Svend Auken filosoferer over meningen med livet i denne anden halvdel af hans politiske testamente. Arkivfoto. - Foto: PETER HOVE OLESEN

Dette er anden halvdel af Svend Aukens politiske testamente. Første del kan læses her.

Med en lavkirkelig, grundtvigsk familiebaggrund har jeg været aktivt med i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, fra jeg fyldte 15 år.

Derfor har jeg personligt haft det privilegium at være tæt på både det kristne og det politiske opgør med almuesindet, og intet har glædet mig mere end at arbejde tæt sammen med mennesker, som jeg havde fælles holdninger med, men som havde en helt anden baggrund end min.

Kampen er bestemt ikke vundet.

Den har i nutiden blot antaget nye former. Budskabet om, at globaliseringen har flyttet alle vigtige beslutninger væk fra os og dermed efterladt os som magtesløse tilskuere til udviklingen, hvor vi alene kan vælge, om vi vil være ’vindere’ ved at tilpasse os de globale markeders krav eller blive ’tabere’ ved for længe at holde på vores eget, er en ubehagelig genoplivning af almuesindet, som kan få skæbnesvangre konsekvenser.

I det hele taget er ’markedsgørelsen’ ved at tage over som den nye åndelige undertrykkelse, hvor menneskers værdi måles ud fra deres markedsværdi, og hvor vigtige politiske valg overlades til markedsmekanismen:

’Regler er af det onde’. ’Afregulering frisætter alle gode kræfter, og markedet søger selv med sin usynlige hånd tilbage til ligevægt’. ’Ulighed fremmer dynamikken’, og ’når det regner på præsten, drypper det på degnen’.

Ifølge markedsforgudelsen er denne drypvise forbedring af velstanden bedre end det solidariske samfunds forsøg på at skabe mindre ulighed gennem omfordeling og bedre muligheder for dem med færrest umiddelbare ressourcer.

Markedsforgudelsen har fået et skud for boven
Finanskrisen fra 2008 viste skrøbeligheden i denne nykonservative/nyliberale tankegang, og overalt søger man efter nye regler for igen at få styr på et pengevæsen, der er kommet helt ud af kontrol.

Og hvad angår den offentlige – eller rettere den fælles – sektor er sirenerne fra højre svære at overdøve.

Alt, der privatiseres og udliciteres, er godt – særlig fint er det, når det ’outsources’ til fjerne leverandører – mens alt fælles og ’offentligt’ sættes under anklage.

Resultatet er sjældent bedre og billigere ydelser, men bureaukratisering og ansvarsforflygtigelse.

Se blot på den amerikanske sundhedssektor, hvor hovedaktiviteterne er privat finansieret: hundedyr (hver sjette dollar, der tjenes i USA, går til sundhedsudgifter – hvor det i Europa er mindre end hver tiende), ekstremt bureaukratisk og uden dækning for ca. 30 millioner familier, ofte med børn.

Selv kender jeg de blandede resultater af denne såkaldte ’liberalisering’ fra den store reform af den danske energisektor, som jeg selv var en af fædrene til.

Meget lidt er vundet i effektivitet, som ikke kunne være opnået gennem myndighedskrav og standarder. Milliarder af kroner er flyttet ud af en investeringstung, forbrugerejet elsektor og over til trængte kommunekasser eller til tvivlsomme investeringer uden for sektoren.

Marketingfolk, advokater og revisorer har taget over (og sig selv dyrt betalt) i forhold til tidligere tiders administratorer, ingeniører og forskere.

Heldigvis har finanskrisen i 2008 givet hele denne blinde markedsforgudelse et ordentligt skud for boven, og pendulet peger globalt tilbage mod de socialdemokratiske grundprincipper om balance mellem samfund og marked.

Demokrati som en tilskuersport
Faren er størst for demokratiet ved den politiske passivisering.

Hvis folk betragter politik som en sportsturnering, hvor først det ene hold og så det andet hold vinder, og hvor man vælger og fravælger sine hold som borger, så ender demokratiet som en stor tilskuersport, hvor alt initiativ er overladt til nogle få politikere og deres store stabe af spindoktorer.

Selv da er demokratiet den mindst ringe styreform. Men det er skammeligt, hvis vi ikke bruger den globale udfordring og nutidens længsel efter idealisme – noget at tro på og kæmpe for – som et springbræt for en ny demokratisk revolution, hvor det både gælder kampen mod umyndiggørelsen hjemme (’almuesindet’), de nye uligheder og omstilling til bæredygtig udvikling.

Realisme og idealisme hører sammen
Den helt store udfordring ligger imidlertid uden for landets grænser. Med de voksende spændinger mellem de store stater, de ubehagelige religiøse konfrontationer, udsigten til accelererende klimaforandringer, den håbløse fattigdom, udpiningen af naturen, energikrisen, den fortsatte militære oprustning (selv om den kolde krig er forbi) burde der være rigeligt brændstof til at mobilisere mennesker igen.

Jeg tilhører selv dem, der blev politisk vakt af internationale begivenheder som kolonikrigen i Algeriet, kampen mod apartheid og modstanden mod Vietnamkrigen.

Det samme bør ske igen, og de politiske partier – ikke mindst mit eget – må geares til at kanalisere engagementet og i praksis demonstrere dets gennemslagskraft.

Opgaven i det 21. århundrede er at gøre ved verdenssamfundet, hvad arbejderbevægelsen gjorde ved det 20. århundredes danske samfund: fremme velstanden (men ikke på naturens bekostning), udrydde fattigdom og fornedrelse, tæmme den globale markedsøkonomi gennem forpligtende aftaler om en ny global finansiel verdensorden, klima, miljø, lønmodtagerrettigheder og en større lighed i den økonomiske udvikling.

Det er en stor mundfuld, men heldigvis har vi i Danmark og indretningen af det danske velfærdssamfund et glimrende udgangspunkt, og vores medlemskab af EU kan udnyttes til at føre en aktiv politik, hvor det virkelig gælder.

Mit budskab i dette testamente er simpelt: Realisme og idealisme hører sammen. Der er meget at kæmpe for. Det nytter at kæmpe. Det er vigtigt at være med, hvor der kæmpes.

Tilværelsen er en kæde af hverdage
’Alle disse dage’ kalder Kjell Olof Feldt sine erindringer om sin tid som finansminister i Ingvar Carlssons regering.

»Alle disse dage – ikke vidste jeg, at det var selve livet«, siger Feldt med digteren i vemodig erkendelse.

De mange dage som minister gik hurtigt med store og små udfordringer/problemer/opgaver/glæder/skuffelser, og pludselig en dag indser han, at disse mange arbejdsdage ikke var et forspil til det egentlige liv. Det var hans liv. Alle disse dage.

Tilværelsen er en kæde af hverdage, hvor erindringen om den ene dag hurtigt fortrænges af den næstes opgaver. Og nutid bliver til fortid i svimlende fart.

Tid er det eneste, der går hurtigere med tiden. Så derfor er pointen ved det at være i live at godtage den lange række af hverdage. Standse op og leve nu.

»Jeg elsker hverdagen« siger digteren Dan Turèll. Gentagelsen er det centrale i tilværelsen, hævder Kierkegaard. Glæd dig over det liv, for det er dig betroet, er et af kristendommens kernebudskaber.

At se tilbage er det modne menneskes privilegium. Det er bestemt ikke altid en fornøjelse. Men samlet set er de lyse minder i overtal. Og selve det at ville godtage sin egen eksistens med både de lyse, de grå og de mørke pletter er et helt nødvendigt led i det at være menneske.

Det skabte liv skal bruges
Det er imidlertid ikke hverdagene, jeg husker bedst. Det er ’særdagene’ – for nu at bruge udtryk fra psykiateren Villars Lunn – som står tydeligst i bevidstheden.

Lysende barndomsdage med sommer, sol og evigt liv med far og mor, søskende og kammerater. Sorgdage med død og ulykke. Det første møde med kammeraten, skolen, kæresten, rejsen.

For mig var mødet med Folketinget 2. oktober 1971 f.eks. en uforglemmelig dag. Jeg kan endnu huske, hvordan folketingsbetjenten ved porten stillede mig det centrale spørgsmål »Hvad vil du her?«. 37 år senere er jeg stadig i tvivl om svaret.

Minderne myldrer. Familien. Mine mange søskende. Min mors tidlige død. Mine egne fire børn og deres gode skæbne. Kærlighedens veje og vildveje. Socialdemokratiet. Valgene. Regeringerne. Beslutningerne. Konflikterne. Sejre og nederlag.

For mig er livets mening en gave, vi skal tage imod. Vi og vores evner skal bruges og udfoldes til gavn ikke blot for os selv og vores nærmeste, men til glæde for det samfund, vi lever i, og for de mennesker, vi kommer i berøring med.

Talenterne skal ikke graves ned, men sættes på spil og blive til mere.

»Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø/ du er endnu for ringe til at dø«, skriver digteren Morten Nielsen. Han har ret, om end strofen er skrevet til ham selv: en dødsangst ung modstandsmand i krigens fjerde sommer.

Vi skal vokse og blomstre og sætte vores frø, til vi dør. Ophører vi med det, er vi allerede i dødens vold.

For mig er livets mening, at det skabte liv skal bruges. Et lys, der ikke bliver tændt, er ikke meget bevendt. Formålet med et lys – som med et menneskeliv – er at blive tændt, lyse for sig selv og andre – og så brænde ned.

Selvfølgelig vil vi gerne have et liv efter døden i vores omgivelsers erindring. Men liv leves før døden. Ikke efter. At være ramt af en dødbringende sygdom er i en vis forstand som at leve på en åben dødsgang. Dommen er fældet. Man ved, hvad man skal dø af, men ikke hvornår. Men forskellen er alligevel enorm. Vi, de syge, har en alvor, der giver dybde i vores restlevetid og en større evne til at stille skarpt og ikke klatte livet bort.

Med døden som rejsekammerat er bagagen aldrig let, men hvor bliver man glad for livet.

Det moderne menneske har fjernet døden fra sin forestillingsverden. Middellevetiden nærmer sig 80 år. Børnedødeligheden er næsten forsvundet, og mange livsmønstre er gearet til udødelighed.

Engang vi i Nyrupregeringen diskuterede, hvad der kunne blive den største bekymring i det 21. århundrede, sagde en radikal minister, at hun troede, at det største tema for danskerne ville blive ’Du og din krop’.

Sjældent har jeg hørt noget mere uhyggeligt. Den sygelige optagethed af dig selv og din krop, af dig selv og din trivsel forudsætter, at døden bliver en uvirkelig størrelse langt, langt ude i fremtiden. Det er fattigt. Døden er livets forudsætning. Og uden den erkendelse forsvinder alvoren og den virkelige glæde.

For mig er livets mening et liv med andre. Menneskets bestemmelse er at være et socialt individ.

Sammen med andre bliver vi hele mennesker. Vores ondskab rammer de andre, men det gør vores kærlighed også.

Kærlighedsbudskabet er ikke et kompliceret sæt regler og love. Du skal elske din næste – dvs. mennesker, du møder på din vej – som dig selv og hjælpe, hvor du kan.

Jesus taler om at give mad til den sultende, vand til den tørstende, klæder til den nøgne og beskyttelse til den udsatte. Elementære handlinger, som vi alle kan gøre, og som gør tilværelsen tålelig for alle.

For mig er livets mening at gøre en forskel. Politik er blevet en stor del af mit liv. Politik er ikke kun personintriger og prestigekamp, men et krav om holdning og resultater.

Og er man med, og kan man samarbejde med andre, kan man forandre og gøre det bedre.

Det er mit livs mening.