Det er 25 år siden Rødstrømpebevægelsen nedlagde sig selv. Men er der brug for en ny i dag?

For snart 25 år siden nedlagde Rødstrømpebevægelsen i Århus sig selv.

Vi sagde nej til at opretholde falske facader og til at postulere, at der var liv i en bevægelse, der var ved at dø ud.

Der var 40 betalende medlemmer tilbage, og lysten til aktivisme var skrumpet som en uldsok efter kogevask.

Men da vi besluttede at begrave bevægelsen med en ordentlig fest i Stakladen på Aarhus Universitet 8. marts 1985, var der 400 kvinder, som havde lyst til at feste og fejre, at den bevægelse, der havde været så afgørende i vores liv, nu var ebbet ud.

Vi så os selv som rødstrømpepionerer, men var vi i virkeligheden kuvøsetøser?

Ville vi klare at føre kvindekampen videre fagligt, kulturelt og politisk alle mulige andre steder, som vi forestillede os?

De fleste rødstrømper i Århus var unge studerende.

I kvindehuset fik vi samlet de stumper i vores identitetspuslespil, vi ikke ellers havde kunnet få til at hænge sammen, og vi fik en ideologi, et sprog og et sammenhold at handle ud fra.

Bevægelsen transformerede os fra flittige og dygtige piger i jyske flinkeskoler til kloge, kompromisløse, rapkæftede og handlekraftige unge studerende.

Vi skrev opgaver på vores studier med feministisk optik, vi gik på gaden i protest mod manglende lighed på arbejdsmarkedet, og vi trak udgifter til menstruationsbind fra på selvangivelsen.

I basisgrupperne opmuntrede vi hinanden til at handle på de nye erkendelser, vi havde fået, privat og politisk.

Vi havde fantastiske dage sammen på Femø og til kvindefestivaler, men samtidig valgte de fleste af os at følge vores hjerter og leve og få børn sammen med mænd.

Men hvordan gik det i vores liv, efter at vi nedlagde den bevægelse, der havde været vores rugekasse og højdepunktet i vores ungdomsliv?

Hvordan gik det med at jonglere med alle de elementer, vi syntes hørte med til et helt liv?

Rødstrømpebevægelsen har været fødselshjælper for, at vi blev autonome kvinder, der også senere har kunnet træffe de selvstændige valg i vores liv, som var gode for os og for vores børn.

Nogle gamle rødstrømper valgte endog at tage deres mands efternavn – og respekt for det! – så længe det er noget, de selv har ønsket.

I vores faktisk levede liv synes vi nemlig ikke, at vi ligner skræmmebilledet af rødstrømperne som et gammelfeministisk meningspoliti, der fælder domme om, hvad den enkelte unge eller ældre kvinde har valgt at bruge sine øgede muligheder til.

Rødstrømpebevægelsen for os – da vi var først i 20’erne, og nu, hvor vi er sidst i 50’erne – står som en kraft, der har bidraget til at frigøre potentialer både på individplan og samfundsplan og både i mænds og kvinders liv.

Vi har stadig glæde af vores fællesskab fra dengang, bl.a. i det samarbejde tre af os har haft i forbindelse med denne Kronik.

Men vores politiske arbejde er ikke så synligt mere.

Kvindefrigørelsen er en proces, som langtfra er tilendebragt, og hvis landvindinger heller ikke kan rulles tilbage.

Økonomisk set bidrager kvinder i dag med deres arbejdskraft til BNP i næsten lige så høj grad som mænd.

Når et forsvindende mindretal af kvinder får opmærksomhed i pressen med en genopstået hjemmegående husmoder-ideologi, så er de netop et meget lille – og økonomisk set meget godt gift – mindretal.

For de allerfleste kvinder i dag er det nødvendigt og selvfølgeligt at have et lønarbejde, og samfundet har i allerhøjeste grad brug for, at de får det.

Samfundsøkonomisk set har vi smidt returbilletten væk – den høje kvindelige erhvervsfrekvens og den uundværlige store offentlige sektor er kommet for at blive.

Men overbygningen på denne materielle nødvendighed har mange krusninger på vandet – eller bølger, der kan ligne alvorlige tilbageslag.

Diskussioner om kvinder fylder rigtig meget i samfundsdebatten – om eksamensgennemsnit, uddannelsesvalg, karriereforløb, lønniveau, påklædning, barselsorlov, arbejdsdeling i hjemmet og forbrugsmønster.

Selv om kvinder ikke har nået toppen af alle pyramider, er der ingen tvivl om, at kvinder har fået en meget stor – måske den største? – indflydelse på dagsordenen mange steder i den enkelte familie og offentlige institution.

Men kvindeindflydelsen er stadig overvejende for lille, hvor der er flest penge og mest magt, f.eks. i bestyrelser og organisationer.

Bølgens bevægelse frem og tilbage på langt sigt har en anden retning, end man umiddelbart ser i det dagsaktuelle objektiv.

Når vi kigger os tilbage, opdager vi, at vi er kommet langt hen ad stranden og har flyttet os meget mere, end vi måske umiddelbart gør os klart.

Tænk på, hvor begrænset kvinders liv var, før der var adgang til fri abort, offentlig børnepasning og studiestøtte.

Vores frihed er vokset enormt.

Udfordringen i dag er at træffe de rigtige valg uden at miste balancen.

At kunne have hele meningsfulde liv med børn, familie og arbejde er stadig en stor udfordring, og stadig en udfordring, som især kvinderne forholder sig bevidst til.

I den forbindelse kunne man ønske sig en Rødstrømpebevægelse version 2.0.

Den skulle sætte en effektiv politisk dagsorden for at ændre de ulige betingelser, der stadig hæmmer kvinders kompetencer og kreativitet i at komme til udfoldelse.

Glaslofter er ikke bare kvindeundertrykkende, de er også samfundsøkonomisk hul i hovedet.

Vores erfaringer fra Rødstrømpebevægelsen med selvudvikling og politisk arbejde har inspireret en del af os til at kaste os over organisationsudvikling i de offentlige institutioner, vi har arbejdet i.

Vi har sat nye ideer på dagsordenen og har taget af for smæk fra mindre omstillingsparate kollegers projektioner.

Og vi har fungeret som rollemodeller for unge medarbejdere og elever, f.eks. når vi har lagt vægt på ligeværdighed, gennemsigtighed og åbenhed omkring spilleregler.

Nogle af os har påtaget os ledelsesansvar med de udfordringer, det indebærer at skulle tøjle sin utålmodighed og gå på kompromis af hensyn til en langsigtet udviklingsproces.

Vi har valgt forskellige veje, men på dem alle har vores rødstrømpekompetencer været med, og vi er i vid udstrækning lykkedes med at skabe meningsfulde arbejdsliv for os selv. I den forbindelse har vi – paradoksalt nok – sikkert samtidig bidraget til, at de senere års offentlige reformer og nedskæringer er blevet gennemført på en mere hensigtsmæssig måde, end man ellers kunne have forestillet sig.

Arbejdslivet er en udfordring for kvinder, men familielivet er det sikkert stadig i endnu højere grad.

Vi kan ikke bære, at børnene skal lide overlast.

Den værste historie i 2009 var den med faderen, der glemte sit barn i bilen en hel arbejdsdag, så det døde.

Betyder det, at vi alligevel ikke kan stole på en ny kønsrollebalance, hvor mændene overtager mere af det traditionelle kvindeansvar?

Er frygten for at børnene ikke har det godt nok, hvis vi overlader dem til mændene, med til at holde os væk fra ansvar og magt?

Vi kan se, at mange unge mødre takler familielivets balanceakt anderledes, end vi gjorde.

Både tidsånden og ideologiske forskelle spiller ind.

For os var demokrati og ligedeling af ansvar vigtigt – vi havde klare aftaler med vores børns fædre om at skiftes til at sove yderst i dobbeltsengen for at tage nattevagten med de små børn, og vi insisterede på at undgå faste kønsrollebestemte arbejdsdelinger i hus og have.

Det var sikkert hverken effektivt arbejdsmæssigt eller optimalt for børnene.

Men hvordan kunne vi ellers skubbe mændene ud i en erkendelse af, hvor stort et arbejde det er at være mor m/k?

Selv om der i dag findes strålende eksempler på unge fædre, der er rigtig gode ’mødre’, så er de ikke så udbredt på vores hjemmebane i Jylland endnu.

Den lange barselsorlov, som mange kvinder beholder for sig selv, har bidraget til, at udviklingen går for langsomt.

Der ligger både et personligt ansvar hos den enkelte familie og et politisk ansvar for at indrette barselsorloven, så den bliver mere attraktiv for fædrene.

Balanceakten fortsætter gennem børnenes opvækst.

Hvordan undgå, at vores børn bliver for fede, for spiseforstyrrede, for forsømte eller forkælede, for forjagede eller for lade, for selvoptagede eller med for lidt selvværd?

Hvad gør vores fortravlede hverdag i postmodernismen ved vores børn?

Vi tilstræbte som rødstrømper, at vores børn blev selvberoende, og vi ser en beklagelig tendens i samfundet i dag til, at børn og unge helt op i voksenalderen holder fast og fastholdes i et afhængighedsforhold til deres forældre.

Det handler også om den kraftige stigning i materiel levestandard.

Hvor vi som unge så det som en befrielse at flytte hjemmefra og bo i en billig lejelejlighed og selv købe brugte møbler på loppemarked, har unge i dag større materielle forventninger, som fastholder dem i et afhængighedsforhold til forældrene.

Familiernes sociale kontrakt med samfundet er baseret på, at vi kan regne med, at den offentlige sektor løser de opgaver, som tidligere var pålagt kvinderne i familierne.

Her kunne en ny rødstrømpebevægelse sætte en finger på et meget ømt punkt.

Når kvinder i Danmark i højere grad end i andre lande har fuldtidserhvervsarbejde og har overladt omsorgen for børn, ældre og syge til andres – især kvinders – lønarbejde, er det sket ud fra en forudsætning om, at den offentlige service var kendetegnet af en vis kvalitet.

Denne forudsætning er i dag ved at falde væk pga. systematiske nedskæringer, øget effektivisering, reformer og omfordeling til den private sektor.

Disse forringelser sker velsagtens i sikker politisk forvisning om, at kvinderne elsker deres lønarbejde og for længst er ovre det point of no return, hvor de i større stil vil overveje at passe deres børn eller gamle forældre selv.

Vi har overladt meget traditionelt kvindearbejde til staten, men hvad gør vi, når den ikke gør sit arbejde ordentligt?

Samfundsøkonomisk finder der et stort spild sted, hvis samfundet ikke indrettes mere hensigtsmæssigt efter kvinders, mænds og børns evner og behov.

Der er for mange, der ikke finder balancen, og som risikerer at falde af det produktive arbejdsmarked.

Derfor er der heller ingen grund til at beklage, at mange flittige og dygtige piger og kvinder klarer sig godt i uddannelsessystemet og får høje uddannelser og gode eksamener.

Feminisering er ikke en trussel; udbredelse af større respekt for traditionelle kvindelige værdier er snarere en mulighed for begge køn.

Vores mødregenerations prioritering af nærvær med børn og omhu med husholdning og madlavning er der brug for mere end nogen sinde, men i den unge families balanceakt kan det kun lade sig gøre, hvis mænd og børn også tager – og får – ansvar.

At være en voksen mand er et koncept, der er under ombygning i disse år – vi anbefaler, at mænd finder sig en plads i en nydefineret opfattelse af nogle af den gamle kvinderolles dimensioner, som rummer mulighed for mange gode oplevelser med børnene.

Når vi i dag ser på de unge kvinder, som er kommet efter os, er de vældig anderledes at se og høre på, end vi var.

Hvor vi var iført arbejderoveralls og alvorlige ansigter, møder de unge kvinder i dag verden med kavalergange og uslukkelige smil.

Vi forstår dem ikke helt, men skal nok afholde os fra at fordømme dem, fordi vi ved, at de på mange måder føler sig bedre tilpas i deres kvindelige kroppe, end vi gjorde.

Men som gamle rødstrømper savner vi flere venstreorienterede kvinder, der tager sig selv alvorligt som politiske aktører.

Den manglende politisering af familiens interesser åbner ladeporte for flere nedskæringer, lukkedage og proppede daginstitutioner.

Måske var det værd at prioritere at skabe bedre plads til børnene i børnehaven frem for at udbygge med flere kvadratmeter hjemme i privaten?

Det ligger os fjernt at kræve, at det offentlige skal løse alle familiens problemer.

Vores arbejdsmoral tilskriver, at man bør være forpligtet til at bidrage med det, man er god til – og ikke kun hvis man får løn for det.

For os er det rimeligt at stille krav til civilsamfundet og den enkelte familie om f.eks. at modarbejde, at der bliver flere dovne curlingbørn, skovsvin og forældre, der lader skolen have ansvaret for opdragelsen af deres børn.

Men der er også et politisk ansvar. Måske lykkes det Helle Thorning at slå Løkke til næste valg, lad os arbejde på det!

Men hvis den første kvindelige statsminister skal blive en rollemodel, som vi som feminister kan være stolte af, må vi presse hende politisk.

Helle Thorning bliver ikke stærkere og mere progressiv, end græsrødderne og vælgerne tvinger hende til.

Men i dag bliver der presset alt for lidt fra venstre. De borgerliges diskurs er så dominerende, at en stor del af den gamle venstrefløj, som Rødstrømpebevægelsen jo også tilhørte, åbenbart har mistet sin tro på, at den kan gøre en forskel.

Svend Auken gennemførte i 1978 som arbejdsminister et cirkulære, som gjorde det umuligt for arbejdsløse kvinder at få passet deres børn.

Dengang var vi voldsomt imod ham, men i dag kan han virke som en inspiration.

Auken advarede nemlig mod at være for pragmatisk og kynisk i udgangspunktet, men at spille åbent ud med sine politiske visioner.

Når SF og Socialdemokraterne har lagt sig så eftertrykkeligt på den pragmatiske midte, kan det kun gå galt, hvis der ikke er en idealistisk bevægelse, der sætter en dagsorden til venstre.

Den bevægelse kunne være en folkebevægelse for en ordentlig offentlig sektor – en bevægelse, der dæmmede op for djævlen i detaljen, og var opmærksom på, hvad heldagsskole, børnehavemadpakker, pasningsgaranti m.m. faktisk kommer til at handle om.

Gerne med netbaseret udveksling om erfaringer, så også oversete gruppers interesser kan synliggøres.

En sådan bevægelse kunne være en værdig arvtager til den bevægelse, vi nedlagde for snart 25 år siden.