Aviser verden rundt er tvunget i knæ.

Også danske dagblade er pressede – nogle så meget, at det er tvivlsomt, om de eksisterer om blot ganske få år.

Men mens bladdøden hærger i hele den vestlige verden, er situationen en helt anden i det lille kongerige Bhutan langt oppe bag Himalayas tinder.

Det er endnu kun få år siden, Bhutan hverken havde politiske partier eller flere forskellige aviser.

Dengang fandtes der kun ét ugentligt nyhedsmagasin, bladet Kuensel, der var ejet og drevet af den på det tidspunkt enevældige kongefamilie.

Avisen skrev oplysende, men aldrig kritisk om de tiltag, der fandt sted i landet.

Siden 1998 har Bhutan været igennem en demokratiseringsproces, der foreløbig endte med det første frie parlamentsvalg i foråret 2008.

Det var kongen, der beordrede demokratiet indført, og i kølvandet på demokratiet fulgte en fri, uafhængig presse.

Det blev tilladt for private at åbne blade, der kunne konkurrere med det kongetro Kuensel, og i dag findes der en hel håndfuld landsdækkende aviser i Bhutan, hvoraf de fleste indtil videre dog kun udkommer en-to gange om ugen.

Tendensen er, at der kommer flere aviser til, og situationen er dermed helt anderledes positiv for både unge journalistspirer og for den frie presse i Bhutan end i størstedelen af verden.

Kuensel eksisterer nu på linje med de nye aviser, men er mere regerings- og kongetro og fortsat meget populær, især hos mange konservative bhutanere.

Blandt de vigtigste nye organer er Bhutan Observer og Bhutan Times.

Observer har sit blik rettet mod landbefolkningen, mens Bhutan Times er mere urbant anlagt og nok den mest regeringskritiske af de store aviser.

Senest har Kuensel, Observer og Times fået konkurrence fra Bhutan Today, der som den første bhutanske avis satser på landsdækkende nyheder i en daglig udgivelse.

Bhutan var tidligere kendt som en lukket bjergstat, som kun få fik lov at rejse ind i.

Sådan er det ikke mere.

Bhutan er på mange måder et tilbagestående og fattigt udviklingsland, men det lille kongerige i Himalaya er for længst begyndt at åbne sig mod verden og nyder bl.a. godt af en stor økonomisk bistand fra Danmark.

De seneste år er det især historien om landets måling af bruttonationallykke, der gang på gang har fascineret pressefolk, økonomer og politikere verden rundt.

Dette brand, som den forhenværende konge introducerede, kort før han abdicerede og overlod tronen til sin dengang kun 28-årige søn, tages alvorligt.

Men måske ikke helt så alvorligt, som det nogle gange kommer til udtryk i udenlandske medier.

Økonomien gøres fortsat op i bruttonationalprodukt ligesom alle andre steder i verden.

Målingen i lykke er et supplement, der skal udtrykke bevidsthed om kulturel identitet, miljø og sociale forhold.

Men fordi begrebet har vundet genklang i store dele af verden, er der et naturligt fokus på bhutanernes reelle lykke.

Om det bhutanske folk er – eller har grund til at være – mere lykkelige end andre, kan diskuteres.

Realiteterne er, at landet står over for både problematiske udfordringer og spændende processer.

På toppen af den rivende udviklingsbølge vejer den ytringsfrihed, som bhutanerne fik foræret sammen med indførelsen af demokrati i 2008.

Her i Danmark har vi brugt meget tid på at debattere ytringsfrihed de seneste år.

Alt for meget tid, vil nogle sikkert mene.

Vi skal naturligvis værne om det frie ord, og vi må aldrig tage noget for givet, men debatten om retten til at skrive og tegne, hvad man vil, må betragtes som en flødeskumsdiskussion i et land, hvor vi skal mange generationer tilbage, før man kan tale om en tvivlsom ytringsfrihed (årene under den tyske besættelse undtaget).

Men for selv en ung bhutaner er det helt anderledes.

Ytringsfriheden er ny, uoverskuelig, ja måske ubegribelig.

Det er en sejr, at det frie ord har vundet i Bhutan. Uden statskup. Uden blodige optøjer. Uden konger og dronningers flugt ud af landet.

Overgangen fra kongedømme til demokrati og konstitutionelt monarki var så fredelig, som man kun kunne håbe på.

Men et ungt demokrati skal plejes og udvikles, og ytringsfriheden skal holdes i hævd.

Og hvordan går det så med det?

Jeg besøgte Bhutan Times, det førende urbane dagblad, en mandag formiddag under det ugentlige redaktionsmøde.

Avisen med tilnavnet The People’s Paper har kun eksisteret i knap tre år og udkommer to dage om ugen.

Redaktionen holder til i ydmyge lokaler på anden sal i en slidt bygning midt i hovedstaden Thimphu.

Inde i et sparsomt oplyst fællesrum sad 15 journalister i hestesko og debatterede de seneste tendenser på de sociale, politiske, kulturelle og økonomiske områder.

De var alle omkring eller under 30 år og omtrent ligeligt opdelt i kvinder og mænd.

Som på enhver anden avisredaktion havde journalisterne forskellige stofområder, og de bød på skift ind med kommentarer og oplæg til eventuelle artikelemner.

Drøftelserne foregik på engelsk – sproget, som avisen udkommer på.

Engelsk er ikke Bhutans officielle sprog, men det tales og forstås særdeles godt af de fleste, fordi det er hovedsproget i undervisningssektoren.

Den administrerende chefredaktør Tashi Phuntsho havde svært ved at grave spændende historier frem den mandag.

Der var ikke sket meget på den politiske scene, og der var hverken skandaler eller tvivlsomme tiltag at behandle kritisk.

Tashi Phuntsho havde dog en historie i ærmet – en historie om de religiøse mindretal i det buddhistiske Bhutan.

Både muslimer og kristne føler sig i stigende grad diskriminerede.

Tiden var inde til, at Bhutan Times tog kritisk fat i den udvikling.

Bordet rundt opstod der tvivl om, hvorvidt der nu var to eller tre procent muslimer i landet.

Faktum var imidlertid, at uanset om tallet var ca. 10.000 eller ca. 12.000, var tallet stigende i den sydlige del af landet op til Indiens grænse.

Tashi Phuntsho var egentlig ikke glad for tendensen.

Han ønskede for eksempel ikke en minaret i hovedstaden Thimphu, hvor livet går sin stille gang uden ret megen trafikstøj og travlhed.

Han frygtede, at højlydte bønner ville forstyrre morgenfreden, men alligevel mente han, at avisen var nødt til at skrive kritisk om tendenserne til religionsforfølgelse. Et par journalister blev sat til at dække historien.

I et udviklingsland, der kun har haft demokrati i godt et år, kan man måske ikke forvente samme grad af ytringsfrihed som i den vestlige verden, tænkte jeg.

Men Tashi Phuntsho fortalte mig åbent om avisens dækning af Bhutans politikere.

Mange borgere havde tårnhøje forventninger til demokratiet før det første parlamentsvalg, og de forventninger er bestemt ikke blevet indfriet, betroede chefredaktøren mig.

Han åbnede nu søndagens avis og pegede på den første side.

Her prydede en stor satiretegning spalterne.

Den forestillede Bhutans transportminister, der gik til valg på at få bygget flere lufthavne i landet.

De skulle forbinde egnene i den ufremkommelige bjergstat bedre med hinanden.

Det tager fire dage at køre i bil fra de østligste dalstrøg til de vestligste, og i et fly ville man kunne gøre rejsen på under en time.

Men der var ikke blevet bygget en eneste ny lufthavn, og den gengivne minister befandt sig på en tom landingsbane, hvor tre forkølede trækfugle gjorde klar til landing.

Tashi Phuntsho erkendte, at landets journalister også skulle huske at være tålmodige.

»Man bygger ikke et demokrati op på en enkelt eftermiddag«, som han sagde til mig.

Han fastholdt dog, at det unge demokrati i Bhutan kun kan blive en succes, hvis hele befolkningen finder ud af, hvad demokrati rent faktisk betyder.

Og der er stadig mange mennesker i Bhutan, som ikke har en uddannelse.

Ifølge chefredaktøren var flere og flere folk begyndt at indse, at deres stemme nytter, men som han pointerede, så er der også fortsat mange uoplyste mennesker i det lille land.

Ude i landdistrikterne er analfabetisme udbredt, og her ville kun omkring halvdelen rent faktisk være i stand til at læse udgaven af Bhutan Times, vi sad med den mandag formiddag.

På trods af analfabetismen var jeg ikke længere i tvivl.

Ytringsfriheden havde fået vinger i det land, der for få år siden var et enevældigt kongerige.

Men hvad med de folkevalgte politikere?

Hvordan havde de det med at blive karikerede og få stillet dybdeborende spørgsmål?

Kunne de leve med kritiske ledere og farverige debatindlæg?

Jeg fik chancen for at spørge en af dem, Bhutans landbrugs- og miljøminister, da jeg mødtes med ham om aftenen, samme dag som jeg havde været på Bhutan Times.

Som de fleste andre toppolitikere var han højtuddannet og havde opholdt sig længere tid i forskellige vestlige lande.

Han kendte med andre ord til demokratiets spilleregler.

Landbrugsminister dr. Pema Gyamtsho er som leder af Bhutans næststørste ministerium en magtfuld mand, men magten lod bestemt ikke til at være steget ham til hovedet.

Han virkede ydmyg og så sig som en demokratiets vogter på lige fod med journalisterne fra Bhutan Times.

Han sagde til mig, at så længe pressen er kritisk på en ansvarlig måde, så er pressefriheden fantastisk.

Vi kom ikke nærmere ind på, hvad han mente med ansvarlig, men han forsikrede mig om, at han kun fandt karikaturtegninger og kritiske ledere for »sundt for demokratiet«.

Ministeren kunne se mange kvaliteter i Bhutans unge presse, men erkendte også, at landets spritnye aviser er langt fra det niveau, som udenlandske blade og magasiner befinder sig på.

Han understregede, at pressen ligesom demokratiet skal have tid og plads til at udvikle sig, og at journalisternes analytiske evner skal have lov at gro.

På det punkt manglede Bhutans journalister, ifølge landbrugsministeren, færdigheder.

Dr. Pema Gyamtshos eneste regulære bekymring var det lave aldersgennemsnit blandt landets journalister.

Gennemsnitsalderen var under 30, og som han sagde til mig med et glimt i øjet:

»Jo yngre, jo mere idealistisk«.

En ung journalist, styret af sin egen politiske overbevisning, kunne måske glemme det ansvar, han eller hun har, men det er vigtigt, at pressefrihed og bhutansk ansvar følges ad, mente ministeren.

Bhutans frie presse skal altså næppe frygte den store modstand fra landets politiske top.

Alligevel var der noget, der bekymrede Tashi Phuntsho, chefredaktøren på Bhutan Times.

Der var begyndt at versere rygter om, at endnu en avis snart ville være på gaden.

Mere konkurrence ville også betyde vaklende salgstal for både hans avis og de andre etablerede organer.

Officielt bor der kun omkring 650.000 mennesker i Bhutan. Ud af dem er højst halvdelen potentielle avislæsere.

Det er indlysende, at så lille et land ikke kan rumme den ene avis efter den anden.

Som Tashi Phuntsho sagde til mig, så havde pressefriheden i Bhutan indtil nu været en meget positiv historie, men hvis der kom flere og flere aviser til, risikerede de skrevne medier at blive kvalt i deres egen succes.

I sidste ende kunne den eksplosive udvikling af den frie presse ifølge chefredaktøren absurd nok føre til en trussel mod landets spæde og endnu skrøbelige demokrati.

Men på trods af den stigende mængde dagblade, hvis høje antal måske på længere sigt kan gøre mere skade end gavn, så er Bhutans presseudvikling en solstrålehistorie.

Den nye ytringsfrihed vækker glæde hos både avislæsere og unge journalistspirer med store drømme, og ikke mindst giver den næring til Himalayas til dato mest stabile demokrati.

Det flyder dagligt med triste og negativt ladede nyheder i medierne i disse år.

Klimakatastrofer, mord, fedme, sult, terrorisme og krige skaber overskrifterne.

Gode nyheder, derimod, må vi spejde længere og længere efter, og når det gælder nyheder fra verdens ulande, er chancerne for en positiv beretning nærmest lig nul.

Men historien om avisudviklingen fra Bhutan fortjener at komme frem.

Der er grund til at være særligt glad for netop den fortælling i Danmark.

Vi har postet mange millioner bistandskroner i Bhutan og eksporteret rådgivning om bl.a. demokratiudvikling gennem en årrække.

Den investering bærer frugt nu.

Ja, der er måske tale om et af Danidas mest succesfulde udviklingssamarbejder til dato, og den gør kritikere af Danmarks høje årlige bistandsbeløb til skamme.

Fortællingen viser, at der er al god grund til at dele ud af både rede penge og vores ekspertise, når det kommer til demokratiudvikling og ytringsfrihed.

Først og fremmest er udviklingen i Bhutan dog et vigtigt signal til de af landets naboer, hvor ordet på ingen måde er frit.

Værst er situationen i Kina (Tibet) og ikke mindst i Burma lidt længere mod sydøst.

Begge lande deler kulturelle/religiøse værdier med bhutanerne, men ytringsfrihed kender de ikke til.

Udviklingen i Bhutan kan være med til at tænde nye håb hos de mange millioner, der lige nu kun kan drømme om at læse og skrive aviser, hvor de selv bestemmer indholdet.

I Danmark har vi nydt godt af det privilegium i generationer.

Nu skal vi vænne os til tanken om, at flere danske dagblade formentlig vil lukke i fremtiden, men vi har til gengæld muligheden for at hjælpe nye aviser på vej i dele af verden, hvor ordet endnu ikke er frit.