I 1981 fik jeg et rekommanderet brev fra Den Tjekkoslovakiske Folkehær med en ordre om at aftjene min værnepligt.

Men jeg ønskede ikke at blive soldat i en kommunistisk hær og besluttede derfor illegalt at forlade landet. Planen var at rejse til Finland via Gdansk i Polen, hvor fagbevægelsen Solidarnosc holdt en illegal kongres og havde sat en antikommunistisk bevægelse i gang.

Planen lykkedes desværre ikke. Ved færgen til Finland slap jeg forbi de to første grænsefolk, unge betjente, som åbenbart var på Solidarnosc’ side og var tilfredse med mit tjekkoslovakiske pas, selv om jeg manglede et finsk visum. Efter konferensen i Helsinki 1975 var Finland nemlig det eneste vestlige land, som ikke krævede visum fra tjekkoslovakiske statsborgere. Men så kom den tredje betjent, en embedsmand af den gamle kommunistiske type. Han så, at jeg ikke havde udrejsetilladelse fra det tjekkoslovakiske indenrigsministerium, som var nødvendigt for os ved enhver rejse til Vesten.

Resultatet blev forhør, først i Polen og siden i Tjekkoslovakiet, under et kendt mønster – én ’god’ og én ’ond’ forhørsleder. En eneste elektrisk pære i loftet og bare vægge, kun med billedet af den kommunistiske præsident Gustáv Husák. Kl. 3 om natten ringede de til min mor kun for at spørge, om hun havde en søn ved navn Zdenìk. Ikke et ord om, hvorfor de ringede, og hvad der var sket ... Jeg holdt fast med min forklaring om, at min rejse kun handlede om en pige i Finland, som jeg ville besøge i weekenden. Den historie købte de, og det var heldigt. Hvis mit rejseforsøg var blevet koblet sammen med min snarlige militærtjeneste, var der tale om desertion, og så stod jeg til to års fængsel.

Jeg slap med at få mit pas inddraget, og det varede i syv år. Når jeg anmodede om passet, svarede de kommunistiske embedsfolk altid skriftligt: »Det tjener ikke Den Tjekkoslovakiske Socialistrepubliks interesser, at De har pas«. Og de tvang mig til at underskrive en erklæring, hvilket jeg nægtede, med en forklaring om, at jeg ikke kunne skrive under på noget, som tjente eller ikke tjente nogen andens interesser. Nå, jeg fik mit pas tilbage i juli 1988, da Gorbatjov kom til magten i Rusland, og selv visse tjekkiske kommunister blev bekymrede for, hvad der kunne ske i den nærmeste fremtid.

Med mit nye pas tomlede jeg straks til Paris, hvor jeg nød byen i fulde drag. 20. august så jeg Milan Kunderas ’Tilværelsens ulidelige lethed’, og den følgende dag læste jeg i de franske aviser om en stor demonstration i Prag i anledning af 20-året for den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet. Jeg skyndte mig hjem for at deltage i disse fascinerende begivenheder, som skulle ændre verden.

Men hvordan så sådan en demonstration ud? Det begyndte altid med en oplysning i radiostationerne Voice of America eller Radio Free Europe om, hvor og hvornår demonstrationen skulle starte. Folk ville f.eks. samles på Václavské námìstí (Venzelspladsen) og vente på, at den modigste iblandt dem begyndte at klappe, råbe slogans eller lave en symbolsk aktion – jeg kan huske, at engang kom en mand på Námìstí míru (Frihedspladsen) med et lille bur, åbnede det og lod en kanariefugl flyve frit.

Ti minutter senere kom politiet, og så begyndte en veritabel jagt i Prags gader. Den ville normalt vare ca. to timer, hvor mange mennesker ville blive arresteret. Fra tid til anden ville politiet endda transportere nogle af dem næsten 50 km uden for Prag ...

28. oktober 1988 fandt en anden stor demonstration sted i Prag på 70-års dagen for grundlæggelsen af Tjekkoslovakiet. I januar 1989 blev syv dages demonstrationer til ære for Jan Palachs selvafbrænding brutalt afbrudt af politiet. Blandt de arresterede var Václav Havel, som senere blev idømt ni måneders fængsel alene for at forsøge at lægge blomster ved Skt. Václavs statue. I maj 1989 blev Havel takket være en forbøn underskrevet af kendte dramatikere og kunstnere frigivet efter at have udstået halvdelen af straffen. 29. juni annoncerede oppositionen, anført af Václav Havel, et manifest ved navn ’Nogle få sætninger’ med en forgæves appel til myndighederne om at indgå i en dialog.

Manifestet var underskrevet af 40.000 mennesker. De kommunistiske herskere var bange og følte sig truet. Derfor begyndte de at forberede en stor politiaktion. De benyttede sig af lejligheden ved en kæmpe lovlig studenterdemonstration i Prag 17. november 1989 på 50-års dagen for begravelsen af Jan Opletal – en student, som blev dræbt ved en antifascistisk demonstration i 1939.

Efter at have fulgt den rute, der var aftalt med myndighederne, forsøgte demonstranterne – uden tilladelse – at komme til Václavské námìstí. Processionen af titusinder af studenter og indbyggere fra Prag, som havde gjort dem følgeskab, blev splittet af politiet bagfra til mindre grupper af ca. 5.000 mennesker. Men det vidste vi i spidsen ikke, vi følte os meget stærke. De resterende par tusind demonstranter var blokeret ved Národní trída af politiets kampbevæbnede specialstyrker, som brutalt splittede processionen. Hvide hjelme, skjolde, knipler, hunde og røde baretter.

For første gang i mit liv var jeg virkelig bange for, at jeg skulle dø.

Politiet pressede demonstranterne mere og mere med pansrede køretøjer udstyret med jernnet. Folk brækkede glasruder i nærliggende butikker bare for at få luft og trække vejret. Man kunne næsten høre ben blive brækket. Politiets krav om, at vi skulle forlade gaden, var ikke muligt at opfylde. Den eneste udvej, en passage i arkadehjørnet af Mikulandská-gaden, var omkring to meter bred og førte mellem en stenmur og en mur bestående af hvide hjelme og røde baretter.

Så kunne man lige snuppe et offerlam, nu og da, ud af den flygtende hob. Det blev gjort meget tjept. To slag var nok. Ét i nyrerne og ét i hovedet. Masser af blod overalt, og frygt. Uden for denne ’djævlens passage’ stod en sadist i camouflagetøj. Han for på dem, som var kommet igennem og troede, at det hele var overstået. Han havde en meget lang og effektiv knippel.

Den dag var jeg heldig nok til at købe en mangelvare – nemlig to kilo bananer – før demonstrationen begyndte. Jeg puttede dem i en Fjällräven Kånken-rygsæk, som jeg fik ved en tidligere lejlighed af mine danske venner, og med rygsækken på gik jeg med mængden til Albertov, hvor processionen startede. Jeg undgik knippelsuppen på Národní trída på den måde, at alle slagene afsluttedes i bananarygsækken (eller bananasplit?).

Jeg kan godt sige, at svenskerne og Mellemamerika reddede min ryg i november 1989. Tak for det. Dengang følte jeg mig psykisk så smadret, at jeg ville komme tilbage til nationalgaden med en molotovcocktail. Det frarådede mine demonstrantvenner mig ved at sige: »Politiet venter bare på sådan en voldaktion, og så begynder de at skyde«. På det blodige sted i Prags centrum står i dag et mindesmærke over fløjlsrevolutionen.

Parallellen mellem nazisternes handlinger for 50 år siden og de kommunistiske sikkerhedsstyrkers i 1989 fremprovokerede en storm af offentlig vrede. Med skrevne masseprotester begyndte befolkningen at kræve en undersøgelse af politiaktionen på Národní trída17. november. To organisationer trådte frem for at lede oppositionsbevægelsen – Borgerforum (OF), som holdt til i Laterna Magika-teatret i Prag, og Offentlighed mod vold, som kom fra Slovakiet. Begge organisationer var sammensat af Charta 77-aktivister, studenter og intellektuelle sympatisører, og gradvis blev andre borgere tiltrukket.

Jeg var med til at starte en gren af Borgerforum på Intercontinental Hotel i Prag, hvor jeg plejede at arbejde som systemingeniør. Ved siden af de normale dagligdagsproblemer som at hjælpe de permanent strejkende studenter fra de juridiske og filosofiske fakulteter i nabolaget, var det noget af en opgave at bortvise medlemmer af det hemmelige politi fra hotellet. De havde fået to værelser stillet permanent til rådighed til aflytning af udenlandske gæster. Først var de uvillige til at flytte med den påstand, at de ikke var hotellets personale, men indenrigsministeriets.

Til sidst lykkedes det at bortvise dem ved at udskrive dem en faktura for utallige overnatninger på hotellet i de 15 år, hotellet havde eksisteret. De skulle, som andre gode gæster, efterlade deres hotelværelser i samme stand, som de havde været i, da de ’tjekkede ind’ – dvs. de skulle tage deres hemmelige ledninger med sig. Det er muligt, at de to sikkerhedsfolk var de samme, som smed Niels Barfoed ud fra Intercontinental i 1986, da han ankom til Prag for at overrække Politikens og Dagens Nyheters Frihedspris til Václav Havel og Charta 77.

Selv om Alexander Dubcek og andre politikere fra 1968 var tilbage i det offentlige liv (Dubcek var ordførende for parlamentet), var det Václav Havel, der påtog sig rollen som den universelt anerkendte autoritet. Men kun intellektuelle og Charta 77-underskrivere og deres venner kendte Václav Havel i 1989. Et stort arbejde var nødvendigt for at overtale almindelige mennesker, dvs. at forklare tjenere, stuepiger, kokke, taxichauffører og andet hotelpersonale, som var blevet vildledt gennem mange års kommunistisk propaganda, hvem Václav Havel var. Men det lykkedes til sidst, og 29. december 1989 valgte den omdannede Nationalforsamling Václav Havel til præsident.

I mellemtiden fjernede Nationalforsamlingen den paragraf i forfatningen, som tildelte kommunistpartiet den ledende rolle. Efter mere end 40 år – med en kort afbrydelse i 1968 – var presse- og informationsfrihed anerkendt, tjekkoslovakiske borgere kunne rejse til vestlige lande, og visse af dem krævede ikke engang visum, Tjekkoslovakiet blev medlem af Europarådet.

For at opsummere det kan man sige, at den antikommunistiske revolution tog ti år i Polen, ti måneder i Ungarn, ti uger i DDR og ti dage i Tjekkoslovakiet.

Epilog:

Da jeg første gang blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at arbejde for staten, var min første reaktion: »Staten? Nej, aldrig!«. Det var i begyndelsen af firserne under mine danskstudier ved Det Filosofiske Fakultet på Karls Universitet i Prag. En tjekkisk ’pædagog’ med en meget farverig kommunistisk fortid, som underviste os i dansk, spurgte mig, om jeg var villig til at arbejde som en deskofficer for Danmark i det tjekkoslovakiske udenrigsministerium, når jeg ville have afsluttet mine danskstudier i 1987.

»Jeg synes ikke, det er en god idé. Det er mange år ude i fremtiden, og jeg ved egentlig, ikke hvad jeg vil gøre i morgen«, forsøgte jeg at undslippe ham.

»Tænk det igennem, vi planlægger til år 2000«, lød svaret.

»Hvad er betingelserne?«, spurgte jeg.

»Ikke nogen særlige betingelser«, svarede pædagogen med mange bijob. »Du er vel medlem af Den Kommunistiske Ungdomsorganisation? Og det er nok til at begynde med«.

»Nej, jeg er ikke medlem af Den Kommunistiske Ungdom, og hvis medlemskabet skal være en begyndelse, så er det samtidig slut på vores konversation«. Punktum. Efter denne samtale blev jeg den værste elev blandt mine danskstuderende kammerater. Indtil en dansk lektor ankom til Prag – så var jeg pludselig en af de bedste.

Den anden gang var det nye folk fra udenrigsministeriet under den første tjekkoslovakiske dissident-udenrigsminister, Jirí Dienstbier, som spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at arbejde for staten. Det var i 1990. Dengang sagde jeg »ja« – det var beslutningen værd.

Zdenèk Lycka