Set fra universet er vores klode en lille blå planet.

Dette billede minder os om, hvor unik vores klode er, og hvor godt vi skal passe på vores miljø og mangfoldige natur.

Ressourceforbruget og den beslaglæggelse af ressourcer, som vores økonomiske aktiviteter medfører i form af affald, forurening, risici, forandringer af naturen og forringelse af dens ydeevne, virker ikke negativt på verdens økonomier – tværtimod. Alskens miljøødelæggelse og overforbrug af ressourcer giver jo et flot bruttonationalprodukt. Af samme grund er det ikke rationelt for alvor at prioritere miljøet.

Den miljøfilosofiske tænkning havde sin debut i halvfjerdserne. Tænkere begyndte at beskæftige sig med det filosofiske grundlag for miljøbeskyttelse og de etiske konsekvenser, der kan drages herudfra. Miljøfilosofien har desværre ikke haft nogen gennemslagskraft i offentligheden. Ifølge det traditionelle, det såkaldte antropocentriske synspunkt, har mennesket ret til at udnytte naturen i egen interesse, men det har samtidig også en interesse i at beskytte det miljø, som sikrer vores overlevelse.

Denne tankegang stammer fra den græske filosofi, hvor mennesket blev stillet i centrum. Vi skal have et opgør med denne tankegang, for naturen har vel ikke kun en værdi, fordi den er nyttig for mennesket!

Naturen har en iboende værdi, derfor skal man også promovere miljøbeskyttelse med moralske og etiske argumenter. Miljøbeskyttelse og naturen har sjældent førsteprioritet, fordi menneskets grådighed og vores materielle vækstbehov ikke giver et incitament til at beskytte biodiversitet og vandressourcer.

Af samme grund handler miljøarbejdet i dag næsten udelukkende om forskning inden for teknologi og administration. De mere filosofiske spørgsmål er næsten fraværende. For dem, der beskæftiger sig med miljøfilosofi og etik, har værdiproblematikken altid været central. Hvilken værdi kan vi tillægge naturen? Har naturen en værdi i sig selv, eller er en sådan kun forbeholdt mennesket? Eller man kan spørge, kan naturen overhovedet gøres op i penge? I vores rige samfund er der jo en klippefast tro på, at udviklingen og teknikken, styret af markedskræfternes usynlige hånd, nok skal løse problemerne, når de opstår.

Nostalgiske miljøfolk
Det moderne menneske længes ofte efter det, der kom før det moderne. Vi kender alle denne tilbagevendende smerte, som nostalgien er et udtryk for. Mange føler, at begreber som harmoni, fællesskab, naturlighed og bæredygtighed er en mangelvare i vores effektive og hurtige samfund.

De miljøfolk, som taler om simple living og nulvækst, bliver ofte stemplet som nostalgikere og dermed for at være uproduktive, destruktive og barnagtige. I værste tilfælde for at være hyklere, som fjerner fokus fra reelle problemstillinger og hylder en fortid, som aldrig har eksisteret. For mange er nostalgi et irritationsmoment, som skal bekæmpes, for i vore dage kræver vi, at mennesker er fleksible og omstillingsparate, for ellers kan vi ikke klare os i en mere og mere globaliseret verden.

Mange af de miljøfolk, som bliver beskyldt for at være nostalgikere, er dog udmærket klar over, at man ikke kan vende tilbage til et idylliseret udgangspunkt, som i mange tilfælde heller ikke er ønskværdigt. Det er dog meget vigtigt at holde sig for øje, at det at forestille sig et samfund, som byder på andet end større motorveje, flere broer, hurtigere og hurtigere internetforbindelser, større og større fladskærme og uafbrudt vækst, kan være meget inspirerende og faktisk pege fremad.

Fremskridtet skal jo indeholde de kvaliteter, som gør livet værd at leve, ellers er det intet fremskridt. Det er ikke en sentimental form for nostalgi at få en udvikling, hvor vi begrænser følgevirkningerne af den uafbrudte væksts herredømme. I samme ånd er det en meget positiv form for nostalgi at værdsætte andre livsstile, som ikke er så fokuserede på forbrug.

Når der kun er fokus på vækst og forbrug, betragtes mennesker udelukkende som ressourcer, hvilket er fremmedgørende, fordi vi kun tillægges en værdi, hvis vi er nyttige i forhold til et højere økonomisk formål. I vores samfund er det et krav, at vi hele tiden udvikler vores produktive kompetencer. I den vestlige verden er vi intet værd ved blot at være til.

Det samme gælder langt hen ad vejen også vores natursyn. Skove bliver opgjort i tømmer, og landskaber bliver opgjort i udbytter, infrastruktur og udvikling. Husdyr bliver udelukkende betragtet som produktion. Derfor viser landbruget og politikerne heller ingen interesse i at redde de gamle husdyrracer, selv om de har stor værdi for mangfoldigheden.

Tankegangen om, at mennesket er i centrum, har født en række organisationer, som beskæftiger sig med dyrebeskyttelse. Disse fører kampagner imod pelsdyravl, industrielt landbrug og for vegetarisme ud fra et argument om dyrerettigheder. Nogle ser mennesket som et dyr blandt andre dyr med hverken færre eller flere rettigheder.

Ekstreme grupper betragter mennesket som et skadedyr og befolkningstilvæksten som en tikkende bombe under det globale økosystem. I de mest ekstreme tilfælde har vi at gøre med økoterrorister, som gerne vil udslette dele af menneskeheden for at få antallet af mennesker bragt ned til et acceptabelt tal! Dette er dog en total afsporing. Mennesket er en del af skaberværket; men vi har også en særstilling, fordi vi er i stand til at ræsonnere i forhold til etiske normer og dermed påtage os et ansvar.

Mennesket har rettigheder, fordi det kan forstå, når en rettighed bliver krænket, så man kan gøre brug af sin rettighed. Det kan dyr ikke, og derfor påtager vi os ansvaret. Ud fra den tankegang, at al natur omkring os har en egenværdi, må vi genoverveje vores miljøtænkning og vores krav om evig vækst.

Alle politikere med indflydelse er imod nulvækst; men de fører vælgerne bag lyset, for på et eller andet tidspunkt vil vi få nulvækst, om det så er planlagt eller påtvungent. Det sidste vil ske, hvis vi fortsætter vores uafbrudte vækst, for så vil det pludselig blive meget synligt, at vi bryder den økologiske bæreevne, med stagnation og større eller mindre katastrofer og påtvungen nulvækst som følge heraf.

Grænser for vækst
Allerede i 1970’erne og 1980’erne advarede miljøbevægelserne samfundet om, at der er grænser for vækst. I dag taler miljøeksperter om global forandring.

I Grænser for vækst er budskabet, at vi skal genoverveje vores projekt og adlyde naturens love. Med global forandring derimod anbringer menneskeheden sig selv i førersædet, hvor vi skal beherske naturens kompleksitet med større selvkontrol. Sidstnævnte lyder mere optimistisk. Fortalerne herfor formoder at kunne holde økonomien i gang ved at få alle mulige affaldsprodukter til at forsvinde ved hjælp af genbrug og renere teknologi.

Det er dog ingen løsning, hvis den økonomiske vækst ikke bliver afløst af nulvækst, da de positive resultater blot vil blive ædt op af den fremadstormende vækst. I simple living-terminologien fokuserer man på langsomhed, intelligens og enkelhed. I en tid med eksploderende valgmuligheder er den vigtigste ingrediens i et rigere liv evnen til at fokusere på de ting, der betyder noget, derfor skal der meget fokus på at kunne fravælge unødvendige og ligegyldige ting.

I vor tid er naturen blevet et meget følsomt element inden for livskvalitet, derfor har beskyttelsen heraf også fået en vis værdi i borgernes bevidsthed. Det er da også alment accepteret, at natur og miljø er en del af det at være menneske. Naturen er ikke blot den omgivende verden; men en verden, vi deler, og som vi er afhængige af for at kunne overleve.

Mange har en ambivalent holdning til naturen og hælder alligevel til, at vi blot skal indrette naturen efter menneskets velbefindende helt uden hensyntagen til naturens tusinder af arter, som vi deler denne klode med. For mange er naturen blot en stor grøn klat derude, hvor vi dyrker motion og plejer vores krop. For kender vi ikke navnene på de forskellige træer, buske, blomster og dyr, ser vi ikke andet end skoven.

De mangfoldige processer og fænomener, som kan identificeres, forsvinder i et begreb; nemlig naturen, som efterhånden udelukkende er ved at blive en scene for selvdyrkelse, beundring eller vækst og produktion.

Det grønne forbrug vokser løbende; men uden at generalisere er der en tendens til, at grønne forbrugere faktisk er storforbrugere. For ofte hænger det sådan sammen, at jo rigere du er, jo grønnere er du. Og jo rigere du er, jo mere forbruger du.

Undersøgelser viser da også, at graden af økologisk og bæredygtig bevidsthed følger med indkomst og uddannelse. Altså er de grønne forbrugere ofte samtidig storforbrugere af andre former for materielt forbrug. Det er altså ikke blot et spørgsmål om at vælge en lille bil frem for en stor, men om grundlæggende værdier for vores syn på især forbrug og fritid.

Når vi taler om nulvækst og simple living, er det vigtigt at holde sig for øje, at vores nuværende økonomiske system ikke vil kunne overleve en sådan omlægning, da det bygger på uafbrudt vækst. Et meget vigtigt spørgsmål er derfor, hvordan vi skal indrette vores økonomi og samfund, når vi ikke mere går så meget op i at købe nyt hele tiden?

Begreberne erkendelse, bevidsthed og handling er tæt forbundne med etiske værdier som solidaritet, ansvarlighed og risici. Eftersom miljøet er et offentligt tilgængeligt gode, er det ’at køre på frihjul’ et uundgåeligt fænomen. Som frikører påtager jeg mig ikke nogen form for ansvarlighed med hensyn til en bæredygtig udnyttelse af vores samfund.

Frikørere promoverer egoistiske motiver og en indbildskhed af egen eksistens, hvilket kan være nok til en underminering af etikken inden for miljøproblematikken. Dette er realiteter, for når der kræves handling, er konkrete mål ofte upopulære.

Landbruget vil have frivillige ordninger, og tages trafikken som et eksempel, er det meget tydeligt. Stort set alle går ind for, at miljøvenlig kørsel indgår i køreundervisningen, næsten alle går ind for billigere offentlig transport. Begynder reguleringerne derimod at koste den enkelte penge, begynder støtten fra befolkningen at svinde. Ja, miljøhensyn bliver meget ofte betragtet som en ekstra udgift, hvis investeringer ikke giver besparelser her og nu.

Fokus på livskvalitet
De senere års forbrugsfest og det, at virksomhederne nemt har kunnet afsætte meget mere, end de har kunnet producere, har været skidt for miljøet. Hvorfor bruge penge på et bedre miljø, når alt, hvad der produceres, alligevel kan afsættes!

Den økonomiske vækst er en betonklods om benet for en bæredygtig udvikling, som kun kan lade sig gøre, hvis vi ikke yderligere øger omfanget af vores samlede forbrug. Her er det vigtigt at pointere, at nulvækst ikke er det samme som stagnation; men kan dække over nedgang af den økonomiske aktivitet i nogle sektorer og opgang i andre, da de økonomiske aktiviteter skal omdirigeres i en bæredygtig retning.

De miljømæssige forbedringer vil stille krav til, hvordan vi indretter os, og hvordan vi udformer fremtidens boliger, byer, arbejdspladser og fritidsaktiviteter. I dag går cirka 40 procent af det danske energiforbrug til opvarmning og ventilation af bygninger.

Hvis det var lettere og billigere for husejere at optage lån til energiforbedringer, mens der på samme tid blev indført støtteordninger til energibesparelser ved renoveringer, kunne forbruget sænkes markant. I mange private boliger vil det være oplagt at isolere bedre og udskifte de gamle vinduer med energiruder samt udnytte jordvarmen og varmen fra solen, hvor det er muligt. Det skal være en pligt at investere i energibesparelser.

Transportens olieforbrug udgør i dag omkring 60 procent af det samlede danske olieforbrug, og der er cirka to millioner biler i Danmark. I stedet for at forsøge at begrænse privatbilismen taler alle om flere broer, nye motorveje og flere spor på de eksisterende motorveje.

Resultatet vil være, at endnu flere vælger bilen frem for kollektiv trafik på de lange afstande, og flere vil sidde fast i trafikken. En måde at begrænse bilismen på er at indføre kørselsafgifter, indføre trængselsafgifter i de større byer sammen med miljøzoner og udbygge den lokale skinnebårne trafik i form af letbaner. Det skal være nemmere at lade bilen stå.

Vi skal have en udvikling, hvor naturen og menneskets livskvalitet kommer i centrum. Der skal udvikles en model for omfanget af energi- og råstofforbrug, der tilstræber, at alle på jorden kan få et godt liv, uden at naturgrundlaget forringes og råstofferne bruges op. Miljøbeskyttelse skal derfor kobles med tanken om retfærdighed. Begrænsningen af ressourceforbruget må ikke betyde, at de fattigste afskæres fra at få adgang til ressourcerne.

De naturlige ressourcer bliver færre og færre, og de skal derfor behandles med megen omtanke. Vi må også erkende, at det naturlige miljø (biosfæren) er et kompleks system, som ikke bare kan gennemskues analytisk inden for fornuftige tidsperioder, men som til stadighed kræver beskyttelse og behandling. Vi skal arbejde hen imod at stoppe udnyttelsen og tilpasningen af naturen til vores formål. I stedet skal vi finde frem til, hvordan vi bedst tilpasser vores metoder til naturens kredsløb.

I 2007 udkom bogen ’Retten til basisindkomst – en demokratisk frigørelse’ af Erik Christensen, Karsten Lieberkind og Christian Ydesen. Indføres en basisindkomst (borgerløn), kan den være med til at opbygge et bæredygtigt samfund i lavere hastighed med vægt på kvalitet, mere tid og større skønhed.

Et sådant opgør med vækstsamfundet kan betyde, at mennesker får større frihed til at gå ud og ind af arbejdsmarkedet uden at blive klientgjort, som det sker i dag. Den vil også betyde, at familien bliver mindre presset. Endnu et positivt resultat kan blive, at vi nemmere holder fast i det, som gør os til mennesker – nemlig kærlighed, solidaritet og kreativitet, da vi vil begynde at fokusere på andre ting end forbrug og atter forbrug.