»Koranen skal også læses alene for sit sprog og sine fantastiske historier«, skriver Kåre Bluitgen. Tegning: Per Marquard Otzen

Koranen er en enestående bog.

I den gør Gud Adam, skabt af ler, til Sin profet. En menneskefødt profet samler en hær af fugle og andre væsener og marcherer til Myredalen og opdager, at han også forstår myrernes sprog. Og troende dæmoner og mennesker loves blufærdige jomfruer smukke som rubiner og perler i Paradis.

I Koranen forvandles jøder, der ikke vil underkaste sig, til aber og svin, men den største trussel for enhver er dog Dommedag, hvor de drægtige hundromedarer bliver overladt til sig selv, for på den yderste dag har ethvert menneske rigeligt at se til.

Det er vidunderlige historier fortalt direkte fra Guds mund, men Koranen er også meget andet. Og der er mere end én måde at læse den på. Koranen hører til de bøger, der må læses. I betydning overgås den ikke af mange værker, og dens aktualitet er uantastet her små fjorten hundrede år efter dens tilblivelse. Den er en vigtig historisk kilde og rummer tilmed smuk poesi. Det er ikke en bog, der er nem at gå til, for den er en blanding af prædikener, lovsamlinger, gammeltestamentlige fortællinger og arabiske sagn.

Men den er en vigtig bog, det er nødvendigt at kende alene af den grund, at omkring en milliard af nutidens mennesker, herunder flere hundrede tusinder i Danmark, bekender sig til islam. Den blev til på et tidspunkt, hvor Odin red natteridt hen over Nordens himmel, og hvor Mekka var en ubetydelig flække i en næsten ufremkommelig ørken grænsende til Det Byzantinske og Det Persiske Rige; to riger, der var i færd med at trække hinanden i afgrunden i deres indbyrdes krige.

Interessen for islam er stor og stigende i Danmark, men kendskabet til muslimernes hellige bog er stadig meget mangelfuldt. Ikke mindst når man tænker på med hvilken fylde, islam har indtaget den danske samfundsdebat, og på at der på verdensplan, i hvert fald ifølge medierne, nærmest udspiller sig en kulturkrig mellem muslimske og ikke-muslimske civilisationer.

En del interesserede læsere har forsøgt sig med engelske udgaver af Koranen eller danske oversættelser, men langt de fleste falder fra igen. For en vestlig læser fremstår Koranen som et mosaikstykke af modsigelser, gentagelser, udeladelser, dunkelheder og pludselige emneskift, og tilmed med tilsyneladende åbenlyse fejl i tidsfølgen – hvis man sammenligner med den rækkefølge, profeten Muhammed ibn Abdullah skulle have fået åbenbaringerne i.

Nogle redskaber er nødvendige, for at den læser, der hverken kender de historiske og religiøse forhold på Den Arabiske Halvø i 600-tallet eller Muhammeds liv, som det fremstilles i traditionen, kan følge med. I århundrederne efter Muhammeds død kom den opfattelse til at herske, at Koranens kapitler, tilmed næsten hvert eneste vers, var åbenbaret i en helt konkret situation og af en helt bestemt årsag.

En særlig situation udløste en særlig åbenbaring; et spørgsmål fra vantro eller troende udvirkede et svar fra Gud. Og kun sidstnævnte kan vi læse i Koranen. I praksis betyder det, at omfangsrige noter, der ganske vist kan føles afbrydende i læsningen, er nødvendige for forståelsen af Koranen.

Ellers kommer selv den mest velmenende læser til kort. For hvor et enkelt ord eller en lille hentydning kan have været nok til, at en, der lyttede til Muhammeds fremsigelser, forstod helheden, så skal den bagvedliggende historie så at sige gendannes for os i dag.

Muhammed har aldrig læst endsige set Koranen ifølge gængs islamisk tradition. Koranen lå nemlig først samlet små tredive år efter hans død. Indtil da forelå Koranen blot som utallige små fragmenter af alle Muhammeds åbenbaringer nedskrevet på tynde sten, barken af palmegrene, lapper af læder og pergament og på dromedarers knogler og – ikke mindst – i adskillige gamle menneskers erindring.

Redaktørerne af hele dette materiale opgav tilsyneladende at give en kronologisk fremstilling i Koranen. I stedet valgte man, med enkelte undtagelser, at samle Koranen ud fra princippet om, at de længste kapitler stod først, og de korteste til sidst.

Det betyder bl.a., at Muhammeds omtale af problemer med sine hustruer står i kapitler, der efterfølges af andre, hvor han endnu ikke er gift med dem. Derfor har jeg i min oversættelse måttet flytte rundt på kapitlerne i et forsøg på at ramme noget, der kunne ligne den oprindelige rækkefølge; noget som også muslimer gennem tiderne har leveret talrige bud på.

Der sker en stor sproglig udvikling i Koranen fra dommedagsadvarslerne fra Muhammeds tid i Mekka, der er poetiske og dybfølte, til de lange beretninger kendt fra jødiske og kristne fortællinger og de belærende anvisninger omkring praktiske gøremål. Disse stammer fra Muhammeds tid i Medina, hvortil han udvandrede og blev familieoverhoved, lovgiver, statsmand og hærfører.

Her kan politik ikke længere skilles fra religion. Denne udvikling bliver meget tydelig, når kapitlerne forsøges arrangeret i noget, der kunne ligne en korrekt historisk tidsfølge. Det tidligste uafhængige vidnesbyrd om en prædikende, arabisk købmand ved navn Muhammed har vi fra en armensk krønike fra 660’erne (Muhammed døde i 632 ifølge traditionen).

Den ældste kendte koran er dog betydeligt yngre. Brugen af ordet muslim i islamisk sammenhæng stammer fra Klippemoskeen i Jerusalem og fastsættes til begyndelsen af 690’erne.

I årtierne efter Muhammeds død fandtes der ifølge den overleverede islamiske tradition forskellige udgaver af Koranen. Det skabte usikkerhed om Guds ord blandt muslimerne. For at undgå splittelse og forvirring foranstaltede en af Muhammeds efterfølgere, at der blev nedsat et udvalg af kyndige mænd.

De fik til opgave at forestå indsamlingen af alle kendte afskrifter og erindringer af Muhammeds åbenbaring, og i løbet af 650’erne blev de forskellige koraner samlet til dén koran, vi kender i dag. Alle afvigende eksemplarer blev angiveligt beordret brændt.

Ved læsning af Koranen kan man umiddelbart få det indtryk, at Koranens kilder i stort omfang er Det Gamle og i noget mindre omfang Det Nye Testamente. Vi ved dog ikke, om Muhammed nogensinde har set eller havde et dybere kendskab til jødernes hellige skrifter. Læsning af Koranen tyder på, at Muhammed snarere havde kendskab til Det Gamle Testamente gennem rabbinerne og deres udlægning af Talmud (fortolkning af hvordan den jødiske bibel, Toraen, skal udlægges) end fra teksten selv.

Det er blevet sagt af nogle vestlige forskere, at der i Koranen findes levninger, legender, udtryk, love, dogmer og ritualer af jødisk islæt. Enkelte har endda ment, at islam kan opfattes som en jødedom tilpasset Arabien med tilføjelse af Jesu og Muhammeds profetværdighed.

Et betragteligt antal personer fra Det Gamle Testamente optræder også i Koranen, og det samme gør en række gammeltestamentlige fortællinger, dog ikke i så udfoldet form som i Bibelen (som muslimer ser som en af Gud åbenbaret tekst, men forvansket af jøder og kristne i de udgaver, vi kender i dag).

Der er heller intet bevis for, at Muhammed skulle have set Det Nye Testamente. I Koranen er der ingen henvisninger til dåbens sakramente eller den hellige nadver. Derimod er der flere afvisninger af læren om Jesus som Guds søn.

I Koranen er der mange regler om muslimens valfart til kabaen, det gamle, hellige tempel i Mekka. I disse regler ses mangfoldige rester af den arabiske hedenskab. Og oldarabiske sagn og legender udgør en væsentlig del af Koranens advarsler til dem, der ikke lytter til Muhammed. Beskrivelserne af Paradis og Helvede minder om dem, der findes i Avesta, zarathustrismens samling af hellige tekster.

Ingen religion fødes i et tomrum. De drægtige hundromedarer omtalt i indledningen var det mest værdifulde, en araber i 600-tallet kunne eje; en universel, nutidig åbenbaring ville givet finde et andet billede.

Det er naturligvis umuligt i dag at sige, om alle de vers, Muhammed ønskede at få med i Koranen, nu også kom det, da den siden blev samlet og redigeret. Vi mangler simpelthen kilder om Koranens historie. F.eks. opstod der kort efter Muhammeds død stor strid om straffen for hor. Straffen er ifølge Koranen et hundrede piskeslag. Ikke desto mindre har utallige muslimske lærde siden fastsat straffen til stening til døden.

Grunden til, at verset om denne straffeform mangler, var ifølge Muhammeds yndlingskone Aisha, at det var nedskrevet på et stykke pergament, der lå under hendes seng. Da Muhammed døde, og alle var beskæftiget rundt om hans dødsleje, sneg en ged sig ind og spiste siden.

Vin omtales i Koranen både positivt og negativt. I en guddommelig tekst er det ikke en god rettesnor for, hvordan efterfølgende generationer af rettroende skal leve deres liv. Men ifølge den islamiske tradition blev nogle vers i Koranen ophævet, allerede mens Muhammed levede, selv om de fortsat skulle være til stede i Koranen.

Den hellige bog oplyser ikke selv, hvilke vers der på denne måde er erstattet af andre, og hvorfor; men de fleste muslimske lærde antog siden, at f.eks. verset ’Der er ingen tvang i religion’ ophæves af det, der lyder: ’Så dræb afgudsdyrkerne hvor I end finder dem’«!

Så findes der også de vers, som på et tidspunkt var med i Koranen, fordi Muhammed fremlagde dem som Guds åbenbaringer, men som senere blev helt erstattet af andre. Det gælder f.eks. de såkaldte sataniske vers, som vi kender fra den islamiske tradition. De blev fremsagt af Muhammed på et tidspunkt, hvor han var yderst hårdt presset af hedningene i Mekka og havde opnået asyl for det meste af sin menighed i det kristne Etiopien.

Versene omhandler tre af Mekkas gudinder, »hvis forbøn man kan forvente« hos Gud. Men versene blev senere fjernet med den begrundelse, at det var Satan, og ikke Gud gennem englen Gabriel, der havde lagt dem på Muhammeds læber.

Koranen er en sammensat størrelse og har gennem hele islams historie været igennem utallige fortolkninger. Centrale begreber er blevet fortolket vidt forskelligt af sunnimuslimer, shiamuslimer, sufier, ahmadiyyamuslimer og utallige andre sekter. Men også inden for enhver af disse grupper. Og enhver fortolkning har gennem tiden haft sine kritikere, der har udløst stridigheder på både ord og sværd.

I dag kan Osama bin Laden sagtens finde skriftsteder, der retfærdiggør hans handlinger, som det tidligere nævnte om at dræbe afgudsdyrkere overalt. Men muslimer i Danmark kan med lige så stor ret – og gør det i nogle tilfælde – foretage tolkninger, der gør en gang stegt flæsk tilladt, for forbuddet i Koranen mod svinekød efterfølges af en undtagelse, nemlig hvis man tvinges til det.

Og det mener nogle, at man er, når man bliver inviteret og er tvunget til at vise sine værter respekt. Det vil også ofte være disse moderate muslimer, der påpeger, at man skal huske på, at Koranen blev til under ufred og krig, og derfor er sproget sine steder krigerisk. Det skal naturligvis ikke tages bogstaveligt i dag.

Men selv det bedste litterære værk kan drukne i teologiske spekulationer og dermed allerede på forhånd skræmme de fleste fra at kaste sig ud i det. Koranen skal også læses alene for sit sprog og sine fantastiske historier. Her advarer Æsop sin søn mod flerguderi, Alexander den Store bygger en jernmur i et bjergpas for at holde vantro horder borte, og Maria ryster en palme under fødselsveernes smerter, så dadler falder ned til Jesusbarnet, der allerede kan tale.

Gud bliver krænket over folk i Mekkas spottende påstand om, at Han skulle have døtre, og Han trøster Muhammed med, at når tiden er inde, vil både mennesker og dæmoner indse, at det var ham, der kom med Sandheden.

Under alle omstændigheder venter der med Koranen en stor oplevelse for den læser, der »åbner sit bryst«, hvad enten det er for de guddommelige åbenbaringer eller for Muhammed ibn Abdullahs værk, manden, der ikke alene var det tidlige Arabiens største bodsprædikant, men også ophavsmand til en tekst, der har haft utrolig betydning for verdenshistorien. Og i de seneste årtier også for danmarkshistorien.

’Koranen kommenteret’ og ’Koranen gendigtet’ af Kåre Bluitgen udkommer 29. september.