Der er tradition for, at alle generationer bliver givet en betegnelse. Vi havde 68-generationen, Nå-generationen – som styrer samfundet nu – og nu har vi så fået Generation Røvrendt.

I hvert fald ifølge Ida Jeng, skribent ved Politiken.

Men er vi – altså os, der er født efter 1980 – virkelig blevet røvrendt?

At blive røvrendt må betyde, at en aftale brydes mellem to parter, hvor den ene part hele tiden har kendt resultatet af udfaldet uden at oplyse den ’røvrendte’ (altså således ukritiske og uvidende) modpart om dette. Udnyttelse kunne være en anden betegnelse.

Min generation skulle med andre ord være givet et løfte om, at vores verden ville blive bedre end den, vi blev født ind i. At vi ville blive rigere, klogere, bedre uddannet og måske endda også sundere end de tidligere generationer. Og alt dette er vel mere eller mindre sandt.

Vi er vokset op på toppen af det moderne globale industrisamfund. Menneskeheden har aldrig været materielt mere velstillet. Men vi er samtidig altid blevet opdraget med fortællingen om klimaforandringerne, forurening, olieudslip og manglen på olie.

Vi har lært om truede dyrearter, regnskovens nedbrydning, syreregn, kunstgødningens skadelige virkninger, overforbrug, fattigdom i den tredje verden, livsstilssygdomme, ulighed osv.

Først og fremmest har vi været heldige
Vi har fået det hele. Min generation er jo netop ikke ukritisk; kritikken er vi derimod blevet fodret med hele vejen igennem uddannelsessystemet. Vi er blevet opdraget til at sætte spørgsmålstegn ved det givne, at provokere autoriteterne og udfordre ’systemet’. At vi skulle være gået blinde ind til finanskrisen, miljøkrisen og alt det andet er altså fatalt forkert.

Vi er med andre ord overhovedet ikke blevet ’røvrendt’; tværtimod! Så hvad er vi? Eller måske rettere: Hvem er vi? Definitionen definerer iagttagelsen, har jeg hørt en klog man sige, så definitionen må være udgangspunktet.

Og hvad har så defineret os? Jo, først og fremmest har vi været heldige. Vi er den eneste nulevende generation, som er vokset op uden en reel trussel på vores eksistens. Vi er den første generation efter Murens fald. En fredens generation. Pax americana er vores virkelighed med McDonald’s, Blockbuster, Hollywood, ’Friends’, Starbucks osv. Under imperiets store vinger er vi blevet beskyttet – vi har endda støttet dem i forsvaret mod fjerne fjender. Forandringen er fundamental. Den liberale verdensorden er det eneste, vi kender. Intet alternativ er blevet præsenteret for os.

Et andet afgørende kendetegn ved vores generation er den økonomiske fremgang. Som den første generation siden 60’erne er vi vokset op uden nævneværdig arbejdsløshed og i en tid med gradvise liberaliseringer. Alle kan nu komme på universitetet (uagtet evner), og mulighederne er angiveligt uendelige.

Væksten har været høj i mange år, og de fleste familier i Danmark – inklusive min egen! – har oplevet en mærkbar fremgang i deres levestandard. Men fremgangen har også haft konsekvenser.

Som en del af den liberale orden er vi blevet ofret på effektivitetens hellige alter. Vores forældre skulle tjene penge, så derfor endte vi i institution. Vuggestue, børnehave, SFO og fritidsklub. Vi er ét stort socialt eksperiment! En generation opdraget uden for hjemmet. Ofre for forbrugersamfundets krav.

Det multikulturelle er et faktum
Skilsmissegenerationen kunne være en anden betegnelse. Vores forældre havde krav på at være lykkelige, så ægteskabet var ikke lige sagen. Børn eller ej: Halvdelen af alle ægteskaber ender nu i skilsmisse, og mange fra min generation er blevet frataget den mest basale form for social sikkerhed og stabilitet.

Konsekvenserne kan være fatale for den enkelte, og skilsmissebørnene er blandt andet overrepræsenteret i arbejdsløshedsstatistikkerne mv. Familien er ikke længere, hvad den har været. En urokkelig institution i samfundet er blevet permanent forandret. Min generation gennemlevede transformationen.

Vi er en generation i bevægelse. Vi bor primært i storbyerne, og vi er langt mere internationalt orienteret. Indvandringen har samtidig fundamentalt ændret vores eget samfund. Det multikulturelle er ikke længere en valgmulighed, det er et faktum. Og vi er som generation vokset op med dette dilemma. Det er, hvad vi kalder politik!

Men verden er ikke kun kommet til os – vi er også taget ud. Gennem barndommen har vi været mere berejst, end folk før har, og de fleste af os har hvert år været tvunget med på den ene meningsløse charterrejse efter den anden. Vi har set det halve af verden, men ingen af os kender navnet på den største by på Lolland. Et paradoks, men dannelsen blev os nægtet. Derfor blev vi historieløse. Historien var alligevel også blevet dømt ude, så who gives a fuck!

Sådan ville man sige på nudansk. Vores sprog er i høj grad blevet præget af den voldsomme amerikanisering, som kun ser ud til at blive forstærket. Internettet er selvfølgelig bidragende til dette fænomen. Og internettet er den helt store revolution. Med det kan vi være i kontakt med hele verden. Vi har opløst tid og rum.

Medierevolutionen er generelt min generations epokegørende forandring. Vi fik TV 2, imens vi var små. Siden er det kun accelereret. I dag kan vi se fjernsyn 24 timer i døgnet på et næsten uendeligt antal kanaler.

Og vi kan ikke længere bare se fjernsyn: Vi kan se os selv i fjernsynet! Reality-tv blev introduceret, og vi har i den grad taget det til os. ’Robinson’, ’Paradise Hotel’, ’Big Brother’ osv. Alle kan være kendte i dag, og alle vil være kendte! En pervers medievirkelighed er blevet en del af vores hverdag. Men medierevolutionen har også haft andre negative konsekvenser: Vi læser mindre! Vi læser ikke avis, vi læser ikke bøger, vi læser ikke. Vi ved ikke længere noget om, hvad der foregår! Og vi lader til ofte at være lidt ligeglade, for hvem er det, der bliver stemt hjem nu fra ’Robinson’ eller whatever …???

Vi ved det, men gør intet
Mig-generationen, Generation Fucked Up, X-faktor-generationen eller Generation Røvrendt. Der er mange bud på, hvad vi er. Intet rammer dog helt ind til kernen. Lad mig forklare.

Min generation står over for tre store hovedudfordringer; klimaforandringerne, energimangel og ældrebyrden. Hver for sig udgør de en trussel mod vores levevis. Tilsammen udgør de en perfekt storm, som er ved at ramme os, og vi ved det alle sammen godt.

Vi ved godt, at der ikke er råd til det hele. Vi ved godt, at vi ikke kan blive ved med at leve på denne måde. Vi ved godt alle sammen, at olien slipper op, at alternativ energi ikke rigtig slår til, at klimaforandringerne er noget lort, at ældrebyrden er ubetalelig, og ikke mindst at uddannelsen til designer måske ikke ligefrem er noget, vi alle kan leve af. Vi ved det, men gør intet!

For vi vil stadig have ferier over hele verden, stå på ski i Alperne (hvor meget CO2 mon det bidrager med til atmosfæren?!), tjene millioner som finansmand, have tre fladskærme og en stor firehjulstrækker. Ingen lader til at forholde sig kritisk til dette. Og selv når vi endelig er kritiske, afslører vi vores egen utilstrækkelighed.

Vi kan begræde indernes hjælpeløshed, men samtidig acceptere den danske import af læger, ingeniører og andre højtuddannede fra Indien. I vores egen hellighed sender vi så en nyuddannet læge fra Danmark til Indien for at redde de små fattige indere. Men hvor længe mon han bliver dernede?

Når det så endelig lykkes de fattige at blive rige, uha, uha. Pas på!, råber de gamle inde på Borgen. Kineserne kommer. Uddannelse, uddannelse, uddannelse, skriger de i kor. At tænke sig en verden, hvor kineserne, afrikanerne og inderne er lige så rige som os. Nej tak, siger de. Glem det! Har I helt misforstået det?, spørger de. Selvfølgelig skal vi da være rigere end dem! Hvad er de, anyway? Ligeværdige? Næppe! Nej, bare giv dem lidt ulandshjælp, og håb på det bedste. Hvad gør vi? Intet! Ingen protest. I stilhed accepterer vi dette verdenssyn.

Vi har ofte de rigtige ord, men de er intet uden handling. Uden konsekvenser er de absurde, meningsløse tilkendegivelser. Hvis vi vil redde verden, skulle vi måske blive læge i udkanten af Danmark, så inderne kan beholde deres egne læger. Eller blive hjemme fra udlandsrejsen. Men at vi – altså os røvhellige sataner fra efter 1980 – skulle ofre noget. Nej, vel. Så er shoppeferien i London alligevel for tiltrækkende. Vi er hykleriske, overfladiske og potentielt helt ligeglade!

Tidligere generationer gjorde deres. 68’erne gjorde oprør. Deres børn gjorde oprør mod oprøret – de ville bare leve og have det sjovt. Hvad med os? Ja, jo … hmm. Der sker jo ikke så meget. Vi står fuldstændig stille. Vi gider ikke noget. Hverken oprør eller hedonisme.

I modsætning til 80’ernes paralyserende frygt for bomben så er klimaets forandring noget, vi har skabt. Men et aktivt valg kan vi ikke tage os sammen til. Please vores forældre, politikere og arbejdsgivere derimod, ja det kan vi! Og de er så glade for os. Oh ja, giver os lejligheder, lommepenge og rejser. Det er til at brække sig over!

Så hvad gik galt? Hvorfor blev vi ikke til de aktive, kritiske og demokratiske borgere, som vi er uddannet til at være? Er vi virkelig ikke andet end gode, flotte ord? Hvor er handlingen? Hvor er forandringerne?

Forpligtelser, ha, ha
Her når vi ind til kernen i min generations dilemma. Vi kan være kritiske, men gør intet. Vi kan gennemskue ulighedens problem og alligevel modtage en mistænkelig høj løn for vores arbejde i et reklamebureau. Hvorfor? Fordi de fleste har for travlt med at klare sig igennem. Alene! Og nogen anklager os da også for at være individualister. Denne iagttagelse er dog helt forkert.

Vi er ikke asociale individualister! Vi er ikke uden værdier eller holdninger. Vi er ikke helt ligeglade med de problemer, der omgiver os! Vores manglende handling skyldes noget helt andet. Vi er uden fællesskaber. Ikke fordi vi ikke vil have fællesskaber. Ikke fordi vi er misantropiske, men fordi vores opvækst og det nuværende økonomiske system har nedbrudt selve kernen i fællesskabet: Idéen om en fælles skæbne!

Uden den er vi intet. Uden den kan vi ikke skabe en bevægelse for forandring. Uden den forbliver vi lammet og alene. Travlt optaget af at klare os igennem livets ubarmhjertige vilkår. Vi bor et år her, så to år i London, tre måneder i New York osv. Venner har vi, javel. Selvfølgelig. Men det er heller ikke kernen. Venskaber og fællesskaber er to vidt forskellige ting. Du kan ikke ændre et system med dine venner. Men i et fællesskab derimod – ja, så bliver det hele nemmere. Bare spørg fagbevægelsen!

Og hvorfor er fællesskaberne blevet opløst? Ja, for det første har vi et økonomisk system, som er blevet konstrueret omkring individer, der gør karriere. Denne karriere bliver af mange indskrevet i en global kontekst, som højkonjunkturen og den amerikanske verdensorden har gjort mulig. For det andet, så er der ikke længere nogen dominerende normative sandheder i samfundet.

Med multikulturalismen, internettet og et diversificeret medieudbud er den fælles referenceramme forsvundet. Kulturkampen er blandt andet en refleksion af dette, af et samfund i opbrud. I stedet for en mainstream leveform har vi nu et samfund med masser af minoriteter. Alt er tilladt, alt er gangbart. Vil du være kendt, kan du blive det. Skal hele Danmark høre om dit liv – fint, fortæl. Skærmen kører derudad. Hop med på vognen, og udstil dig selv.

Og sidst, men ikke mindst, så har vi lært, at det vigtigste er os selv. Vi har krav på lykke, rigdom og succes. Vi får det at vide hver eneste dag i medierne. Og vores forældre har ikke lært os andet – vælg lykken, fuck familien! Forpligtelser, ha, ha. Det er jo en joke i dag. Intet fællesskab forpligter dig. Nej, du kan gøre, hvad du vil. Du kan blive, hvad du vil. Der er ingen grænser!

At flytte til udlandet, fordi man ikke vil betale skat, er en accepteret holdning i dag. Mere asocialt bliver det vel næsten ikke. Men hvordan skulle jeg dog have ret til at dømme dem? Vi har jo intet til fælles. De lever deres liv, jeg mit. Så sådan bliver det. Ingen sandheder, ingen fællesskaber.

En atomiseret generation. Det er resultatet af den udvikling, som vi har været igennem. Det er den verden, vi har skabt. Opbygget omkring individer. Fortællingen om vores liv indeholder nu kun en konstant: os selv! Og dette er en ganske afgørende forandring. Vores liv er ikke længere forankret i en social eller geografisk bestemt virkelighed. Vi har ingen længerevarende fællesskaber.

Ingen til at skabe forandringen med. Foreninger, a-kasser, fagforeninger, partier og lignende kan alle bevidne dette. Det var dem, der gennemførte forandringerne; i fællesskab arbejdede man imod social ulighed, for bedre arbejdsvilkår og løn. Det var foreninger og organisationer, som fik ændret ved miljøproblemerne. I dag har de alle problemer med at skaffe medlemmer. [quote]

At Obama er blevet udråbt til at være personificeringen (eller glorificeringen) af den virkelighed, som jeg her beskriver, understreger blot problematikken. For hvad er Obama egentlig? Ja, først og fremmest er han historien om et global child, der desperat søger… Yes you guessed it: fællesskaber! Han var fortabt, men fandt et hjem. Man kunne måske endda næsten – men også kun næsten – betegne ham som kommunitarist. Forankret i fællesskabet, i det lokale. Med dem kan han sige: Yes, we can!

Det vil kræve mod at træde ud af denne individualiserede virkelighed. Man risikerer at falde igennem. Blive glemt af mængden, som fortsætter kampen om adgangen til den globale elite. Men har vi reelt noget valg? Nej, egentlig ikke. Og det ved vi jo også godt. Alligevel står vi stille. Holdninger uden konsekvenser er jo reelt illusioner. Og illusioner er normalt forbeholdt selvbedraget.

Er det virkelig det, vi vil? Eller vil vi gøre noget ud af det? Gøre noget ved ungdomsarbejdsløsheden, den stigende ulighed, udnyttelsen af de kinesiske arbejdere, de mange miljøkatastrofer, tilskuddene til flytrafikken, ødelæggelsen af universitetet osv. Vil vi forme vejen for et nyt samfund?

Vi er ikke blevet røvrendt. Vi røvrender derimod os selv hver evig eneste dag. Så hvad er vi? Ja, vi må jo være fortabte. Ude af stand til at vælge. Konceptet er os fremmed. Kan vi virkelige ikke få det hele? spørger vi. Vi forstår ikke, at for eksempel lighed og frihed er en balance. Ændrer du lidt ved det ene, så har du mindre af det andet. En handel med djævlen. Ordsproget er tidløst: Du kan ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Hvis dog blot vi kunne erkende dette.

Vi lever i en tid med finanskrise, miljøkatastrofer, klimakrise, energikrise og ældrebyrde. Sjældent har behovet for handling været så stort. Vores passivitet er slående.

Her på springet til at blive voksne må vi vise vores mod og tage os sammen. Ellers bliver vi en fortabt generation. Splittet mellem konsekvensløs idealisme og reel ligegyldighed. Det er den skæbne, vi går i møde lige nu.

Men husk: Valget er vores eget! For fremtiden bliver altid til i spændingen mellem fortidens konsekvenser og nutidens handlinger. Men uden handling bliver vi blot fastholdt ved konsekvenserne af fortiden. Og så ser det jo ikke så godt ud, vel?!