Flere toneangivende statsmænd og militærstrateger har gennem den seneste tid udvist åbenhed over for ideen om forhandling og dialog med moderate dele af Taleban.

Mest bemærkelsesværdigt har præsident Barack Obama, Hillary Clinton og den britiske udenrigsminister David Miliband peget på nødvendigheden af at indlede en sådan dialog, selvom det af kritikerne ofte bliver fortolket som et spørgsmål om at give efter for terroristerne.

Desværre har hverken USA eller de øvrige lande, der i 2001 gik ind i Afghanistan, udviklet nogen politisk strategi for, hvordan forsoning kan lade sig gøre.

Ej heller er man enige om markører og måder at differentiere på, der gør det meningsfuldt at tale om en forskel mellem ’de gode, de onde og de grusomme’ talebanere.

Slet ikke i Danmark, der som USA har valgt at levere en væsentlig del af sin indsats i form af kanoner og en ’god gammeldags’ militær indsats, har der været mange fremadrettede bud på effektivt forsoningsdiplomati.

Det virker absurd efter otte års kamphandlinger, hvor meningen med krigen i Afghanistan bliver mere og mere sløret for hver soldat, der kommer hjem i en kiste og for hver nyhed, der kommer ind om nyoprettede talebanfraktioner.

Trods den erklærede åbenhed over for en mulig dialog med Taleban drejer den amerikanske debat sig også stadig mest om antallet af tropper.

Senest har den relativt nyindsatte general Stanley McChrystal, der leder de amerikanske operationer i Afghanistan, som forventet anmodet om flere tropper – en anmodning, som den amerikanske præsident vil få problemer med at afvise blankt.

Med en ny rapport udgivet af tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, der peger på tilstedeværelsen af fremmede tropper som den væsentligste faktor bag den øgede mobilisering bag Taleban, er tiden ikke desto mindre inde til at genoverveje tyngden i vores indsats – som danskere og som allierede i en krig, hvis formål og succeskriterier stadig fremstår som et mysterium for majoriteten af de krigsførende nationer.

Med annonceringen af den nye amerikanske strategi for Afghanistan og Pakistan tidligere på året forsøgte præsident Obama dog at indkredse, hvorfor vi er der:

Hverken for nationsopbygning, demokratieksport eller kvinderettigheder, men for at få ram på dem, der stod bag angrebene 11. september 2001, og forhindre, at deres sympatisører nogensinde får husly i Afghanistan igen.

I Danmark er billedet stadig sløret, da vi sjældent ser de krigsopbakkende partier forklare, hvad vores mission egentlig går ud på.

Med jævne mellemrum hører vi dog nyhedsindslag, hvori danske soldater fortæller, at vi er der for afghanernes skyld, selvom vi nu mig bekendt aldrig har modtaget en formel invitation derfra.

Hvis man lytter til afghanerne, vil de – i hvert fald omkring 64 procent af dem – ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af blandt andet det britiske BBC og det tyske ARD gerne have, at den afghanske regering forhandler en aftale på plads med Taleban og lader bevægelsen få del i den politiske proces, hvis den til gengæld lader våbnene hvile.

Også i Pakistan viser en gallupundersøgelse, at en relativ høj andel af befolkningen er åbne over for fredsaftaler, så længe de kan se en nedgang i voldsniveauet.

Meget peger altså på, at det er på tide, at debatten om forhandling og forsoning bliver taget på et mere sofistikeret grundlag, der går længere end blot at konstatere en forskel mellem de moderate og ekstreme, således at alternativerne til en stadig mere militariseret indsats, der har spillet fallit gennem de sidste otte år, bliver tydelige.

Siden Talebans fald i 2001 er det blevet stadig mere vanskeligt at tale om Taleban som en enhedsaktør.

Som udgangspunkt er der ikke én forhandlingspartner, men flere potentielle.

Det har forskellige dele af det pakistanske magtapparat udnyttet til sin fordel siden 2004 ved at indgå strategiske fredsaftaler og forhandlinger med de talebangrupper, der f.eks. ikke ville yde beskyttelse til udenlandske krigere knyttet til især al-Qaeda og den militante usbekiske bevægelse IMU.

Selv om de pakistanske fredsaftaler har været kortlivede og derfor en fiasko i mange kritikeres øjne, har de dog i perioder formindsket de civile tab, afholdt nogle talebanfraktioner fra at beskyde pakistanske sikkerhedsstyrker og gjort det vanskeligere for de udenlandske krigere at operere fra dele af de pakistanske stammeområder. Især Taleban i Pakistan er en splittet bevægelse.

Ved flere lejligheder har det vist sig, at forskellige talebanfraktioner er lodret uenige i, hvor bredt ’fjenden’ skal fortolkes.

Man er uenige om, hvorvidt det kun er de udenlandske besættelsestropper eller også de pakistanske sikkerhedsstyrker, man skal bekæmpe, om det kun er uniformerede soldater eller også civile, der ideologisk sympatiserer med ideer om vestlig imperialisme, sekularisme og kapitalisme, om man bør samarbejde med udenlandske krigere eller ej, og hvem der bliver anset som legitim øverstkommanderende.

I Pakistans tilfælde formåede mellem 27 og 40 organisationer dog at samle sig i 2007 under paraplyorganisationen TTP (’Studenter-Bevægelsen i Pakistan’), selvom de indbyrdes forskelle med jævne mellemrum dukker op til overfladen, senest i form af en heftig lederskifte-fejde efter annonceringen af den tidligere TTP-leder Baitullah Mehsuds død.

Mange af de organisationer, der tilsluttede sig TTP, har og havde ingen direkte forbindelser til det Mullah Omar-ledede Taleban i Afghanistan.

De erklærede sig primært enige om et modstandsslogan mod amerikanernes og de allieredes besættelsestropper. Det skete i takt med, at amerikanerne begyndte at affyre missiler med førerløse fly inden for de pakistanske stammeområder.

Ud over TTP førte den militære offensiv i Pakistan også til etableringen af flere mindre militser bestående af frivillige unge mænd især fra stammeområderne, der aldrig har associeret sig med Taleban.

De ’nytalebaniserede’ kommandører, der i dag er blevet en del af TTP, er i stigende grad under pres fra deres lokalsamfund om ikke at forvandle deres nabolag om til en aktiv krigszone.

Flere og flere talebankommandører er begyndt at stå frem i interview, hvor de udviser åbenhed over for andre løsninger end militære. Men hverken USA eller Nato har indtil videre udviklet nogen synlig strategi for at imødekomme dette. Tværtimod.

Da den tidligere udenrigsminister under talebanregimet henvendte sig til de afghanske autoriteter i 2002 med ønsket om at tilslutte sig den nye orden, blev han straks kastet i fængsel på den amerikanske Bhagram base.

Og der er mange flere lignende historier om tidligere talebanministre og -kommandører med væsentlig autoritet inden for deres egne kredse, der er blevet sendt direkte til Guantanamo eller Bhagram, efter de har henvendt sig med forsoningsforslag.

Trods dette har både amerikanerne og briterne støttet op omkring en afghansk ledet forsoningskomite, kendt under forkortelsen PTS, der blev etableret i 2005.

Den har imidlertid kun ’forsonet’ eks-aktivister og tidligere fodsoldater, dvs. folk der hverken har nogen autoritet inden for Talebanbevægelsen i dag eller har været synderlig aktive i modstanden mod den udenlandske militære tilstedeværelse.

Med et skrabet budget på omkring 600 dollar om måneden og uden kapacitet til at kunne tilbyde potentielle ’krigskonvertitter’ den nødvendige beskyttelse eller sikkerhed er det kun begrænset, hvor succesfuldt dette program har været.

Den minimale økonomiske støtte til initiativet tyder på, at der endnu er langt at gå, før alternative løsningsforlag til den kritiske situation i Afghanistan og Pakistan bliver taget alvorligt.

Selv om Taleban ikke er en samlet bevægelse, er der potentielt flere grupperinger, man kan indlede dialoginitiativer med, herunder dem, der aldrig har haft nogen ambitioner om at være en del af statsmagten, dem, der er under pres fra deres lokalsamfund om at sikre fred, beskyttelse og udvikling, og de grupper, der ikke har nogen forbindelser til al-Qaeda eller ønsker om at beskytte transnationale aktivister.

Ikke nok med, at det er muligt at indlede dialog med nogle talebanfraktioner. Der er også mange gode grunde til, at man bør.

I Irakkrigens tidlige faser begik man præcis den samme fejl, der kendetegner en udifferentieret holdning til Taleban ved at behandle både anti-besættelsesaktivister og transnationale militante på samme måde, hvilket medvirkede til at opretholde unødvendig modstand.

Ved efterfølgende at differentiere mellem de forskellige grupper er det gradvist lykkes at reducere voldsniveauet i Irak i dag.

Siden amerikanerne annoncerede indsættelsen af yderligere 21.000 tropper i Afghanistan, har de ellers splittede talebanfraktioner også taget initiativ til at forene sig og gøre klar til en fælles front mod det stigende antal tropper.

I Pakistan besluttede de tre magtfulde talebankommandører, Baitullah Mehsud, Mullah Nazir og Hafiz Gul Bahadur, der ellers har været dybt uenige om centrale strategiske spørgsmål, at begrave stridsøksen.

Man har også set dannelsen af nye alliancer, der bryder med den traditionelle etniske og sekteriske definition af Taleban.

Således har nogle talebanfraktioner i Pakistan fundet sammen med Punjabi-aktivister fra bevægelser, der ellers opererer i Kashmir, sekteriske anti-shiitiske bevægelser og udenlandske Salafi-aktivister fra al-Qaeda og IMU, der hverken deler kultur, etnicitet eller religiøs fortolkning med den ’originale’ talebanbevægelse.

Hvis USA og Nato har interesse i at begrænse kampzonen for sig selv og reducere den militante spillover fra Pakistan, er det en god idé, at sætte sig ind i de forskelle, der præger myriaden af organisationer, der i dag er blevet ’talebaniseret’.

Der er gode strategiske grunde til at gøre sig bekendt med de årsager, der ligger bag deres krigsengagement. Man skulle tro, at det var regel nummer 1 i effektiv krigsførelse at kende sin fjende og vide, hvad fjenden egentlig vil eller reagerer imod.

Men Bush-æraens ekko om en absolut forskel mellem ’vores intentioner’ og ’deres formørkede motiver’ lader desværre stadig til at spøge i baggrunden, således at ethvert forsøg på at ’forstå’ bliver afvist med anklagen om, at man ønsker at ’give efter for’ terroristerne.

Forsoningsdiplomati kan kun vise sig succesfuld, hvis den ledsages af afmilitarisering og undgår at spille ind i den gensidige optrapningsdynamik, der lige nu præger forholdet mellem USA og Nato på den ene side og de forskellige klassiske og nye talebanfraktioner på den anden side.

En differentieringspolitik, der skelner mellem ’de gode, de onde og de grimme’ kræver et grundlæggende kursskifte, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at den skal virke.

Det vil kræve, at vi ser knopskydningen i talebanfraktionerne i sammenhæng med vores egne handlinger og politiske valg. Udviklingen i den pakistanske talebanbevægelse er et godt eksempel på hvorfor.

I 1998 var der kun en enkelt organisation i Pakistan, der udgjorde det pakistanske Taleban. Den havde begrænset fodfæste i et af de syv pakistanske stammeområder.

Med invasionen af Afghanistan i 2001 og op til i dag er der sket en eksplosiv stigning i antallet af bevægelser, der har allieret sig med Taleban, og i dag har Taleban ikke blot stabilt fodfæste i alle syv stammeregioner, men også i store dele af den nordvestlige grænseprovins.

Afmilitarisering af vores politik i området vil øge sandsynligheden for at aftalebanisere de grupper, der egentlig udsprang med en helt anden agenda end at jage fremmede besættelsestropper ud af Afghanistan.

En ny analyse af 268 militante bevægelser foretaget af den amerikanske tænketank Rand viser, at den mest effektive metode til at bekæmpe ’terrorist-organisationer’ har været at inkludere dem i den politiske proces og ikke gennem militær magtanvendelse.

Faren ved inddragelse er, som mange kritikere har påpeget, at det kan betyde den gradvise magtovertagelse af et nyt talebanregime, som vi fleste forbinder med kvindeundertrykkelse, og en barsk fortolkning af religion og straffesystem.

Hvor kynisk det end måtte lyde, så er det imidlertid bare ikke det, vi i udgangspunktet drog til Afghanistan for at forhindre.

Og vi må nu være ærlige og spørge os selv, om idealer om rigtig religionsfortolkning, kvinderettigheder og liberalt straffesystem virkelig er det banner, der leder vores nye udenrigspolitiske aktivisme?

I så fald er der vel en række lande kloden over, vi bør føle os forpligtet til at besætte, hvis vi da ellers vil kendes på politisk konsistens.

I Pakistans tilfælde handler det ikke så meget om at inddrage Talebans synspunkter i den politiske proces, som det handler om at forbedre den udviklingsmæssige situation i stammeområderne.

I særdeleshed gælder det om at tilbyde det, som Taleban har fået succes med at tilbyde nogle steder, herunder beskyttelse og effektivt politiarbejde.

Store dele af Talebans fortolkning af religion er allerede repræsenteret gennem eksisterende politiske partier som Jamaate Ulama-e Islam, der deltager aktivt i den parlamentariske proces.

At gå ind for en form for sharia i Pakistan er ikke noget odiøst politisk foretagende, og flere andre partier giver også stemme til det synspunkt, selvom de dog er uenige om, hvad det præcist indebærer.

Ud over effektiv polititræning i Pakistan vil det være frugtbart at fremme de religiøse lærde, der ligesom Taleban også er knyttet til Deobandi fortolkningstraditionen, så man kan reformere og præge befolkningens holdning til brugen af vold og selvmordsbomber.

Da de militante bevægelser Lashkar-e Taiba og Jaish-e Muhammad som de første begyndte at gøre brug af selvmordsattentater i Pakistan i 1999, var det rent faktisk de religiøse autoriteter knyttet til landets Deobandi-madrassaer, der var de mest højrøstede og skarpe kritikere af tendensen.

Selvmordsangreb blev dengang kategoriseret som uislamiske og illegitime midler i krig.

For både Afghanistan og Pakistan handler det lige nu om at tilbyde sikkerhed til de kommandører og aktivister, der vælger at indgå en fredsaftale.

Det er naivt at tro, at forhandlinger eller fredsaftaler vil føre til en fuldstændig eliminering af væbnede handlinger fra alle talebanfraktioner.

Der vil stadig være en gruppe ’hardliners’, der ikke finder forhandling eller dialog med ’fjenden’ legitim.

Manøvren kan imidlertid indsnævre ’fjenden’ og ’kampzonen’ væsentligt for os selv, så vi hurtigere kan trække alle tropper hjem fra en krig, der, såfremt vi fortsætter som nu, vil tiltrække flere modstandsbevægelser og solidaritetsaktivister fra andre lande.

Situationen i Afghanistan og Pakistan skriger på en ny strategi, der skal afspejle ønsket om at reducere et voldsniveau, der indtil videre – med vores aktive medvirken – kun er blevet ved med at eskalere.