Vand mod krig

vand mod krig. Pengene fra indsamlingen skal gå til at skaffe rent drikkevand i Heratprovinsen. Kun boringer giver rent vand. Foto: Anders Jerichow

Merete Rønnow er sygeplejerske.

Helga Schwedler er afdelingssygeplejerske.

De har begge arbejdet i Afghanistan for et sundhedsprojekt varetaget af Den Danske Afghanistan Komité for Danida.

DAOUD sidder ved rattet.

Han har kørt med udlændinge i Den Danske Afghanistan Komité i mere end 10 år og har lært sig mere engelsk, end vi har lært os dari.

Han er familiefar med seks børn og en hustru. De unge afghanere nøjes med én kone og lærer sig engelsk og it – de ved, at det er adgangsporten til bedre stillinger og en bedre løn med højere levestandard. Og vigtigst: Han kender alle Afghanistans yderste distrikter, også det fantastiske ørkenlandskab i den vestlige del af landet, hvor alle jordens forskellige nuancer changerer.

Det tager tre timers hård kørsel i et vanskeligt terræn, før vi er fremme ved landsbyen. Der hersker en mathed, folk ser rent ud sagt afkræftede ud. Ellers vil børnene løbe de sjældne biler i møde og råbe og skrige ’hallo’.

Det sker ikke denne dag. Byens overhoved, en ældre herre med turban og langt hvidt skæg byder velkommen. Han virker meget bekymret, og ganske rigtigt viser det sig, at landsbyens brønd er udtørret og delvis styrtet sammen.

Det har stået på længe, og han beretter, at landsbyen fra de afghanske myndigheder har fået afslag på hjælp til en ny brøndboring. Der er ingen i landsbyen, der har råd eller orket at få udbedret brønden.

Derfor bliver de unge mænd fra byen hver morgen sendt af sted med deres æsler for at hente vand. Æslerne er udstyret med primitive vanddunke på ryggen, plastcontainere, gamle bildæk og sække af huder. De går i timevis for at hente det vand, der skal bruges til husholdningen og til dyrenes drikkevand.

Børnene er sky og meget sløve, de har alle øjenbetændelse, sår på kroppen og er iklædt meget snavset tøj. Håret får dem til at ligne små trolde, der lige er kommet ud fra skoven.

Folk virker opgivende og siger, at det kun er de landsbyer, der er tæt på Herat, der får hjælp. De ved godt, at deres landsby ligger afsides. Det tager lang tid at komme derud.

De fleste skal gå den lange vej, og de ofte dårlige gamle køretøjer har svært ved at forcere dårlige ørkenveje med grøfter og huller.

Samtidig er sikkerhedssituationen ikke stabil. Her findes mange bander, der overfalder folk på vej hjem fra Herat; de bliver truet til at aflevere alt, hvad de ejer.

Kvinderne i landsbyen fortæller, at børnene har diarre, og det har allerede bevirket et dødsfald. De beder indtrængende om hjælp – de ved, hvis de ikke får mere vand til landsbyen, vil deres børn dø.

Venlighed og taknemmelighed
Afghanerne er et stolt folkefærd og er ikke vant til at bede så indtrængende om hjælp, men det gør de netop her.

De er dybt bekymrede for familier og deres husdyr, der er en vigtig indtægtskilde. Man føler sig magtesløs, for hvad kan man umiddelbart gøre andet end at love at bringe deres bøn videre til myndighederne?

De er meget venlige over for en udlænding. Også som kvinde er man omgærdet af respekt.

Der bliver lavet et specielt måltid til gæsterne med mere kød, end afghanerne selv får til daglig, og derfor ville det være en fornærmelse ikke at tage imod invitationen. Til trods for at resultatet for ofte ender med et maveonde.

Den ene af os, Merete, har 2004-2005 været udstationeret som sygeplejerske for Den Danske Afghanistan Komité, som i Herat-provinsen arbejder for at forbedre sundhedstilstanden.

DAC’s sundhedssystem består af et distriktssygehus og 17 sundhedsklinikker og har desuden uddannet og ansat over 400 såkaldte ’Community Health Workers’, som yder basal hjælp fra deres eget hjem, seks mobile sundhedshold, som rejser fra landsby til landsby og undersøger og behandler befolkningen, og 35 landsbyudviklingshold, som underviser befolkningen på landet i ernæring, hygiejne, børnetrivsel, fødevaresikkerhed m.m.

Nogle af sundhedsklinikkerne ligger langt fra hovedbyen Herat, og det er ikke ufarligt at komme helt ud i yderdistrikterne. Lokale kriminelle og Taleban-bevægelsen er på jagt, specielt efter udlændinge eller afghanere, der samarbejder med udenlandske organisationer.

Den anden af os, Helga, har arbejdet i projektet tilbage i 1994-95 og har genset landet på DAC’s tilsynsrejser i 2004 og 2007. Vi har hele vejen oplevet afghanernes stolthed og venlighed og også taknemlighed. Vi er kendt og accepteret hos myndighederne og shuraerne, som er rådene af de ældste i landsbyerne.

Også i årene under Taleban-bevægelsens magt i Afghanistan har vi kunnet arbejde uhindret videre.

Nogle af talebanernes kvinder var veludannede, og enkelte kvinder fik lov til at arbejde for os. Det er ikke kun befolkningen i byerne og landsbyerne, der mangler vand – det sker også for kutchierne, Afghanistans nomader.

En bøn om en brønd
Engang kom en kutchi-kvinde uden burka en DAC-bil i møde – på en kamel med sit barn siddende foran og en anden kamel lastet med nogle sække.

Kutchi-kvinden og barnet så meget maleriske ud i deres farvede skørter. Det er ikke så almindeligt et syn, men det viste sig, at vi var kommet tæt på en samling sorte kutchi-telte, der pludselig dukkede op i landskabet.

En flok nysgerrige større og mindre børn omringede bilen, en broget flok med bare tæer og løbende næser. Børnene elskede at blive fotograferet og var henrykte over at se sig selv på kameraet.

En ældre mand, tydeligt en autoritet, tilbød at jage dem væk. Det var dog ikke nødvendigt. Manden fik øje på, at der var flere i bilen med DAC’s logo. Derfor blev vi alle sammen inviteret på en kop te. Nomaderne lever tæt sammen med deres dyr. Flokke af geder holder til omkring teltene og sommetider også indenfor, og hvis nomaderne har kameler, er de bundet sammen i bagbenene, så de ikke kan bevæge sig ret langt væk.

Teltene er vævet af uld fra dyrene og farvet sorte. De kan godt holde til en lille byge, men er ikke helt tætte. Indenfor kan man se lidt lys igennem vævningen og i midten, hvor fyrstedet er, er der et hul til røgen.

Rundt omkring er gulvet dækket med tæpper og lave puder, som om natten er deres sovested. Nomaderne er gode til både at knytte og væve tæpperne på et primitivt stativ på gulvet. Ofte bruger de begge teknikker samtidig, og karakteristisk bliver tæpperne ikke lavet særlig store, fordi de skal være nemme at transportere.

Gæsterne udefra blev placeret i en rundkreds omkring ilden på de fine tæpper sammen med lederen og flere tilkommende mænd. Kvinder, børn og dyr i en rundkreds omkring.

Børnene og kvinderne var livlige og nysgerrige, snakkede og pegede og var et flot syn med deres farvestrålende tøj. Kvinderne bærer mange smykker og har et tørklæde på hovedet, ikke burka.

Der blev serveret te med tilhørende søde sukkerbolsjer. Den ældre leder var den eneste, der snakkede engelsk og førte ordet. Og formålet med at invitere os indenfor viste sig at være en bøn om en brønd.

Vi undrede os over ønsket, da vi jo mente, nomaderne altid flyttede sig derhen, hvor der var mad og også vand til dyrene. Men vi fik forklaret, at de altid ligger i vinterkvarter tæt ved landsbyerne, og som oftest de samme steder.

Landsbyens befolkning har ikke vand nok til sig selv og nægter derfor nomaderne at hente vand hos dem. Derfor appellerede han til os om, at en velanskreven udenlandsk organisation ville hjælpe nomadefamilierne i området til at få adgang til vand.

Deres største ønske var en brønd dér, hvor de holder vinterkvarter. Om sommeren holder familierne også til i bestemte områder, hvor de ofte skal gå langt efter vand. Det gik især ud over deres børn, der blev syge. Mange døde som spæde. Kvinderne skal slæbe vand langvejs fra, ofte en halv dag undervejs.

Her havde vi en god sag, vi ville gerne hjælpe med at rejse midler til en brønd. Men desværre lykkedes det ikke dengang at rejse penge til brønde; projektet havde andre udfordringer og prioriteringer, men tanken er ikke opgivet. Sundhed og velbefindende kræver vand.

Faktisk viste det sig, at, at kvinden på kamelen havde hentet vand i de sække, der lå over de store dyr, og det var derfor, hun fik lov til at sidde på kamelen. Kvindernes lod er ellers, at de som regel kun må gå ved siden af dyrene.

Årsag til mange sygdomme
Under vores tid i projektet i Afghanistan har vi begge været vidne til konsekvenserne af de elendige sanitære vilkår, som gælder for afghanerne i landområderne, fordi der ikke er nok rent vand.

Hvis vi kunne hjælpe befolkningen i disse områder med finansiering af brøndboringer, ville det betyde meget. Børnedødeligheden i Afghanistan er en af de højeste i verden.

DAC forsøger i sit daglige arbejde at hjælpe befolkningen med at få det bedste ud af de lokale vilkår ved f.eks. at undervise kvinderne i at hente vand til drikkelse og madlavning i den del af vandløbet, som ligger før vaskepladsen – og at koge det, der især skal bruges til spædbørnene. Men det er svært at følge de gode råd, når flere familier skal dele de få vandløb.

Her vil en brønd kunne være en stor hygiejnisk forbedring, fordi drikkevandet kan tappes direkte fra hanen i beholderne, så man undgår forurening ved, at snavsede fingre kommer i berøring med vandet.

Man kommer kun frem til mange af landsbyerne ved at krydse ørken og bjerge, nogle gange også flodløb. Og manglen på rent vand er kilde til store problemer.

Vi har oplevet at komme frem til landsbyer, hvis brønd var udtørret og styrtet sammen. For at holde brønden kørende skal der i landsbyen udpeges en ansvarlig person, en slags vicevært for vedligeholdelsen – ellers vil brønden hurtigt blive ødelagt.

Det er nemt at se, når en landsby ikke har adgang til rent vand. I vandløse landsbyer er børnene ofte meget beskidte og har sår i ansigtet og på kroppen. De har hyppigt diarré, og dødeligheden blandt især de mindste er meget høj.

Flere af børnene i de tørlagte landsbyer lider af øjenbetændelse, som smitter voldsomt, fordi hygiejnen er dårligt eller ikke-eksisterende. Den manglende hygiejne skyldes ikke kun den grundlæggende mangel på vand, men også, at der ikke findes selv de mest basale sanitære anlæg.

Latrinerne ude på landet er oftest simple huller i jorden, og der er ikke mulighed for at lære folk at væske hænder efter toiletbesøg. Forestil dig et overfyldt hul i jorden, som summer af fluer, og hvor ’resultatet’ direkte bliver brugt til afgrøderne. Det er også årsag til mange sygdomme som parasitter og orm.

God håndhygiejne er afgørende, men det er svært at overbevise befolkningen om at bruge vand til håndvask, når der kun lige akkurat er nok vand til at slukke den værste tørst.

I mange landsbyer beder befolkningen om hjælp. De vil have svar på, hvad de skal gøre for at få brønden i gang igen. Manglen på vand går jo ikke kun ud over menneskerne. Flere steder er selv dyrene udmattede pga. mangel på vand.

Kom vi til landsbyer, der havde vand, var noget af det vigtigste at se, hvordan befolkningen holdt brøndene rene. Ofte lå brøndene åbne, så dyrene frit kunne drikke herfra, knap så hensigtsmæssigt, når hygiejnen skal holdes. Brønden skal helst tildækkes, og der er brug for at organisere en fordeling af vandet i landsbyen.

FN skønner, at 14 millioner af Afghanistans landbefolkning på 18 millioner mennesker ikke har adgang til rent vand.

Brug for økonomisk støtte
Kun fire ud af 100 familier har adgang til noget, der minder om ikke-sundhedsskadelige sanitære installationer, først og fremmest toiletter. Og det er ikke ligetil at skaffe vand.

Ude på landet er det svært at finde vand i undergrunden, og der skal ikke sjældent bores dybt. Det er bekosteligt, og som oftest har de lokale bønder ingen økonomiske resurser til det.

Derfor er det så vigtigt, at landsbyerne får hjælp. Ved at give dem økonomisk støtte til etablering af brønde kan vi være med til at hæve sundhedstilstanden blandt den afghanske landbefolkning.

Rent drikkevand er afgørende for at nedsætte børnedødeligheden og for at give især kvinderne en lettere tilværelse.

Så længe vand er en mangelvare, lider både mennesker og dyr, og tilværelsen er et dagligt slid. Befolkningen bliver holdt i fattigdom, og al tanke på lærdom og skoler kommer i anden række.

Udvikling og større sikkerhed i Afghanistan starter derfor med, at de basale behov for vand bliver dækket. En brønd i hver landsby betyder en vejr-uafhængig, hygiejnisk forsyning af drikkevand. Det er forudsætningen for et længere og mindre slidsomt liv, især for kvinder og børn, og for en generel forbedring af levestandarden.

VI husker med glæde den flotte natur, når vi har været ude på klinikbesøg og kørt gennem ørkenen. Brune nuancer kan om foråret efter tilstrækkelig regn blive forvandlet til et flot lilla farvespil. Da blomstrer ørkenen med et tæppe af lilla blomster, og ser man nærmere efter, finder man også små røde tulipaner imellem de lilla farver.

Ofte startede vi tidligt om morgenen, fordi vi skulle nå hjem til kontoret i Herat, inden det blev mørkt. Dette var en regel, der skulle overholdes, og er ikke til diskussion, fordi det er mere farligt at bevæge sig rundt i landområderne, når solen er gået ned, og natten er kulsort.

Derfor har vi oplevet ørkenen gennem mange forskellige briller. Klimaet er fastlandsklima med kolde vintre og meget hede somre.

Vintrene kan blive så kolde, at sneen falder tæt, og landsbyer bliver totalt isoleret. Hvis der skal skaffes medicin til syge børn, er den eneste transportmulighed et æsel.

Sommetider er det også muligt at smide medicinen ud fra fly over landsbyen. Men i praksis er mange landsbyer afskåret fra omverdenen om vinteren.

Selv med en landrover er det ikke muligt at komme frem pga. sne, fyldte vandløb og mudder.

Somrene er støvede og meget tørre, og det blæser meget, så det alle vegne hvirvler rundt med brunt fint støv fra den tørre ørken.

Intet af det kan ændre, at Afghanistan og dets befolkning er i vores hjerter.