Socialdemokrati. De seneste otte års borgerligt styre vidner om ingen nævneværdige sociale fremskridt. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der administrerer den socialdemokratiske ide. Arkivfoto. - Foto: Thomas Boberg

20-året for Murens fald er ikke kun anledning til at fejre kommunismens sammenbrud. Også konservatismen og liberalismen er det på tide at afsige dødsdommen over. Som den eneste sejrherre fra det 20. århundredes store ideologiske slag står den demokratiske socialisme – socialdemokratismen.

I 1989 kunne man se østtysk tv i et yngre bofællesskab i Greve. For dem, som ikke har prøvet at se østtysk tv, er det nærmest umuligt at forklare. På den ene side urkomisk og på den anden side dybt tragisk. Statspropaganda, når det var værst – med ideologiske udsendelser, der hyldede deres dødssyge samfund, og kulturelle indslag, som fik os unge studerende til at vræle af grin over deres teknologisk forældede samfund.

I de dage, hvor Muren faldt, sendte østtysk tv konstant historiske dokumentarudsendelser, som skulle retfærdiggøre dannelsen af den østtyske stat. Pointen var, at folket havde krævet en sådan, og at opbakningen var aldeles og total – ligesom Vesten blev fremstillet som forarmet og fordærvet. Det hjalp heldigvis ikke, og folket fik omsider sin frie vilje og vendte kommunismen ryggen. Den folkelige legitimitet var ikke og havde aldrig været til stede – sandheden om kommunismen er, at den var undertrykkende og indført mod folkets vilje.

Det har Socialdemokratiet aldrig været i tvivl om. Fra kommunistpartiets opståen i 1919 i Danmark og frem til dets opløsning har socialdemokrater kæmpet mod kommunister. Indædt og målrettet. Der kan ikke sættes en finger på Socialdemokratiets historie i den retning. Ude på arbejdspladserne, i fagforeninger, ungdomsorganisationer, byråd og Folketing kæmpede socialdemokrater mod kommunister. Hvor dybt afskyen for kommunister stak, kan bl.a. læses af H.C. Hansens skrifter og biografier om ham. Om, hvordan de socialdemokrater fra Østeuropa, som han personligt kendte, blev ofre for Stalins og kommunisternes udrensninger. Det var Hans Hedtoft, som formulerede, at »hellere demokrati uden socialisme end socialisme uden demokrati« – og det havde han så evig ret i.

Ud over Hedtoft og H.C. deltog titusinder gennem Socialdemokratiets historie i at bekæmpe kommunisterne. Der blev afholdt studiekredse og oprettet socialdemokratiske klubber på arbejdspladserne, og der blev drevet omfattende efterretningsvirksomhed for at forhindre kommunister i at få fodfæste. Når man i 1970’erne i Odense mødte op som ung lærling på en arbejdsplads, blev der kæmpet om hver en sjæl og med overvældende socialdemokratisk succes. En kæmpe indsats, som sikrede, at DKP aldrig blev en betydelig faktor i Danmark. Alle disse tillidsfolks indsats er det værd at fejre og se tilbage på med stolthed på 20-års dagen for kommunismens sammenbrud.

Kommunismens sammenbrud var hel og aldeles. I den store verden findes der enkelte vanvittige stater som f.eks. Nordkorea, som stadig hævder at basere sig på en afart af marxismen-leninismen, men derudover er lande, som stadig kalder sig kommunistiske, f.eks. Kina, langtfra og har intet at gøre med den kommunistiske idé. Kina er et ganske almindeligt diktatur med markedsøkonomi.

Forud for kommunismens sammenbrud var fascismens 45 år tidligere. Der skulle en blodig Anden Verdenskrig til at lægge den i graven, men der er den heldigvis blevet siden, når der ses bort fra Spanien og Latinamerika, der måtte døje med diktatorer i den retning en del årtier frem. Det totalitære højre vinder kun meget lidt folkelig grund rundt om i den demokratiske verden.

Liberalismen og konservatismen
Og hvordan er det så gået for konservatismen og liberalismen? Blev de to ideologier retningsgivende for tiden efter 1989? Det blev de delvis, men det blev også deres død.

Liberalismen – ideen om, at summen af markedet og det enkelte menneskes frie valg går op i en højere enhed, så længe staten holder sig mest muligt væk – havde stærke vilkår og fortalere i 1989. Thatcher i Storbritannien og Reagan/Bush i USA dundrede imod ’big government’ og af- og deregulerede af hjertens lyst og blev bistået af Friedmann og kumpaner, som anbefalede monetaristisk økonomisk politik, hvor kontrol af pengemængden afløste den keynesianske finanspolitik.

Resultatet var en dundrende fiasko. I USA skabte Reagans administration et gigantisk hul i statsfinanserne og øgede uligheden og den sociale nød på det skammeligste. Senere Bushregeringer har forsøgt lidt af det samme med lignende fiasko til følge. I dag er USA’s liberalister kørt effektivt ud på et sidespor, mens Obama halser efter at skabe et velfærdssamfund efter årtiers ødelæggelser. I Storbritannien er de konservative ikke til at kende igen. Der er ikke meget Thatcher over David Cameron, når han fortæller, at han og de konservative elsker de offentlige sygehuse. Heldigt for ham, at demensen angiveligt har ramt den gamle Jernlady.

Også herhjemme forsøgte Anders Fogh Rasmussen i bogen ’Fra socialstat til minimalstat’ at følge liberalismens vej, men opgav hurtigt den vej. Det var under ham, at Venstre indrykkede annoncer, hvor de pralede af flere offentligt ansatte.

Liberalismen forsøgte, men fejlede. Ingen steder i den demokratiske verden kan denne samfundsform finde folkelig opbakning. I praksis viste den sig at være ineffektiv og uretfærdig – dødsklokkerne må bimle højt på Chicagoskolens gange.

Og konservatismen? Ja, hvad er egentlig dét? Udsprunget af de forrige århundreders herskende klasser til fordel for at bevare egne privilegier og med smag for klassisk værdipolitik. Hvad er der tilbage af den ide? Værdipolitikken har de for længst afskrevet, mens lysten til at fastholde egne privilegier selvfølgelig stadig er til stede. I nutidens kontekst går det så ud på at få nedsat skatterne i toppen af indkomstskalaen uden nogen nærmere ide til, hvordan samfundet i øvrigt skal indrettes. Konservatismen som ideologi er så langt fra sit udspring, at ingen har formået at løfte den til en bærende samfundsmæssig ide i det 21. århundrede. At have konservatismen som vejviser er som at have en gps uden satellitforbindelse – det giver ingen mening.

Tilbage, som den eneste absolutte sejrherre fra de store ideologiers arne, står den demokratiske socialisme – socialdemokratismen.

Den demokratiske socialisme
Ud over hele den demokratiske verden er det i stræben efter et velfærdssamfund med frihed for den enkelte, social retfærdighed og et stærkt fællesskab, at den politiske fremtid formes og tegnes. Målene er mere og bedre velfærdsservice – ikke det modsatte. Målene er bedre social indsats – ikke mindre. Målene er øget regulering af markedskræfterne – ikke mindre. Alle kernesocialdemokratiske værdier udsprunget af vores ide: den demokratiske socialisme.

Den demokratiske socialisme bygger på den franske revolutions paroler om frihed, lighed og solidaritet. Frihed som forståelsen af værdige valgmuligheder i tilværelsen for den enkelte. Lighed som forståelsen af løftestang til retfærdighed for alle. Og solidaritet som forståelsen af praktisk næstekærlighed.

Disse indbyrdes og uadskillelige begreber definerer den demokratiske socialisme. Disse begreber og deraf afledte værdier summer hovedparten af befolkningernes stræben.

Men kan konklusionen så blive, at det er lige godt, hvilket nutidigt parti der administrerer den demokratiske socialisme? Svaret er nej – definitivt nej. For hvis instinkterne og forståelsen ikke er ægte, kører samfundet af sporet. De borgerlige mangler social drivkraft, forståelse for regulering af markedet og retfærdighedens sikre sans.

Da Louis Pio skrev til Karl Marx og dannede det danske Socialdemokrati i 1871 og tilsluttede sig Internationalen, var hans politiske afsæt ikke mindst en social indignation over de forfærdelige sociale forhold, som arbejderklassen levede under. Den sociale indignation på vegne af de undertrykte var og er en hjørnesten i forståelsen af at være socialdemokrat. Dengang blev han fængslet og forfulgt, og i opbygningen af velfærdssamfundet har de store borgerlige partier ihærdigt modsat sig sociale fremskridt.

At påstå, som statsministeren for nylig gjorde det, at Venstre og Konservative skulle have nogen som helst aktier i opbygningen af velfærdssamfundet, er den pure løgn. Hvert eneste fremskridt for de svage og undertrykte har de taget sig dyrt betalt for til fordel for deres egne kernevælgere, der hvor deres stemme har været nødvendig. At de i dag hævder at have social forståelse, tvivler vi på er andet end gustent overlæg for at berolige vælgere. De er runden af en anden tankegang, en anden ideologi, og værst af alt besidder de ikke den iboende kraft til at foretage nye sociale fremskridt.

De seneste otte års borgerligt styre vidner om en regering, som ingen nævneværdige sociale fremskridt har foretaget. Tværtimod er økonomiske fremgangstider blevet anvendt til at forøge afstanden mellem de dårligst stillede og alle os, der har det godt.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der administrerer den socialdemokratiske ide.

Jens Otto Krag udtrykte engang, at det var vigtigere med dispositionsretten frem for ejendomsretten. Ideen om, at man kan overlade produktionen af varer og tjenesteydelser i et samfund til planøkonomi, er en dårlig ide. Men at beholde dispositionsretten – det er klogt. Derfor har vi altid haft for øje, at markedet skal være vores tjener og ikke vores herre. Samfundet står over markedsøkonomien. Hvis ikke man tøjler markedet, slipper man grådigheden og hensynsløsheden løs.

For øjeblikket pågår der en verdensomspændende finanskrise, hvor man kan få syn for sagen. I stræben efter stadig mere profit og på grund af manglende regulering er markedet og dets aktører i den finansielle sektor ved at køre verdensøkonomien i sænk. Også herhjemme har regeringen aktivt løsnet lovgivningsbåndene og – værst af alt – ligget på maven over for den selv samme finansielle sektor og gjort mindst muligt for at stramme op og regulere, da krisen indtrådte.

Markedsøkonomien skal reguleres. Med lovgivning og krav. Og med stærke fagforeninger, som i fravær af ejerskab over produktionsmidlerne kan sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for den enkelte lønmodtager.

De borgerlige bryder sig ikke om fagforeninger og forsøger hele tiden at slippe markedet fri for regulering. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der har styringen af den socialdemokratiske ide.

»Fem øre mere i timen og gratis medlemskab af sygekassen«, var K.K. Steinckes kampråb, da en kommunist agiterede for det utopiske socialistiske himmerige. Pragmatismen, de skridtvise sejre, har altid været en del af den socialdemokratiske bevægelse. Med sikre mål for øje, baseret på vores ideologi, har socialdemokratiske tillidsfolk skabt et samfund med stadig større retfærdighed. Ved at tage bid for bid, indtil vi nåede vores mål.

Sygekassen er nu afskaffet, fordi Socialdemokratiet ville, at alle skulle have ret til en fri og lige god behandling uanset indkomst eller sygdom.

I fulde alvor er den borgerlige regering ved at drive den landvinding tilbage. Med en aktiv politik forsøger regeringen at rejse et privat marked, hvor forsikringer gør forskel på folk. I stedet for at påtage sig det ansvar at få det offentlige fælles sundhedsvæsen til at fungere, så tilsidesættes nu den fri og lige adgang, og dermed ryger retfærdigheden fløjten. Mens Obama kæmper for at undgå de negative effekter af en forsikringsbaseret sundhedsøkonomi i USA er regeringen herhjemme på vej i modsat retning.

Dermed bryder man med selve kernen i forståelsen af den socialdemokratiske forestilling om retfærdighed og solidaritet. Den anonyme solidaritet, som skaber stærke bånd mellem samfundets borgere, når fru Hansen i Næstved, som vi ikke lige kender personligt, får en god behandling på hospitalet, uden at hun af den grund skal takke os personligt for det, har de borgerlige ikke fattet. De har ikke forstået, at langt de fleste glæder sig derover frem for at kigge i egen pengepung.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der bestyrer udviklingen af Danmark.

Målene står til debat og udskiftning
Tre væsentlige ideologiske principper: social fremdrift, styring af markedet og håndteringen af retfærdighed. Alle områder, som de borgerlige ikke kan stå på mål på efter nærmere vurdering.

Hvad er så de borgerliges mål? Måske kommer vi det nærmest ved at erindre os, hvad Claus Hjort Frederiksen engang sagde, nemlig at de aldrig kom nogen vegne, hvis de lagde deres politik og hensigter frem åbent. I stedet er taktikken langsomt at flytte folks vaner og holdninger ved bid for bid at skære en skive af elefanten frem for at spise den i én mundfuld.

Tja, og så er det vel liberalismen, som vi skal se i øjnene, hvis de får lov til at spise hele elefanten forstås?

Og det ville da være ærgerligt, om vi skulle se på den dødssejler igen.

Den demokratiske socialisme er den eneste levedygtige ideologi, som står tilbage, men den skal konstant plejes og udvikles, hvis den ikke skal falde i forkerte hænder eller stagnere.

Principperne er ikke til debat og udskiftning, men det er derimod målene. Kan vi sætte nye mål for sociale fremskridt, større retfærdighed og øget velfærd? Selvfølgelig kan vi det.

Hvorfor ikke skue ud i fremtiden og drømme om et samfund, hvor de sidste af dem, som lever i dårlige sociale kår, kommer ud af disse? Konkretisere, hvordan vi som samfund giver alle børn en stærk start på livet med en tryg og udviklende barndom, som gør dem i stand til at erobre hovedrollen i deres liv. Har vi råd og kan det lade sig gøre – ja, hvis vi vil det.

Række ud efter den ambitiøse målsætning, at Danmark bliver det land, hvor befolkningen lever længst og sundest ved at satse massivt på forebyggelse og et sundhedsvæsen med fri og lige adgang til os alle. Har vi råd og kan det lade sig gøre? Ja, hvis vi vil det.

Og hvorfor ikke satse og sætte mål for, hvad vi skal leve af i fremtiden. Ud over at have verdens mest veluddannede befolkning som grundlag for fremtidig velstand kunne vi også sætte sejl mod nye kyster, hvor erhverv og samfund gik tættere sammen om at skabe fremtidens forretninger. Har vi råd og kan det lade sig gøre – ja, hvis vi vil det.

Den demokratiske socialisme er dynamisk og fremadrettet i sin natur – det er op til dem af os, der har fået lov til at bære fanen videre, at pege på mål og løsninger.

Og apropos faner. Når kommunisterne holdt 1. maj i Sovjet, ledsagede de vores røde fane med et kæmpe opbud af våben. Det har vi socialdemokrater aldrig gjort. Vores røde fane – og det er vores! – har aldrig været skabt til krig og ufred, men derimod symboliseret fremskridt; frihed, lighed og solidaritet, og skulle nogen få den tanke, at vi ikke bryder os om vores historiske symboler, skal vi nok herfra kippe en ekstra gang med den røde fane, med ranket ryg og et sejrrigt smil.