De kommer kun ud om natten.

De ses sjældent sammen i offentligheden. De er et hemmeligt broderskab. En sekt. En tophemmelig fraktion, der værner om sin fortrolighed og anonymitet – i bedste koldkrigs-KGB-stil. De kaldes selektivitetens broderskab og er for første gang i dansk historie blevet infiltreret.

Det er nu, vi åbner dørene ind til en fundamentalistisk og fanatisk gruppe, bestående af de mest rabiate og ekstreme religiøse grupper samt nogle af de ledende og mest magtfulde politikere på Christiansborg. Tiden er nu inde til nyere dansk histories største afsløring siden Tamilsagen.

Arbejder sammen
Før vi afslører de enkelte navne, vil vi gerne belyse måden, hvorpå vi fik færten af broderskabet. Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at de arbejder på tværs af religioner og etnicitet. Medlemmerne arbejder uafhængigt af hinanden.

Medierne fremstiller dem oftest som modpoler, ærkefjender – alt sammen for at vildlede os, der sluger mediekokkens hønsesuppe uden at sætte spørgsmålstegn ved ingredienserne. Konspirerende nok? Men før eller siden skulle deres betonfacade krakelere.

Det, der fældede broderskabet, var deres eksakt samme metode og tilgang til religionen islam og Koranen. De benytter sig af nøjagtig samme teori og fremgangsmåde – som derved danner et adfærdsmønster, der efter kortere analyser afslørede dem.

Lad os demonstrere.

Der er i alt tre kerneområder, som gør broderskabets samarbejde synligt. Først og fremmest er det broderskabets forhold til demokrati og islam – og hvordan dette kontroversielle emne behandles. Dernæst er det parallellen mellem antisemitisme og islam. Endelig er det islam kontra værdidebatten, som illustrerer koblingen mellem flere medlemmer i det såkaldte broderskab.

Islam og demokrati og deres forenelighed har været gjort til genstand for en heftig debat siden 2001. Groft opdelt kan man påpege to forskellige yderliggående type aktører i debatten. Der er de højreorienterede politikere på den ene side og de yderliggående islamister på den anden side.

De er ofte portrætteret i mudderkastningssituationer, hvor de hver især repræsenterer en bestemt tilgang. Men budskabet er i princippet det samme – de siger begge, at islam ikke er foreneligt med demokrati, på hver sin retoriske måde. Et eksempel:

»Islam og demokrati er uforeneligt«, Således udtaler Søren Espersen, MF for Dansk Folkeparti, til PET’s konference 22. april. Budskabet er klart og behøver ikke yderligere forklaring.

Glemmer det velfungerende
Blot to dage senere hedder det fra en fuldskægget islamist, nemlig en Talebanleder i Pakistan, Muslim Khan: »Vi kæmper imod demokratiet. Demokrati er det modsatte af islam«. (DR 1, TV-avis, 24. april 2009). Tidsmæssigt, indholdsmæssigt og retorisk er budskabet fra MF Søren Espersen og Talebanlederen Muslim Khan nærmest identisk.

Man fristes næsten til at sige, at de to har snakket sammen inden udgivelsen af pressemeddelelserne, da de begge siger nøjagtigt det samme. Endvidere har de selektiviteten til fælles. De benytter sig af akkurat samme metode.

Både Søren Espersen og Muslim Khan ser bort fra de flere velfungerende demokratier i den muslimske verden, såsom Senegal, Tyrkiet, Libanon, Indonesien – om end disse lande sommetider har problemer i praktiseringen af deres demokratier.

Verdens største demokrati Indien har hele 140 millioner muslimske borgere, som tager del i den demokratiske proces. Der bliver fra begge aktører i ovenstående eksempel kun fokuseret på de ’muslimske lande’, hvor statsapparatet er diktatorisk, og ikke på udemokratiske, ikke-muslimske lande i Afrika og Asien.

Hverken Khan eller Espersen forholder sig til realiteterne eller de lange linjer – men derimod afgrænsede og nuanceløse eksempler. Allerede her burde alarmklokkerne lyse og ringe. Vi konspirerer videre – der er mere endnu.

Forholdet mellem jøder og muslimer er ofte blevet diskuteret i medierne. Her er medlemmer af det såkaldte ’broderskab’ også synlige. Jesper Langballe, fra DF udtaler, at »der er mange lighedspunkter mellem Hitler og islam«. (Søndagsavisen, 18 juli 2004).

To år tidligere er den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir på banen med et lignende citat. Dette sker i forbindelse med de omdiskuterede løbesedler fra 31 marts 2002. På løbesedlen står der skrevet: »Og dræb dem (jøder), hvor end I finder dem«.

Endnu en gang minder de to citater betydeligt meget om hinanden. Sagen bruges straks af Dansk Folkeparti som eksempel på en påstået indbygget antisemitisme og intolerance i islam, hvor det nævnte Korancitat tjener som dokumentation. Der er en konsensus mellem Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti. Endnu en gang taler fundamentalisterne det samme sprog som Dansk Folkeparti. Det selektive sprog.

Selektiv forståelse
Begge parter ser bort fra det faktum, at Koranen mange andre steder opfordrer sine muslimske læsere til at omgås jøder og kristne med respekt (f.eks. sura 22,40). Dette nævnes hverken af Dansk Folkeparti eller deres ’kollegaer’ fra Hizb-ut Tahrir. Begge grupper bygger dermed deres islamforståelse på en selektiv udvælgelse af Korancitater, der er løsrevet fra deres rette kontekster. Kort og godt: De læser Koranen som fanden læser Bibelen.

En undersøgelse påviste i øvrigt, at kun 1,6 procent af danske muslimer bakker op om Hizb-ut-Tahrir (Kristeligt Dagblad, 4 marts 2007). I dag menes tallene at være markant mindre, og det er endvidere vigtigt at huske på, at Hizb-ut-Tahrir kun repræsenterer én politisk udlægning af Koranen – som er åben for fortolkning.

Både Dansk Folkeparti og Hizb-ut-Tahrir ser bort fra flere historiske begivenheder, der kan falsificere deres påstand om muslimer som antisemitiske. Under inkvisitionen mod jøder i Spanien 1492 var det det muslimske imperium Osmannerriget, der tog imod jøderne og beskyttede dem.

De ser endvidere fuldstændig bort fra Palæstina før 1948 – hvor muslimer og jøder levede side om side. Ægteskab på tværs af religionerne var meget udbredt – et faktum, Dansk Folkeparti og islamisterne bevidst overser. Endnu en gang fravælger de to modpoler de lange linjer til fordel for enkeltsager og begivenheder.

Både islamisterne og DF’erne forholder sig her kun til det, som kan styrke deres politiske dagsorden. Endnu et sammentræf – lad os undersøge koblingen mellem de to modpoler yderligere.

Noget så ufarligt som danske værdiopfattelser kan i forhold til islamister og højreorienterede politiske grupper opfattes vidt forskelligt. De højreorienterede opfatter værdierne som truet – mens islamisterne opfatter værdierne som truende over for deres religion. Begge parter eksisterer i en verdensopfattelse, der er præget af uorden og anarki.

Dette kommer særligt til udtryk i deres udtalelser i værdidebatten. Et eksempel på dette er Mogens Camre, der 22 september 2008 i Berlingske tordner mod islam med ordene »Islam er uforenelig med vores værdier. Muslimer behandler kvinderne dårligt«.

Dette overrasker ingen. Tidligere er Mogens Camre blevet citeret for at sige: »Danskerne er trætte af kvindeundertrykkelse, drab og knivstikkeri begået af udlændinge, som mentalt lever i middelalderen«. (Jyllands-Posten, 30. januar 2002).

Findes overalt
Ovenstående holdning er Dansk Folkeparti ikke ene om. Endnu en gang bliver de bekræftet af deres islamistiske fagfæller. Denne gang er det imam Raed Hleihel fra København. »Kvinderne kan være Satans instrument mod mænd«, 18. februar 2005. Fredagsbøn.

Herefter forbød han kvinder at bruge makeup og parfume og krævede, at de tildækkede sig selv fra top til tå. Her er det især de vestlige værdier som skønhedsprodukter, der er den primære trussel mod islam.

Både Dansk Folkeparti og imamen forholder sig på ingen måder til de skrifter og sædvaner, der er dominerende i islam i forhold til kvinderne. De opfatter begge kvinderne i islam som værende undertrykte – en direkte modsætning til Profeten Mohammeds kone, Khadija, en uafhængig forretningskvinde, som i lange perioder agerede som Profetens arbejdsgiver.

Hun havde desuden en langt større økonomisk kapacitet end Mohammed. Han respekterede hende, talte til hende i en blød stemme og købte ofte gaver til hende – og som sædvanen i islam kræver, så skal man så vidt som muligt forsøge at gå i profetens fodspor – rent moralsk. Et fodspor, som ligger utrolig langt fra islamisternes opfattelser af kvinderne som »satans håndlagere«.

Både islamisterne og Dansk Folkeparti glemmer endvidere, at kvindeundertrykkelse ikke er noget, som kun opleves i muslimske kredse. Kvindeundertrykkelse praktiseres også af andre religioners tilhængere og af ikke-troende mennesker. Æresdrabene på 14-årige Sonay fra Irak og pakistanske Ghazala Khan i Slagelse i 2005 er eksempler på drab, begået af patriarker med muslimsk baggrund.

I 1994 slog en arabisk kristen mand i Sverige sin datter ihjel, fordi hun nægtede at gifte sig med den ’rette’ mand. Ligeledes er æresdrab i mange år forekommet i det kristne Sicilien, Italien og det hinduistiske Indien. Æresdrab og anden kvindeundertrykkelse forekom i øvrigt, før islam overhovedet kom frem for 1.400 år siden.

Islamiske lærde har også fordømt æresdrab som værende i strid med islam. Den type drab foranlediges af patriarkens idé om at tvinge sin datter til et bestemt ægteskab eller livsstil. Koranen siger herom klart og tydeligt: »Der må ikke være tvang!« (sura 2, 256). Der er altså klare teologiske skrifter og påbud, som imamen fra København og DF fuldstændig ’overser’. Igen har de begge metoden tilfælles.

Polerne tiltrækker hinanden
Efter en nærmere gennemgang står det lysende klart. Debattens yderliggående modsætningspoler har brug for hinanden. De bekræfter hinanden – og kan i princippet ikke eksistere, uden at den ene part er til stede.

Denne uhellige alliance af hårdkogte islamister og Dansk Folkeparti udgør et perfekt fjendepar, hvis forsimplede og generaliserende tænkning løber parallelt. Både Dansk Folkeparti og islamisterne anvender islam som en slags modbillede til deres fjendebillede.

For Dansk Folkeparti er ’de’ (islam) altid i modbillede til ’os’ eller danskerne/Vesten.

For islamisterne gælder det omvendt. Ligeledes fordømmer islamister Vesten som en ensartet, umoralsk magt, der konstant ydmyger muslimerne. Det faktum, at vestlige styrker var med til at befri millioner af muslimer i Kosovo og Kuwait fra tyranni, nævnes sjovt nok ikke.

Broderskabet fremstiller den islamiske verdensreligion på 1,3 mia. tilhængere som en monolit, hvori der kun eksisterer én måde at være muslim på og én fortolkning af islam.

Som enæggede tvillinger, som to dråber vand, er ligheden mellem de to parter eksemplarisk.

I er afsløret – det hemmelige broderskab er infiltreret!