I Danmark har vi en ’statsunderstøttet folkekirke’, en ordning, som Politikens stifter, Viggo Hørup, med rette i sin tid altid insisterede på skulle kaldes for vores »statskirke«.

For det er jo på helt afgørende punkter, hvad den er: Præsterne er tjenestemænd, pengene kommer fra det offentlige, hvad enten det sker via kirkeskatten eller andre tilskud, kirken har og har haft statslige opgaver vedr. fødselsregistrering og så videre.

Det er endda sådan, at når vores for det meste fredsommelige folkekirke geråder ud i en konflikt, så er det Kirkeministeriet, ministeren og hans eller hendes embedsmænd, der klarer ærterne.

Det gælder ikke bare i personalespørgsmål og i organisatoriske tvister, men det gælder i realiteten også ofte, når der er tale om liturgiske eller teologiske eller dogmatiske spørgsmål.

Senest man nærmede sig en større strid af den art – i anledning af Thorkild Grosbølls udtalelser om, at han ikke troede på en skabende Gud, der griber ind i verden – var det kirkeminister Bertel Haarder, der som en art ærkebiskop eller lutheransk pave måtte gribe ind og ved at vælge den rigtige biskop og den rigtige ramme undgå både fyringssag og dogmekrig.

Ordningen – der er stadig sjældnere i de lande, vi normalt sammenligner os med – skaber masser af principielle problemer.

Og i et samfund, hvor de folkekirkelige lutheranere nok stadig udgør et stort – men ikke længere altdominerende – flertal, og hvor kun et mindretal af folkekirkens medlemmer er praktiserende – er de principielle problemer i stigende grad også praktiske, psykologiske, reelle og til tider ligefrem ekskluderende i deres virkning.

Lad mig nøjes med nogle få eksempler, både symbolske og reelle. Gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning er et eksempel af den første slags: Den er frivillig og er vel dermed ikke helt officiel.

Men i realiteten indgår den i både mediernes, offentlighedens og Folketingets egen ritualiserede oplevelse af begivenheden, og et arrangement, der oprindelig var tænkt som samlende for en nation af lutheranere, er i dag et mildt, men markant ekskluderende signal – specielt fordi Folketinget mig bekendt aldrig har gjort noget alvorligt forsøg på at markere nogen form for religiøs eller eksistentiel pluralisme.

Et andet eksempel er DR’s massive transmission af morgenandagter og andre gudstjenester, der kun matches af en beskeden dækning af andre trosretninger.

Et tredje er folkeskolernes – så vidt jeg kan bedømme – stigende hensyntagen til konfirmationsundervisning og kirkegang, i en tid hvor der faktisk findes voksende religiøse minoriteter i landet.

Man kunne blive ved. Men mit facit er klart: Det ville være en stor gevinst – også for folkekirken, der befinder sig i en ydmygende og konstant demobiliserende situation, der på mange måder afskærer den fra at tage konkurrencen op med andre religiøse strømninger – hvis den danske stat blev langt mere religionsneutral, end den er.

At gøre det konsekvent kræver måske en grundlovsændring, men man kunne nå langt med blot at gennemføre den kirkeordning, som grundloven lover – et løfte, lovgiverne aldrig har indfriet, men som stadig flere – også i folkekirken, også blandt de gejstlige – efterlyser.

Men ikke mere om det. Det fremgår vel klart, at jeg synes, at gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke enten bør udgå af åbningsceremonierne eller suppleres med en række lige så synlige alternativer.

Og at jeg mere overordnet går ind for en adskillelse af stat og kirke. I begge parters interesse.

Bag ved spørgsmålet om forholdet mellem stat og kirke spøger en langt bredere problemstilling, der handler om religion og politik og om graden af religiøs tolerance eller mangel på samme i det danske samfund.

Det følger af, hvad jeg allerede har sagt, at en religion aldrig bør have hverken formel eller anden organiseret magtmæssig beføjelse i staten.

Det er det, vi kender fra mere eller mindre totalitære teokratier, det er det, vi kendte i lutheranismens tidlige dage herhjemme, da statsmagten stod bag den husfaderlige tugt i religionen, og det er det, som fanatiske islamister drømmer om, når de kæmper for ’kalifatet’ med alle midler (i øvrigt en misforståelse af, hvad kalifatet historisk var, men det er en anden historie).

Men at staten skal være uafhængig af og neutral i forhold til religionerne – også og ikke mindst af den største eller dominerende i et samfund – udtømmer langtfra emnet ’religion og politik’.

På nogle punkter giver det ligefrem en skæv indgang til det.

Forestillingen om, at religion og politik helt og aldeles kan eller bør adskilles i samfundet og i det offentlige rum – en tese, der har været meget udbredt i de danske samfund i de senere år, og som ikke mindst blev markedsført af vores tidligere statsminister – er nemlig efter min mening misvisende og problematisk.

Det er et synspunkt, der dels ikke afspejler virkelighedens kompleksitet, dels i praksis nemt kan føre til en form for religiøs intolerance eller ligefrem mobning af religiøse grupper.

Og de indvendinger mod Anders Foghs og mange andres mantra er jo langt alvorligere end den ellers oplagte påpegning af, at synspunktet er nærmest komisk inkonsekvent, kommende fra en statsminister i et land, der har en statskirke, der går under navnet statsunderstøttet folkekirke.

For at forstå det – og for samtidig at få øje for, hvor den største trussel mod den religiøse tolerance, og dermed mod en vigtig side af sammenhængskraften i det danske samfund, kommer fra – skal vi lige kaste et blik ud over det virkelige religiøse landskab i Danmark.

Dette er ikke stedet for tal og dokumentation, men mon ikke realiteterne er nogenlunde som følger:

Den største del af befolkningen er, hvad man kunne kalde en eller anden form for sekularister, mennesker, for hvem religion spiller ingen eller en meget lille rolle, og som – selv om mange af dem er medlemmer af folkekirken (jeg betaler selv kirkeskat, selv om jeg ikke er døbt og altså ikke tilhører noget trossamfund) – knap nok kan kaldes vanekristne.

Den næststørste gruppe er så de mere eller mindre praktiserende, men dog troende lutheranere – kirkefolket, om man vil.

Den tredjestørste er formentlig muslimerne, om end summen af alle mulige andre protestantiske menigheder, frikirker etc. måske er større end de praktiserende muslimer, der igen er langt mindre end antallet af kulturmuslimer.

Og så er der katolikkerne, jøderne, buddhisterne og en række andre mindre grupper – ud over naturligvis alle de spirituelt interesserede, herunder new age-grupperinger.

Grupperne er i øvrigt overlappende i et omfang, som jeg tror vil forbløffe mange. Moderne religiøsitet er ikke nær så eksklusiv, som teologer eller gejstlige tror – eller blot håber.

Og hvad skal jeg så bruge denne løse skitse af vores religiøse landskab til?

Jo. Efter min mening kommer den største trussel mod den overordnede og samfundsmæssige religiøse tolerance i Danmark, og dermed den største trussel mod sammenhængskraften, ikke fra religiøs side, ikke fra kristen side, ikke fra luthersk-folkekirkelig side, men derimod fra den lurende og til tider meget voldsomt artikulerede sekularisme, der kan være meget intellektuelt intolerant over for religionerne, og som har klangbund i den største del af den danske befolkning.

Ikke fordi flertallet er aktivt sekularistisk. Men det kan mobiliseres; dets latente fordomme peger den vej, så at sige.

Før jeg går videre, er to præciseringer vigtige:

1) For det første knytter de værste og mest aggressive eksempler på indædt religiøs intolerance sig ikke til store strømninger eller til overfladen af det danske samfund.

Aggressiv intolerance finder vi i små miljøer, i sekter eller det, der ligner, hvor man afgrænser sig dramatisk fra alle de vantro og korrumperede i det omgivende samfund.

Der ser vi et fænomen som Faderhuset, visse frikirker, måske tidligere i Indre Mission, men også i muslimske indvandrermiljøer, om end intolerancen her nok oftere afspejler patriarkalske og lignende undertrykkende værdimønstre end egentlig religiøs intolerance – der dog også findes og især internationalt er et alvorligt problem religiøst og politisk, altovervejende som en konsekvens af wahabismens negative indflydelse inden for islam.

Men som sagt – dette er i Danmark små og sekteriske miljøer. De har ingen opbakning hverken fra statsmagten, fra civilsamfundets institutioner eller fra store miljøer i befolkningen.

Og dermed er det ondartede, men svage fænomener – og nogle gange måske netop ondartede, fordi de er så svage. Afmagt og isolation er nu engang en kilde til aggression.

2) For det andet må jeg straks præcisere, hvad det er for en sekularisme, jeg sigter til, når jeg udnævner den til at være den største trussel mod religiøs tolerance og pluralisme i det danske samfund i dag.

Vi lever jo – heldigvis – i et sekulært samfund, og staten bør eller rettere burde være sekulær, dvs. neutral, som jeg har været inde på.

Jeg er selv et ikketroende, ikkereligiøst menneske, der aldrig har været medlem af nogen religiøs menighed og ikke føler nogen form for savn i den forbindelse.

Så også jeg er tilhænger af det sekulære samfund og rodfæstet i sekulære værdier, herunder i hele den modernitet, der blandt andet er født i et opgør med religionen.

Hvad er det så for en sekularisme, jeg ser som et problem?

Det er den hårde sekularisme, der kommer til udtryk i et verdensbillede og i et syn på religionernes plads i samfundet, der rækker langt ud over det selvfølgelige krav om en religionsneutral stat.

Det er for eksempel den hårde sekularisme, der ikke forstår og slet ikke accepterer, at religion og politik uundgåeligt påvirker hinanden, og at det ikke altid er skidt: kristendemokratierne, regeringspartiet AKP i Tyrkiet, der er forankret i islam, men har stået for en europæisk orienteret reformpolitik, og vores eget hjemlige Kristeligt Folkeparti, nu Kristendemokraterne, er eksempler på legitime demokratiske partier, hvoraf flere har ydet store bidrag til både demokratiet og velfærdsstaternes udvikling.

Det er den sekularisme, der stadig fastholder, at religionerne blot er en form for overtro, der er dømt til at uddø, sådan som mange kloge mennesker mente i slutningen af det nittende og i det meste af det tyvende århundrede.

Denne forestilling om religionernes hensygnen har simpelthen vist sig at være forkert; se bare USA, verdens rigeste og mest højtudviklede land, der stadig og mere end nogensinde er dybt religiøst.

Kun Europa er mestendels sekulariseret, og Danmark er nærmest ekstremt i den henseende.

Det er den sekularisme, der alene forbinder religioner med religionskrige, undertrykkelse, inkvisition, jihad, og strømme af blod.

Og i grove tilfælde ligefrem sidestiller religioner med ideologier og overser alt det, som religioner rummer af filosofisk mening, af livsvisdom, af indre søgen og respekt for de reelle mysterier i tilværelsen.

Og som overser, at de sekulære ideologier i det tyvende århundrede – i første række nazismen og kommunismen – har udgydt strømme af blod på sekulære og antireligiøse præmisser, udskejelser, der såmænd kan få inkvisitionen, korstogene og islamistisk terror til at blegne i sammenligning og i størrelsesorden.

Det er den hårde sekularisme, der sætter religiøse symboler under pres, når den ikke ligefrem forbyder dem (tørklædeloven) eller vil forbyde dem (burkaforslaget).

Det er den sekularisme, der gerne ofrer kristne og alle andre religiøse symboler, man ikke hidtil har set som et problem, hvis man kan få ram på et muslimsk (tørklædeloven).

Det er den sekularisme, der insisterer på at påstå, at en afskyelig praksis, omskæring af unge piger, er religiøst betinget, selvom sandheden er, at den eksisterer i bestemte primært afrikanske lande, men intet grundlag har i islam.

Og det er den hårde sekularisme, der ville forbyde en oldgammel og uskadelig religiøs praksis, nemlig jøders og muslimers tradition for at omskære deres drengebørn: Her stod næsten hele Folketinget for nylig i kø med forbudstanker, indtil Jesper Langballe – af alle mennesker – mindede dem om religionsfriheden.

Denne hårde sekularisme er i Tyrkiet forbundet med kemalismen, altså en autoritær tvangsmodernisering og undertvingelse af flertallets religion, der i første halvdel af det tyvende århundrede havde sine positive sider, men som i disse år er under en gradvis og nødvendig afmontering.

I Frankrig er den forbundet med den store kamp mellem monarkiets kirke og republikkens verdslighed – en konflikt, der har gjort Frankrig en anelse intolerant over for religiøse symboler.

Den mere reflekterede og tolerante sekularisme, jeg kan støtte, finder man til gengæld i USA, hvor staten er religionsneutral, men ikke drømmer om at diskriminere religiøst.

At religionerne – især den kristne – så en gang imellem forsøger at erodere den model og trænge ind i staten, er en anden sag; de tendenser skal selvfølgelig bekæmpes i USA og andre steder.

Sekularismen bliver, når den er mest uigennemtænkt og problematisk, til en slags alternativ religion, der vil trænge andre religioner ikke bare ud af staten – hvilket er sund fornuft og burde være sket for længst også herhjemme – men ud af det offentlige rum og ind i privatsfæren ved hjælp af en blanding af chikane og propaganda.

Det er ikke en sund sekularisme. På verdensplan er den et marginalt fænomen, om end det tyrkiske eksempel og flere til viser, at den findes.

Men i det gennemført sekulariserede Danmark er den hårde sekularisme desværre ofte en kilde til intolerance. Det var de hårde sekularister, der førte an i ’hån, spot og latterliggørelsen’ under Muhammedkrisen, og det var andre religiøse mennesker, ikke mindst kristne, der havde den største forståelse for, at der var muslimer, der var ægte krænkede og sårede og ikke blot misbrugte sagen politisk eller reagerede med uacceptable voldstrusler.

Den hårde sekularisme i Danmark findes og er et problem, selv om mange tror, at de blot forfægter statsneutralitet, når de jager alt religiøst.

Så hvis folketingsmedlemmernes initiativ var tænkt som sekulær gudstjeneste, et direkte alternativ til det, der foregår ovre i Christiansborg Slotskirke, så er jeg gået forkert.

Hvis det derimod er en manifestation til fordel for en religionsneutral stat – en adskillelse af stat og kirke, og et religiøst og holdningsmæssigt mere pluralistisk og tolerant Danmark – hvad jeg tror, så er jeg for alvor glad for invitationen.

Men mener man det sidste alvorligt, er der lige så god grund til at holde øje med den hårde sekularisme som med den vane- og bekvemmelighedskristendom, der står bag gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke den første tirsdag i oktober hvert år.