For nogle måneder siden kunne man læse den chokerende nyhed, at Danmark ligger i bunden internationalt i ligestillingsøjemed med kun 23 procent kvinder på ledelsesniveau og i bestyrelser, kun Malta og Cypern har færre kvindelige ledere end vi.

Vi kan tilføje, at lønforskellen mellem kvinder og mænd er stort set lige så stor som i 70’erne, hvor vi fik loven om ligeløn, nemlig 18 procent, og er i dag 3 procent højere end gennemsnittet i Europa. Desuden er Danmark helt nede på en 43.-plads ud af 144 lande, når det gælder graden af ligeløn.

Lyder det som en joke?

Det er det desværre ikke. Ligestillingen har beskæmmende dårlige betingelser, og bedre bliver det ikke af, at den nuværende regering ikke har beskæftiget sig med den i små ti år.

Den borgerlige regering lagde ud med at udnævne en mand til ligestillingsminister, Troels Lund Poulsen, som bekendtgjorde, at danske kvinders ligestilling var en realitet, den gad han ikke snakke om, nu gjaldt det mændene og indvandrerkvinderne. Så nedlagde han det nye Videnscenter for Ligestilling og udsatte iværksættelsen af en EU-lov om ligelønsstatistik. Siden fortsatte det med Karen Jespersen, som ikke har andet end tørklæder i hovedet, og med Inger Støjberg er det ikke blevet meget bedre.

Støjberg er nemlig mest kendt for alt det, hun ikke vil gøre noget ved. Hun nøjes med pænt at opfordre virksomhederne til at få flere kvindelige ledere, flere kvinder i bestyrelser, flere mænd på barsel osv. Positiv særbehandling er et fyord for regeringen, som straks giver sig til at tale om den hellige ’personlige frihed’, der altid trækkes af stalden, når aktuelle forslag ikke passer ministrene. Pia Kjærsgaard vil slet ikke diskutere ligestilling, kun undertrykte muslimske kvinder, som der kan laves værdipolitik på.

Danmark lever heller ikke op til EU-loven om kønsopdelte lønstatistikker. Her i landet omfatter den kun virksomheder med over 35 ansatte og mindst ti mænd og ti kvinder i samme funktionsgruppe, og det er under 7 procent af virksomhederne. Desuden håndhæves loven om ’lige løn for lige arbejde – af samme værdi’ ikke, som den gøres i Sverige og Norge. Der har man udviklet metoder til at måle arbejdets værdi og fået klare definitioner til at sikre ligeløn. Noget lignende ses ikke herhjemme.

Højrefløjen vil med andre ord ikke gøre noget positivt for ligestillingen mellem kvinder og mænd. Men er det kun dens skyld, at det ser sort ud? Desværre ikke. Det er ikke nogen hemmelighed, at Danmark aldrig har været foregangsland på ligestillingsområdet. Vi skylder EU næsten al lovgivning om ligestilling på arbejdsmarkedet, f.eks. fik Danmark først ligeløn, da EU (sammen med en yderst aktiv kvindebevægelse) i 70’erne tvang landet til det. Men uden EU havde det set endnu sortere ud, for ligestilling er en vigtig del af EU’s grundlæggende rettigheder og forskelsbehandling et kernespørgsmål. Det er det mærkeligt nok ikke for danskerne.

Er de unge danske kvinder igen gået hen og blevet ofre, som ikke kan finde ud af at kæmpe for deres interesser, siden udviklingen er gået i stå? Der skrives i hvert fald rigtig mange bøger om, hvor svært det er at være ung kvinde, enlig kvinde, kvinde i parforhold, mor, at være dobbeltarbejdende, politisk aktiv og husmor, være sexet og mor, ældre kvinde osv.

Håndbøger findes i mængder om selvudvikling for kvinder, om slankekure, om kvindesygdomme og moderrolle samt stedmoderrolle, og alle ugebladene flyder over af artikler om alt det, kvinder ikke er gode nok til, ikke lever op til og nu skal lære ifølge forfatteren. ’Tag selv bilen på værksted’ – ’Få styr på pensionen’, emnerne er utallige. Desuden fik vi en hel bølge af chick-lit, hvori yngre kvinder ironiserer over sig selv og deres mange fejl og mangler og nærmest får type-casted sig selv som omvandrende klovner.

Gode nok er vi aldrig, og den viden er sikkert med til at gøre livet surt for kvindekønnet. Hele denne superkritiske indstilling til os kvinder, som hele tiden skal måles og vejes, nu ofte af vores eget køn, hvor det tidligere mest var det andet køn, er da undergravende for kvinders selvværd.

For kvindekønnet er bukket under for en historisk perfektionismejagt, man aldrig før har set mage til – med idealer så svimlende urealistiske, at ingen kan leve op til dem. Og det synes at have passiviseret kvinderne.

Information spurgte for nylig med udgangspunkt i nogle amerikanske essays, hvorfor kvinder er mærkbart mindre lykkelige end mænd, når vi nu aldrig har haft så meget ligestilling og så mange muligheder – nu hvor verden ser kvindelige regeringsledere overalt og kvinder markerer sig snart sagt inden for ethvert fag. Alligevel er kvinderne ikke tilfredse.

Et af svarene kunne være, at kvinder stadig diskrimineres på et arbejdsmarked, der styres af mænd. Vi ser her en mandekultur, som nok på et overfladisk plan respekterer de mange dygtige, veluddannede kvinder, men som lige under overfladen tænker og handler helt respektløst.

Nogle hurtige eksempler: En kvinde i 30’erne i en chefstilling på et tv-medie havde været på barsel og bliver fyret, den første dag hun vender tilbage, fordi en anden havde overtaget hendes stilling. Eller den store tegnestue, som under krisen må skære ned og tvinger alle kvindelige arkitekter ned på en 30-timers arbejdsuge, mens de mandlige arkitekter går fri. Eller de to kvindelige tv-værtinder på tv-nyhederne, der tjente flere tusind kroner mindre per måned end deres mandlige kolleger og derfor tog deres gode tøj og gik.

Vi taler om diskrimination i et land, der hævder, at den slags ikke eksisterer. Men sagerne er typiske, og der er mange af dem, de bliver bare sjældent til sager, for kvinderne holder tit mund af skræk for at miste deres job. Først når de er blevet fyret, taler de ud, men ikke for højt, for det kan skade omdømmet.

Dog vandt Teknisk Landsforbund en historisk sejr for ligelønnen 24.9. i år, da Højesteret tildelte en kvinde en million kroner i erstatning, efter at hun i otte år havde fået mindre i løn som kundekonsulent end sine to mandlige kolleger i en jysk betonvarefabrik.

De udførte alle tre samme arbejde, men til forskellig løn – mandeløn og kvindeløn – som om det stadig kun var mænd, der var forsørgere. Jeg gætter på, at kvinden, der vandt den sag, føler sig meget mere lykkelig nu, efter at hun kæmpede for retfærdighed.

Vi er nok her ved et andet kernepunkt. Masser af de dygtige yngre veluddannede kvinder er vokset op i en overflodstid, som ikke kaldte på oprør. De er tit for tilbageholdende med at bede om lønforhøjelse og avancement og mangler mændenes selvhævdende adfærd. Og de har lært, at oprørske kvinder er dårligt nyt. For den dæmonisering af feminismen, som begyndte i 90’erne og er fortsat helt op til i dag, har lagt effektivt låg på de yngre kvinders kritik af manglende ligestilling. At være feminist er ikke karrierefremmende, så kort kan det siges. Og det kan tilføjes, at det har det aldrig været. (Men det er noget sjovere end at være passiv).

Kvinder med ambitioner holder sig langt væk fra den slags ’gammeldags’ synspunkter. De har nemlig fået en opfattelse af, at feminisme og kampen for ligestilling tilhører fortiden. Eller som professor Marlene Wind siger i et interview i Kvinfos blad: »I Danmark er det jo næsten lidt altmodisch at tale om ligestilling«.

Eller måske har de lyttet til de repræsentanter for det maskuline køn, der i et par årtier har beskyldt vores samfund for at være ’feminiseret’. Ikke så få af dem har, som sociologen Martin Munk gjorde i Politiken 24.10., anklaget feminister for at være skyld i, at drenge går for tidligt ud af skolen og ingen uddannelse får. De taler om kvindelige værdier med afsky, uden fornemmelse for at vi er to køn, der skal præge dette samfund.

Men vend lige argumentet om, og se på, hvor få mænd der er skolelærere og dermed rollemodeller for drengene. Man savner mænd i uddannelsessektoren, er det kvindernes skyld? Det skal man vist være temmelig enøjet for at mene. Hvorfor er der så få mænd i skolesektoren, og hvorfor er fædrene ikke mere aktive i forhold til at få deres drengebørn til at blive i uddannelsessystemet? Drenge mangler mænd i deres hverdag, men mænd vil åbenbart ikke have med børn at gøre. Er det ikke dem, der svigter?

Vi lider ikke alene under et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvindefag per definition er lavtlønsfag og mandefag højtlønnet, vi lider også under en generel skræk for kvindelige ledere, der åbenbart den dag i dag opleves som et udfordrende element på arbejdspladserne.

Som sagt ligger Danmark med sine kun 23 procent kvindelige ledere langt nede på listen over ligestillingsfaktorer. Andelen af kvinder i topledelse er nede på kun 4 procent, og udviklingen, hvis der kan tales om en sådan, går sneglelangsomt. Men problemet starter et andet sted. For en undersøgelse i 12 europæiske lande viser, at kvinder kommer til tops i virksomheder, hvor der allerede er kvinder i ledelsen.

Underrepræsentationen gælder selvfølgelig også danske bestyrelser. Jo større en virksomhed er, jo færre kvinder er der i bestyrelsen. Hele 62 procent af de store virksomheder har ingen kvinder i bestyrelsen. Norge er det eneste europæiske land, hvor der er lovgivet om kønskvotering i bestyrelser. Nu kræver man 40 procent kvinder i dem, og danske ligestillingseksperter anbefaler, at man gør det samme i Danmark.

Men den danske ligestillingsminister er stærk modstander af kønskvotering. Hun mener, at grunden til, at kvinder ikke bliver ledere, er fordi de ikke vil. Fordi de prioriterer andre ting. Det er den slags argumenter, man altid slynger ud. Men Djøf’s undersøgelse viser faktisk, at kvinderne gerne vil ind i ledelser, men at de holdes ude af den gængse rip, rap og rup-effekt. Inden for Djøf-området bliver de fleste lederstillinger simpelthen ikke slået op, de går til mænd, der kendes inden for netværket, sådan som det altid er sket.

Alene derfor kan kvinderne ikke søge dem. Eller stillingen slås op, men er allerede besat. Man mener, at over 80 procent af alle stillinger opnås gennem netværk, og mænd er bedre til at netværke.

Når kvinderne ikke får lederstillingerne, får man jo heller ikke testet deres kvalifikationer eller talent, og man får ikke banet vejen for andre kvindelige ledere og i sidste ende kvindelige topledere og bestyrelsesmedlemmer. I Norge, hvor man har været tvunget til at få kvinderne ind i bestyrelserne, har man fået en ny og i mange tilfælde forfriskende talentmasse på banen, som sikkert i en del tilfælde tænker anderledes end de traditionelle mænd i bestyrelserne.

Men er det nu så vigtigt at få kvindelige ledere og kvinder i bestyrelser? Ja, det er det faktisk. Det er et demokratisk problem, at den ene halvdel af befolkningen er holdt uden for magtens korridorer, der hvor de for samfundet afgørende beslutninger tages. Og også et økonomisk problem, for mange kvinder er i dag eneforsørgere. Det eneste sted, hvor vi ser forholdsmæssig mange kvindelige ledere, er i Folketinget, hvor en håndfuld partier i dag har en kvindelig partileder. Det forleder ofte folk til at tro, at det forholder sig ligesådan andre steder i samfundet, som er mindre synligt. Det er bare ikke tilfældet.

Vi kunne også kaste et blik på nogle af tidens aktuelle mediedebattører, som for fleres vedkommende tilhører fortidens ronkedorer, når det gælder køn og kønsidentitet. Leth og Sabroe har nylig beriget landet med en mailudveksling om deres forhold til kvinder, fyldt med »pral, selvhævdelse og angst for blottelse«, som Johanne Mygind skrev i Information under en titel taget fra Sabroe: »Vi er mange, som gerne vil have vores pik målt op, når den står rankest«.

Jamen herregud for en udtalelse af en over tresårig mand. Leth værdsætter til gengæld, »når en ung kvinde kommer ind i huset og løfter kjolen op for at vise, at hun ingenting har på under den«. Og når de herrer ser på en jævnaldrende kvinde, tænker de, at det kunne være deres mor. Og taler vi om udvikling, har de ganske ret. Om modne mænd er der i hvert fald ikke tale. Jeg har ikke læst bogen, og jeg agter heller ikke at gøre det. Jeg vil meget hellere læse Philip Roths nye bog om at takle alderdommens sygdom og forfald, det forekommer mig mere værdigt.

Et kvindeligt mosefund meldte sig også med en bog, hun kaldte ’Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt’, som er ét langt forsvar for regeringens mangel på ligestillingspolitik, så vidt jeg kan se. Efter sigende beskriver hun endda, hvordan hun opdagede, at hun ikke fik samme løn som sine mandlige kolleger, men ræsonnerede, at det nok var hendes egen skyld.

Hun langede hårdt ud efter »elitefeminister«, et udtryk, der var som skabt til at lave avisoverskrifter, fordi disse feminister »jo selv er levende beviser på fraværet af kvindeundertrykkelse. De interesserer sig for kvindekvoter i bestyrelser og øremærket barsel til mænd. De vil bestemme, hvordan andre mennesker skal leve, så det ser pænt ud i statistikken. Men de taler aldrig om, at en pige har en langt større chance for at få en uddannelse end en dreng«.

Borgerlig ligestillingspolitik i ufortyndet form. Vi får at vide, at er der problemer for kvinderne, er det deres egen skyld (nøjagtig som Støjberg), for de kan vælge præcis det liv og de betingelser, de vil. De kan bare lade være med at tage et års barselorlov, for det har selvfølgelig konsekvenser. Ja, de kan bare lade være med at være kvinder og få børn, kan de. For så straffer vi dem selvfølgelig. Og de kan bare lade være med at søge job i den offentlige sektor, hvor de får dårligere løn end mænd i den private sektor. Tja, fortsæt selv.

Som Troels Lund Poulsen er Malacinski mest bekymret for mændene, hun synes, det er dem, der diskrimineres i dag, når der f.eks. gives en bonus til et universitet for at ansætte en kvinde. Mænd diskrimineres, når kvinder får positiv særbehandling, siger hun. For den frie konkurrence er hellig og hævet over kønsdiskrimination. Sjovt nok har man ellers i USA, som er liberalismens højborg, i rigtig mange år haft positiv særbehandling på amerikanske universiteter og i offentlige organisationer. Den positive særbehandling blev indført i 1964 i The Civil Rights Act, som forbyder diskrimination på grund af race, tro, køn og hudfarve.

Loven pålagde desuden alle offentlige organisationer at sørge for, at deres medarbejdersammensætning afspejler samfundet som helhed, og at udvikle målsætninger for fuldstændig ligebehandling af alle ansatte. Normalt er der ikke tale om kvotesystemer, de kommer kun ind i billedet, hvis organisationen gennem lang tid har negligeret loven og f.eks. haft en skæv kønsfordeling. Kvoter bruges altså først og fremmest til i en periode at rette op på skævheder.

Vi ved også fra en amerikansk undersøgelse, at i situationer, hvor en mandlig og en kvindelig ansøger er lige kvalificerede til en stilling, er det typisk den mandlige ansøger, der får den. Ingen mennesker er fuldstændig objektive i deres vurderinger, og den, der ansætter, er også typisk en mand. Et godt argument for flere kvindelige ledere.

Med andre ord: Lad os vende udviklingen og indføre en reel ligestilling, ikke en postuleret.