt mod kvinder? Logikken kan da ikke andet end undre.

Kvinder og unge piger – nogle vil endda påstå, at der er tale om børn – seksualiseres, pornoficeres, og tilpasser sig samfundets og mediernes ønsker ved at klæde sig, så intet overlades til fantasien. Piger lærer meget tidligt, at de kun er gode nok, når de har de rigtige bryster, standardiserede læber (foroven og forneden), kropsvægt, og tøj.

Og de skal helst ikke vise tegn på det snerpede eller feministiske. Alt det, der ligner hår og holdninger, fjernes omgående. Hvorfor er det i orden, når tørklæder ikke er det? Tørklædet er da bare et stykke stof, det er da i det mindste ikke opereret ind i kroppen.

Tørklædet som modstandssymbol
Insisterer man på at fortolke brugen af tørklædet i Danmark, ville det være klædeligt, hvis man forholdt sig lidt nuanceret. Ellers forbliver diskussionen blot antimuslimsk propaganda. Tørklædet betyder ikke nødvendigvis undertrykkelse. Det kan måske virke sært for dem, der alene forstår tørklædet som en underkastelse af en arkaisk kvindeopfattelse, med lydighed, forstillelse og en accept af mandens overlegenhed.

Men tørklædet har flere betydninger; det bruges, fortolkes og opfattes forskelligt alt efter konteksten. Der er tale om et religiøst symbol, men også en form for kommunikation om, hvad og hvem man er. I nogle kontekster kan der være tvang. Men i andre kontekster er der tale om noget helt andet.

Ironisk nok repræsenterer det stykke stof for flere unge danske kvinder lige præcis det modsatte af, hvad forargede majoritetskvinder og -mænd mener, det symboliserer.

Måske er det her, problemet i virkeligheden findes. For nogle kvinder opleves tørklædet som frigørende. Ved at vælge tørklædet til vælger de majoritetens undertrykkelse fra. Normerne og fordømmelserne, der hagler ned over mennesker med en anden tro, særligt når der er tale om islam, forklares med, at man ikke accepterer at slippe sin religion til fordel for at assimilere sig til en majoritet, der alligevel ikke vil inkludere en i danskheden.

En anden mulighed er, at tørklædet vælges som synligt udtryk for individets civile rettigheder. Retten til at tro – og at udtrykke dette gennem sin beklædning – som man ønsker, er en grundlæggende menneskeret. Så længe ingen kommer til skade, bør man ikke nægtes den rettighed.

I denne fortolkning bliver tørklædet en slags modstandssymbol, en måde at insistere på sin ret til selvbestemmelse. En udfordring af majoritetens fordømmende dominans. Ved at vælge tørklædet til – ofte mod egne forældres ønsker – viser man omverdenen, at man fravælger at underlægge sig majoritetens opfattelser og holdninger, majoritetens diktatur. Man står ved – eller påtager sig – en identitet, et andet personligt livsvalg, en stolthed over sin etniske og religiøse andethed. Måske skal det ses som en måde at generobre ejerskab over egen identitet; at erobre værdighed.

Ser man på det fra denne vinkel, demonstrerer valget af tørklædet styrke og ben i næsen. Kvinden vælger at skille sig bevidst ud fra mængden (majoriteten), står ved sin identitet og fastholder sin demokratiske ret. Er det mon derfor, vi bliver så stødt – fordi kvinden ikke fjerner både hår og holdning?

For nogle kvinder er valget måske mellem majoritetens kvindeundertrykkelse (den med fri adgang til alle huller og ulige løn) eller minoritetens kvindeundertrykkelse (hvad det så indebærer); hvor man accepterer noget, men – om ikke andet – føler, at man opnår accept, inklusion og identitet. Man vælger det dominante, dømmende og nedladende majoritetsblik fra og vælger et andet til. Man siger nej tak til at vende sin religion, familie, værdier eller hvad man ellers synes, der er tale om, ryggen.

Danskheden er polariserende
Mange i Danmark oplever, at der er opstået en konflikt mellem det at have og anerkende sine etniske og religiøse rødder og det at være dansk. Danskhed opleves ikke længere som rummelig eller inkluderende, men som polariserende; os og dem. Enten er du med os, eller også er du imod os. Der er kun en måde at være dansk på – og muslimer passer ikke ind. Den snævre model har ikke plads til den komplekse eller flerlagede identitet som for eksempel dansk-pakistansk, tyrkisk-fransk-dansk, eller blot dansk muslim. Det skaber ikke alene eksklusion, men frustration og vrede.

Når mennesker oplever at blive holdt ude, omtalt negativt, stå uden for indflydelse i forhold til, hvordan de defineres – både i medier og politisk omtale – kan der opstå et behov for at skabe en anden historie. Alle ønsker validering og berettigelse i forhold til deres identitet, men ikke nødvendigvis at internalisere samfundets dominerende stereotyper og negative perspektiver. Alle har brug for et positivt selvbillede og for at være inkluderet.

Fra et sociologisk og psykologisk perspektiv er det en forventelig reaktion at skabe en identitetsforståelse i modsætning til det negative billede, der skabes i majoritetsgruppen. Det er nok også her, man kan kigge efter en af forklaringerne på udsatte unges behov for f.eks. at danne eller tilslutte sig bander, ekstreme religiøse grupper osv. Er der noget, der bør vække bekymring i forhold til tørklæder i Danmark, er det således majoritetens holdninger og italesættelse.

Selvfølgelig er der meget at diskutere og mange flere vinkler. Den offentlige diskurs rummer på ingen måde emnets kompleksitet. Den er blevet ekstremt forenklet og følelsesladet, hvilket kan undre; hvordan kan en så lille bitte gruppes ønsker om at klæde sig anderledes vække så meget harme? Kan det ikke være lige meget? Jehovas Vidner nægter at lade deres børn behandle medicinsk, katolske nonner vier deres liv til Gud. Hvorfor er det mindre provokerende? Der er religionsfrihed i Danmark, og muslimer har bestemt ikke patent på kvindeundertrykkelse. Mange unge kvinder med tørklæde mener selv, at de slet ikke oplever undertrykkelse i deres bagland. Ligeså er der en del majoritetskvinder, der ikke mener, at Danmark har en udfordring i forhold til ligestilling – spørg blot ministeren.

Til trods for benægtelsen peger alle tal og tegn på en betydelig udfordring for kvinders ligestilling i Danmark, hos majoritet såvel som minoritet. På områder som løn, repræsentation i magtstrukturen, vold, socialisering, seksualpolitik, og på hjemmefronten, er der meget langt endnu, før ligestilling opnås.

Alligevel ser det ud til, at overbevisningen (eller er det indoktrineringen?) om ligestilling står stærkt. Rigtig mange danske majoritetskvinder mener ikke, der er et problem – flere udtaler sig om, at den ulighed, kvinder udsættes for, er kvindernes egen skyld. Empati med kvinder, der ikke ligner dem selv, ligger på et meget lille sted. Sociologiske, psykologiske og historiske faktorer negligeres fuldstændig, ligesom internationale undersøgelser, forskning og viden ignoreres. Det er en fristelse at fortolke sådanne reaktioner som udtryk for gældende danske (og kristne) patriarkalske, kvindeundertrykkende normer og magt.

Men fristelsen modstås. Der findes givet kvinder, der ikke mærker et problem, men når det ud fra fakta må være et forsvindende lille mindretal, er det utrolig problematisk at bruge dem som repræsentative eksempler. Er der et oprigtigt ønske om, at ligestilling mellem kønnene skal blive en realitet, vil flere velovervejede indsatser og en seriøs behandling af emnet være på sin plads. Desværre ser det ud til at være mere interessant at vende blikket mod tørklædet og overse elefanten i soveværelset.

Tørklædedebatten er afsporet
Grundlæggende må diskussionen handle om retten til at vælge noget, selv om det ikke nødvendigvis er bedst for en selv eller det, der bedst bidrager til konformitet. Det handler om, om vi i Danmark står ved vores grundlovssikrede ret til frit at vælge vores religion og gå klædt, som vi ønsker. Det handler om retten til at være fri fra diskrimination.

Sommerens udgave af tørklædetemaet omhandler hjemmeværnets uddannelse af en ung dansk kvinde, der bærer tørklæde. Som sædvanlig foregår diskussionen på majoritetens præmisser. Hovedsageligt ikkemuslimske majoritetsmedlemmer taler om – og ikke med – kvinder, der bærer tørklæde. Om ikke andet er det interessant, at den unge kvinde næppe kan opfattes som underdanig. Hun udfordrer i hvert tilfælde den gældende stereotyp. Men hvad med hendes demokratiske rettigheder?

Sidste år bugnede medierne også med tørklæder, dog med en hypotetisk vinkel. Må tørklædet bæres af (endnu ikke eksisterende) dommere i Danmark?

Ud over, at det forekom noget absurd i en kontekst, hvor tørklæder i sig selv forhindrer ligebehandling og ligestilling i samfundet, kunne man undre sig over valget af dette hypotetiske emne. ’Problemet’ var (og er) næppe særlig presserende ved domstolene.

Er det ikke langt mere bekymrende, at diskussionen overhovedet forekommer? Hvor er forargelsen over, hvor få kvinder med tørklæde der findes i domstole, politiet, forsvaret og andre steder i samfundet? Hvorfor er de ikke velkomne der? Hvem har bestemt, at de ikke er danske nok? Hvorfor den hypotetiske diskussion i stedet for en seriøs dialog om en ikke-hypotetisk diskriminations udfordring? Hvad går det ud på?

Ud over eventuelt politisk spin og manipulationer melder flere muligheder sig. For eksempel ved at forholde os til tørklædet, som vi gør i den offentlige debat, kan vi passende ignorere den måde, alle kvinder (kristne, muslimske, jødiske og andre) undertrykkes i en kristen, demokratisk dansk kontekst. Debatten bruges som en undvigelsesmanøvre, hvor samfundet splittes i os og dem, hvorefter fokus rettes mod ’de andre’, og majoriteten passende kan se bort fra fælles udfordringer såvel som dem på egen banehalvdel.

I bund og grund er det absurd at skabe sig over, at nogle vælger tørklædet, når vi accepterer vold mod kvinder, side 9-piger, ulige løn, plastoperationer, manglende ledelsesrepræsentation, udsultede kvindeidealer, porno på patriarkens præmisser med et særligt overseksualiseret ’kristent’ kvindeobjekt.

Hvad med at forbyde kvinder at gå tilbage til voldelige mænd? Bør vi ikke ændre syn på traditioner, hvor kvinder ’vælger’ at tage sig af barsel, hjem og børn (med medfølgende nedtrapning på arbejdsmarkedet), mens mændene kører fuld skrue på karrieren? Hvor er den ægte indsats for ligestilling, lige løn, lige vilkår og fair play mellem kønnene? Er vi oprigtigt interesseret i ligestilling og frihed for undertrykkelse og diskrimination, kunne vi passende kigge indad – der er rigeligt at blive forarget over.

Tørklædedebatten ligner grundlæggende en kamp om retten til at undertrykke. Hvilket system, og særligt hvilke mænd, skal have love til at bestemme over samfundets kvinder? Altså, en ideologisk hanekamp, hvor der pisses et undertrykkelsens territorium af. Kvinden skal helst underkaste sig majoritetens normer, former og tøj. Ved at vedkende sig til et andet magtsystem (det må være sådan, kvindens tøjvalg fortolkes) udfordrer hun ikke kun majoritetens kvindeopfattelse (og selvopfattelse), men særligt mændenes seksuelle og politiske kontrol.

Når majoritetsmedlemmer vil have tørklædet fjernet, er der tale om en forventning til, at kvinden underkaster sig majoritetens idealer. Det er et spørgsmål om kontrol, når nogle vil bestemme, hvordan kvinder må gå klædt. De må ikke vælge selv, og deres valg underkendes af en nedladende majoritetsstemme, der ikke anerkender kvindens egen stemme, egen fortolkning og eget valg.

Også majoritetskvinder ønsker at ’befri’ de andre mænds kvinder. Ligesom det ses i andre mandsdominerede magtstrukturer, er kvinderne her et stort aktiv, når undertrykkelsens mekanismer skal fastholdes. Uden at kunne se egen indoktrinering medvirker kvinderne i den ideologiske magtkamp og i deres egen (og andres) undertrykkelse. Alle skal helst undertrykkes på samme måde ...

Mest absurd er det, at selve diskussionen om tørklæder, som den foregår i dag, placerer kvinden uden for indflydelse – eller i en tvungen ideologisk position. Lige meget hvad hun gør, tolkes det efter en absurd politisk, ideologisk og voldsomt undertrykkende ramme. Hun er ’damned if she does and damned if she doesn’t’.

Tørklædet er blevet til et tegn på positionering i magtkampen mellem to systemer, der begge vil kontrollere kvindens krop og seksualitet. Tager hun tørklædet på, er det en politisk bekendelse, et udtryk for villig underkastelse (over for de forkerte), et tegn på, at hun får tæv af sin ’vilde og voldelige brune mand’. Vælger hun at lade være med at gå med det, er det også en politisk bekendelse, en positionering. Det fortolkes, som om hun vælger ’side’. Kvindens eget valg og begrundelse overhøres, ligesom hendes rettigheder, frihed og identitet er blevet kuppet i en politisk magtkamps ærinde. Hvilket formål tjener det?

Heldigvis har vi menneskerettighederne – og igen er Danmark i færd med at overtræde dem. Man må sådan set ikke blande sig i menneskers valg af religion. Kristne majoritetsdanskere har ikke patent på sandheden, religion eller ligestilling. Man kan ikke tvinge folk til at klæde sig ens eller tro på en bestemt gud i et ægte demokrati.

Ønsker man, at flere vælger en ’demokratisk’ levemåde, en bestemt livsform eller tøjstil, må man hellere stå sammen om at opretholde demokratiets præmisser og gøre det tilpas attraktivt og inkluderende. Dermed skabes en chance for, at mennesker vil vælge det frit. Men måske kampen skulle handle mere om, hvordan vi alle undgår undertrykkelse?