Regeringserklæringen af 30. September 1968 er den afgørende ramme for efterretningstjenesternes overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed:

Registrering af danske statsborgere må ikke længere finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Den nævnes da også i PET-kommissionens kommissorium som »omdrejningspunktet« for de mange debatter om efterretningstjenesterne gennem årene.

For almindelige dødelige forekommer det aldeles klart: Ingen må længere registreres på grundlag af lovlig politisk virksomhed, medmindre der er andre forhold, der berettiger til registrering.

Justitsministeren blev naturligvis spurgt, hvilke andre forhold der kunne berettige, at PET også registrerede den pågældendes lovlige politiske virksomhed. Svaret var:

at der som betingelse for registrering må foreligge rimelig mistanke om ulovlig politisk virksomhed.

Spørgsmålet er så: Hvordan har PET forvaltet regeringserklæringen?

Efter PET-kommissionens beretning kan det besvares meget klart: Den er aldrig blevet efterlevet! Den er systematisk blevet omgået så at sige fra første dag.

Det kom som en bombe, da daværende PET-chef Birgitte Stampe i august 1998 informerede justitsministeren om, at man i arkivet havde fundet en instruks fra PET-chef Arne Nielsen, hvor han knap tre måneder efter regeringserklæringen beordrede, at man fortsat skulle registrere ledende medlemmer af Venstresocialisterne (VS), SFU, DKP og DKU, alene fordi de var ledende medlemmer. Altså helt uden mistanke om ulovlig virksomhed.

PET holdt sig imidlertid ikke til de fire organisationer, der er nævnt i Arne Nielsens instruks. Ifølge beretningen har PET gennem årene »interesseret sig for«, dvs. overvåget, registreret og/eller infiltreret bl.a.:

Danske modstandere af Berufsverbot, et ikke nærmere angivet oplysningsforbund, KAP, SAP, Fælles Kurs, Folkebevægelsen mod EF, Fredsbevægelsen, Sømændenes Forbund, Tillidsmandsringen, SID, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Journalistforbund, Dansk Udenrigspolitisk Selskab, kvindebevægelsen, Russisklærerforeningen.

PET tolkede i øvrigt begrebet ’personregistrering’ sådan, at det kun gjaldt registrering i en selvstændig mappe i det centrale register, de såkaldte tromler, men ikke forhindrede, at man registrerede personer alene for lovlig politisk virksomhed, hvis det skete i den pågældende organisations mappe eller i såkaldte arbejdskartoteker.

Således lod man i tusindvis af de personer, som skulle slettes i henhold til regeringserklæringen, registrere under organisationen eller i arbejdskartotekerne. Disse havde endnu i 1985 6.494 personer registreret for lovlig politisk virksomhed i strid med regeringserklæringen.

Det fremgår af beretningen, at PET som kilder til oplysningerne i arbejdskartotekerne bl.a. anvendte

lister over stillere og anmeldere, lister over kommunal-, amtsråds-, folketings- og europaparlamentskandidater, deltagere i politisk-faglige demonstrationer og blokader, offentlig politisk aktivitet, læserbreve, foredrag og politiske møder på bopælen.

Man kan hævde, at PET efter 1977 havde en vis hjemmel i beretningen fra den uafhængige kommissionsdomstol, som behandlede den såkaldte Hetler-sag, og som folketingsflertallet var så uforsigtigt trods alle advarsler stort set at ’tage til efterretning’.

Det er Frank Poulsen, der med en tredobbelt Erasmus Montanus når frem til, at personer, der ikke må registres som personer, gerne må registreres med navn og andre persondata, bare det sker under organisationen.

Hans Eramus nr. 1 lyder: Forbuddet gælder kun personer, ikke organisationer. (Som før nævnt er dét mere end tvivlsomt).

Nr. 2 lyder: Det giver ingen mening at registrere organisationer, hvis man ikke må registrere deres ledende medlemmer.

Og nr. 3: Altså, må man gerne registrere disse personer alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Det er vel overflødigt at sige, at almindelig formel logik fører til stik modsatte konklusion.

Men PET-kommissionens beretning dokumenterer, at PET ikke engang overholdt de rammer, f.eks. personregistrering under organisationssagen og for anvendelse af arbejdskartoteker, som Frank Poulsen trods alt havde sat.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er overrasket. Allerede i løbet af 1969 kom så mange ting frem, som stred mod regeringserklæringens klare løfte, bl.a. udtalelser fra justitsministeren selv, at VS stillede forslag om en rigsretssag mod ham for at have vildledt Folketinget.

Grundlag for rigsretssag
Forslaget blev afvist af alle andre partier, efter at Thestrup i udvalget (hvor VS ikke var repræsenteret) havde givet sin version af sagen. PET-kommissionens beretning viser nu, at Thestrup vildledte udvalget. Der var grundlag for en rigsretssag!

Sagt i al fredsommelighed, men fuldt alvor: Folk som Arne Nielsen og Frank Poulsen og andre, som har bidraget til bevidst af føre Folketinget og befolkningen bag lyset i denne sag, er en større trussel mod demokratiet end nogen af de personer og organisationer, de var så ivrige efter at registrere.

Mens jeg ikke er overrasket over PET’s fremfærd, må jeg indrømme, at jeg er overrasket over kommissionens konklusion, nemlig at PET i det væsentlige har holdt sig inden for de retningslinjer, der var udstukket af regeringen.

Det bygger man på, at der ud over regeringserklæringen forelå et hidtil hemmeligholdt notat fra Justitsministeriet. Notatet, som er dateret 14. september 1968, altså 16 dage før regeringserklæringen, er en vidtgående udhuling af løftet om, at ingen måtte registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Notatet har aldrig været nævnt for endsige forelagt Folketinget. De skiftende justitsministre, som gennem årene har bedyret, at forbuddet mod politisk registrering stod ved magt, har aldrig så meget som antydet, at der forelå en udhulende fortolkning.

Notatet påstås at være udtryk for den samlede VKR-regerings fortolkning af erklæringen. Det har man intet egentligt bevis for.

For så vidt er det ligegyldigt. Hvis det forholder sig, som kommissionen lægger til grund, betyder det kun, at der er to dobbeltspillere mere, Baunsgaard og Helveg, som bevidst har ført Folketinget og offentligheden bag lyset.

Lige så ofte skiftende justitsministre over for Folketinget har bedyret, at løftet om, at ingen måtte registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, stadig stod ved magt, lige så ofte har de henvist til, at overholdelse af regeringserklæringen jo blev sikret af Wamberg-udvalget.

Udvalget skulle ifølge sit kommissorium holdes underrettet »om de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering«, udvalget skulle forelægges alle nyregistreringer og havde desuden beføjelse til at foretage stikprøveundersøgelser såvel på navn som på sagsnummer.

Af PET-kommissionens beretning kan man udlede:

at Wamberg-udvalget i strid med kommissoriet aldrig blev orienteret hverken om det helt afgørende, hemmelige notat, som angiveligt legitimerede PET’s praksis, eller om Arne Nielsens instruks,

at udvalget ikke blev orienteret om eksistensen af arbejdskartoteker, som PET påstod ikke var omfattet af regeringserklæringen,

at kontrollen med nyregistreringer og stikprøvekontrollen blev obstrueret ved at misbruge Justitsministeriets vetoret til at forholde udvalget kontroversielle registreringer,

f.eks. på mødet 8. maj 1974, hvor det i referatet, formentlig skrevet af Frank Poulsen, hedder: »13 nyregistreringer forevistes alle«, men hvor beretningen påviser, at det højst var en tredjedel og snarere mindre end en fjerdedel af nyregistreringerne i den pågældende periode,

at PET og ministeriet på et tidspunkt frygtede, at udvalget ville nedlægge sig selv i protest,

at man derefter skiftede taktik og i stedet for at nedlægge veto makulerede kontroversielle registreringer, som udvalget havde udpeget til kontrol, eller bevarede dem, men løgnagtigt hævdede, at de ikke eksisterede,

at Wamberg-udvalget trods sådanne hensynsfulde tiltag gang på gang fandt registreringspraksis i strid med regeringserklæringen og gennem flere år anmodede ministeren om i det mindste at rette op på misinformationen af Folketinget. Det skete aldrig.

Med andre ord: Wamberg-udvalget, som i årtier blev brugt af skiftende justitsministre som garant for, at regeringserklæringen blev efterlevet, blev systematisk ført bag lyset af PET og ministeriet.

At PET-kommissionens flertal på hele den her opridsede baggrund kan konkludere, at PET i det væsentlige har overholdt de udstukne retningslinjer, forekommer uforståeligt for almindelige dødelige.

Selv hvis man godtager forklaringen om, at PET med det hemmelige notat af 14. september fik registreringsbeføjelser langt ud over, hvad der står klart og tydeligt i regeringserklæringen, så har kommissionen dokumenteret så mange forhold, der ikke en gang er dækket af det hemmelige notat, at frikendelsen virker ubegribelig.

Altså, »selv hvis man godkender forklaringen om det hemmelige notat«. Det forekommer nemlig ikke selvfølgeligt. Dertil er der for mange uforklarlige eller direkte ulogiske ting i forløbet.

Hvis notatet af 14. september var den autoriserede ’fortolkning’ af regeringserklæringen, hvorfor blev PET’s chef Arne Nielsen så ikke informeret herom? Hvorfor skulle der gå to en halv måned, hvor både Arne Nielsen og hans mandskab var dybt frustrerede over regeringserklæringen, og hvor de makulerede en stor del af de registreringer, notatet ville have ’reddet’?

Hvorfor er notatet ikke nævnt med et ord, da man indarbejder regeringserklæringen i instruksen for PET?

Hvorfor fremlagde man ikke notatet for Wamberg-udvalget? Det ville have fjernet grundlaget for udvalgets årelange kritik.

Hvorfor annullerer Arne Nielsens efterfølger som PET-chef, Skat-Rørdam, i 1974 Arne Nielsens instruks, hvis den havde dækning i Justitsministeriets notat? Hvorfor henviste kommissionsdommer Frank Poulsen i 1977 ikke blot til notatet i stedet for at slå knuder på sig selv for at retfærdiggøre FE’s overtrædelser af regeringserklæringen?

Hvorfor laver den nytiltrådte Schlüter-regering i 1983 i al hemmelighed en ny instruks for PET med nogle beføjelser, som i alt væsentligt svarer til dem, PET allerede havde, hvis de kunne påberåbe sig notatet?

Hvorfor bliver daværende PET-chef Birgitte Stampe så panikslagen, da hun i august 1998 finder Arne Nielsens instruks, at hun straks farer op til justitsministeren, hvis hun vidste, at Arne Nielsen havde politisk rygdækning i kraft af notatet?

Hvorfor dukker notatet ikke op, da Justitsministeriet derefter bruger 14 dage på at lede efter et alibi for Arne Nielsens instruks?

I alle de nævnte situationer havde det være meget nemmere blot at henvise til, at VKR-regeringen i 1968 over for PET havde ’fortolket’ registreringsforbuddet ved hjælp af Justitsministeriets notat.

Politikerne har ansvaret
I kommissionens beretning leder man forgæves efter svar på sådanne oplagte spørgsmål. De findes ikke – af den simple grund, at kommissionen øjensynligt slet ikke har stillet sig dem!

Men hvis det virkelig er rigtigt, at PET gennem alle årene har haft politisk rygdækning for en praksis, som klart er i strid med VKR-erklæringens registreringsforbud, så forekommer det mig langt alvorligere, end hvis det ’blot’ var PET selv, der havde anlagt vidtløftige fortolkninger. For så handler det jo om, at den ene regeringstop efter den anden har sat det parlamentariske demokrati ud af spillet ved at vildlede Folketinget.

Hvis PET i det væsentlige har fulgt de udstukne retningslinjer, så går ansvaret vel videre til de politikere, der har tilladt PET at registrere i strid med regeringserklæringen.

Javel, siger kommissionsflertallet, men heller ikke her er der noget at komme efter, for regeringserklæringen var ikke retligt bindende. Den var bare en politisk tilkendegivelse, som ikke forhindrede regeringen i at give PET instrukser af et helt andet indhold. Og det uden at behøve at orientere Folketinget!

Naturligvis er ikke en hvilken som helst udtalelse fra en statsminister eller en regering retligt bindende. Men her er ikke tale om et tilfældigt valgløfte eller en ukonkret hensigtserklæring.

Og her er ikke tale om en ’udtalelse’, som er fremsat og derefter gået i glemmebogen. I de følgende år har skiftende justitsministre igen og igen garanteret Folketinget, at registreringsforbuddet fra 1968 stadig var i kraft, og at Wamberg-udvalget kontrollerede, at det faktisk blev overholdt. Nu ved vi, at det var løgn.

Selv i Schlüter-regeringens tid bliver Folketinget forsikret om, at ingen registreres alene for lovlig politisk virksomhed, uden at det oplyses, at noget af det første, den foretog sig, var at fortælle PET, at forsikringen kun gjaldt medlemmer uden tillidshverv af opstillingsberettigede politiske partier! En uhyrlig indskrænkning af begrebet ’lovlig politisk virksomhed’.

At skiftende justitsministre ikke bare undlader at orientere Folketinget, men gang på gang direkte vildleder tinget, forholder beretningen sig ikke til, og det ligger også uden for kommissoriet.

Men ser man på ministeransvarlighedsloven, kan der ikke være meget tvivl: Straffebestemmelsen finder anvendelse, hedder det:

Såfremt en minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

Det gælder udtrykkeligt også, hvis vildledningen eller tilbageholdelsen er uagtsom. Igen sagt i al fredsommelighed: Hvis ministeransvarlighedsloven lægges til grund, er der i kommissionens beretning sagligt grundlag for rigsretssag mod en hel stribe af justitsministre for – bevidst eller ubevidst – at have misinformeret og vildledt Folketinget eller i det mindste fortiet væsentlige oplysninger.

Det skal nævnes, at PET-kommissionens beretning indeholder en meget grundig, mere end 100 sider lang, mindretalsudtalelse af Vedsted-Hansen.

Kort fortalt argumenterer han for, at regeringserklæringen, set i lyset af dens tilblivelse, indhold og præsentation, må være retligt bindende, og at de udhulende ’fortolkninger’, specielt Schlüter-regeringens nye instruks i 1983, måtte kræve forelæggelse for Folketinget for at kunne føres ud i livet. Og han slutter sit mindretalsresume:

Det er mindretallets opfattelse, at regeringserklæringen tog sigte på enhver form for lovlig politisk virksomhed.

Desværre er pladsen her ikke til at yde mindretalsudtalelsen retfærdighed.

Jeg går ud fra, selv om der endnu ikke ses nogen tegn herpå, at en så principiel og for det parlamentariske demokrati afgørende forskel mellem flertallets og mindretallets retlige vurdering af regeringserklæringen må føre til en seriøs debat i det faglige miljø herhjemme.

Hvis man – ligesom i 1977 – forholder sig passivt til uhyrlighederne, bør de juridiske fakulteter tage navneændring til ’skole for konceptionskunst og medløberi’.