opdeling. 20-års jubilæet for Murens fald er en anledning til at stoppe op, kigge tilbage og frem, skriver dagens kronikør. På dette arkivfoto fra 1961 står en vesttysk soldat vagt, mens østtyske arbejdere udbygger muren. Arkivoto: AP. - AP

Den mest glædelige begivenhed i nyere historie fejres i disse dage. 20-års jubilæet for Murens fald er i sig selv ubetydeligt. Men det er en anledning til at stoppe op, kigge tilbage og frem. En lejlighed til at benytte lidt af den gode karma, som faldet skabte, og udfordre vores erindring i den bedste mening.

Den bedste mening har der ellers ikke været meget af i vendepunktets kølvand på disse længdegrader. Det vakuum, som blev skabt, da Vesten pludselig stod uden et totalitært modbillede til vores demokratiske konsensus, fik den konsekvens, at der skete en polarisering i vores eget system. Der er blevet sagt og skrevet meget om, hvem der gjorde hvad forkert. Meget af det med rette. Og mens de nyttige idioter er blevet sat i offentlig gabestok, har deres anklagere solet sig i demokratiets pragtklæder.

Men den polarisering, som vi arvede fra den kolde krig, har blokeret for selvransagelse hos den brede og etablerede midte. Det har måske været en naturlig reaktion at udelade gråtonerne, da regnskabets time endelig kom. Resultatet er en debat, som i stigende grad har fået karakter af en generation, der har taget historien som gidsel i interne magtkampe og personlige intriger.

Fjendebilledet har altså været det dominerende tema. Bevares, Reagan, Gorbatjov og vores egen Uffe har fået deres piedestaler i historien. Men mysteriet om den kolde krigs fredelige afslutning har stadig mange løse ender. Uffe Ellemann fortæller af og til historien om, hvordan han og fru Alice spiste middag med hans vesttyske kollega Hans Dietrich Genscher og hustru blot en måned før Murens fald. Genscher var optimistisk. En opblødning i forholdet mellem Øst og Vest kunne meget vel få noget til at ske måske allerede om ti år.

At der var så lidt føling med situationen i Østeuropa hos to af Warszawapagtens nabolande siger unægtelig noget om, hvor lidt information der rent faktisk flød gennem Jerntæppet helt frem til den kolde krigs allersidste dage. At efterretningen kan have været så dårlig, virker sært. Men måske er det i virkeligheden lige så mærkeligt, at den civile kommunikation ikke havde større kraft og magt, end det var tilfældet. I bakspejlet er der god grund til at undre sig over, hvor lidt man egentlig involverede sig i støtten til reformkræfter.

Der er indbygget en missionsk karakter i det moderne vestlige demokrati, hvilket ikke er så underligt, al den stund at det er udsprunget af en kristen tradition. Den demokratiske institution har konstant måttet balancere mellem en pragmatisk og en ideologisk linje i forholdet til de totalitære tendenser, som den har skullet forholde sig til. Bushæraen forvaltede denne demokratiske opgave uden pragmatisk indsigt, men med masser af ideologi, som Anders Fogh Rasmussen herhjemme gjorde sit for at bakke op omkring. I sin sejrsrus troede man for en stund, at demokratiet med hjælp fra militæret ville kunne omvende de vantro i Mellemøsten. Det viste sig som bekendt at være mere kompliceret end som så.

Da man stod med det totalitære helt inde på livet i 1940’erne, kom det til en diskussion mellem de to teologer Hal Koch og K.E. Løgstrup. Løgstrup talte om en etisk fordring til uforsonlig kamp mod nazismen, skabt af troen på det absolutte. For Koch var Løgstrups påberåbelse af det absolutte i forhold til dansk politik noget »sludder«, fordi den ideale ideologi ikke i realiteten kan omsættes til politik. Løgstrup fokuserer altså på en ufravigelig etisk forpligtelse, mens Koch søger at sætte situationen ind i en kontekst. En uoverensstemmelse, som meget præcist skitserer det dilemma, som findes i demokratiets forhold til det totalitære.

Men på et tidspunkt blander Hal Kochs hustru, Bodil Koch, sig med formuleringen: »Det absolutte existerer kun i Handling«. Med den kendsgerning lod den slagkraftige Bodil Koch handlingen blive et samlingspunkt i de to teologers teoretiske diskussion. Konkret handling var så at sige den eneste løsning på det paradoks, som det indebar at være indædt imod en magt, som man af pragmatiske grunde var nødt til at samarbejde med.

Under den kolde krig bestod skismaet omkring samarbejde og modstand på sine egne præmisser. Man var imod systemerne i Øst, men måtte af praktiske grunde have et vist samarbejde. Handling i overensstemmelse med ens absolutte værdier ville være den bedst mulige løsning på det paradoks. Det ville sikkert ikke have været hensigtsmæssigt på alle niveauer, men omvendt burde det have været en ønskeopgave for midten i dansk politik og åndsliv at støtte kampen for demokrati bag fjendens linjer, som jo lå få hundrede kilometer væk. I stedet forholdt man sig i store træk passivt og lod folk fra venstrefløjen, enkelte kirkelige og enkelte intellektuelle føre den undergrundskamp, der logisk set var vejen til en fredelig udgang på konflikten.

Det hører naturligvis med til billedet, at Danmark rent faktisk spillede en nøglerolle for det forhandlingsforløb, som måske var den allervigtigste afspændingsfaktor under den kolde krig, OSCE-forhandlingerne, der i sin tid var foreslået af Sovjetunionen, og som Danmark var modigt nok til at se mulighederne i og bragte op på et Nato-topmøde i 1966. De resultater, som denne indsats førte til, gjorde, at man siden fik muligheder for i et vist omfang at udveksle tanker og ideer de to blokke imellem.

Helsinkiaftalerne virkede som en rambuk ind i Østblokken, men kun i det omfang, at den blev fulgt op af handling.

Fra muligheder til handling var der imidlertid langt på den danske midte. Det skyldtes ikke mindst en stor tvivl om, hvordan man skulle forholde sig til systemkritikere, fordi kontakter af den art indebar en række svære problemer: Det var farligt og kunne bringe såvel én selv som ens kontakter i fare. Men det var også svært at gennemskue, om man kom til at støtte ’de rigtige’. Den vestlige fredsbevægelse har således været spændt for en vogn, hvis rute den formentlig ikke havde overblik over i den støtte til fred, som blev praktiseret ved støttebesøg i Østeuropa. Begrebet fred blev skamferet af den kommunistiske propaganda, og troen på det fredsarbejde, som blev dyrket på græsrodsniveau i de kommunistiske lande, var naiv og fornuftig at holde sig fra.

Men der var andre kræfter, som brød det liv i løgn, som de kommunistiske samfund hvilede på, og som var parat til at betale dyrt for det. Dissidenterne kunne med en simpel fornægtelse af systemets indre logik bryde hul i den retoriske fernis, som den kommunistiske propaganda havde lagt ud. Systemet var opretholdt af en censur og selvcensur, som udartede sig i passivitet, der kun kunne brydes ved handling.

Men de mennesker havde alt for lidt opbakning fra Vesten, fordi man ikke turde eller evnede at indgå i dialog med dem. Resultatet blev, at man stort set holdt sig fra kontakt med dissidenter og i stedet plejede den overfladiske bilaterale kontakt på statsniveau. Som det mest pinlige eksempel inviterede man Rumæniens leder, Ceausescu, på officielt besøg i 1980, hvor den bindegale diktator modtog den fornemme Elefantorden.
Ridder.  Tegning: Jørgen Saabye.

Ved at indgå i skindiplomatiske forbindelser uden på samme tid at støtte reformkræfter lod de danske regeringer sig indfange af den passivitet, som var det totalitæres foretrukne magtmiddel. De officielle relationer var måske nødvendige og medvirkede til en relativ afspænding. Men de lod samtidig reformkræfterne i stikken ved den anerkendelse af systemerne, som lå i diplomatiet.

Den eneste borgerlige politiker, som har udtrykt selvransagelse i den henseende, er vores nuværende udenrigsminister, Per Stig Møller. I en kronik om de interne danske forhold under den kolde krig medgiver Møller, at de borgerlige »ikke selv gjorde meget for at støtte de alternativer, som fandtes, eller som forsøgte at finde fodfæste«.

I Per Stig Møllers optik medvirkede det til en venstreorienteret dominans i den hjemlige debat, men det samme var tilfældet i det praktiske arbejde med støtten til de alternativer, som forsøgte at finde fodfæste i Østeuropa. Her tog SF-delegationer til Polen for at støtte Solidarnosc. Der var et aktivt mellemkirkeligt arbejde mellem protestantiske præster i Danmark og i DDR. Og Charta 77 i Tjekkoslovakiet fik støtte af intellektuelle og journalister, blandt andet fra nærværende dagblad. Der var også forsøg blandt socialdemokrater, som i 1979 og 1984 rejste til Sovjetunionen og mødtes med såvel folk fra systemet som systemkritikere.

Det lykkedes de små delegationer at besøge ’fjenden’ uden at gøre noget knæfald for Kremls dagsorden om Norden som atomvåbenfri zone. På den anden side må man formode, at relationer af den art har været medvirkende til at bestyrke alternativet til det kommunistiske diktatur for de reformkræfter, som var indlejret i såvel system som i befolkning. Men de tre socialdemokraters rejse er karakteristisk nok blevet mistænkeliggjort i den danske debat om den kolde krig.

De historier, som udgår fra relationerne mellem civile danskere og østeuropæiske systemkritikere, befinder sig i en gråzone midt i diskussionen om den kolde krig. Hvis man undlod at lade sig misbruge af de systemer, som efterhånden var specialister i at aftvinge enhver situation en gevinst for sig selv, er det svært at sætte spørgsmålstegn ved støtten til dissidenterne i Øst. Vestlig støtte til reformkræfterne var ganske enkelt en indlysende rigtig handling.

Og netop fordi spørgsmål om for eller imod, om skyld og ansvar i denne sag lader sig udgrænse, er relationerne med dissidenter et stofområde, som er velegnet til at tegne et mere nuanceret billede af de konflikter, som udsprang af den kolde krig. Lige så interessant som de faktiske handlinger er det naturligvis at kigge på, hvilke handlinger der ikke blev ført ud i livet. Og her synes det slående, hvor lidt opmærksomhed reformkræfterne blev givet fra det brede politiske spektrum i Danmark.

I den lange og grundige debat om den kolde krig, som har været ført herhjemme de sidste 15 år, mangler hele denne midterdel næsten fuldstændig. Man har set sig blind på det fåtal af ubetænksomme og måske velmenende folk, som er blevet beskyldt for at være nyttige idioter. Men den konsensus omkring relationerne til Østeuropa, som var opretholdt gennem hele perioden, har ikke været til diskussion endnu.

Sidste år var jeg med Niels Barfoed i Prag for at besøge Vaclav Havel i forbindelse med optagelserne til filmen ’Affæren i Prag’. Havel var i sin tid skeptisk over for de vestlige fredsbevægelsers engagement i Østeuropa. Utopier om en bedre verden klingede hult i dissidenternes øren. Omvendt var den velfunderede støtte, som både indeholdt absolut tro og den nødvendige pragmatiske snilde, uvurderlig for reformkræfterne. I samtalen med Havel spurgte vi ham, hvordan han ser tilbage på støtten fra Vest. Uden Havels lange pauser og karakteristiske hrmmm lød hans svar sådan her:

»Jeg mener, hjælpen havde en stor betydning, fordi den internationale solidaritet, om den så var politisk, psykologisk, moralsk, økonomisk eller materiel – altså det hjalp kolossalt meget for vores oppositionskræfter og dissidenterne, uanset hvordan det blev udtrykt. Og oven i købet har den internationale solidaritet beskyttet dissidenterne mod forfølgelse. For det er nemmere at forfølge en, som er helt ukendt, og som ikke har nogen international solidaritet. Så de ukendte er lettere at forfølge end dem, som har kontakter«.

Men det havde også flere dimensioner. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke bare havde betydning for os, men også for den anden side, fordi dialogen hjalp til at forstå, hvordan totalitære systemer fungerer, og forstå systemets nederdrægtige måde at beherske samfundet på.

De forskellige fredsbevægelser i Vesten havde en meget sympatisk moral. Men ud over det lå de under for illusioner omkring den kommunistiske verden. På den anden side var dissidenterne jaget af den samme moral, de samme illusioner om den kapitalistiske verden, og det vil sige, at den solidaritet, der opstod, var oplysende for begge sider. Det synes jeg er vigtigt. Og i dag synes jeg, at det har fået ny aktualitet, fordi jeg kan se, at på begge sider af det tidligere Jerntæppe ligger – især unge mennesker – igen under for nogle illusioner. De har lyst til at gøre noget godt for verden, men de fører ikke en dialog på en måde, at det for alvor beriger verden.

Og så vil jeg sige, at der findes mange totalitære regimer – Burma, Cuba, Hviderusland – hvor der findes autoritative regimer. Jeg hører ofte, at det er vigtigt for dem at møde solidaritet fra os. Og det vil sige, at erfaringen fra tidligere viser os, hvor vigtigt det er, at vi hjælper dem, som er i den situation, vi var i dengang.

Det interessante er, at de forstår hinanden. Jeg har faktisk oplevet en del møder i Amerika, hvor dissidenterne fra mange forskellige typer regimer mødtes fra forskellige verdensender. Og det viste sig, at deres bekymringer lignede hinanden, og deres idealer ligner også hinanden.

Det vil sige, at den daværende solidaritet – den er ikke kun historie, som man kun kan skrive om i bøgerne. Det er en læring og et wake up-call også for nutiden.